Tilbage



Psykologen i behandlingsteamet

"Psykoterapi er altfor godt til at blive forbeholdt de syge".


I den lille snes år jeg har været psykolog på Amtshospitalet i Nykøbing Sj., har der været rig lejlighed til at møde, opleve og filosofere over de forventninger, der har været til psykologen og psykologisk arbejde.
Specielt har forandringerne i forventningerne været slående i udviklingen fra statshospital til amtshospital og nu til distriktshospital. Samtidig har denne forandring afspejlet en parallel udvik- ling både indenfor psykiatrien og generelt i samfundet.

Testpsykologen
Da sindssygehospitalerne blev byggede i slutningen af sidste og begyndelsen af dette århundrede, var det banebrydende at se psykisk afvigelse som sygdom og revolutionerende at indrette institutioner til at behandle de syge.
Efterhånden blev synet på psykisk sygdom så mangfoldiggjort og menneskeliggjort, at det også blev naturligt at tilknytte en hel række hjælpediscipliner til et psykiatrisk hospital: socialrådgiver, ergoterapeut, fysioterapeut m.m. - og psykolog.
Nu er psykiatrien en "ung" disciplin indenfor lægevidenskaben, og den har haft sine vanskeligheder med at blive betragtet som lige så eksakt og naturvidenskabelig, som andre lægelige specialer.
På en noget paradoksal vis vandt psykologerne indpas i psykiatrien ved at hjælpe den til en større præcision og "biologisk" eksakthed via ae psykologiske testninger.
Et kardinalproblem i den tids anvendelse af psykologen var spørgsmålet: Hvem havde ret i sin diagnose - psykiateren eller testpsykologen?

Psykologen som psykoterapeut
Mens psykiatrien som et lægeligt speciale skabte respekt og menneskeværdige forhold for de psykisk lidende, var det uden overdrivelse lægen Sigmund Freud, der skabte det mest afgørende alternativ til den medicinsk-biologiske psykiatri ved at beskrive personlighedens og psykens indre kræfter og dynamik.

Da jeg begyndte at undervise sygeplejeelever i begyndelsen af 70'erne, var det specielt i psykologiske tests og kun sporadisk i psykologien ved de psykiske lidelser. Freuds psykodynamiske synspunkter var kun begyndt at præge opfattelsen og behandlingen af neuroserne, mens de egendige psykiatriske lærebøger kun havde appendiks-lignende afsnit om Freud og psykoterapi.

Den afgørende udvikling i denne periode blev indvarslet af en ny sygeplejerske- uddannelse i 1979, hvor elevstyret, gruppeorienteret og induktiv undervisning var kendemærker for at skabe en behandling, der satte mennesket, dets psykodynamik og udvikling over spørgsmålet om sygdom og biologi.
Gennemgribende og centralt blev Cullbergs "Dynamisk Psykiatri" fra 1984 i løbet af få år et afgørende alternativ til den biologisk orienterede psykiatri.

I den vågnende interesse for at inddrage psykodynamiske tiltag blev psykologen i denne periode specielt engageret psykoterapeutisk, fordi han igennem sin uddannelse var tættere på den psykodynamiske indgang til de psykiske sygdomme.
Det skabte imidlertid en modsætning, for, hvordan kan et behandlingssystem, der er bygget op over sygdomme, som læger pr. definition har behandlingsmonopol på, ansætte og tillade psykologer som funktionelt - omend ikke principielt - ligeberettigede behandlere?
Et kardinalproblem i den tids anvendelse af psykologen var magtkampene i at være den vigtigste og mest centrale behandler.
Platanhuset....Psykologafd.....uddannelseafd...

