Tilbage til indholdsfortegnelsen


Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.

Andershvile
Andershvile                             Sønnen fortæller


Spøgeri og Genfærd.

Det natlige ligtog ved Bregninge
Spøgelseshunden
Præsten møder den om natten
Den sorte hund i stalden
En vogn kører ind for døren
Torpelund
I Alleshave
En brønd, som ikke må fyldes
Sejerø
At mure et korshul i stalden
Spøgelser i stuerne
Sejerø
Dynen rykkes bort fra de sovende (skyttehuset)
Den døde besøger sin enke ( Jyderup)
Natlig støj i mejeriet( Aggersvold)
Et genfærd ved sengetid (Vognserup)
Spøgeri i mælkestuen ( Kongsdal)
Spøgelserne holder bal (Løvenborg)
Et genfærd kommer hen til sengen (Løvenborg)
Den hvide dame ( Nørager)
De tre damer i sofaen ( Nørager)
Varsler om ulykke ( Nørager)
Spøgeri i haven ( Nørager)
Korset ved Conredineslyst
De to riddere som kæmper ( Vedbygård)
Vognem kører ind (Dragsholm)
Bothwells mumie
Forskelligt spøgeri på Dragsholm
Døre springer op
Lyset går ud
Gengangere viser sig
Den skjulte dør
Hovedpuden rykkes bort
Den hvide dame
Den døde kone viser sig i ligtøjet.

Det var saa sin egen Sag at befare de ensomme Veje alene en mørk Aften, man kunde møde mangt og meget, man ikke kunde at se.
Som nu mellem Bregninge og „Peidervejen" var der mange, som forhen havde mødt det natlige Ligtog, der taageagtigt og lydløst bevægede sig ned mod Bregninge.
Vogn for Vogn gled forbi, og i dem alle sad der blege, alvorlige Mennesker. Den, der én Gang havde mødt det, han lo ikke mere, thi han vidste ikke, om det varslede hans egen eller hans Kæres Død.
En Aften fulgtes to Mænd fra Bregninge op imod „Peidervejen". Den ene gik paa Gangstien, den anden ude paa Vejen.
Ligesom de nu gik allerbedst, begyndte den, der gik ude paa Vejen, at snuble, det var, som om han hele Tiden var ved at falde over et eller Andet.
Lige med ét fo'r den Mand, der gik paa Gangstien, ud paa Vejen og trak den anden med sig ind paa Gangstien. Paa Mandens forundrede Spørgsmaal om, hvorfor han dog gjorde det, fik han det Svar, at han jo gik lige midt i et Ligtog.

Selv i vore Dage er der dem, der inde ved „det laadne Gærde" (mellem Peidervejen og Torpe By) har mødt „Spøgelseshunden", der fæl og sort, kommer fra den nordre Side og løber over Vejen.
Det er ikke hver Nat, den viser sig.
Heldigvis gør den ikke noget.

En Aften var en af Præsterne, vistnok Pastor Knudsen, ude at køre med sin Karl. Lige med ét vilde Hesten ikke gaa længere, og det var ligegyldigt, hvor meget Præsten piskede paa den, saa flyttede den sig ikke af Stedet:
„Spring af og se efter, hvad der er ivejen", sagde Præsten til Karlen.
Karlen sprang af, men han kunde ikke se noget:
„Naa saadan", sagde Præsten, „gaa saa hen og se ud gennem Skyklapperne og sig mig, hvad Du saa ser."
Karlen gik hen og saa ud mellem Skyklapperne:
„Hvad ser du nu?" spurgte Præsten. .
„Jeg ser en stor rød Hund."
Saa sprang Præsten af Vognen og skruede Møtriken af det nærmer Baghjul, tog Hjulet af og lagde det op i Vognen. Derefter stod han og Karlen op, og saa kunde de køre hjem.
Vognen dumpede ikke ned der, hvor Hjulet havde siddet, thi der maatte Spøgelseshunden løbe og holde Vognen oppe lige til Præsten kom hjem og „løste" den. Saadanne Spøgelseshunde havde ogsaa deres Gang paa Gaardene og vee den Karl, der glemte at fodre Hestene af om Aftenen.

