Tilbage til indholdsfortegnelsen


Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.

Andershvile
Andershvile                             Moderen fortæller


Sygdomme og deres Behandling.

Hekse og kloge Koner.
Hvert Foraar kom »Aareladekvinden« fra Æblemaen ved Thorslund for at aarelade dem, der havde Lyst (de følte sig syge, og saa syntes de, at de trængte til at aarelades).
Moder og hendes Piger blev altid aareladt.
Moder var som Husmoder den første, der blev aareladt.
Hendes Trøjeærme blev smøget op paa højre Arm og et hvidt Bind bundet meget stramt om Armen.
Derefter fik hun en stor Stok i højre Haand, og den skulde hun klemme fast om og trykke haardt mod Gulvet - vel for at spænde Aaren.
Ved Siden af hende stod Brændevinsflasken og Glasset, for at hun kunde faa en Opstrammer, hvis det gjordes nødigt.
Saa blødte Aareladekvinden sin Pegefinger i Munden og tørrede den af paa det Sted af Armen, hvor »Aaren skulde slaaes«. Derefter slog hun Hul paa Aaren med Aareladejernet og holdt en Skaal under Armen, som Blodet løb ned i. Somme Tider løb Skaalen helt fuld af Blod.
Naar nu Moder blev bleg, sagde Aareladekvinden: »Saa, nu kan hun ikke taale mere.« Og saa tog hun Bindet af Armen, derved standsede Blodet. Moder fik saa en Snaps.

Skaalen med Blodet blev sat ind i Kammeret et Par Timer.
Somme Tider blev det helt sort, og da sagde Aareladekvinden, at nu kunde man rigtignok se, at Moder havde haft megen Syge i Kroppen, nu kom hun sig nok - og baade Moder og Pigerne følte sig altid bedre efter Aareladekvindens Besøg.
Naar Folk var for syge, saa de ikke kunde aarelades, blev der sat Igler paa.
Man hentede Iglerne paa Apotheket, hvorfra man fik dem udleveret i en Flaske. Iglen blev sat paa det syge Sted, og saa sugede den af den syges Blod, indtil den blev tyk, saa kunde den ikke mere og slap Taget.
Naar den da blev lagt paa en Tallerken, og der blev drysset Salt paa den, spyttede den alt det røde Blod ud, og saa kunde den bruges igen.
Dette kunde gentages flere Gange.
Undertiden maatte der sættes flere Igler paa.
Efter endt Brug blev de gemt i Flasken til bedre Tider.
Iglerne kunde somme Tider være sære, sidde og »kringle« og vilde ikke tage fat, men der var en Kone derhjemme, der kunde ordne dem for det, og saa bed de, saa det var en Fornøjelse.

Jens Jakob var en Gang hos de kloge Folk ved Æblemaen, han havde Feberen, han fortalte selv, at de havde bundet Feberen til et Træ. Feberen gik ihvertfald over, og den kloge Kone fik en Daler for sin Ulejlighed.
Mange Aar efter, raadede min Svoger mig til at søge denne kloge Kone til en af mine Døtre, der havde engelsk Syge.
Han kørte for os derhen, og Konen maalte og læste over Barnet, saaledes som det sig hør og bør.
Da vi skulde til at køre hjem, stak hun en lille flad Pose med Kirkegaardsjord i til os, den skulde Barnet bære paa Brystet, saa kom det sig nok.

En anden Familie havde en lille Dreng, der var saa medtaget af engelsk Syge, at Lægerne havde opgivet ham.
En klog Kone, som de søgte, raadede dem da til at lade Drengen spise af det Trug, Kattene fik Æde af.
De tog saa hjem med Drengen, og han fik derefter, i største Hemmelighed, sin Mad fra Kattetruget.
Forældrene var meget bange for, at det skulde komme ud blandt Folk, men Drengen kom sig skam og er da levende endnu.

