Tilbage til indholdsfortegnelsen


Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.

Andershvile
Andershvile                             Moderen fortæller


Originaler og forbrydere på egnen

Der kom mange mærkelige Mennesker i den gamle Kro, snart var det Bissekræmmere eller Studeprangere, snart unge Københavnere, der var ude for at botanisere, men ligegyldigt hvem det var, forstod Farmoder Karen at gøre det godt og hyggeligt for dem, og hun havde stor Øvelse i at omgaas alle Slags Mennesker.
En af de interessanteste, der kom der, var dog

»Tyske Mutter« :
»Hun var født i Haderslev og blev som ung Pige forlovet med en Vagtmester ved de tyske Dragoner.
Hun holdt saa meget af ham, at hun forklædte sig som Mand for at kunne følge med i "Krigen under Napoleon I og deltog paa denne Maade i Felttoget til Rusland.
Der blev hendes Mand dræbt.
Hun havde ikke andet Valg end at blive ved Regimentet og deltog, forklædt som Dragon, i flere Slag, ved hvilken Lejlighed hun saaredes let i den ene Skulder.
Da Krigen var tilende, led hun af Hjemve og naaede omsider København 1816, der blev hun senere gift med en Sergent Dithmar, men i en Sygdom blev han blind; hun vandrede da om paa Landet med sin Mand, hvem hun ledede ved Haanden, og ernærede sig og ham ved at synge Gadeviser og fortælle om sine Ungdomsbedrifter, der alle handlede om hendes Felttog i Rusland.
Omsider døde Manden, og efter at hendes Søn var blevet sindssyg og døde paa Bistrup, kom hun selv ind i Fattighuset paa Set. Jørgensbjerg (Roskilde), hvor hun boede til sin Død 1872.
Tyske Mutter efter tegning af Otto Bache i ill. tidende

Hun var en ejendommelig Kvinde, høj og sværlemmet, med en bestemt Vilje, i Besiddelse af den Stolthed aldrig at ville modtage Almisser uden at yde Smaagaver, bestaaende af Hægter og Flaskerensere, som hun selv lavede, til Gengæld for Føde og Penge.

Hun sad godt til Hest, og jeg har ofte i tidligere Dage set hende ride som en rask Dragon, ja, endog svømme Heste i Stranden.
Som Følge af hendes omflakkende Liv var Kvindegerning ikke hendes Lyst, hvorimod Brændesavning og andet Mandsarbejde morede hende mere.
I de senere Aar blev hendes Fortællinger usammenhængende, og hendes Helbred svækkedes, indtil hun den 17. April endte sit Liv 90 Aar gammel.«
Illustreret Tidende 28. April 1872.

Det var en ren Fest for Farfader og Fader, naar hun kom og pludrede op paa sit plattyske.
Begge interesserede sig jo for Historie, og hun gav meget malende Skildringer af Overgangen over Beresina, som hun havde været med til; og det er rimeligt nok, at hendes Fortællinger om Toget til Rusland, Napoleon o. s. v., har lagt Spiren til Faders store Interesse for Napoleon og hans Samtid.

Det var urolige Tider for Sognefogederne og især for Anders Olsen, der paa det Tidspunkt havde tre durkdrevne Tyveknægte, der huserede slemt i hans Distrikt paa Jyderupegnen.
En skønne Dag kom der et Ilbud til Anders Olsen med et Brev, udenpaa hvilket med store Bogstaver stod:
»Haster«.
Det var fra Merløse-Tudse Herreds-kontor (1862) og lød saaledes:
Undertegnede Sognefoged anmodes om overalt i Deres Sogn at eftersøge og i Antræffelseslilt'ælde her til at indbringe Træskomand Niels Jensen af Jyderup, der er dømt herved Retten den 22. Septbr. d. A. for Faaretyveri og er undvegen fra Forbedringshuset igaar Aftes. Han antages at ville komme til Jyderup, hvor Konen Karen Marie Hansen opholder sig.
Til Sognefoged Anders Olsen, Jyderup!