Om et saadant Tilfælde fortæller vor Nabokone:
„Gamle Steffen Hansen havde en Søster, der døde, og det var egentlig fra det Øjeblik, at Folkene mærkede noget til det.
En Aften kom en af Karlene sent hjem; som han plejede, gik han gennem Loen eller Stalden til sit Kammer, men ligesom han skal til at gaa ind ad Døren, saa han, at der stod en stor, sort Hund med røde Øjne foran den. Der var ikke noget, der hed, at Karlen kunde komme ind ad den, førend han havde fodret alle Hestene.
Da han endelig langt om længe kom ind paa Kammeret, kunde Døren ikke staa lukket, den blev ved at ryge op lige saa tidt, han lukkede den.
Dette gentog sig Aften efter Aften.
De andre Karle saa ogsaa Hunden, og de maatte altid fodre, førend de kunde komme ind paa Kammeret. Men var de først kommet derind, begyndte den samme Forestilling igen med Døren.
Oppe i Jens Peter Petersens Gaard i Eskebjerg var det i sin Tid ligesaa galt.
Kort Tid efter at en af de tidligere Ejere var død, viste der sig ogsaa en Hund, der gik og passede paa, og Karlekammerdøren kunde heller ikke der staa lukket.
Det mentes, at disse Hunde var afdøde Mennesker, der havde staaet Ejerne nær, og som gerne, selv udover Døden, ved deres Nærværelse vilde bidrage deres til, at alt blev gjort, som det skulde, derfor paatog deres Aand sig en Hunds Skikkelse; for at man skulde kende deres overnaturlige Oprindelse, var Øjnene røde ....

Vor Nabokone fortæller:
„En Gang „de sæle" ovre paa Jeres Gaard (Torpelund) var borte, og Folkene sad oppe og ventede paa, at de skulde komme hjem, kørte der en Vogn ind i Gaarden, det rumlede og skramlede paa Stenbroen.
Ligesom den kørte op foran Gangdøren, blev der slaaet Knald med Pisken. Da Folkene i det samme kom ud i Gaarden for at spænde fra, var der ingen.
De havde alle hørt Vognen og var svært uhyggelige ved det.

Det gik for Resten ligesaadan ude i Alleshave hos Lars Hansen.
Han var en Aften borte, og Folkene sad og spillede Kort. Lige med ét er der en Vogn, der rumler ind i Gaarden.
Karlene tog Lygten og gik ud for at spænde fra, men då de kom udi Gaarden, var der ingen."

En af Gaardejerne ude i Alleshave var en Gang ovre paa Sejerø i Besøg hos en anden Gaardejer.
Ude i hans Gaard var der en lille firkantet Grube, vel 1 Alen i Dybden.
Det undrede Alleshavemanden sig meget over, da der ellers var en eksemplarisk Orden allevegne, og han spurgte derfor Gaardejeren om, hvorfor han dog ikke fyldte Gruben, da det jo maatte være ubehageligt at have den inde i Gaarden, og den jo heller ikke passede til den Orden, der var allevegne.
Gaardejeren svarede ikke noget videre til det og slog det hen.
En Tid efter var Alleshavemanden derovre igen, og han traadte da uforvarende ned i Hullet og snublede.
Han spurgte da atter Manden om, hvorfor dog ikke det skandaløse Hul blev fyldt, inden der skete en Ulykke.
Gaardejeren fortalte nu, at der tidligere havde været en Brønd paa det Sted, og at hans Forfædre tildels havde fyldt den, men der gik det Sagn i Familien, at blev Gruben fyldt, kom der Ulykker over Gaarden.
Nogle af de tidligere Ejere havde fyldt den, men hver Gang var der sket saa meget, at de havde maattet grave Jorden op igen.
Han selv havde ikke troet paa det gamle Sagn og havde derfor fyldt Gruben et helt Par Gange, men hver Gang døde hans bedste Heste m. m.
Nogen Tid efter kom der en anden Mand paa Besøg, og han skulde da ogsaa ud og besee Gaarden, og undervejs hørte han ogsaa Historien om Gruben.
Da de gik inde i Laden, lagde den fremmede Mand Mærke til, at der i Muren var muret to firkantede Huller:
„Naa, har Du ogsaa saadanne Huller", sagde han til Ejeren, „det er dér, „det" slipper ind og ud. Nu skal Du mure et Kors i dem, saa har „det" ingen Magt mere til at komme der igennem, og saa kan Du roligt fylde Gruben, jeg skal nemlig sige Dig, jeg har haft det samme hjemme hos mig."
Sejerømanden murede Kors i de to Huller og fyldte Gruben, og fra den Time og Stund hændte der ham aldrig noget.
I Udlængerne paa gamle Gaarde ser man ofte et kors formet Hul.
Det er undertiden anbragt for at ventilere, men Korsformen har det faaet, for at intet af Mørkets usynlige Væsener (Beboere) skal smutte ind dér.

