Tilbage




En lille by - en stor institution

For os, som gennem en lang årrække har levet med både sindssygehospitalet og byen Nykøbing, ligger sidstnævnte vel badet i et romantisk skær.

Anderledes var det dengang, der kun var byen.
Den var en lille uanseelig plet på Danmarkskortet, stillestående og søvnig, havde nok i sig selv.
Ser vi på befolk ningstallet, viser det sig, at i 1801 var der hele 615 indbyggere, et antal, der var vokset, men meget langsomt i tiden fra ca. 1600.

Men trægheden til trods har Nykøbing altid haft ambitioner. Den har regnet sig selv for at være Odsherreds hovedstad, og det med en vis rimelig grund.
Datidens Nykøbing var den eneste større handelsby i herredet, og den levede højt på Odsherreds isolerethed fra det øvrige Danmark.

På det tidspunkt, hvor vi kommer ind i historien, er der sket en betragtelig udvikling i by en, hvad antallet af indbyggere også viser.
Således er det i 1910 steget til næsten 2000, et antal som ingen af de andre byer i herredet kunne opvise, og man skulle således formode, at alting var såre godt, men det var langt fra tilfældet.
Det er jo en bitter kendsgerning, at en by i udvikling altid bliver plaget af større udgifter end skattegrundlaget kan bære, og således gik det også for Nykøbing, som på dette tidspunkt havde oparbejdet en gæld på 255.000 kr.
Efter datidens forhold en så stor stor sum, at mange tvivlede på, at byen var solvent.

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest.
Danmark var efterhånden kommet i den alvorlige situation, at man ikke havde hospitalsplads til de sindssyge.
Især for Sjællands vedkommende var der en akut krise.
Der var to hospitalsmuligheder, Bidstrupgård ved Roskilde, som i det væsentlige behandlede folk fra København, og O ringe ved Vordingborg, som var et statshospital.



Disse to hospitaler var langt fra nok til at dække et hastigt voksende behov, og de forskellige kommuner, der jo skulle drage omsorg for de syge, måtte gribe til alle tænkelige løsninger, såsom at anbringe patienterne i fattiggårde ogfattighuse eller på arbejdsanstalter og i enkelte tilfælde i arresterne.

Selvom det var en jammerlig tilværelse for disse mennesker, var de dog alligevel heldige i forhold til dem der skulle passes i hjemmene.

For mange af dem var deres skæbne så barsk, at nu tiden nægter at tro på den.
Man spærrede simpelthen disse mennesker inde, og de kom først ud som døde.

Alle, selv politikerne, kunne se, at denne tingenes tilstand ikke kunne fortsætte.
Situationen var ganske håbløs, og alle erkendte, at der måtte gøres noget, og det skulle være hurtigt.
Dog alt er relativt, også det med farten.
Den egentlige debat startede omkring 1908, og efter mange rumlerier og tovtrækninger var man uden egentlige beslutninger nået frem til slutningen af året 1911, hvor der kom skred i planerne.

Rygtet derom nåede omsider helt til Nykøbing.
I byrådet, sad der folk, med dr. Schad i spidsen, som kunne se ud over deres egen næsetip.
Disse mennesker anede her en mulighed for dels at klare byens gæld og dels en mulighed for en blomstrende fremtid for deres by, dersom man kunne få bygget det påtænkte hospital her.

Der var dog andre, der havde fået en lignende god ide.
Allerede i starten var der mere end 50, som gerne ville deltage i kapløbet, og selv om de fleste efterhånden faldt fra, var interessen hos de tilbageblevne lige stor og konkurrencen benhård.

Ret beset havde Nykøbing ikke meget at gøre godt med, men hvis man skulle gøre sig håb om at komme med i opløbet, måtte der satses, og man må beundre disse byrådsmedlemmer, som turde satse så stort, når man tænker på den "Pernitten grynsmentalitet" der ellers herskede.