Der blev jo en stor Staahej og Raadslagning, der endte med, at Farfader og Fader og et Par andre Mænd gik ned til Huset, hvor »Faareniels« boede.
Fader blev stillet paa Vagt udenfor Døren og de andre ved Vinduerne, medens Farfader selv gik ind til Konen:
»God Dag, Karen Marie, hvor er Jer Mand henne? spurgte Farfader.
»Men, Gud dog heden, Sognefoged!« svarede hun rolig, »han er jo i Slaveriet - det véd I jo nok.
»Ja, men han er flygtet derfra, og vi véd med Sikkerhed, at han er her i Huset«.
»Saa Gud give, at jeg kunde synke tre Alen under Jorden, om han er her«, svarede den durkdrevne Kone.
Farfader gav sig nu til at lede allevegne uden at kunne finde Tyveknægten. Konens store Ro gav ham til Slut den Tro, at Faareniels umulig kunde være der, og han skulde netop til at gaa, da han fik Øje paa Sengen, som han syntes stod saa mistænkeligt pænt opredt.
Han slog Dynerne tilside, og saa laa Kalorius der jo.

Denne Faareniels var den senere saa sørgeligt bekendte Morder Anders Nielsens Fader.
Tyvetilbøjelighederne laa i den Grad Familien i Blodet, at Anders Nielsen allerede som lille treaarig Purk stjal Værktøj og lignende fra Folk.
Den Dag, da Anders Nielsen skulde henrettes i Horsens Tugthus, var der stor Skovfest i »Drivsaat«
Faderen, Faareniels, kom da kørende sammen med den Gaardejer, han havde hjulpet at høste.
Til Festen var der Musik, Dans og anden Lystighed. Faareniels sang af fuld Hals og var sjæleglad; det endte med, at han blev fuld.
Det var nu hans Maade at tage Henrettelsen paa.

En anden Indbrudstyv var Thomas Asmassen.
Han mente, at Politiet havde gjort ham Uret, og havde derfor svoret at drille det saa meget som muligt.
Indbrudstyveri var hans Hovedbeskæftigelse, og da han bestandigt drillede og holdt Sognefogederne og Politiet mesterligt for Nar, var det jo en hel Æressag at kunne fange ham.
Da han huserede meget ved Jyderup og Bjergby Skove, fik Farfader hans Fotografi af Politiet, men Thomas Asmussen havde saa mange Forklædninger og saa meget Tilhold og Medhold hos Befolkningen, at det vist aldrig lykkedes Farfader at gribe ham.
En Nat listede Thomas Asmussen sig ind i Præstegaarden og stjal selve Pastor Lindhardts Pung op af Bukserne, der laa paa en Stol ved Siden af Sengen med den sovende Præst.
Da Gdr. Jørgen Pedersen hørte det, morede han sig saa kosteligt over det, at han svor, at det kunde Thomas Asmussen ikke gøre hos ham.
Men en skønne Nat stillede Th. A. helt sværtet i Ansigtet i Jørgen Pedersens Sovekammer, hvor han gik lige hen mellem Jørg. Pedersens og Datterens Senge og tog Jørg. Pedersens Pung op af Bukselommen.
Bukserne laa paa en Stol mellem Sengene, og en lille Hund laa underneden.
Saa behændig og lydløs var Thomas Asmussens Færden, at ikke engang den lille Hund havde gøet.
Bagefter paastod rigtignok Datteren, at hun havde været vaagen, men ikke turdet vove at kalde, men det var kun et Forsøg paa at redde lidt af Æren, for Folk morede sig jo kosteligt over, at Jørg. Pedersen, der havde hoveret og pralet, da Th. A. var i Præstegaarden, nu selv var blevet taget ved Næsen.