Ovre hos en anden Mand paa Sejerø var der en hel Sværm Spøgelser, der havde slaaet sig ned i Gaarden og regerede, som om de var hjemme.
Naar for Expl. de unge Piger var ude til Bal om Natten, maatte de altid have Følgeskab med helt ind gennem Stuerne, thi Spøgelserne havde hver Nat taget den ene Stue i Besiddelse.
Nogle af dem sad ned, andre laa paa Bænkene langs Væggen.
Der var mange, og de fleste af dem havde en menneskelig Skikkelse, men der var ogsaa nogle, der lignede Hunde. Det var ganske forfærdeligt og blev tilsidst saa uudholdeligt, at Manden maatte sælge sin Gaard og rejse til Sjælland, hvor han købte den Gaard, som Frants Mortensen i Eskebjerg nu har.
Men hvad fik han ud af det? Spøgeriet fulgte med.

- En Gang skulde der foretages nogle Reparationer paa Teglværksgaarden.
De blev udførte af en Murer fra Hagendrup.
Da Arbejdet vilde vare en vis Tid, og det ikke kunde betale sig for Mureren at tage den lange Vej hjem hver Aften, blev der anvist ham Natteleje i et ubeboet og ret ensomt beliggende Hus, „Skyttehuset".
Efter at han var gaaet iseng en Aften og havde ligget lidt, hørte han saadan en underlig Lyd oppe fra Loftet.
Hvad kunde det vel være?
Han lyttede og lyttede, og det var da tydeligt nok, at der var noget deroppe.
Naa, Manden var jo ikke overtroisk og slog sig tilsidst til Taals med, at det vel var Rotterne.
Ligesom han var ved at falde isøvn, hørte han, at „det" kom ned ad Loftstrappen, nu var det ved Døren, og lidt efter var det i selve Stuen. Manden turde næsten hverken vende eller dreje sig, for ikke at henlede det mystiske „Nogets" Opmærksomhed paa sig.
Det kom nærmere og nærmere, nu var det helt henne ved Sengen.
Manden holdt sit Vejr.
Lige med ét mærkede han, at der blev trukket i Dynen, et rask Ryk, lidt efter et til, saa blev det ham dog for broget, og han rev en Tændstik af.
Der var intet.
Da det samme gentog sig næste Nat, vilde han ikke ligge der mere.
De døde kunde saa udmærket vise sig efter Døden, især hvis det gjaldt et højtideligt Løfte.

Saaledes var der en Mand i Jyderup, der havde taget det Løfte af sin Kone, at dersom hun døde før ham og det var hende muligt, skulde hun en Nat komme hjem og vise sig for ham.
Hun døde og kom ogsaa en Nat, men noget nærmere om Synet var han ikke at formaa til at fortælle.