Psykologen i distriktspsykiatrien
I dag er sammenhængen mellem personlig/social baggrund og psykisk sygdom så etableret, at tanken om at "helbrede" ved at komme væk fra problemerne til rolige omgivelser, nærmest virker absurd.
Tværtimod vil man i dag se den bedste behandling i snæver sammenhæng med patientens dagligdag og miljø, og i den distriktspsykiatriske tanke forventes det, at behandlingen frigør sig fra og rykker ud af hospitalerne. Hvis dette ikke skal blive "gammel vin på nye flasker", må psykiatrien imidlertid udvikle et nuanceret syn på normalitet og ikke blot på sygdom.

Udviklingen i tanken om tværfaglig behandling er også så etableret, at man naturligt ser den bedste behandling indenfor distriktspsykiatrien udfra et behandlingsteam.
Gevinsten synes åbenlys, for patienten kan jo kun profitere af tværfagligheden i et sådan team?
Tværfagligheden kan imidlertid føre til en udvandet"fælles-faglighed" (B. Ørum i Dansk Psykolog Nyt nr. 22, 1989), hvis det tilstræbes at arbejde på lige fod ved at udføre det samme arbejde og have den samme kompetence.
Det er ikke uden videre så enkelt, at komplicerede problemstillinger belyses og løses bedre ved at flere arbejder sammen, og det er direkte uheldigt, hvis forskellige faggruppers ekspertise ikke anvendes i en konstruktiv uenighed.

Normalitet
Normaliteten har haft trange kår både på psykiatriske afdelinger og generelt indenfor psykiatrisk behandling.
Dette er ikke blot en funktion af, at man skal undersøge om en henvendelse omhandler sygdom og hvilken sygdom, men det skyldes også, at beskrivelsen af normaliteten har haft en tilbøjelighed til at være et appendiks på sygdomsbeskrivelsen indenfor psykiatrien.
Med kravet om, at en person skal være syg for at kunne hente hjælp indenfor psykiatrien, kommer også mistænkeliggørelse og problemer med at finde den "rigtige" diagnose.

Et gennemgribende forsøg på at løse dette paradoks er igen blevet indvarslet af en ny sygeplejerskeuddannelse, der netop nu skal optage sine første elever.

Uddannelsen bygger ikke på sygdomslære, men bruger hele det første år til en oplæring i normaliteten. Som en parallel til denne holdningsændring er eksempelvis administrative sygeforvaltninger døbt om til sundhedsforvaltninger, og vi har fået en sundhedsminister.

Psykologens rolle indenfor distriktspsykiatrien er eksplicit beskrevet af f. eks. C. Crafoord (Denmøjliga och omøjliga psykiatrin. 1987) i specielt opgaverne som personaletræner - ved siden af de hidtidige som psykoterapeut.
Baggrunden er indlysende, for psykologens uddannelse indenfor personlighedens normalitet og socialpsykologiske sammenhænge giver gode forudsætninger til at træne et per- sonale i samarbejde og i at bruge sig selv optimalt.

Psykologens baggrund i at se det normales rige variation og i at se normalitet som en udvikling, der er mere end fravær af sygdom, er også med til at give den psykiatriske patient sin menneskeret til udvikling tilbage.
For eksempel har psykologen Nini Leick og socialrådgiveren Marianne Davidsen-Nielsen med den geniale titel "Den nødvendige smerte", sat fokus på psykisk smerte som en del af vækst og udvikling, hvad der står i stærk kontrast til det traditionelt psykiatriske (og lægelige) syn på smerte som sygdomssymptom.

Hvor psykologen tidligere har haft en tilbøjelighed til at være normalitetens gidsel i et massivt sygdomsbehandlingssystem, er udviklingen nu ved at vende.
En udvikling, der har haft sin parallel og sit vigtige bidrag i psykiatriske lærebøger som J. Cullbergs "Krise og udvikling" og "Dynamisk psykiatri".

Måtte fremtiden gøre det unødvendigt at påpege modsætningerne i at beskæftige psykologer indenfor sygdomsbehandling, og måtte samarbejde og humanisme blive central i at afhjælpe den al for megen psykiske nød og smerte, der findes.

Lars Sørensen
chefpsykolog

til toppen

Tilbage