Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Moderen fortæller
Klædedragten.
Uldent og Linned.
Min egen Moders Lagener var af det fineste Hørlærred, forsynet med brede Sømme og med Hulsømme, der var l cm brede.
Navnet var syet i Hjørnet med Korssting og af blaat Garn, enten syet inde i en Krans eller i en aflang Firkant med Grene om.
Naar det skulde være meget fint, var Navnet og Kransen syet med forskelligt farvet Garn, rødt, blaat, grønt og gult.
Den Gang gik Mændene ikke med Underbukser, men de havde hvid- og blaastribede hjemmestrikkede Uldtrøjer, hvori der var et Par Knapper foran paa Brystet. Denne Uldtrøje blev baaret udenpaa Skjorten.
Fader havde altid saadan nogle fine Skjorter, de var af det fineste Hørlærred, og paa Haandlinningen var der »Musetænder eller smaa Tunger syet med Knaphulsting over en Traad, det var dels til Pynt, dels for at styrke Lærredet.
Det var syet med hvidt Garn, der glinsede. Paa Skulderstykket var der samme Slags Broderi, Faders Bukser var af mørkeblaat hjemmevævet Vadmel, der blev »overskaaretc ude paa Farveriet i Holbæk - naar det var overskaaret, kom det til at ligne Klæde.
Bukserne var »Klapbukser«.
Vesten var altid toradet og knappedes helt op i Halsen.
Til at begynde med brugtes Hornknapper; men det blev finere med Aarene. Fader havde runde grønne Glasknapper i sin Vest, det var meget fint.
Jens Frederiksen i Kundby gik med Sølvknapper i Vesten, og i hans Vadmelsfrakke var der store Sølvknapper.
Kravetøj bar Mændene ikke, derimod havde de et sort firkantet Silketørklæde, der blev lagt sammen over Hjørnerne, det bandt de om Halsen, idet de begyndte foran, lod det gaa en Gang rundt og bandt det saa i en Knude foran.
Dertil båres Skødefrakke, der var splittet op bag paa.
Mærkelig nok havde Kvinderne ikke Broderier eller anden Pynt paa deres Linned.
De bar ikke Uldtrøje, men et »Livstykket, der blev baaret udenpaa Særken.
Livstykket var somme Tider foret og hængte sammen med den inderste Klokke (Skørt), og det var af et finere Stof end Klokken, der som Regel enten var af Hvergarn eller tyndt Vadmel.
Udenover dette var Klokke Nr. 2, der var lidt længere end Nr. l, og saa kom Kjolen, der var af Hvergarn, og det kunde være ligesaa smukt som uldent.
Moder havde saaledes en meget smuk brun Hvergarnskjole med indvævede gule Silkeblomster, det var meget smukt, men dyrt.
De gamle Koner havde grønne Hvergarns- og Vad-melskjoler med en Mængde Læg og Rynker bag paa.
Uden paa Livet båres om Skuldrene et hvidt Silketørklæde, der blev lagt i en Trekant, hvis Spids gik ned paa Ryggen, hvor den blev sat fast med en Naal.
De to andre Ender blev sat fast foran med Knappenaale - Broschen kendtes ikke -. Dertil båres uldne Forklæder (til Stads af Silke), hvis brede Baandender blev bundne i en flot Sløjfe foran paa Maven - undertiden lidt til Siden.
De gamle Koner bar »Lin«; og »Hue«.
Linet minder lidt om et Korsklæde, og det sad glat foran paa Forhovedet, derover kom Huen, der oftest var af sort Fløjl med Baand eller af kulørte Silkestoffer med indvævede Silkeblomster (Magen til min Barnehue).
Da jeg blev konfirmeret, havde jeg Korsklæde med Hue og lange kulørte Silkebaand ned ad Nakken. Jeg havde en meget fin grøntærnet Hvergarnskjole paa med meget fine, smalle, sorte Fløjlsbaand paa »Skødet« af Livet. Paa Skødet var der Takker udklippede, og det var paa dem Fløjlsbaandene sad.
Nederdelen var med mange Rynker, og Skødet gik udenpaa.
Jeg havde hvid Krave og kulørt Silkebrystsløjfe, sortstribet Silkeforklæde og paa hver Arm et sort Fløjelsarmbaand med ganske éns Sølvspænder i (dem havde Gudfader givet mig), endvidere sorte Uldstrømper og Sko.