Nede i Mejeriet paa Åggersvold var der om Natten et frygteligt Spektakel.
Der var da nogle, der gemte sig for at se, hvad det egentlig var, der foregik.
Da de havde ventet en Tid, stod der pludselig en lille sort Hund derinde, og det kan nok være, den kunde arbejde. Den rendte og stablede Smørbøtterne op, om og om igen i en Uendelighed.
Mejeriet blev revet ned, min Farfader, Anders Olsen, købte Tømmeret og byggede sig dermed et nyt Stuehus.
„Noget" fulgte der vist nok med det, der viste sig uforklarligt Lys paa Loftet o. s. v.

Amtmand Pløyen, der boede paa Vognserup, fortalte en Gang til Farfader, at han en Nat havde haft Besøg af et Genfærd.
Det Værelse, der var hans Soveværelse, var et uhyggeligt ét.
Gulvet bestod af tykke Egeplanker.
Ligesom han laa allerbedst, kom der „Noget" ind i Værelset. Pløyen kunde ikke se, hvad det var, blot mærke, at det var der.
„Det" gled gennem Værelset og henimod Sengen, bøjede sig ind over den og aandede ham med en iskold Aande ind i Ansigtet.
Da raabte han: „Gaa væk for Satan", og saa forsvandt det.

Naar Mejersken paa Kongsdal om Aftenen havde lukket ned til Mælkekælderen, blev der et frygteligt Rabalder, som om der var allermest travlt.
Naar de da lige med det samme lukkede op for at se, hvad det var, der rumsterede, var der intet, og alt var stille.
Man mente, at Spøgeriet kom af, at en Forvalter havde myrdet sin Kæreste paa et Loftsværelse, hvor der var Blodpletter.

Naar man ad den murede Bro er kommet over Graven til Løvenborg Slot og ind gennem Porten i Midterlængen, ligger der en Længe tilhøjre og en tilvenstre.
I den til venstre er der Spøgeri.
Der er (eller var i hvert Fald den Gang) en stor Sal, der i gamle Dage havde været Riddersal.
Op til denne stødte et andet Værelse, og i det stod en stor Himmelseng.
Her sov Godsforvalter Bachevold, der selv har fortalt efterfølgende til Farfader:
En Nat hørte han saadan en ubeskrivelig dejlig Musik inde fra Riddersalen. Det var en uendelig gammeldags Musik, som der brugtes for mange Aar tilbage.
Da Bachevold havde ligget noget og hørt paa det, blev han nysgerrig efter at se, hvem det var, der frembragte den.
Han stod op, listede sig hen til Døren og aabnede den paa Klem, og da vilde han næppe tro sine egne Øjne.
Salen var festligt oplyst. Den var fyldt af et stort dansende Selskab. Alle Damerne var i hvidt og Herrerne i gammeldags Selskabsdragter.
Og der traadte de da med den største Sirlighed og Ynde de gamle Menuetter og Gavotter til Gigers og Fløjters Spil. Da det var forbi, kom der en hvidklædt Dame og tørrede Støvet af over det hele samt satte Møblerne paa Plads.

En Dame og dennes lille Datter var paa Besøg paa Løvenborg.
Det var et rigtigt uhyggeligt Værelse, de havde til Soveværelse.
En Nat vaagnede Damen, og saa da en uhyggeligt udseende Kvindeskikkelse staa bøjet over sig. „Gaa herfra i Jesu Navn", raabte hun i den største Rædsel, og Skikkelsen forsvandt.
Længere ud paa Natten vaagnede hun ved, at hendes lille Pige sagde:
„Moder, hvad er det for et grimt Billede, der staar ved min Seng".
Men da hun saa derhen, var der intet (at den lille Pige, der intet kendte til Spøgeri, havde set det samme Syn, overbeviste hende om, at det ikke var en Hallucination).

