Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Moderen fortæller
Sagn om Varulve, Marer, Nisser, Trolde, Spøgelser og Tyve.
Der var saamænd nok til at gøre een utryg.
Naar der var Barselkoner i Byen, hoppede Varulven omkring paa tre Ben, den var altid paa Jagt efter Barselkonerne, da den drak Blodet, men kunde man blot naa at faa vendt Forklædet, havde den ingen Magt.
Vores Karle klagede over, at »Maren« om Natten listede sig ind i Karlekammeret og red dem, saa de var helt svedte.
Intet Under, at Moder under disse Forhold fik gennemført, at der blev sat Knive over alle Dørene (ogsaa Stalddørene), paa det at Hekseri, Troldtøj og andet Djævelskab ikke skulde drive deres Koglerier paa hendes Enemærker.
Sofie Åndes havde en Plet paa det ene 'Øje; de sagde, det var et Søm, der var slaaet ind. Hun fortalte, at nede paa Lars Madsens Gaard havde de forheksede Grise.
Grisene gik bag efter hinanden rundt i Cirkel.
De søgte da den kloge Kone - ikke hende i
Reerslev -, der gav dem det Raad, at de skulde binde røde Sløjfer paa Grisene. Om det hjalp, ved jeg ikke.
(For et halvt hundrede Aar siden havde vi ogsaa her paa Torpelund et Kuld Grise, der en skønne Dag pludselig begyndte at gaa saadan rundt i Heksering; de gik lige saa pænt og akkurat efter hverandre, og fra det Øjeblik af vilde de ikke trives, de blev ringere og ringere, tilsidst solgte vi dem for næsten ingen Ting, og saa skulde Du have set, saadan som de nu trivedes hos den ny Ejer. Jeg gad vidst, om ikke Maren Per Tuemose kendte noget til det; hun boede jo i et Hus her oppe paa Marken og kunde nok ligne en Heks
lille, krumbøjet og med Stok i Haanden, og aldrig saa hun Folk i Øjnene.)
Helgogaards Svigerfader, Niels Pedersen i Kundby,havde en Nisse, der hjalp dem.
De havde ikke ret meget Mælk, men kunde ikke desto mindre paa en eller anden ubegribelig Maade fede 6-8 udmærkede Fedekalve, og de tjente mange Penge.
Nissen boede oppe paa et Stænge, og der var aldrig nogen, der maatte gaa derop; gjorde de det alligevel, fik de enten smækket Loftslemmen i Hovedet eller blev mørbanket af Nissen.
Jens Gregersen1 i Kundby havde ogsaa et svimlende Held med sig i alt, hvad han foretog sig, men det var da heller ikke saa underligt, da han havde »Cyprianus«.
En Gang blev der stjaalet noget hjemme.
Det var då Skik og Brug, at man satte et rundt Sold paa en Saks' Spidser og satte det i en hurtig omdrejende Bevægelse, samtidigt skulde man nævne en hel Del Navne og deriblandt ogsaa den mistænktes, saa vilde Soldet standse af sig selv, naar Tyvens Navn blev nævnt.
Undertiden maatte Navnerækken gentages flere Gange.
Vi prøvede det, og paa denne Maade blev Tyven virkelig fundet. Det blev anset for at være et sikkert Middel.
Dersom man ønskede at slaa et Søm i Øjet paa Tyven for at man lettere skulde kunne kende ham, eller ganske simpelt hen for at give ham Tyvsmærket, skulde man lade Smeden tre Torsdag Morgener bagvendt smedde et Søm (d. v. s. han skulde vende Ryggen til Ambolten og stikke Armene bagud og paa denne besværlige Maade smedde Sømmet).
Naar man da havde Sømmet, skulde man tage en Hammer og af al Magt slaa paa Sømmet samtidigt med, at man bad Fanden om at »slaa til.
Det er nu egentlig mærkeligt nok, for Trolde mærkede vi aldrig noget til - om det nu kan skyldes Moders Foranstaltninger med Knivene -; derimod hørte jeg som Barn, at der var en Bakke etsteds, hvori der paa den Tid, altsaa i min Barndom, boede Trolde.
En skønne Dag gik disse Trolde ned i en Gaard og lagde en lille Troldepige, som de vedblev at staa i den livligste Forbindelse med.
Da Pigen, der iøvrigt lignede alle andre Smaapiger, voksede til og kom i Skole, kunde det undertiden hænde, at hun fik Besøg hjemme fra Bakken.
Enten kom der en lille Fugl, der bankede paa Ruden, eller det var en Kat,
der kælent strøg sig op ad hendes Ben.
Naar hun saadan fik Bud, blev hun helt aandsfraværende, gav sig til at lytte med den mest spændte Opmærksomhed og sagde pludselig og med saadan en alvorlig Stemme: »Saa, nu maa jeg afsted, der er Bud efter mige.
Og saa fo'r hun ud af Skolen og op til Troldene i Bakken, hvor der var stort Kalas.
Naar det var Taage, løb hun altid op i Bakkerne; hvad hun der foretog sig, ved ingen.Pigen voksede jo til, men Troldene kom stadigt og saa til hende; de havde da altid Kattes Skikkelse paa,
for dem var der jo ingen, der fattede Mistanke til.
En Dag var der en Mand, der ved et rent Tilfælde uset overværede et Møde mellem to Trolde, der havde omskabt sig til Katte for at kunne besøge Pigen. Den ene kom fra Bakken og skulde ned paa Gaarden, den anden kom fra Gaarden og skulde hjem i Bakken.
