Tilbage



Specialafdelingen Skovhus -
En særlig måde at gøre det på

Af Lars Burgaard overlæge




I sensommeren 1989 blev

Skovhus indviet som afdeling

til behandling af yngre langtidspatienter.
Skovhuset


Denne gruppe repræsenterer mennesker med forskellige psykiske lidelser.
I deres forskellighed er imidlertid et fælles gennemgående træk; nemlig en vældig skyhed i kontakten med andre mennesker.
Skyheden kan vise sig ved, at de isolerer sig fra omverdenen, eller i at de befinder sig i stadige konflikter med deres omgivelser. Det giver anledning til, at disse mennesker mister sociale kontakter, og at de ofte ikke magter at indlære nye ting, eller at de i deres sociale isolation taber de almindelige færdigheder, som er nødvendige for, at de kan klare sig i vort komplicerede samfund.
Til tider mister de sansen for livets almindelige realiteter og trækker sig tilbage til deres egen verden af fantasier.

Disse mennesker har altid udgjort et betydeligt kontingent af de gamle institutioners patientklientel.
Samfundets behandlingskrav er imidlertid ændret.
Denne ændring har medført, at de store institutioners sengekapacitet er blevet kraftigt reduceret, og at hovedvægten i behandlingen er blevet lagt på kortvarige indlæggelser og ambulant behandling, som det er blevet udmøntet i de distriktspsykiatriske tanker og tiltag.
Netop fordi denne gruppe mennesker er kommet i klemme i dette behandlingssystem, er de blevet mere synlige. Kortvarige indlæggelser har ført til hyppige indlæggelser.
Det har ført til frustration og skuffelse, både fra behandlerside og fra brugerside.
Gensidig mistillid har ofte været resultatet, som det værst tænkelige udgangspunkt for en behandlingsalliance.

De senere år har imidlertid vist, at en koordineret behandlingsindsats for denne gruppe patienter har kunnet give nogle resultater, som ellers ikke har kunnet opnås. Denne koordinering er både en koordinering hvad angår forskellige behandlingstiltag, og en koordinering mellem forskellige offendige sektorers indsats.

Dette var grundlaget, da Skovhus blev etableret som en miljø- og psykoterapeutisk afdeling.
Afdelingen blev indrettet med 20 enkeltværelser for afdelingens patienter med tilhørende aktivitets- og fritidsfaciliteter, hvor institutionspræget blev forsøgt minimeret, samtidig med at det enkle og overskuelige i indretning blev søgt gennemført.

Behandlingen tager sit udgangspunkt i det, for denne patientgruppe nævnte fællestræk, deres kontaktvanskeligheder.
Det først fornødne i behandlingen er derfor overhovedet at skabe en bæredygtig kontakt, og det må accepteres, at dette tager tid.
Når denne kontakt er etableret, er det næste skridt at styrke disse mennesker psykisk, og i trygge og overskuelige rammer at genoptræne de færdigheder, der er nødvendige for, at de kan klare sig mere selvstændigt.
Først herefter er det muligt, i samarbejde med den enkelte patient, at afvikle kontakten til afdelingen på en måde, så de erhvervede psykiske og sociale færdigheder kan bringes med ud i det omgivende samfund, så afhængigheden af institutionen ikke som før er en pinefuld nødvendighed.

I den samlede behandlingsindsats kan 3 principielt forskellige behandlingsdimensioner udskilles, nemlig en psykoterapeutisk dimension, en socialt rehabiliserende dimension og en medicinsk dimension.
På Skovhus tilbydes alle indlagte patienter en psykoterapeutisk kontakt med enten psykolog eller læger.
Herunder får den enkelte mulighed for at arbejde med de psykiske problemer, de har.
Disse problemer kan opstå som følge af deres sygdom, eller de kan i sig selv være årsag til sygdommen.
I det psykoterapeutiske arbejde forsøger man at løse op for nogle af de fastlåste mønstre, som invaliderer disse patienter så stærkt på en sådan måde, at de kan leve med sig sig selv og leve i kontakt med omverdenen på en mindre pinefuld måde.
Den socialt rehabiliterende behandling tager sit udgangspunkt i afdelingen, hvor den enkelte patient i samarbejde med afdelingens personale få lejlighed til at genoptræne tabte eller ikke tidligere erhvervede færdigheder.
Det kan dreje sig om et vidt spektrum af færdigheder, fra elementære færdigheder som at kunne klare sin egen personlige hygiejne til det, at kunne klare egne og mere komplicerede færdigheder som at kunne styre egen økonomi eller tilegne sig boglige færdigheder på forskellige niveauer.
Sammen med den enkelte udarbejdes et rehabiliteringsprogram, der forsøges afpasset efter dennes muligheder og behov.
Det praktiske arbejde foregår herefter vekselvist individuelt eller i grupper med andre patienter.
Endelig er der den medicinske behandlingsdimension.
Den er ofte forkætret, men hyppigt nødvendig, når disse menneskers angst blokerer for kontakten med omverdenen.

Med etableringen af afdeling Skovhus har Amtshospitalet skabt nye rammer for behandlingen af en patientgruppe, hvis specielle behandlingsbehov er blevet tydeligere.
Vi mener at kunne se, at disse rammer har skabt nye muligheder for disse patienter til at kunne udvikle sig mod et mere selvstændigt liv, end tidligere tider har kunnet tilbyde dem.

Lars Burgaard
overlæge

til toppen

Tilbage