Der var en Gang en, vistnok Gaardens Forvalter, der væddede med nogle andre om, at han nok turde sove i Spøgelses værelset (ikke samme Sted i Slottet, hvor Bachevold laa).
Han blev saa installeret der for Natten.
Da de om Morgenen kom for at se til ham, var han ikke i Værelset, men Pigen fortalte, at aldrig saa snart havde hun sat hans Støvler udenfor Døren, førend han lukkede den op, tog Støvlerne paa og forlod Slottet.
Hun havde lagt Mærke til, at hans Haar var blevet snehvidt.
Senere "var han aldrig at formaa til at fortælle, hvad han egentlig havde oplevet. Han er sikkert levende endnu og var maaske nu nok til at formaa at fortælle den natlige Oplevelse. løvrigt boede Komponisten Kuhlau ofte hos den gennemmusikalske Baron Løvenskjold. De spillede Kvartetter sammen med et Par andre Gæster, og det fortaltes, at Kuhlau komponerede „Elverhøj" der. .

Paa Nørager er der ogsaa Spøgeri.
Nørager er en kedelig ny Bygning, men Kældrene og Ydermurene er ældgamle.
Efterat den nuværende Ejers Fader (der var usædvanlig afholdt af alle dernede paa Egnen for sin store Ligefremhed og Hjælpsomhed) var død, stod Slottet i godt en halv Snes Aar ubeboet hen, indtil det toges i Besiddelse af Grev Otto Moltke.
Det er ikke som det skal være paa Nørager.
Der høres ofte uforklarlige Lyde, i Reglen Fodtrin, som to der mødes paa Gangen, saa et Brag i Gulvet og een gaar tilbage.
Ofte vandrer den hvide Dame sin tyste Gang gennem Slottet, og de Gæster, der havde beboet „Spøgelsesstuen", fortalte, at de ved Midnatstide havde set hende komme ind i Stuen i sit hvide Gevandt.
En Herre, der var dernede, paastod, at hun havde vist sig for ham en Aften. Han var blevet meget forbavset over at se en fornem Dame i sit Soveværelse.
Han bukkede dybt for hende og sagde:
„God Aften, Deres Naade".
Da han derefter saa op, var hun forsvundet.
En anden Gæst, der en Tid boede paa Nørager, hævdede bestemt, at han havde set og talt med hende. Han havde gjort et Forsøg paa at tale til hendes arme fredløse Sjæl, men hun forsvandt pludselig, stille, som hun var kommet, og efter den Tid har ingen set hende.

En gammel Kone, der har tjent hos den afdøde Greve, fortæller:
„Di husker jo nok a Grevinden va mejed syg, je sku vaave øver hende.
Noed ud paa Natten blev hun rent skidt veded aa sae:
„Karen", sae hun, „gaa nøer aa kald paa Greven."
Je gik straks nøer for a hent ham, men da je kom nøer i Salen, tog je fejl a Dørene - je blev saanden helt vildfarendes ska je sige Dom, aa je kom ing i Kontes Roses Davligstue, istedenfor ingte Greven.
„Va æ dette her", tænkt je, „har Kontessen fremmed saa sent paa Natten."
For ovre i Saafaen, ja nu maa Dit blive bange, je sæel va smænd it ded bitterste bange, for je tænkt jo, a ded va levendes Mensker, ovre i Saafaen sad der trej Damer.
Je saa rejdig paa dom.
Den mitterst va den støst aa pænnest, men di to ånder va smænd os mejed pænne.
Di nikked te mej aa vinked a mej, a je sku komme daøver, aa je gik da os daøver ad, men je hade smænd it gued mer end som ed Par Skridt, førend je sue a di va hielt graae i Ansikted aa røde i Øjnene, saa ku je jo nok tænke, a ded it va rejdig fat mæ dom, aa ded ka bels nok være, a je fik snorred om aa kom ud a Døren i en Fart aa kom ing te den gamle Greve.
Je ha hels alder før i minne livskafte Dage snakked om ded her te noed levendes Mennesk, for ded æ lissom lidt overnaturlig - ded æ itte a denne Verden."

