Tilbage



Den lægelige indsats historisk set

Af Aage Kirkegaard
fhv. overlæge, dr. med.


I hospitalets Grønnegård mellem 4 store pyramide-ege står en stor sten med inskriptionen




At gøre livet lyst og trygt
for dem, hvis sind er mørkt og sygt
derfor blev disse huse byg't.






Den er sat af hospitalets første overlæge Frode Krarup, der klart indså, at det var, hvad man kunne opnå med det daværende padentklientel, -overvejende kronisk sindssyge - og de daværende behandlingsmetoder.

Det gjaldt derfor om at tilrettelægge den daglige tilværelse så hensigtsmæssigt som muligt under hensyn til den enkelte patients egenart.
Deraf udsprang forestillingen om, at alt hvad der skete på et psykiatrisk hospital måtte anses for at være et led i behandlingen.
Dette udviklede sig senere nogle steder til det såkaldte "terapeutiske samfund" i dets forskellige udformninger.

Også her på hospitalet søgte man at skaffe patienterne en sådan tilværelse med en fast livsrytme vekslende mellem arbejde, hvile og søvn, kun afbrudt af de sædvanlige måltider.

Denne daglige rytme afbrødes af forskellige fester, dels dem man fejrede ude i samfundet, dels lokale fester som hospitalets fødselsdag, patientballer o.l., og jævnligt var der film eller anden kunstnerisk underholdning i festsalen.

Med denne - skal vi kalde den sociale - terapi som basis, optog hospitalet i tidens løb de forskellige behandlingsmetoder, man fandt frem til rundt om i verden.
Disse kan stort set deles i de somatiske og de psykiske, hvortil sluttedes videregående sociale foranstaltninger, specielt efter revalideringslovens indførelse i 1960.

De somatiske behandlingsmetoder var malariabehandlingen, senere hyperterm-behandlingen af dementia paralytica, insulin-comabehandlingen af schizo-phreni, krampebehandlingen afschizophreni og manio-depressiv psykose samt lobotomi ("det hvide snit").

Til de somatiske behandlingsmetoder må da også regnes de medikamentelle, hvor man ved hospitalets oprettelse overvejende anvendte choral og barbitursyrepræparaterne.
Senere kom meprobamatbehandlingen af neuroser og angst tilstande, indtil endelig psykofarmaka holdt deres indtog i begyndelsen af 50'erne, begyndende med reserpin og klorpromazin (Serpasil og Largactil), og lithium-behandlingen af den manio-depressive psykose, men vi er nu henne ved de nuværende metoder, som vil blive omtalt senere.

Malariabehandlingen afdementiaparalytica blev indført af Wiener-psykiateren Wagner v.Jauregg, der mente, at befolkningen i visse stater i Afrika ikke fik de- mentia paralytica, selvom syfilis var meget udbredt der, fordi mange samtidig havde malaria.

 

 

I løbet af 20'erne indførtes denne behandling
 her. P.g.a. smittefaren isoleredes patienterne i det daværende Granhus, nu ungdomspsykiatrisk afdeling.

Granhus

Patienterne fik indpodet en malariastamme, som gav dem feber til 40-41° hver 2. - 3. dag, og man afbrød behandlingen med kinin.
Da man efterhånden fik den opfattelse, at det var temperaturstigningerne som sådan, der forårsagede bedrin gen, og da man gerne ville undgå malariaens ulemper, gik man over til at opvar me patienterne i en varmekasse (hyperterm).

Efterhånden som penicillinbehandlingen af syfilis viste sig mere effektiv, blev behovet for varmebehandlingen mindre og mindre, hvorfor man centraliserede den, først i Vordingborg, senere på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, hvortil hypertermen overførtes.


Insulin-comabehandlingen afschizophreni

 

lanceredes i 1933 af den ungarske
 psykiater Sakel.
I løbet af de næste år indførtes
den her på hospitalet,
idet der indrettedes en speciel afdeling
 for mænd og en for kvinder i
 det daværende Kurhus III og
 Kurhus IV, beliggende på l.
salen i det nuværende Pilehus.

Pilehus


Patienterne fik indsprøjtet en passende insulindosis, der gjorde, at blodsukkeret faldt, således at patienterne blev bevidstløse.
Efter en vis tid, som regel ½ time, vækkede man dem igen med indgift afglucose.
I den bevidstløse tilstand blev de meget intensivt overvåget a.h.t. evt. komplikationer.


Insulin-døsekuren
anvendtes også i disse år til neurotiske og undervægtige patienter, specielt de, der var angste og rastløse.
De fik kun en lille insulindosis, så de døsede og ikke blev bevidstløse. Det hjalp på patienternes indre uro og forårsagede, at de tog på i vægt.


Krampebehandlingen
indførtes også i 30'erne, efter at rumæneren v. Meduna havde lanceret den under den forkerte forudsætning, at patienter med epileptiske kramper aldrig fik schizophreni.
Den blev da heller aldrig nogen god behandling af denne sygdom, kun mod dens urofaser sås nogenlunde resultater.
Derimod viste det sig paradoksalt nok at være en udmærket behandling af stemningspsykoserne, specielt den endogene depression.
Kramperne fremkaldtes i begyndelsen med kamferinjektioner, senere - således her - cardiazol (Pentazol), der efter 1940 afløstes af electrochok, lanceret af italienerne Cerletti og Bini.
Til afhjælpning af visse ulemper suppleredes de såkaldte "tørre" electrochok med forskellige stoffer, indtil man nåede frem til den nuværende Narco-Curacit- Electrochok(NCE).


