Tilbage



Ulkerup Skov


På Egebjergvej ved indkørslen til skoven er der en p-plads
Skoven ligger 6 km. syd for Nykøbing Sjælland

Her ser du ud over Ulkerup Overdrev.
Det er et naturgenopretningsprojekt der har ført naturen tilbage til dengang, da området udgjorde et fælles overdrev for de nærliggende landsbyer. Drænene er blevet lukket - og der er dannet små søer og vandhuller - til gavn for dyre og planteliv.

Overdrevet forbinder de to statsskove Annebjerg og Ulkerup


Ulkerup skov er en af det skovfattige Odsherreds få, gamle skove. Skoven er statsskov og omfatter ca. 250 ha.
Størstedelen er forholdsvis frodig bøgeskov i små bakket terræn med talrige små, våde lavninger.
Stedvid ligger der tæt med store sten i skovbunden. Udover nåletræer indgår en del eg og ask i skoven

Skoven er et fint eksempel på, hvad en skov kan rumme af vidensbyrd om fortiden.
Midt i skoven ligger resterne af landsbyen Ulkerup,der blev nedlagt og jorden tilplantet sidst i 1700-tallet,
men er nu frilagt på ny og holdes åben ved græsning



Ved indkørslen er rejst to vildtbanepæle hygget i granit med inskription:
Krone C7 OHVP 1778
Det står for Christian d. 7. Odsherred Vildt Bane Pæl.

Pælene har stået ved indfaldsvejeni til krongodset i Odsherred mellem Sejerøbugten ved Høve og det inderste af Lammefjorden syd for Asnæs for at markere at man nu bevægede sig ind på krongodset hvor kongen havde jagtretten.

De to sten blev flyttet til skovriderens bolig Mantzhøj i 1934.




Skovridergården "Mantzhøj" blev bygget i 1829 - 31 som erstatning for den udflyttede fæstegård, som var "yderst mådeligt bygget og meget brøstfældig".

Gården blev bygget af 165.000 stk. brændte sten fra teglværket i Ulkerup skov og der blev indslæbt 60 favne kampesten til gårdens fundament.

Gården fik navnet efter den tyskfødte skovrider
Johan Henrik Mantzius

Han var administrator af det odsherredske skovdistrikt i perioden 1757-1793.
Han var den første skovrider på distriktet, som havde en forstlig uddannelse.


Ulkerup skov blev opbygget til en både produktiv og smuk skov, som den "stedse skal være" ifølge gældende forordninger.



Skov og naturstyrelsens hjemmeside kan du udprinte en oversigt over skoven, den er dejligt at ha' med på en tur i skoven, man ser de markerede steder til oltidsminder og kortet giver oplysninger om bl.a. hvilke træarter der vokser på arealerne og også hvornår de er plantet.
Klik på kortet.



Barkladen, der ligger lige inden for skoven, menes opført samtidig med Mantzhøj

Bark, især af eg, var tidligere et biprodukt i skovproduktionen pga. dens indhold af gavesyre.

Barken skulle høstes, "når bladene var så store som museører"

Efter en vanskelig og langsommelig tildannelses- og tørringsproces blev barken ofte - inden salg til garveri - sat i barkhus omtrent som hø.

Bemærk ventilationshullerne i muren.




Bag bagladen er der en lille gruppe 200 årige bøge.

De er fra tiden for landsbyens nedlæggelse.

Det er den originale odsherredske bøgerace, og bevoksningen er moderbevoksning for bøgen.

Dele af bevoksningen er administrativt fredede, så træerne får lov at stå, til de forgår af ælde.

Medens de gamle og nu næsten udlevede bøge er karakteristiske for en tid, hvor egentlig bestandpleje ikke fandt sted, og hvor slutresultatet blev store bredkronede træer velegnede for oldenproduktion og brænde, er deres afkom omkring dem et resultat af "moderne" skovbrug.

De to bevoksninger er et eksempel på de muligheder, som forstmanden har ved bestandspleje gennem mange år at præge en skov og fremelske typer af træer med stor udnyttelsesværdi for mangfoldige industrielle formål. Genetisk er de to bevoksninger identiske.


I skovens midterste del står der en imponerende, gammel egebevoksning sået på markjord for næsten 200 år siden.

Savgraven var en godhjælp til skovarbejderen.

Tidligere var det meget vanskeligt at transportere store træer, det foregik med heste og hestevogn.

Det var langsomt og besværligt at transportere store råtræstammer over større afstande - hvis det overhovedet rent fysisk lod sig gøre.

Derfor var det ofte nødvendigt at opskære stammerne til planker og mindre emner i skoven.

Man anbragte derfor kævlen over et gravet hul - kaldet savgrav - og to mand, den ene nede i graven - den anden på kævlen, foretog så gennemsavningen ved hjælp af en lang, let buet håndsav. Savgraven ses i dag som en firkantet fordybning i jorden.


I 1981 blev Ulkerup skov ramt af en voldsom storm og mange graner væltede, også dem der stod på det gamle landsbyareal.