Nytaarsaften (1916-17) hørte alle paa Slottet, baade Grevefamilien og Tjenerskabet et mægtigt Brag eller Bulder i Slottet.
Det var ikke muligt at henføre det til nogen bestemt Aarsag.
Samme Nytaarsnat brændte Godset „Gjeddesdal" ved Taastrup.
Grevinde Moltke paa Nørager er Datter af den mangeaarige Ejer af Gjeddesdal, Etatsraad Valentiner (hvis Søn nu har Gaarden), og den gamle Etatsraad var Gæst paa Nørager den Nytaarsaften Gaarden brændte.
Mange Tanker er jo vandret fra den brændte Gaard til den tidligere Ejer, hvis Fædrenegaard det var, og som man mente vilde tage sig det meget nær, at den gamle Bygning var gaaet op i Luer.
Branden var Kl. 10 Aften, medens Braget paa Nørager først hørtes ved Midnat, paa hvilken Tid man paa Gjeddesdal samledes om et Glas Vin, og under disse ejendommelige Forhold ønskede hinanden glædeligt Nytaar, og navnlig mindedes den tidligere Ejer, som elskede Gjeddesdal. (Gaarden var paa det Tidspunkt brændt ned og Rydningsarbejdet begyndt).

For et Par Aar siden var der en Augustaften en Del Gæster paa Nørager.
Et Par af dem overnattede i et Værelse ud mod Haven.
Der var et Par Flagermus inde i Værelset, som de jagede efter fra Kl. 11-12. Endelig lykkedes det dem at faa dem ud.
Af al den Jagen var de blevet saa aarvaagne, at de umulig kunde sove.
Vinduet stod aabent.
Udad Natten hørte de Stemmer nede i Haven, i Begyndelsen troede de, det var Folkene, der gik Aftentur.
Stemmerne kom nærmere og nærmere, og der blev flere og flere.
De talte da om, at det var mærkeligt, at Folkene gik Slottet saa nær paa den Tid (Kl. var nu 3) og var saa højrøstede.
Tilslut var Stemmerne lige ved, og de hørte nu begge to, at det var, som om det var et større Selskab fra Rokokkotiden med aristokratisk og aandfuld Konversation.
De talte og morede sig længe og forsvandt saa længere ned i Parken.

I Udkanten af Skoven ved Conradineslyst staar der paa Gærdet ved den nordre Side af Landevejen mellem Ruds-Vedby og Skellebjerg et massivt Egetræskors.
For mange Aar siden blev der paa det Sted ihjelslaaet en Jomfru fra Vedbygaard, og Morderne gravede hende ned paa Stedet.
Ved Hjælp af Jomfruens lille Hund, der var løbet hjem, fandt man Stedet og opdagede Forbrydelsen.
Der har staaet Kors dér før 1762.
Det hedder sig, at den Dag, der ikke mere er noget Kors, vil den nærliggende Vedbygaard brænde.
Da det forrige Kors for faa Aar siden forfaldt, lod Grev Otto Moltke paa Nørager rejse et nyt.

Paa Vedbygaard, der i sin Tid ejedes af Slægten Rud, og sidst af Bispinde Madsen, er der ogsaa Spøgeri. Om dette fortæller en Dame - der sammen med sin Mand var der som Gæst - følgende:
„Vi, min Mand og jeg, ankom til Vedbygaard om Aftenen, og da vi skulde i Seng, sagde jeg til Bispinde Madsen:
„Det er vel ikke Spøgelsesstuen, De lægger os i?" Nej, det var det selvfølgelig ikke. Jeg tænkte ikke videre over det, men om Natten vaagnede jeg op og saa' da ved Fodenden af min Seng to Riddere i Harnisk, der kæmpede; den ene faldt.
Jeg saa det tydeligt i Maaneskinnet, og selv om jeg nu bag efter vil sige mig selv, at det er Maanestraalerne og min egen Fantasi i Forening, der har frembragt Synet, saa var jeg dog i Øjeblikket fuldstændig sikker i min Sag og vækkede min Mand, men da var Synet forsvundet.
Om Morgenen fortalte jeg Bispinde Madsen det, og det mærkelige viser sig nu at være, at i den selvsamme Stue har for flere hundrede Aar siden to Riddere kæmpet med det Resultat, at den ene faldt.
Herom anede jeg intet og heller ikke, at det altsaa alligevel var „Spøgelsesstuen", vi sov i." Saaledes fortalte Damen, der er et sandfærdigt og stille Menneske, der aldrig vilde opdigte saadan en Historie.