Naar nogen blev syge og de mente, at Troldtøj eller Hekseri var Skyld i det, smeltede de Bly og holdt det over det syge Sted, det dannede da nogle Figurer, hvoraf de kunde se, om det var onde Mennesker, der havde fortroldet dem.
Der var saaledes een i Sandby, der pludselig blev syg, men det opklaredes snart, at det var, fordi Vedkommende havde taget et enligt Æg op.
Da min Søster Lisbeth var lille, blev hun en Dag syg.
Moder kunde ikke finde nogen bestemt Aarsag, det var mistænkeligt, men da det saa ovenikøbet gik ned i Benet, var Moder klar over, at der var Hekseri med i Spillet.
De gik nu Lisbeth haardt paa Klingen og spurgte hende ud, om hun ikke havde set noget (Halmstraa eller lignende) ligge overkors, eller om hun ikke havde taget et enligt Æg op.
Jo, hun havde meget rigtigt taget et Æg op ude i Haven, saa var den jo tydelig nok.
Moder lod straks spænde for og lod Karlen køre alt, hvad Remmer og Tøj kunde holde efter den kloge Kone fra Æblemaen.
Da hun kom, beordrede hun, at der straks skulde »rendes Bly over det daarlige Ben.
De smeltede saa noget Bly og holdt det hen over Benet.
Da det var størknet, havde der dannet sig forskellige Figurer, Takker, Spidser og Rundinger:
»Der kan I selv se, det er da tydeligt nok«, sagde den kloge Kone til Moder, »men nu skal Benet nok komme sig.
Og Benet kom sig skam ogsaa, men jeg for min Part har efter dette aldrig taget et enkelt Æg op. Det skal jeg ikke have noget af.

Niels Pedersen (ikke Morfader) var saa slem til at gøre Nar af de kloge Mænd og Koner.
Hans Kone sagde da til ham, at det skulde han ikke, da han gerne selv kunde faa Brug for dem, men han lo hende blot ud.
Imidlertid blev han syg, og Lægerne kunde ikke hjælpe ham, det blev ringere og ringere med ham og tilslut bad Konen, om hun ikke maatte hente den kloge Kone, og i sin Vaande gav han Lov.
Hun kom saa og gav ham noget, og saa blev han rask.
Naar der var noget særlig alvorligt paa Færde, søgte vi altid den kloge Kone i Reerslev.

Forfatteren Anton Nielsen, hvis Fader var Lærer i Reerslev, fortæller i sin Bog »Landsbyliv i Trediverne« følgende om hende:
»En Gaardmandsdatter fra Nabosognet kom og lejede to smaa Stuer hos en Skrædderfamilie i vor By.
Hun var den Gang 28 Aar, stor, fyldig og smuk efter Bondens Skønhedsregler, som imidlertid ikke ganske falder sammen med Kunstnernes.
At en ung Pige lejede sig Værelser og levede alene, var højst paafaldende; vi havde ikke Sypiger for 50 Aar siden, men Gaaden blev løst, da vi fik at vide, at det var en klog Pige.
Hendes Moder, en Gaarmandsenke i Annexet, var død, Fæstet var ude, og Børnene maatte bort, da der ikke var Sønner og heller ingen Svigersønner, der kunde fæste Gaarden.
Moderen havde forresten haft en sørgelig Skæbne. Hun havde fra sin Moder igen »arvet Klogskaben, muligt var den gaaet gennem flere Slægtled.
Og hun havde været klog Kone i mange Aar til stor Forargelse for Læger og Herredsfogeder, der ikke kunde faa fat paa hende. Men en Løjtnant, som var i Besøg hos Præsten, forstod Tingen. Han forklædte sig i en Bondedragt af hvidt Vadmel, som brugtes paa den Tid, derpaa gik han ud og skar en Lok Haar af en Kohale, og saaledes gik han til den kloge Kone og spurgte om Raad for en syg Ko.
Da samme Løjtnant kunde tale Bondesproget aldeles nøjagtigt, fik Konen ingen Mistanke, men gav ham Besked om nogle hemmelige Kunster Derefter meldte han hende til Øvrigheden, hendes Folk maatte vidne mod hende, og hun kom i Tugthuset i 10 Aar.
Da hun kom tilbage, var hendes Helbred ødelagt, hendes Sind nedbrudt, og Familien var kommen i Fattigdom.
Det var en smuk Laurbærkrans, Løjtnanten flettede sig der.
Den stakkels Kone, som aldrig havde skadet noget Menneske, og som selv troede paa »Klogskaben«, hun praktiserede aldrig mere, men inden hun døde, havde hun overgivet »Klogskaben« til sin Datter Ane, der nu var kommet til vor By at bo.
Hendes Bopæl var i et kønt lille Hus midt i Byen.
Det varede kun et Par Uger, efter at hun var kommen, at hendes Rygte var faret det halve Sjælland over, og fra den Tid af holdt der daglig Vogne med fraspændte Heste for hendes Dør. Det var mest Folk langt borte fra, der søgte hende.
Men »den kloge Pige« var bleven advaret ved sin Moders Skæbne, og derfor var hun meget forsigtig.