Der var mange, der ikke frygtede ham, ja, nogle holdt endog med ham.
Man sagde, at han tog fra de rige og gav til de fattige.
En Gang, Politiet var efter ham ved Bjergbyhusene, var han tilfældigt inde hos en Snedker. Denne skyndte sig med at putte ham ned i en Ligkiste og lagde Spaaner over ham.
Da saa Politiet kom derind, stod Snedkeren fredeligt og høvlede, og de fandt ham ikke.
En anden Gang blev han gemt under Dynen hos en Barselkone, og dér var der selvfølgelig ingen, der fandt paa at søge efter ham.
Niels Frederiksen, kaldet Nis-Frederik, var ogsaa en hel Mestertyv, som Folk beundrede meget.
Han var vistnok født i Hjembæk, hvor Moderen solgte Hvedebrød. Allerede som Dreng stjal han et Uhr og gemte det oppe i Tagrygningen.
Han kom til at tjene paa Kaltredgaarden.
En Aften gik han ned og besøgte Pastor Jungersens Karle. Under Samtalen med Karlene var der en af dem, der fortalte, at han havde et hemmeligt Rum i sin Kiste.
Ud paa Aftenen gik Niels Frederik, og noget efter saa Karlene, at der var Lys i Karlekammeret, og de gik da derud, men de kunde ikke komme ind, da der var sat Krog for.
De tog da en Vognstang, hvormed de sprængte Døren.
Da Døren røg op, for N. F. ud og Karlene efter ham, de løb efter ham lige til Kaltredgaarden. Da han ikke vilde bekende, kom Politiet og tog ham med til Kallundborg.
Det var et af Mestertyvens første Tyverier.
Medens han sad fanget i Kallundborg, var han Kærest med Arrestforvarerens Datter (det blev senere hans sædvanlige Trafik) og fik derved forskellige Lempelser og Lettelser, bl. a Blæk og Pen, saa han kunde skrive et Truselsbrev til Holm paa Kaltredgaarden.
En Dag, Holm gik forbi Arresten, jagede N. F. pludselig Hovedet ud af Vinduet og raabte:
»Jeg skal nok huske dig!« Holm blev bange og havde i lang Tid hemmelig Vagt omkring Gaarden, men der skete intet.

Forbindelsen med Arrestforvarerdatteren skaffede N. F. flere og flere Lempelser.
En Dag, Holm kom gennem Bjergsted, mødte han til sin store Overraskelse N. F. Arrestforvarerdatteren havde sluppet ham løs den Dag, for at han kunde lufte sig lidt.

En Gang var der et stort Selskab paa Godset Aastrup.
Pludselig træder N. F. elegant og selskabsklædt ind i Køkkenet, og paa sin sædvanlige belevne og besnærende Maade sagde han til Pigerne, at han desværre var kommet for sent til Middagen, de maatte endelig ikke sige til Herskabet, at han var kommet, for det var ikke noget at anrette særligt for ham, da han godt kunde spise i Køkkenet.
Pigerne troede, det forholdt sig saadan, og serverede for ham. Medens de et Øjeblik var inde i Stuen, samlede N. F. alt Sølvtøjet og forsvandt.
En anden Gang var han gaaet i Kirke.
Efter Gudstjenesten takkede han Præsten mange Gange for den udmærkede Tale, han havde holdt, og som var gaaet ham meget til Hjærtet.
Præsten følte sig højligen smigret og indbød den belevne unge Mand, som alle maatte finde Behag i, til Middag i Præstegaarden.
Jo, Tak, det vilde han da gerne.
Som de nu sidder allerbedst og spiser, sagde en af de andre Gæster, at alt det meget Sølvtøj, der var paa Bordet, rigtignok maatte være noget for Niels Frederik, og der blev i det hele taget talt meget om ham.
Efter Middagen tog N. F. under mange Taksigelser Afsked med den gæstfrie Præst.
Da Pigen lidt efter kom ind for at tage af Bordet, fandt hun under N. F.s Tallerken en Seddel, hvorpaa der stod skrevet, at Gæsten, de havde haft, var ingen anden end Niels Frederik.

En anden Gang brød han ind paa en Gaard nede ved Ringsted. Fruen laa syg. Han gik lige op i Sovekammeret til den skrækslagne Frue og bad hende om Nøglerne, saa skulde han ikke gøre hende noget.
Han fik dem saa udleveret og stjal en hel Bunke.
Han udfoldede en stedse større og større Virksomhed, hans Tyverier blev dristigere og dristigere, og de kulminerede til Slut i et usædvanligt frækt Indbrud paa Sorgenfri Slot hos Kristian d. 8's Enke, Caroline Amalie.
Han stjal et mindre Beløb, hele hendes Korrespondance og aabnede nogle af Brevene.
Enkedronningen var tyskvenlig, blev der sagt, og Himmel og Jord blev sat i Bevægelse for at finde ham, hans Signalement blev sendt ud, og det endte da saa ogsaa med, at han blev taget i Ringsted, ligesom han vilde gaa ind i Toget.

Efter at have faaet sin Dom, blev han ført til Horsens Tugthus, hvor han blev sat til at væve. Han lavede overordentlige smukke Mønstre til Dækketøj, og det tjente han ikke saa lidt ved.

Tilbage til indholdsfortegnelsen
Varulve