Tilbage



Retspsykiatrisk afdeling




At der i dag findes en egentlig retspsykiatrisk afdeling ved hospitalet, har den historiske baggrund, at det i 1913 blev besluttet, at der i tilslutning til selve hospitalet skulle bygges en Sikringsanstalt til forvaring af psykotiske patienter - mandlige vel at mærke - som var så "farlige eller udbrydende", at der skulle træffes "særlige sikkerhedsforanstaltninger" overfor dem - ved dom eller administrativ beslutning.

Denne Sikringsanstalt blev taget i brug i 1918 og havde til huse i Bakkegården og Bakkehuset. Den havde plads til 50 patienter.

Retspsykiatrisk afdeling opstod så langt senere ved en art "knopskydning" fra det dengang eksisterende "Mandshospital", fordi der gennem årene knyttedes flere og flere retspsykiatriske opgaver til hospitalet, landsdækkende mentalobservationer fra 195 7, ansættelse af en særlig retspsykiatrisk assisterende overlæge under Mandshospitalet i 1968, inddragelse afBirkehus II med dengang 16-17 pladser under det retspsykiatriske arbejde i 1969 og "ophøjelse" af den førnævnte assisterende overlæge til administrerende overlæge for en selvstændig retspsykiatrisk afdeling i 19 7 5, hvorefter der blev tilknyttet endnu en assisterende overlæge.
Desuden fik afdelingen egen oversygeplejerske.

Og siden er det gået slag i slag.
I 1981 tog vi den nuværende, nybyggede Sikringsanstalt Enggården til 30 patienter i brug, og 1988 øgedes lægestaben til 3 overlæger, foruden at vi nu var normeret med en l. reservelæge.

Afdelingens opgaver er dels at foretage mentalobservationer, dels at modtage patienter med dom til psykiatrisk behandling under anbringelse på hospitalet eller ambulant, herunder også at foretage den retspsykiatriske sagsbehandling, der kan muliggøre indlagte patienters tilbagevenden til samfundet, når de helbredsmæssige betingelser er tilstede.

Vores funktion er i høj grad landsdækkende, idet langt de fleste patienter i Sikrings anstalten kommer alle andre steder fra end Vestsjælland - fra Grønland til Lolland-Falster - vi har almindeligvis højst 1 vestsjællænder indlagt her, undtagelsesvis lidt mere.

I Birkehus II er vi landsdelsdækkende, idet vi udover fra Vestsjælland modtager retspsykiatriske patienter fra de øvrige amter på Øerne ind. Bornholm samt Københavns og Frederiksberg kommuner, men især - som det øvrige hospital - fra Frederiksborg amt. Også i Birkehus II er der næsten altid flest udenamts patienter.

Vi indtager således en klar særstilling, allerede i kraft af at hospitalet modtager betaling udefra for langt de fleste af vores patienter.
Traditionelt har Retspsykiatrisk Afdeling været et rent mandssamfund, især Sikringsanstalten, der kun undtagelsesvis i en kortere periode engang i 1950'erne havde en kvindelig sygeplejerske ansat.
Birkehus II fortsatte med kun at modtage mandlige patienter, da resten af hospitalet for ca. 10 år siden blev kønsblandet, ligesom der fortsat udelukkende var mandlige plejere, mens de få sygeplejersker var kvinder.
Men den udvikling der har præget hospitalet og hele psykiatrien de sidste 10-15 år-i retning af mere "humane" miljøer, men også i forbindelse med det hastigt dalende tilbud af mandlige plejere - har ligeledes bredt sig til retspsykiatrien.

Således kom der kvindelige plejere på Birkehus II i 1987, hvorefter vi også begyndte at modtage kvindelige patienter dér, og sidst i 1989 ansatte vi et pænt antal kvindelige plejere i et af Enggårdens 3 patientafsnit.
NU er de kvindelige plejere så også lige så stille i færd med at "sive" ind på de 2 øvrige patientafsnit, og den udvikling fortsætter nok i de kommende år.
I forvejen har vi i en årrække haft kvindelige sygeplejersker i afdelingen.

Også i det rent ydre er Retspsykiatrisk Afdeling "fulgt med tiden" m.h.t. at "humanisere" miljøet, ja, i visse henseender er vi da nok - med god amtskommunal opbakning - gået i spidsen.
Enggården blev f.eks. indrettet med udelukkende enestuer og - med udsynet sidst i 1970'erne - god plads og rummelige aktivitetsmuligheder indbygget.
Vore faciliteter blev endda af udenforstående kaldt "Danmarks bedste psykiatriske pladser", men vi har måttet se i øjnene, at vi nu er blevet overhalet indenom af udviklingen, ikke mindst i de institutioner udenlands, som vi kan sammenligne os med.

Også på Birkehus II er faciliteterne blevet bedre. Gamle 4-sengsstuer er nedlagt og erstattet af (flest) enestuer og et par 2-sengsstuer, hvor 3 af enestuerne ligger i etagen oven over, hvor patienterne har mulighed for at indrette sig helt privat og forestå egen madlavning f.eks.
Afdelingen rummer nu ialt 13 pladser, heraf som nævnt de 3 uden for selve afdelingen.

Patientbehandlingen har altid været præget af 2 forhold:
For det første er ingen af patienterne her frivilligt, men som følge af en eller anden form for juridisk tvang, udøvet af domstolene (mentalobservander, domfældte) eller Justitsministeriet ("farlighedsdekreter" til Sikringsanstalten), og i modsætning til alle andre kan vi ikke selv indlægge, meddele friheder eller udskrive vore patienter uden i det mindste at "rådføre" os med ikke-lægelige, juridiske instanser.