En Bonde, som boede i en Afstand af 2-3 Mil, kom kørende med sin syge Kone.
Han spænder Hestene fra og binder dem bag ved Vognen, saa at de kan æde. Derefter gaar han og Konen ind til Pigen, og Manden begynder:
»Vi er taget her hen for at bede dig, om du ikke kunde sige »vor Mo'er« et godt Raad.
Hun er saa forskrækkelig plaget med Riven og Silden i Laar og Ben og alle Lemmer.«
»Ja, jeg har saamænd aldrig Ro hverken Nat eller Dag«, siger den syge.
»Det kan godt være, men hvad kan det hjælpe, I kommer til mig om det? Jeg er kun et sølle Tossehovede, der ingen Ting ved«, siger Pigen.
»Ja, men du ved dog mere end vi andre«, siger Manden, »for vi har hørt om saa mange, som du har hjulpet.
»Aa, det er ikke andet end Løgn og Sludder
Er det ikke andet, I vil, saa kan I gerne rejse straks.
»Men vi vil betale dig alt, hvad du forlanger.«
»Jeg forlanger ikke andet, end at I skal gaa jer Vej. Da Pigen bliver mere og mere vred, bliver Konen forskrækket og trækker sin Mand ud af Døren.
Han gaar da hen til Vognen og sysler med Hestene, som han vil have spændt for. Men saa kommer Skrædderkonen:
»God Dag! Skal I kjøre straks igen? Det har vel ikke saadan en Jaghast.
Lad Bæsterne æde lidt endnu og kom indenfor. Jeg synes »Kvinden« ser ud til, at hun kan trænge til en Kop Kaffe, for I har vel rejst en lang Vej.«
Naa, det var da et »borgerligt Ord«, synes Ægtefolkene. De kommer ind og bliver opvartede med gode Sager og behandledes med stor Høflighed af Skrædderfolkene.
Saa fortæller de jo den Medfart, de havde lidt af Pigen, og klager over, at de har kørt den lange Vej omsonst.
»Ja«, siger Skædderkonen, »hun er jo saadan lidt aparte til at »tage igjen« Folk. Men hun mener det saamænd ikke saa slemt.
Nu skal jeg følge »Kvinden« derind, saa er hun kanske blevet bedre til Sinds.« Ja, den fremmede Kone tør næsten ikke vove det, men hun bekvemmer sig da omsider til at gaa ind til Pigen igjen, fulgt af Skædderkonen.
Denne tager saa Ordet og siger:
»Det er rent galt med denne stakkels Kone, hun er saa plaget af »Jægten«, og der er ingen Doktor, der kan hjælpe hende. Du skulde da ikke vide noget, Ane?«
Nu begyndte Pigen igen og forsikrer om sin Uvidenhed, men dog i en mildere Stemning end før. Efter langvarige Underhandlinger siger hun endelig:
»Ja, naar jeg fejler saadan noget, saa tager jeg en Theskefuld af disse Draaber 3 Gange om Dagen, og saa gnider jeg mig ind med Klokkefedt paa de Steder hvor det gør mest ondt.
Du kan jo gerne prøve det men jeg kan ikke sige, enten det hjælper dig eller ej.
Naa, nu var Sejren vunden.
Den syge Kone fik Draaberne. Hun lagde 2 Rbd. paa Bordet, men Pigen saa ikke til den Side; derpaa takkede Konen og gik.