Selvom indsatsen var stor, må man huske på, at det ikke alene var i Nykøbing, der var pengemangel, også staten var i nød og blev nødt til at presse tilbudsgiverne mest muligt.
Nykøbing vidste godt at der var andre, men dog uden at kende deres tilbud, men på tinge havde vi flere lokale mænd, der ad listige kanaler holdt byen underrettet om, hvad mindsteprisen var, hvis man ønskede at være med.
Derfor startede man med at tilbyde staten en sum på 65.000kr. eller vederlagsfrit at stille det fornødne areal til byggeriet til rådighed.
Det skulle dels være til husene men også til et landbrug, som man oprindelig satsede på, til beskæftigelse af patienterne.
Til dette formål anså man, at et areal på ca. 45 ha. ville være passende, og at dette ville være til at købe for den sum, man havde tilbudt staten.

Nykøbings problemer var dog ikke løste med at skaffe byggegrunden.
En så stor institution havde også andre behov, som byen for nærværende ikke kunne opfylde.
Byen havde kun et lille vandværk, den meste vandforsyning foregik stadig fra brønde, dette rakte ikke langt, og slet ikke til hospitalets brug.
Byen havde også et gasværk, som var bygget i 1899, og heller ikke det var dimensioneret til at klare det større behov.
Elektricitet havde man ikke, altså intet værk, byen levede endnu i petroleumslampernes tid.
"Det hvide lys" havde ikke holdt sit indtog her, i modsætning til mange andre byer i herredet, som allerede havde dette gode, eksempelvis Højby.

Til trods for sit ikke attraktive ståsted maste Nykøbing ufortrødent på, men jeg kan forestille mig, at de store tal, man jonglerede med, har givet byrådsmedlemmerne mangen søvnløs nat.
Det mest påtrængende problem var at skaffe en tilstrækkelig stor og attraktiv plads, som man kunne tilbyde staten til byggeriet.
Mulighederne var ikke mange.
Den bedste plads anså man for at være på Annebergs jorder, og derfor indledte man forhandlinger med godsejeren Fr. Holstein og forpagteren af Anneberg Parm o Johannesen.
Disse forhandlinger gik rimeligt godt, man enedes i det store og hele både om areal og pris.
Der var dog den hage ved sagen, at disse arealer lå i et andet sogn, nemlig Højby kommune, og for at virke efter hensigten, skulle de overføres til købstaden.
Nye forhandlinger, denne gang med Højby sogneråd, der ikke var uvillig til at indgå på overførselen, som jo gav penge i kassen.
Der oprettedes en kontrakt derom, og da den var underskrevet af begge parter, bestemte amtet, at prisen for overførselen skulle være på 2835,38 kr., som Nykøbing generøst tilbød at betale kontant.

Selv med disse ting på plads var det meget usikkert, om Nykøbing med sine fine tilbud ville komme med i opløbet, men så endelig den 6. maj 1912 kunne borgmesteren på byrådsmødet meddele, at han havde modtaget meddelelse fra København, "at Folketinget havde vedtaget at lægge det ny sindssygehospital ved Nykøbing".
Denne vedtagelse var sket med overvældende majoritet i Folketinget og var nu oversendt til Landstingets behandling, og i Nykøbing håbede må på, at der ikke ville ske en omstødelse af afgørelsen, og følgelig fortsatte man med planerne om de forskellige forsyninger til det ny hospital.

Vand og gas havde man mulighed for selv at klare forsyningen med, det ville kun kræve en udvidelse af de bestående værker, men anderledes stillede det sig med elektricitet, der havde man intet, men skulle i givet fald til at opbygge det hele fra bunden, og det ville blive en endda meget stor mundfuld, som der iblandt byrådets medlemmer herskede tvivl om, at man kunne magte økonomisk.