Det spøger ogsaa den Dag i Dag paa det gamle Dragsholm Slot.
Slottet har jo huset en Mængde Statsfanger, deriblandt Bothwell, der sikkert har lidt meget i de uhyggelige, skumle og fugtige Kælderfængsler, og der er ingen Tvivl om, at Dragsholm har været Skuepladsen for mange grusomme og forfærdelige Forbrydelser.
Naar man læser om alle de mange Fanger, der har vansmægtet i Fangehullerne, virker dét næsten dobbelt uhyggeligt, naar man hører om den Lystighed, der var oppe i Slottet.
Et gammelt Sagn fortæller, at ved et saadant Gilde (før 1678) var der en ung Jomfru Sechmann paa Dragsholm, der dansede sig ihjel.
Hun blev begravet i Faarevejle Kirkes Kapel, men endnu 1778 laa hun i sin Kiste lige saa rød og hvid, som hun var segnet om i Dansen.
Grev Carl Moltke fra Nørager var en Gang paa Besøg paa Dragsholm.
Som han nu sidder og taler med sidst afdøde Baron Zytphen-Adeler, lød det, som om der kom en med fire Heste forspændt Vogn rumlende ind paa Slotsgaardens toppede Stenbro.
Grev Moltke rejste sig da og sagde til Baronen, at nu kom der nok fremmede, men Baronen slog afværgende ud med Haanden og sagde:
„Aa, det er ikke noget, lad os ikke tale om det."
Mange forskellige Mennesker har hørt denne Vogn komme rumlende ind i Gaarden. Den kommer der den Dag i Dag. Indbildning kan det ikke godt være, da Hundene farer ud og bjelstrer (gøer) op.
Det menes, at det er en Genspejling af den ulykkelige Bottwells Ankomst.
Man kommer jagende med ham for at sætte ham ind i det skrækkelige Fængsel, hvor han efter 5 Aars Indespærring (fra 16. 6. 1573-1578) døde i Afsindighed.
Hans velbevarede Lig ses i den nærliggende Faarevejle Kirke.
Der ligger den før saa mægtige Jarl, Dronning Marie Stuarts 3die Mand, i en simpel Trækiste, i hvis Laag der er en Rude, gennem hvilken man kan se hans velbevarede Ansigt.
Ved det sidste videnskabelige Besøg glemte skam Videnskaben at lægge Kistens Laag over, saa Rotterne gik op og gnavede Kødet af den venstre Skulder.
Ved Siden af Bothwells Kiste staar en lille Barnekiste, hvis Laag kan tages af. Den indeholder det fuldstændigt bevarede Lig af et lille Barn (Præstens i Faarevejle), der for mange Aar siden blev skoldet ihjel, medens Forældrene var borte.
De skal være blevet helt ude af sig selv af Fortvivlelse, da de kom hjem og fandt deres Barn død paa denne skrækkelige Maade.
Man mener, det skyldes den kalkholdige Jordbund, at Ligene holder sig saa godt.

Oppe i Dragsholms tykke Mure er der hemmelige Gange.
Det fortælles, at der er en af disse, der fører langt uden for Slottet, og hvorigennem Slottets Beboere under Belejringer havde Forbindelse med Omverdenen. Intet Under, at der paa et saadant Sted nok kan findes lidt af hvert.
Vor Nabo fortæller:
„Min Søster, der nu er over 80 Aar, tjente som ung paa Dragsholm. En Aften, da hun var gaaet udenfor sammen med de andre Piger, saa de pludselig en lille Pusling, der vel kunde være saa høj som et Bord, staa henne ved Muren.
De skulde selvfølgelig se noget nærmere paa den lille Mand, men ligesom de gik et Skridt frem imod ham, pst saa var han væk, men de havde dog set, at han var helt graa og sortladen i Ansigtet.
Om det var et Spøgelse eller en Nisse, skal jeg lade være usagt.
Min Søsterdatters Mand var Vægter derinde. En Nat lød der et forfærdeligt Rabalder i Køkkenet, akkurat som om det kunde være en Kat, der sprang omkring og rev alt ned.
De gik ind for at se, hvad der var paa F'ærde, men da de kom derind, var alt roligt, og alle Tingene stod paa Plads. - Det blev de jo noget underlige ved.
Der var den Ordning paa Slottet, at Vægteren en Gang om Natten skulde gaa gennem alle Værelserne.
En skønne Dag bad han Baronen (ikke den nuværende) om at blive fri for at gaa ind i et bestemt Værelse.
Baronen udbad sig en Forklaring, og da han havde faaet den, fritog han Vægteren for at gaa derind mere. Ja, Baronen lod endog Værelset aflaase, og det stod lukket i mange Aar."