Da Solen var ved at gaa ned, kom Skrædderkonen hen til mine Forældre og fik mig til at gaa op i Klokketaarnet for at skaffe Klokkefedt.
Jeg maatte da i samme Øjeblik, som Solen gik ned, skrabe en Del Klokkesmørelse af, og det skulde gøres stiltiende Skrædderkonen turde ikke selv gaa op i Taarnet.
Om Kuren hjalp eller ikke, kan jeg ikke fortælle.
Men Søgningen blev ved, og Ceremoniellet blev uforandret; kun med den Forskel, at tilsidst lærte Folk altid at faa Skrædderkonen med derind. - Omsider giftede Pigen sig med en Karl fra Byen, en temmelig indskrænket Person, men hun var jo klog nok for dem begge. For hendes Penge fæstede de en Gaard og nu blev hun ophøjet til den »kloge Kone. Hun praktiserede uhindret til sin Død, der indtraf for 9-10 Aar siden.« (ca. 1883-84.)

Jeg vil meddele nogle Eksempler paa hendes mærkelige Evner.
Min Fætter, Jens Jakob, blev gift med min Præstekammerat, Maren Kirstine, og de fik en Gaard i Syvendekøb ved Mørkøv.
Maren Kirstine havde en Finger, der var Benedder i. Doktoren havde flækket den, men lige meget hjalp det.
Han kom næsten hver Dag og saa til hende, tilslut vilde Maren Kirstine ikke vise ham Fingeren mere, men tog altid et af de smaa Børn paa Skødet, naar han kom, for at blive fri for at vise ham Fingeren.
Jens Jakob tog saa ned til den kloge Kone i Reerslev for at spørge hende til Raads, om denne Tur fortæller han selv:
»Da jeg kom derned, kunde jeg ikke køre ind i Gaarden, det var der i det hele taget ingen fremmede, der kunde, jeg maatte køre om i en Smøge og holde, der var der nogle Hyldebuske, som jeg bandt Hestene ved.
Hun laa ude i Haven og tog Kartofler op.
Jeg gik hen til hende og sagde: »God Dag.«
Saa saa hun op paa mig med saadan nogle strenge Øjne og sagde:
»Hvad vil I her, hvad vil I dog her?
Og stadigt saa hun paa mig med dette underlige stive og følelsesløse Blik.
aa, vi gik saa ind, og da vi først var gaaet gennem Stuerne og kommet op i Øverstestuen, havde hun ikke mere det strenge Blik, men var god nok.
Da jeg havde forklaret hende Sygdommen, skrev hun noget op, som skulde købes paa Apotheket. Jeg spurgte hende om Fingeren nogensinde kunde læges, da Benedderen jo stadigt holdt Saaret aabent:
»Jeg siger, at naar Benet er kommet, er Saaret lægt, svarede hun. Og meget rigtigt. To Dage efter kom Benet (yderste Led af venstre Tommelfinger), og Fingeren var lægt med det samme.

Men den kloge Kone kunde meget mere.
Hun kunde sige, hvem og hvad man havde mødt paa Vejen.
Uheld man havde haft undervejs, talte hun om, som om hun havde været med.
Og hvis hun fik et Stykke Tøj, der havde tilhørt en syg, kunde hun, ved blot at føle paa det, sige, hvad den syge fejlede.
Hun kunde ogsaa fortælle, hvad der foregik langt borte.
Vi mødte en hel Familie, der havde været nede for at spørge hende om Raad for deres Besætning, som de havde saadan Uheld med - de fleste af Kreaturerne døde.
Af en eller anden Grund vilde hun ikke raade dem, og de sad nu og græd paa Vognen.
Da vilde Skæbnen, at vi ogsaa fik Uheld med vores Besætning, alting døde, og der var ikke noget, der vilde lykkes. Jeg tog da derned og forklarede hende det, som det var.
Hun raadede mig da til at grave en levende Kalv ned der, hvor Kvæget var, og saa gav hun mig noget Frø, som jeg skulde give Kvæget.
Jeg kunde ikke faa mig selv til at grave Kalven ned og nøjedes derfor med at give Kvæget det Frø, jeg havde faaet.
Det kom sig skam ogsaa, og jeg havde ikke Uheld mere . . . .«

Niels Johansen fra Jyderup kørte en Gang ned til den kloge Kone.
Paa Vejen derned kom de forbi et Træ, hvori der sad nogle Krager.
Da sagde Niels Johansen: »Jeg kan saamænd lige saa godt spørge de Krager om min Sygdom som den kloge Kone«.
Aldrig saa snart var han kommet indenfor Døren hos den kloge Kone, førend hun sagde til ham:
»Hvad vil Du her, Du kunde jo lige saa godt have spurgt de Krager, der sad i Træet«.
En Gang, min Niece blev meget syg, sendte hendes Moder Bud ned til den kloge Kone, og Budet havde et Stykke af den syges Tøj med. Idet Budet gik, sagde min Niece:
»Det kan vist ikke nytte noget, for jeg tror ikke paa det«.
Det første, den kloge Kone sagde til Budet, da han overrakte hende Tøjet, var: »Hvad vil hun dog søge mig for, hun tror jo ikke paa mig«.