Summadonsbehandlingen.
I særligt vanskelige tilfælde, specielt af schizophreni, kombinerede man insulin-comabehandlingen med krampebehand lingen.
Når patienterne lå i insulincoma, fik de et krampechok som foran beskrevet.

 

(Elektrochok - behandling er en anden måde
at fremkalde kramper på. Den anvendes
navnlig ved depressioner, hvor
medikamental behandling ikke har virket.

Patienten, der er fastende lægges fladt på
undersøgelsesbriksen og bedøves.
Curare, der er en gammel indianer gift,
indsprøjtes i en blodåre og der ventileres
med ren ilt.
der gives stød i ca. 3 sekunder, hvor
patienten har afsvækkede kramper.
Efter 2-4 minutter er curare-virkningen væk,
og patienten kan selv trække vejret

 

 

Elektrochok - behandlings maskine


 

Da man begyndte at bruge metoden fik patienten "tørre-chok"
der vil sige uden bedøvelse eller muskelafslappende midler, og der fremkaldtes
et regulært gran-mal anfald med øjeblikkelig bevidstløshed og voldsomme
 kramper.
På grund af de fysiologiske bivirkninger,navlig på knogler og rygsøjle, fandt
man frem til at kombinere behandlingen med indgift af den gamle indianergift
curare, der virker fuldstændig muskelafslappende, men også standser
åndedrættet
For ikke at udsætte patienten for det traume ikke at kunne trække vejret
i vågen tilstand, bedøves patienten inden curariseringen og der
ventileredes for at opretholde iltindholdet i blodet.
Herved undgik man også hukommelsetab på grund af manglende ilt til hjernen
Det bevirkede at man ikke, som tidligere som tidligere kunne give
elektrochokbehandlingen på den enkelte afdeling og i 1952 blev
behandlingsafdelingen derfor indrettet til dette formål.

I 1952 blev der givet 1300 behandlinger, året efter var antallet steget til
5400 behandlinger og fra 1960-73 gav man ca. 2000 behandlinger årlig.
Derefter faldt antallet af behandlingerne og i 1984 var det nede på 288.
Siden 1985 er elektrochok-behandlinger blevet udført på
Holbæk sygehus). Webmaster.

Lobotomi: ("det hvide snit").
Til trods for disse nye behandlingsmetoder var stadig en del patienter upåvirkelige af dem.
Det var navnlig meget spændte, urolige, hallucinerede og angste patienter, som den portugisiske psykiater Lima forsøgte at lindre tilværelsen for ved at overskære en del baner fra hjernens cortex ned til mellemhjernen.
Han udførte det meget primitivt ved at stikke en skalpel op i øjenhulens øverste loft.
Herefter blev de mere fredelige og sløve, desværre også karakterforandrede, ligesom der af og til opstod alvorlige bivirkninger som kramper, blødninger m.m.
Neurokirurgerne bl.a. her i landet modificerede imidlertid teknikken, så operationen foregik under fuld kontrol over, hvilke baner man afbrød.
Da mange uhyre dårlige schizophrenipadenter fik en betydelig bedre tilværelse (der angives helt op til 4096), gennemførtes den allige vel i stor udstrækning indtil indførelsen af psykofarmaka i begyndelsen af 50'erne.
Herefter blev såvel denne behandling som insulin-comabehandlingen og sum mationsbehandlingen overflødiggjort, og i en række tilfælde kunne el-chokkene også undværes.


De psykiske behandlingsmetoder
måtte p.g.a. manglende ressourcer desværre indskrænkes til det mest nødtørftige - formentlig det samme som foruden mere avanceret psykoterapi stadig anvendes: Enkelte støttende og opmuntrende samtaler, specielt til patienter med endogene depressioner, og til psykogene psykoser og neuroser, opklaring af konflikter og råd til at løse dem.
De vil blive nærmere omtalt senere.

Man kan ikke omtale den lægelige indsats i tidligere tider uden at nævne ajour føring af undersøgelsesmetoder, organisering af disse, klinisk forskning og opdelingen i sub-specialer. Specielt indførtes i slutningen af 50'erne en gennemgribende laboratorieundersøgelse, hvor de fleste organers funktion blev registreret straks ved indlæggelsen og senere efter evt. psykofarmakologisk be handling, og for kroniske patienter l gang årligt.
Dette var selvfølgelig af største betydning for den hurtige og effektive afsløring af somatiske sygdomme, men samtidig lettede det også undersøgelser over eventuelle bivirkninger ved den psyko-farmakologiske behandling, idet man straks fik en "basisværdi" og senere en løbende kontrol af organfunktionerne gennem hele behandlingsforløbet.


Den klinisk videnskabelige indsats
bestod afbl.a. afprøvning af diverse psyko farmaka (Serpasil, Trilafon, Melleril, Melperone m.fl.) samt diverse retspsykiatri ske undersøgelser, (efterundersøgelse af udskrevne patienter fra Sikringsanstal ten, effekten af domstolsprøvelse af tvangsanbringelser (Justitsministeriets ad- ministrative frihedsberøvelse)).

Endelig var der jo også lægelige initiativer, der førte til opdelingen i sub-specia leme retspsykiatri, ungdomspsykiatri og gerontopsykiatri, så hospitalet nu er fuldt på højde med de fleste øvrige psykiatriske hospitaler, ikke blot her i landet, men også i udlandet.

Aage Kirkegaard
fhv. overlæge, dr. med.

til toppen

Tilbage