Naar den nuværende Barons Bedsteforældre ventede „Smaafolk", havde de altid Madam Budtz fra Jyderup.
Hun blev hentet længe i Forvejen, og der blev altid gjort en farlig Stads af hende.
Hun fortalte, at i den Tid, hun var der, kunde Dørene ikke staa lukkede, de sprang hele Tiden op uden nogen synlig Aarsag.
For et Par Aar siden talte jeg med en Dame, der i længere Tid havde været Gæst paa Dragsholm, og ogsaa hun havde set Dørene springe op uden nogen fattelig Aarsag.
Den sidst afdøde Lehnsbaron fortalte engang til min Onkel N. F. Sandby (der interesserede sig meget for saadant), at naar han sad ved sit Skrivebord, var der ofte „noget", der Gang paa Gang drillende pustede Lyset ud.
En Gang for mange Aar siden mødte Stuepigen paa en Trappe en Mand, der var saa forunderlig klædt, fra en hel anden Tidsalder.
Synet var saa levende, at Pigen, der opfattede ham som et Genfærd, dog havde Mod til at spørge:
„Hvem er Du?" „Ja, om ogsaa jeg vilde sige Dig det, saa kendte Du mig ikke," svarede han.
Det mentes, at det var den ulykkelige Bothwell.

En Dag, Baronessen gik oppe paa Slottet, saa hun saadan en forunderlig Skikkelse, klædt som Folk i gamle Dage. Skikkelsen gik lige ind i et gammelt Skab.
Ved at flytte Skabet opdagedes det, at der bag dette var en Dør, om hvis Eksistens man ikke havde den fjerneste Anelse.
Oppe, i et bestemt Gæsteværelse bliver Hovedpuden midt om Natten, Gang paa Gang, snuppet bort under Gæsternes Hoveder. Døre springer op. Lys pustes ud. Det banker paa Væggene og der lyder Skud.
Men nede i Rosenhaven og „Fruerlunden" gaar den hvide Dame sin tyste Gang.
Gamle Marie Ole Niels saa engang et Genfærd, om dette fortæller hun selv:
„Las Jørs Kone va død, aa ded va jo som begrivelig er, en streng Tid for Lavs.
Je gik saa derhen en Dav for aa trøste ham lidt.
Da dat va Pladsmangel, sto Kisten mæ Liget ude i Vognpoerden.
Naa, je saa jo saa Karen, aa hun laa smænd mejed pænt i Kisten, aa da je hade set hende, gik je mæ Lavs ing i Stuen. Han bad maj om a sidde ing jævne sej paa Bænken, va je osse gjorde.
Lissom vi nu sidder allerbedst, kommer je saanden, rent tilfælligt te aa se ud a Guervindued, aa da ser je, aa Gud forbarme sej i sin naadige Himmel, hans Kone Karen, der laa Lig ude i Vovnpoerden, komme guendes i Ligklæerne, lissaa livavdig som hun gik aa stod.
Hun gik lige henimod Vindued. Naa Tak, venter Du den Slags fremmed, tænkte je, je hade næer tavt Vajred, ded helt stopped op.
Her ku jet blive længer, je rejste mej saa a sa'e: „FaveL Las Jørn, aa nu ska Du ha Tak."

Tilbage til indholdsfortegnelsen
Varulve