Den kloge Kones Moder var ogsaa i Besiddelse af denne mærkelige Evne, der satte dem istand til at vide, hvad der foregik langt borte.
Hendes egen Svigersøn sagde, at hun vidste alt, hvad der blev sagt ude i fri Luft og som angik hende, men ikke, hvad der blev sagt inde. Han talte derfor aldrig om hende, uden naar han var under Tag.
En Dag var tre Mænd i Skoven efter Brænde.
Talen faldt da paa den kloge Kones Moder og hendes tre Døtre.. Den ene af Mændene foreslog da for Spøg, at de skulde tage hver sin af Døtrene til Kone: ». . . og Du«, sagde han til den ene af Mændene, »skal have den rødhaarede«
Da de efter endt brændelæsning kom forbi stedet, hvor den kloge Kones Moder boede, raabte hun til dem: »Naa Karle, hvem af Jer er det saa, der skal have den rødhaarede.

Medens Din Fader var hjemme (inden han blev gift med mig), kom den kloge Kones Datter en Dag derind i et Ærinde.
Da hun skulde til at gaa, var der nogen, der ironiserede over Moderens Klogskab;
hun blev vred, saa sig om ude i Gaarden med saadan et underligt Blik og sagde:
»Det skal I nok faa betalt«. Saa gik hun.
Nogen Tid efter kom der en Mængde uforklarlige Uheld over Gaarden, og paa et Aar døde der en Hest, to Køer, nogle Faar og Svin, ja der døde vistnok meget mere.
Nogle skjulte Kræfter behøver der jo ikke at ligge i dette; hvis hun blot har drysset noget giftigt Frø i Kreaturernes Æde, har man jo Spillet gaaende, som han sagde, Bonden, han væltede med Musikanterne.

Boelsmand Jørgen Nielsens Fader i Sandby havde nogle Køer og Faar, der døde paa Marken.
De kunde ikke begribe af hvilken Grund. Saa var der nogen, der rådede dem til at søge den kloge Kone i Reerslev.
En skønne Dag tog de saa derned.
Da de kom derned, skældte hun dem ud, hvad de vilde der efter o. s. v., men da de havde fremført deres Ærinde, fortalte hun endelig langt om længe, at de bare skulde lægge Mærke til, hvem det var, der om Morgenen kom listende langs med et Gærde og kastede noget i Græsset.
Det var en Kvinde, og de kunde godt faa det hele at se i en Spand Vand, hvis de vilde.
De tog saa hjem, holdt Vagt om Morgenen, og meget rigtigt kom der før Dag en Kone listende langs med Gærdet og kastede noget Frø i Græsset.
Det var en Kone (der boede der, hvor Sortejens havde boet, oppe ved Landevejen mellem Svinningegårdens Mølle og Drusebjerg), der havde kastet Frøet; det var vist Bulmeurt.

Maren Jens, der passede Moder og mig, da jeg blev født, stod en Dag og kærnede Smør hos os, men hun kunde bære sig ad, hvordan hun end vilde, saa blev der ikke noget Smør.
Efter Raadslagning med Moder og Mette blev de enige om at hente en Hestesko og lægge den under Kærnen, dersom der saa efter det kom nogen og vilde laane noget, var det et Bevis for, at der var Hekseri med i Spillet, og man maatte da ikke laane noget ud, da Laaneren var Skyld i, at der ikke blev noget Smør.
Ligesom nu den gloende Hestesko laa allerbedst under Kærnen, hvad saa? Saa kom minsandten Heksens ( Hende, der forheksede Morfaders Heste.) Datter og bad, om hun maatte laane et Hyppejern til at hyppe Kartofler med - noget, de fandt meget mærkeligt og mistænkeligt, da saadan et Jern jo fandtes i ethvert Hus.

Tilbage til indholdsfortegnelsen
Begravelser