Det har vidstnok været den højeste Pragt, der kunde stables paa Benene; thi mine Forældre var meget velhavende, og Moder satte som Stedmoder en Ære i, at vi skulde have det bedste, der var til at faa for Penge.
I Sandby havde jeg brune Silkestrømper, det var ualmindelig sjældent den Gang - nu render enhver Tøs jo med dem -.
Jeg købte ogsaa et Par Silkehandsker til 2 Kr., og det var meget dyrt, da et Par almindelige Traadhandsker kostede 35 Øre.
Den første Gang, jeg havde hvide Strømper paa, var til et Bal i Holbæk.
Jeg stod oppe i Stuen og vidste ikke, om jeg skulde vise Moder dem, men hun fik dem da at se og udbrød:
»Jeg tror, Du er rent lovlig.
Noget efter at jeg var konfirmeret, blev det moderne at gaa med Hestehaarsskørter, de var stive og fik
Kjolerne til at staa struttende ud, de var en Art Forløber for Crinolinen.
Moder var for konservativ til at gaa med den opsigtsvækkende Crinoline, men paa den anden Side vilde hun gerne være med paa Moden, hun lod derfor sy en Række Læg paa Skørtet og fyldte dem med Dun (noget, der var meget dyrere end selve Crinolinen), Pigerne, der ikke havde saa godt Raad, syede Løbegange i Skørterne, og stak flade, flækkede Vidjer derind og syede saa for dem igen; naada! saa kunde det rigtignok være, de kunde strutte.
De omfangsrigeste Crinoliner, jeg nogensinde har set, saa jeg en Gang i Kundby Kirke.
Den gamle Baronesse fra Løvenborg med Døtre kom gaaende op ad Midtergangen, og de havde saa vide Crinoliner
paa, at de fyldte hele Midtergangen.
Da de skulde ind i Stolen, kunde de ikke komme derind uden ved at smække Crinolinen op bag til.
Efter at jeg var konfirmeret, fik jeg »Guldnakke«, som jeg havde paa til Stads, men da jeg var 16 Aar, blev det afskaffet.
Da jeg gik i Skole, saa jeg Malene i Kundby strikke Strømper til Jens Madsen; de var af hvidt Uldgarn og saa kunstfærdigt strikket, at der var Taarne paa Skafterne, og det var den højeste Prydelse.
Den almindeligste Pynt var 4 »Vrangmasker« ned ad Skafternes Bagside.
Fader gik aldrig med andet end hvide Strømper.
Til Hverdagsbrug blev Næsen snydt med Fingrene, men til Stadsbrug brugtes hvid og rødtærnede Lommetørklæder.
Om Søndagen, naar Konerne gik til Kirke, bar de altid det nyvadskede, sammenlagte Lommetørklæde og Salmebogen foran sig.
Om Vinteren bar Mændene Huer, om Sommeren Kasketter.
Overfrakker eller Scheniljer kendtes ikke, og naar Fader midt om Vinteren kørte den lange Vej ind til København - ofte i den strengeste Kulde - havde han kun et kort Slag paa' og et hjemmevævet Dækken.
Nutidens Overfrakker, Kapper, Pelse, Fodposer o. s. v. kendtes ikke, men det behøvedes heller ikke den Gang. Folk var ikke saa pebeensagtige (pylrevorne) som nu, og det kommer maaske af, at alle de svage og svagelige døde som smaa, kun de stærke Naturer klarede sig.
Det gjaldt den Gang om at have meget »uldent og linned«, saadan »dobbelt paa dobbelt« paa Kistebunden.
Naar man skulde klæde sig om, sagde man, da jeg var Barn:
»Nu skal jeg ind og binde Hætten om«,
d. v. s. tage Huen af, redes o. s. v., og naar det saa var gjort, sagde Moder:
»Det er svært saa det har »hejet« (pyntet) paa Dig.«
Naar Kvinderne redte sig, tyggede de altid Kandis; den tykkede Sukkermasse med Spyt og det hele kom saa op i Haaret, som blev glattet efter med Kammen, ved Hjælp af dette kom Haaret til at sidde bedre, og det bevarede det mørkt, men det kan jo ikke nægtes andet, end at Fluerne var slemme ved dem om Sommeren.
Tilbage til indholdsfortegnelsenHjembæk Kildemarked