Tilbage



Ældre-psykiatrien i dag på ANS

Af Arne Nørgaard
overlæge



Amtshospitalet har fra dets første år været opdelt i administrative underafsnit.
Karakteren af denne opdeling har været betinget af forhold som antal patienter, deres køn, de faglige og behandlingsmæssige forhold m.v.
I mange år var den væsentligste opdeling jo mands- og kvindehospitalet, men nu er alle afdelinger kønsblandede, og i de sidste 10 år har opdelingen været baseret på geografiske forhold: "distriktspsykiatri", endvidere aldersbetinget: ungdomspsykiatri og dl dels diagnosebetinget: specialafdelingen for psykosebehandling.

Som led heri forekom det i 1987 naturligt at etablere et gerontopsykiatrisk afsnit.
Baggrunden herfor var ikke mindst den voksende gruppe af ældre - hvoraf de fleste iøvrigt er født i årene omkring hospitalets start i 1915.
De samme tendenser har gjort sig gældende i et flertal af landets øvrige amter, hvor der også er etableret gerontopsykiatriske afdelinger.
Afdelingen her på Amtshospitalet betjener den nordlige del af amtet, medens den sydlige del betjenes af en tilsvarende afdeling! Dianalund.
Elmehuset

Den centrale sengeafdeling på gerontopsykiatrisk afsnit er Elmehuset, det gamle Mands Skovhus, som blev taget i brug efter en gennemgribende ombygning med etablering af enestuer, 17 ialt, samt en enkelt dobbeltstue.
Det er en tidssvarende afdeling, som unægteligt kan tilbyde ældre betydeligt bedre forhold, end de tidligere har haft på Amtshospitalet, hvor det nok må erkendes, at det ikke har været den gruppe af patienter, som har været højest prioriteret med hensyn til bygningsmæssige eller behandlingsmæssige ressourcer.

Situationen har også ændret sig fra tidligere ved, at Elmehuset er en ren modtageafdeling, hvor der ikke er mulighed for at forblive fast.
Ældre patienter kan således i dag ikke forblive på hospitalet på ubestemt tid, som det jo heller ikke længere er tilfældet med yngre.
Det skal dog bemærkes, at der til det gerontopsykiatriske afsnit er tilknyttet 5 langtidsafdelinger, men der er her udelukkende patienter, som er kommet på hospitalet for mange år siden.
Enkelte indlagte fra 1980-85 er her endnu, men fra 1985 har der ikke været mulighed for at forblive på hospitalet.

Disse forhold har nødvendiggjort et nært samarbejde med hjemmeplejen og med plejehjemssektoren i kommunerne og amtet. På amtsplejehjemmene er således etableret en række pladser, egnede til gerontopsykiatriske beboere, men i de sidste år har kommunerne i stigende grad selv ønsket at tage vare på disse beboere.
Desværre synes de endnu ikke helt at have erkendt problemernes omfang.
Vi forsøger fra gerontopsykiatrisk afdeling at rådgive og vejlede, men fortsat kontakt og opfølgning af de enkelte patienter er alt for omfattende og tidskrævende til, at vi magter det, når det skal foregå rundt på institutioner i hele vort landområde, fremfor som tidligere at være samlet på nogle få afdelinger her på hospitalet.

Vi har her på Amtshospitalet valgt den model, at gerontopsykiatrisk afdelingtager sig af (næsten) alle patienter på 65 år og derover.
Andre steder, bl.a. i Dianalund, tager afdelingen sig overvejende af patienter med senilitetsproblemer, demens, medens ældre patienter med andre lidelser, især depressioner, behandles på de almindelige distriktspsykiatriske afdelinger.

På Elmehuset har ca. 1/3 af patienterne demenslidelser, 1/3 depressioner af forskellig art og en sidste, mindre 1/3 af anden art.
Det har i praksis ikke voldt større problemer at have disse patientgrupper sammen, og de fleste patienter synes at foretrække dette ældremiljø fremfor at være på afdelinger med alle aldersklasser, som ofte er domineret af de yngre grupper.

Der er etableret et udadgående gerontopsykiatrisk team, bestående af en distriktssygeplejerske og en l. reservelæge.
De besøger flertallet af de patienter, vi får henvendelse om, i deres hjem, og det har her vist sig muligt at undgå indlæggelsen for ca. halvdelen ved at pege på andre foranstaltninger eller iværksætte en behandling, som ikke kræver indlæggelse.
En væsentlig opgave for team'et er vejledning og støtte til pårørende og til personalet på plejehjem og i hjemmeplejen.

Det gerontopsykiatriske arbejde er lægefagligt og plejemæssigt vel stadig ikke et højstatusområde, men det rummer betydelige faglige og menneskelige udfordringer og giver ofte bedre resultater end ventet på forhånd.

Arne Nørgaard
overlæge

til toppen

Tilbage