Netop i denne tid var der i Svinninge blevet bygget et elektricitetsværk, og her øjnede Nykøbing sin chance for, inden for de økonomiske muligheder at købe sig til den nødvendlige el-forsyning.

Ligeledes var det nystartede el-værk også interesseret i at få en så stor leverance som den, Nykøbing ville kunne aftage.

Nordvestsjællands Højspændings Elektricitetsværk (det senere NVE) var netop i disse år ved at udbygge sit ledningsnet i det meste af Odsherred, så det var en op lagt mulighed for at få kontrakt med Nykøbing.

Da denne var på plads, kunne byrådet trække vejret lettet og koncentrere sig om de øvrige opgaver, hvoraf leverancen af vand var af vital betydning for den nye institution.
Der havde gennem forhandlingsfasen hersket nogen tvivl om, hvorvidt det var muligt, gennem boringer at skaffe den fornødne vandmængde.
Det mente Nykøbing lå inden for det muliges grænser, og derfor tilpligter byen sig over for regeringen at levere de fornødne mængder vand med et tilstrækkeligt tryk.
Dvs. i givet fald tillige at bygge et vandtårn.
Dette løfte blev det nødvendigt at holde, da Sikringsanstalten var bygget, den ligger på kote 32, så løftet resulterede i, at byens vartegn blev til, og det har siden 1913 leveret vandet med tryk nok.

Byggefasen, hvor hospitalet blev til, skabte en opblomstring for Nykøbing.
Der kom en stor mængde arbejdere hertil fra hele Sjælland.
Dette var en nødvendig hed, da alt arbejde skulle udføres pr. håndkraft.
Denne "Klondyke" periode sluttede ved hospitalets indvielse, og i stedet for den løse arbejdskraft kom der nu en ny, som kom for at blive, nemlig det personale, der var nødvendigt for at få institutionen til at fungere.

Selv om man ikke ruttede med arbejdskraften, resulterede det i, at Nykøbings indbyggerantal steg til 2100 1 1916, for siden at stige støt i takt med udviklingen til i 1921 at være 2621 personer og nå en foreløbig kulmination i 1940 med 4224 personer.

Inden for denne periode kom Nykøbing til helt at ændre sig.
Den oprindelige by var en lang gade med huse på begge sider og med et par enkelte smågader på tværs af denne hovedfærdselsåre.
Nu derimod var der sket en kolossal forandring, by en var vokset i omfang i en målestok, man bare et årti tidligere ikke havde kunnet forestille sig, og det var væsentlig enfamiliehuse, der blev bygget.

I starten af 1930'erne blev således hele kvarteret fra Dr. Schadsvej til Møllegårds Alle bebygget.
Oprindeligt var det et kolonihaveområde, hvor ejerne bare ventede på at få samlet penge nok til at bygge, og i det store og hele var det plejere fra sindssygehospitalet, som med deres familier slog sig ned her.

Allerede på et tidligt tidspunkt efter hospitalets bygning måtte bystyret erkende, at den værende skole (hvor nu turistkontoret er) var blevet for lille og fungerede for dårligt.
Resultatet blev Grundtvigsskolen, der opførtes i 1917.

Alt taget i betragtning, må man konstatere, at Nykøbing havde været umådelig heldig ved at vinde kampen om sindssygehospitalets placering.
Denne sejr forandrede på godt og ondt ganske byen, men de to jævnbyrdige parter har gennem tiden vist sig at gå ganske godt i spænd.
Uden hospitalet kan man jo gætte, hvad der var blevet af byen.

Perioden fra 1915- 1975 har været en god tid for Nykøbing, som i denne tid har fået mange store arbejdspladser med hospitalet som den største.
Det er med vemod, man i dag ser arbejdspladserne forsvinde og aktiviteten trappes ned, og folk tvinges til at søge bort fra området.
Fremtiden for hospitalet og byen ser ikke alt for lys ud.

Eigil Kjeldsen
fhv. plejeassistent.


til toppen

Tilbage