Hvad Manden hørte Troldene sagde, husker jeg nu
ikke, men Hovedindholdet var: »Hun staar og bager Pandekager, Majam er der allerede, saa Du maa skynde Dig, hvis Du ogsaa vil have een«. Derefter skiltes Kattene. Den fra Gaarden gik hjem i Bakken, og den fra Bakken gik nedad mod Gaarden.
Manden, der havde overværet denne Samtale, skulde tilfældigt ned paa Gaarden, og han blev meget forbavset, da Pigen virkelig stod og bagte Pandekager, og ved, at der gik en stor, graa Kat, der strøg sig
kælent op ad hendes Ben. Lidt efter kom den Kat, Manden havde set paa Vejen, ind i Køkkenet.
»Hvad, kommer Du ogsaa«, sagde den Kat (Majam), der allerede var der.
Den nyankomne Kat snurrede nok saa venligt op ad Pigens Ben, og hun gav den saa en Pandekage.
Om denne Piges Samkvem med Troldene talte man den Gang meget, og Historierne var kendt over det meste af Amtet. Det sagdes iøvrigt, at hun paa Grund af Samkvemmet med Troldene blev døbt om.
Hun var iøvrigt en meget god og rar Kone og døde forgangen Aar.
Efter at jeg var blevet gift og kom ud paa Torpelund, var der en af vore Nabokoner, der fortalte følgende:
»Da min Fader tjente nede paa Aagaard, var der en Røgter paa Gaarden, der var Kærest med Pigen.
Det endte jo, som det plejer, en skønne Dag skulde hun have et Barn, og dermed var Kærligheden forbi fra hans Side. Han vilde hverken høre eller se hende eller i det hele taget vide noget af hende at sige.
Da Pigen mærkede, at det var saadan fat med
ham, sendte hun ham den Hilsen, at hun nok skulde huske ham.
Fra det Øjeblik havde han aldrig Ro om Natten. Der lød Støj i Stalden, som om alle Køerne var løse; men naar han kom derud, var der ikke noget i Vejen.
En Nat var det særligt slemt, og han for da ud i
Stalden. Der var da ogsaa meget rigtigt en Ko, der havde kælvet. Han slæbte og slæbte i Kalven for at faa den hen, hvor den skulde være; men han kunde næsten ikke slæbe den henad Gulvet. Endelig, langt om længe fik han den hen paa dens Plads.
Da lød der en haanende Skoggerlatter, og Kalven forsvandt sporløst; og da han derefter saa hen til Koen, havde
den slet ikke kælvet. Gud! Hvor var han dog træt og svedt af at slæbe.
Dér kunde han ikke blive længere - overfor Forgørelse og Troldom kan intet kristent Menneske staa sig -, og det endte da med, at han rejste op paa Kattrup - men det hjalp ikke; thi da min Fader
senere traf ham og spurgte ham om, hvordan det nu gik, svarede han, at det var lige det samme, han havde aldrig Rist eller Ro om Natten. . .
En Gang kørte Gaardejer Niels Larsen fra Thorslund tillige med sin Kone paa Hovedlandevejen mellem Svinninge og Kathrinedal.
Pludselig saa de en hvid Skikkelse, der kom svævende hen ad Vejen; den strøg sig helt op ad Hestene. Kort Tid efter døde Konens Brodér.
Rasmus Mortensen, der boede i Tornved, var en Aften alene hjemme med sin Moder og Brodér. Faderen var i Holbæk.
Som de nu sidder allerbedst om Aftenen, hørte de alle tre, at Vognen rumlede ind i
Gaarden. Sønnerne rejste sig for at gaa ud og hjælpe Faderen med at spænde fra; men idet de rejste sig, hørte de Faderen træde ind i Gangen.
Døren gik op, og han stod der med Vanterne i Haanden. Saa forsvandt han.
Da Sønnerne kom ud i Gaarden, var hverken Faderen eller Vognen der - først noget efter kom han kørende. Kort Tid efter døde han.
I Kundby Smedie var der ogsaa Spøgeri - men det er efter at jeg er kommet herud paa Torpelund.
Stines Brodér, Jakob Christensen, gik en Aftenstund fra sin Farbroder, der boede nede i Byen. Da han kom hen i Nærheden af Smedien, hørte han, at det smeddede derinde.
Ligestraks tænkte han ikke noget over det; men da det blev ved med at smedde, medens han gik hen ad Gaden - Kl. var 12 -, var han klar over, at der maatte være noget mere ved det.
Han vendte om og gik flere Gange der forbi; men hver Gang, han kom til Smedien, holdt det op, og hver Gang, han fjernede sig, begyndte det igen.
Kapellanens Pige (Kapellan Saabye boede lige ved Siden af Smedien), hørte det ogsaa. Hun turde ikke ligge der alene om Natten og gik ind til Saabyes, saa fik hun Lov at sove inde hos dem.
Det smeddede flere Gange.
Da min Svoger, Niels Frederik, hørte disse Historier, spurgte han Kapellanen, om der kunde være noget om det:
»Ja, véd De hvad, N. Fr. Petersen, der er jo Ting i Naturen og foregaar Ting mellem Himmel og Jord, som man ikke kan blive klog af; og Biblen benægter jo ikke, at der er noget overnaturligt til"
Tilbage til indholdsfortegnelsenAfslutning på moders fortælling