For det andet er de fleste af patienterne - undtagen observanderne, der skifter efter nogle måneders forløb - indlagt umådelig længe, selv om der ikke længere er tale om 20-30 år lange indlæggelser, der ikke var helt ualmindelige "i gamle dage" i Sikringsanstalten.
I Birkehus II har der altid været tale om betydelig kortere indlæggelser, men vi har dog stadig en enkelt patient, der nu har været her i 9 år, fordi retssystemet endnu ikke er gået med til at "slippe ham løs".
Begge de nævnte forhold giver afdelingen og dens behandling et særpræg, der nok er lidt forskelligt i Enggården og Birkehus II, men dog i princippet ganske ensartet.

For det første er vi både "fangevogtere" og "behandlere", hvilket både vi selv og patienterne er nødt til at acceptere og indrette os efter.
I reglen lykkes det, så behandlingsformer - f.eks. psykoterapeutiske - der ellers opfattes som helt afhængige af "frivilligt tilbud", her med held kan administreres med "tvangen" som ramme og forudsætning.

For det andet har vi jo som nævnt patienterne indlagt meget længe, hvilket i reglen indebærer, at vi virkelig kan nå både at motivere dem for en behandling - og at behandle dem færdig! Vi har ikke det problem, som kan følge med de ellers mere åbne miljøer, at patienterne udskrives "for tidligt" og har svært ved, i nogle tilfælde, at lukrere af f.eks. de distriktspsykiatriske tilbud.

Vore forholdsvis gode afdelingsmiljøer gør også, at patienterne ved udskrivning til andre hospitaler ikke altid kan skånes for at havne på afdelinger af betydelig ringere standard, f.eks. lukkede, urolige akutte modtageafdelinger, hvilket kan være et alvorligt problem, og i enkelte tilfælde er endt med, at patienten er kommet igen!

Behandlingsprincipperne er i det væsentlige ensartede i Birkehus II og Enggården, men selvfølgelig modificeret efter hver deres særpræg.
Mens der i ældre tider i Sikrings antalten stort set var tale om "opbevaring", der af nogle blev omtalt som "den levende begravelse" eller "dødens forgård", er der nu tale om en behandlingsintensiv afdeling, hvor vi tilstræber nøjagtigt samme tilbud som i almindelige, ikke specielt lukkede eller sikrede miljøer. D.v.s., at vi ud over den for det meste helt nødvendige antipsykotiske medicamentelle behandling også har mulighed for nuancerede former for miljøterapi, diverse psykoterapeutiske tilbud, aktivisering, ergoterapi, industriarbejde, motionering og i visse tilfælde endda ferier til fjerne steder (Grønland), samt en udstrakt udgangspraksis, altid under ledsagelse af personale.
Alt dette er muliggjort af, at personalestaben, der i sin tid kun var indrettet efter "sikkerhed" uden ret meget hensyn til de terapeutiske aspekter, gradvist gennem de sidste 10 år er blevet udvidet, både talmæssigt og med flere faggrupper.
Således er der nu til afdelingen knyttet klinisk psykolog, foreløbig 2 ergoterapeuter, og vi udnytter i fuldt omfang hospitalets øvrige tilbud med skole og idræt/gymnastik. F.eks. har vi med skolens musiklærers bistand oprettet et husorkester, der underholder ved mange af de hyppige fælles underholdningsarrangementer, julefrokoster, o. lign., hvor patienterne sammen med ergoterapeuterne står for det kulinariske!

For Birkehus II's vedkommende er der som nævnt tale om de samme behandlingsmæssige hovedprincipper, hvor patienterne blot er i stand til direkte at udnytte hospitalets nuancerede beskæftigelses- og aktiviseringstilbud, uden at disse behøver at "bringes ind i huset" som på Enggården.
Det er i reglen sådan, at alle de patienter, der ikke er arrestanter/observander, har fuld terrænfrihed og administrerer denne helt uden problemer, i hvert fald for det meste.
Også Birkehus II har en klinisk psykolog fast tilknyttet, men endnu ingen ergoterapeut.
I kølvandet på den udvikling der har fundet sted i hele Rets psykiatrisk Afdeling, især i 1980'erne, har vi oplevet det positive, at egentlig "farlige" episoder og udslag af vold er reduceret stærkt, uden at sådanne tilfælde dog i mands minde har været særligt fremtrædende.
Så længe der overhovedet udenfor Sikringsanstalten har været et specielt retspsykiatrisk afsnit, d.v.s. siden sidst i 1960'erne, har vi gjort den erfaring, at det er en helt klar fordel, at det retspsykiatriske klientel på ANS er befriet for at skulle blandes med det akut-urolige modtageklientel, som det her i landet ellers sker mange steder.
Det er en ordning, som vi altid prøver at "sælge" til vore mange besøgende fra ind- og udland, og som vi mener skal fastholdes her på stedet.
At det også kan være en fordel for "de andre patienter" at være fri for de langtidsindlagte retspsykiatriske patienter og øvrige "forbrydere", siger vel sig selv.

Og Retspsykiatrisk Afdeling kan fremhæve, at der - efter den ny lov om tvang i psykiatrien - både i Sikringsanstalten og Birkehus II skrives et rekordagtigt lille antal tvangsprotokoller.

Toni Haugen
overlæge

til toppen

Tilbage