Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Moderen fortællerSkolegang.
Nu begyndte jeg at gaa i Skole i Kundby.
Jens Jakob gik i »det store Hold«, da han var to Aar ældre end jeg. Naar han gik hjem fra Skole, gik han lige bag efter Pigerne og traadte dem altid op ad Strømperne.
Jeg fulgtes med Steffens Døtre.
Engang, da jeg gik alene, var det Taage; aa, hvor var jeg dog bange, da jeg gik forbi Drusebjerg.
Jeg havde
jo hørt Historien om de henrettede Mordere, som de havde talt om til et Kartegilde derhjemme, saa jeg syntes jo, jeg kunde se alt i Taagen, du Godeste, hvor var jeg dog bange.
Der var ogsaa en Hulning ved Drusebjerg, hvor vi paa Vejen hjem fra Skolen enten legede »Skolelærer« eller »Munken gaar i Enge«.
Hvor var det dog et spændende Sted:
»Han breder ud sin Kappe«.
Ellers gled vi paa Enden ned ad Bakken, og om Vinteren kørte vi i Slæde paa den.
Selvfølgelig fejede vi paa Is paa alle Vejens Vandpytter.
En Gang hittede vi paa at krybe gennem Stenkisten under Hovedlandevejen; aa, det var en forfærdelig Tur, og jeg gjorde det kun den ene Gang.
Naar vi kom op til Kundby, lagde vi vort Tøj hos Malene, hun og Datteren Ane, der vel var et halvt hundrede Aar, spandt og strikkede for Folk.
Malene havde Kræft i Næsen, og Næsen dryppede altid ned i den Mad, hun lavede til Middag.
En Dag lavede hun Kaal, og da den var færdig, kom Ane og spurgte, om vi ikke vilde have lidt, og da det var en særskilt Skaal, smagte Ellen Kirstine Christensen (min Skoleveninde) paa den.
»Malene, hvor den dog smager dejligt,« udbrød hun.
»Nej Stine, det kan da aldrig være muligt,« svarede Malene glad, »I har jo saa meget Flæsk at komme i Jer Kaal, vi har kun et lille Ben at komme i vor.«
»Aa, det kan jeg nu slet ikke forstaa,« smigrede Stine, »den er dog saa dejlig, men saa har I kommet noget andet i.«
»Ja, svarede Malene, »saa skulde det da lige være, at vi har kommet Timian i, - det er saadan en god Urt.«
»Det skal jeg rigtignok ilag med Moder om, for det er dog en dejlig Urt, hvor den dog kan krydre Maden.«
Malene elskede Stine Christensens Brodér, Jakob,
fordi han altid tog Kasketten af, inden han kom ind i Stuen.
»Han er altid saa høflig,« sagde hun.
Stine (Forkortelse af Ellen Kirstine Christensen) var den dygtigste til at »slaa Kæde« paa Isen. Aat naar hun kom farende fra den anden Side af Dammen, maatte man skam sætte Benene godt i for ikke at falde, naar man skulde til at snurre rundt.
En Gang var Stine ude at flytte Kreaturerne og havde en ny Kjole paa.
Hun begyndte nu paa forskellig Vis at drille Vædderen, pegede Fingre ad den o. s. v. Tilsidst blev Vædderen gal og rendte efter hende, naaede hende og knubsede hende rigtig godt igennem.
Stine græd, dels over Knubsene, dels over den ny Kjole, og det kan nok være Moderen skændte, da hun kom hjem.
Faderen pryglede hende. »Og ved Du hvad, Johanne, det var endda min Fødselsdage
sagde hun, da hun fortalte mig det.
Der var mange Børn i min Klasse, 80-100, og dog
lærte Vi meget mere end Nutidens Børn.
Baade Læreren og Præsten forgudede Stine, og hun kunde bære sig ad, som hun vilde.
Kunde de andre Børn ikke svare, hed det altid: »Saa maa vi nok spørge Ellen Kirstine. Om Morgenen begyndte vi ikke som Børnene nu med Sang, det skete kun en enkelt Gang, men vi blev hørt i »Udenadslejsen« og Tabel, der gik paa en Melodi, der skiftede for hvert Stykke.
Hovedregning og Tavleregning efter en Bog med
»Reguladetri« i var det rent skidt med hos mig.
Aa, Gud Fader bevare mig end naadeligen vel! da vi skulde til at regne med Brøk, det var noget nyt, de havde hittet paa.
Det var ikke stort bedre fat med Geografien hos mig, og jeg var rent ulykkelig, naar jeg blev kaldt
op til det store Europakort og skulde vise, hvor Lillebælt og Storebælt laa. Rusland derimod, det var jeg med paa, det var saa nemt, fordi det var det allerstørste Land og laa oppe i Hjørnet til højre.
Jeg var dygtigst i Skrivning, »Boglæsninge (Højtlæsning) og Religion, - jeg lærte saaledes altid Salmerne paa Vejen til Skolen.
»Lærebogen« var Balles (den, der nu bruges, fik vi det Aar, jeg gik til Præsten, og det var en svær Forandring).
Fædrelandshistorien var jeg ogsaa meget sløj i.
En Gang, da Stine blev hørt i Historie om en af Kongerne Christian, og hun lige havde nævnt et Aarstal, for jeg op og afleverede følgende:
»Hvorledes skrifter I, Mester Anders, her hedder jeg ikke Allerdurkladigste, stormægtigste Konge o. s. v., men slet og ret Christian.«
Jeg kunde ikke mere end det samme og satte mig saa ned, - Gud ved, hvad Læreren og Stine har tænkt, over at jeg saadan lige med ét røg op og afleverede den Skraale, men den Rutine og Frejdighed, hvormed jeg slyngede dem det eneste, jeg kunde, i Hovedet, frelste mig fra yderligere Overhøring.
Vi sad paa lange Bænke med tilsvarende Borde foran.
Naar vi havde Skrivelinie, begyndte vi først med enkelte Bogstaver, og naar vi efter en Tids Forløb kunde skrive dem pænt, kom det store Øjeblik, hvor vi skulde skrive »Sammenskrift« efter Ord og Sætninger, der var prentet paa et Papir, som var stillet op ad en Art Tallerkenrække, der var paa Bordets Bagside.
Tilsidst skrev vi efter Lærer Foghs Diktat.
En å to Gange om Ugen sang vi Fædrelandssange.
Vi lærte ogsaa Ordene og Melodierne til de ny Salmer, der endnu ikke var kommet i Bøgerne, f. Eks. »Glade Jul« og »Nu titte til hinanden«.
Naar nogle af Børnene var uartige - især de smaa-, kom de i »Skammekrogen«. De fik da en Stok i Haanden, en Art »Vanærenhedstegn«, og med den og begge Hænder paa Ryggen begyndte de deres ynkelige Gang henimod Skammekrogen; hvor saa de dog flove og modfaldne ud.
Naar de saa naaede Krogen, stillede de sig op med Ansigtet mod Væggen og stadig med Hænderne og Stokken paa Ryggen.
Ofte maatte nogle af de ældre Elever hen i Skammekrogen og terpe noget ind i Hovederne paa dem, der stod der - jeg var saaledes henne hos en Dreng og havde en stor »Pegepind« i Haanden, som jeg pegede med paa det, han skulde lære.
For mindre Forseelser blev vi »nevet« i Ørerne eller slaaet med Linialen paa Haandens Inderside, det gjorde skam ondt (jeg selv har aldrig faaet- Tugt).
Naar de store Drenge var meget uartige, slog Fogh dem over Benene med »Rebtampen« - et Stykke Reb med en Dusk i Enden.
Undertiden havde han dem i Enrum.
Fogh var en meget dygtig, men streng Lærer, og det kunde saamænd nok gøres nødigt, da vi jo var saa mange i Klassen paa een Gang.
Vores danske Læsebog var »Hjorths Børneven«.
Aa, hvor var det kedeligt, naar de smaa læste langsomt omme foran. Stine og jeg bladede da om bag i Bogen og læste i Gaaderne.
»Sønnen danser paa Taget, men Faderen er endnu ikke født, - hvad er det, Stine?« hviskede jeg.
»Det er Ilden, der ikke er født endnu, medens Røgen er Sønnen, der danser paa Taget,« svarede Stine.
Naar saa Læreren opdagede, at vi morede os altfor godt, kunde det hænde, at han spurgte: »Hvortil var det saa vi kom?« Det galdt da kun om at have hørt det sidste Ord, Børnene havde læst - thi vi havde altid Fingeren foran i Bogen som Bogmærke paa det Sted, hvor de smaa var, saa vi kunde jo altid svare.
En Gang skulde vi i Skrivelinien skrive »Peter Tordenskjold«. Jeg spurgte da Stine, om hun turde skrive: »Peter Tørditskæg«, hun skrev det, og det gik godt, men da hun vilde forfølge Sejren og istedet for »Frederiksborg Slot« skrev »Frederiksborg Snot, opdagede Læreren det, og han sagde da: »Men Gud, Ellen Kirstine dog, det var rigtignok en slem Fejl.
Da jeg gik til Præsten, var hans Folkestue vores Overhøringsstue.
Provst Formann kunde aldrig taale, at der laa en Fjer eller lignende paa Gulvet.
Han var bange for, den skulde fange vores Opmærksomhed, og blev derfor ved med Foden al puffe til den for at faa den ind under en af Bænkene, men netop derved blev vores Opmærksomhed fanget, og vi fulgte Provstens Anstrengelser med den mest spændte Opmærksomhed.
Jeg gik til Præsten sammen med Maren Kirstine, der senere blev gift med Jens Jakob.
Den sidste Gang, vi var hos Provsten før Konfimationen, sagde han: »Lad mig nu se, I svarer højt og tydeligt, saa Folk kan høre Jer, der er ikke noget at være bange for.«
Vi stod paa Kirkegulvet efter Dygtighed, og da jeg var den skrappeste, stod jeg øverst. Jeg var meget beklemt, da jeg skulde høres, da jeg jo var den første, men det gik jo da.
Nr. 6 var Sortejens Tøs.
Naada, da hun blev hørt, raabte hun, saa det kunde høres helt ned i den nederste Ende af Kirken - hun havde taget Provstens Ord saa bogstaveligt, men han klappede hende paa Hovedet og sagde: »Det er ret, min Pige.
Det var ikke Skik den Gang, at man fik Gaver, men Provst Formann forærede mig dog det ny Testamente, hvori han havde skrevet: »Den flittige, opmærksomme og sædelige Johanne Marie Hansen af Sandby ved hendes Konfirmation 1858.« En Udmærkelse, der kun blev de allerdygtigste til Del.
Moders Brodér gav mig et Par Kopper.
Farbroder Hans Thomsen gav mig et Gulduhr, og Farbroder Lars gav et Guldarmbaand, men det tabte jeg.
Tilbage til indholdsfortegnelsenKlædedragten