Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Moderen fortæller
Kartegilde.
Fortællinger, Viser og Sagn.
Noget, jeg tydeligt husker, er Kartegilderne.
En Vintereftermiddag kom 8 å 10 gamle Koner fra Byen for at karte for Moder.
To Træbukke blev sat ind i Stuen, og derover blev der lagt Vognfjælle, nogle Bænke blev sat rundt om Fjællene, og herpaa tog Konerne saa Plads.
Der var to Tranlamper til Belysning.
Naar Konerne var kommet til Sæde, blev Ulden
baaret ind til dem, og saa begyndte de at karte løs.
Der var jo nogle af dem, der havde et farligt godt Haandlag, og de satte en Ære i at blive rost af Moder.
»Tøjerne« smed de i Tøjhækken, hvorfra Moder tog dem og bar dem op i Mellemstuen, som hun fyldte med dem, lige fra Gulv til Loft.
Det var morsomt med Underholdningen.
Enten sang de Viser - i Regelen sørgelige - eller de for- talte Spøgelseshistorier, den ene mere grufuld end den anden.
Det var mærkeligt nok, at jeg fik Lov til at høre paa dem; men jeg tænker, at de rent har glemt mig i deres Ivrighed.
Moder lagde i Regelen for, og hun fortalte:
»Det var en Gang, at jeg stod ovre i Nis Pæsens Gård, i Porten mod Sønder, je hade Lisbeth paa Armen, saa lige paa en Gang kom der pludselig en sortklædt Kvinne mæ Lin paa Hovedet gående langs mæ Længen.
»Hvem ka det vel være«, tænkte je å hilste:
Go'avten; men hun svared it, hun blev stadig ved mæ a gå langs ad Længen. Men hun nåed s'mænd aldrig at komme om hjørnet, for hun forsvandt lie paa en Gang aa va som sonked i Joern.
Ded ha nok væt Nis Pæsens Kone.
Aa saanden som mæ Nis Pæsen, ded va da et Varsel, han fik, den Gang a Hans Kressen døde.«
»Vonden ded, Karen Marie?«
»Jo, Nis Pæsen hade jot ånder Venner end som Hans Kressen. Kors dog heden, der var altid en voldsom Staahej, naar han kom paa Besøj.
Hos Nis Pæsen fik di hels alder Kaffe, men naar som a Hans Kressen kom, fik di rivendes stærk Kaffe.
Saa sker ded verken værre eller bædder, end a Hans Kressen blev syg, aa Nis Pæsen laa osse Saa vared en Avten, a Dørren ing te Nis Pæsens Stue røj i mæ ed Brav; da sae Nis Pæsen, a han ku høre noed, aa lidt etter, a nu va Hans Kressen død. Kort etter kom der s'mænd ridendes Bud om, a Hans Kressen va død.
Je boed jo sæel der inge paa Guern den Gang aa hørte, a Dørren røj i, ded va en blikkende stille Sommeravten, saa ded ku dat være Blæsten, der smak hende i.«
»Karen Marie, ve dut fortælle om den Gang, da Nis Pæsen blev forheksed,« var der en af Konerne» der bad.
»Joe, aa ded æ lissaa sandt, som a je sidder her, for han ha sæel fortalt mejed.
Jo, se ded gik saanden te:
Nis Pæsen sku en Dav køre te Skovs etter Brænde; saa lissom a han kører allerbedst aa lie æ nued udfor ded Hus, hvor a Heksen boed, saa sto hun udenfor i sin Have, der jo gaar nøer te Vejen.
Nis Pæsen tog da Hatten av for hende, sælføllig for
a gøre Nar a hende.
Hun blev gael aa raavte truendes etter ham: »Ja, bi Du lidt, Du ska nok faa Din Hat behov.«
Nis Pæsen tog jot nongen Notis aed aa kørte te Skovs; men saa erred, a da han paa Tilbaevejen kommer lie ud for hends Hus, va saa? saa sto Bæsterne pludselig bommende stille aa vat te aa faa længer, aa ded va lie mejed, va han end gjore, saa ku han it faa dom frem.
Da han hade hulled der noed, kom han lie mæ et te a tænke paa Heksens Ord: »Du ska nok faa Din Hat behov.«
Han tog da Hatten a, aa saa kaed nok være, at Hestene ku trave.
Hun ha vel savtens dryssed noed.«
»Ska vi nut ha vos en Sang ovenpaa ded, foreslog Maren Jens, aa saa sang Ane Hendriks den om Præstens Datter i Taybenhavn.:
»I Præstens Have ved Taybenhavn
ved Midnat man hørte det spøge.
Det puster, det stønner saa ængstelig,
det værgrer, det flagrer saa ynkelig
som frygtsomme Due mod Høge.
Og Præstens Datter i Taybenhavn
var skyldfri som snehvide Due.
Ung var hun, venlig og indtagende blid.
Til Hest og til Fods kom der Friere hid,
at jage i skinnende Klæder.
Saa var der vist en Turnering, hvori een særlig udmærkede sig, og da han kom til sit Hjem, skrev han til hende.
Der udviklede sig snart et meget intimt Forhold, og det endte da med, at, hun fik et Barn, som blev gravet ned i Haven - hun døde vist ogsaa selv -, og saa var det, at det spøgte i Haven. Et af de efterfølgende Vers var saaledes:
»Han skrev hende til paa Silkepapir,
omridset med gyldne Kanter.
Han sendte sit Billed, saa smilende huld,
gemt udi et Hjerte af Perler og Guld,
foruden en Ring med Diamanters
Da Ane Hendriks var færdig, tog Uhrmagerkvinden fat og sang den om:
"Den fromme Fru Signe paa Sottesengen laa"
Den var saa sørgelig.
Derefter sang Lisbeth Johans Visen om Pigen, der traadte paa Brødet.
Gud, hvor de græd over den! - »saanden a traade paa den goe Guds ded davlig Brød.
Aark ja, ded kommer der smænd alder noed godt ud a.
Næ, sagde Moder, »de hersens bli'r for sørreligt, nu maa vi ha en lystig een ovenpaa.
Kesten Jørns ve dut synge vos een?
»Jo, ded ka je smænd godt, nu ska I fue ien vo ded da enner godt, og saa sang hun den om:
»Hverken min Mama eller min Papa.
|: Hverken min Mama
eller min Papa
skal forhindre
mig at elske,
hvem jeg vil
som mit sind står til,
uden list og svig
|: Guld og Pengene
blænder Øjnene,
det maa jeg forstaa, :|
|: thi nu skal han snart
giftes med en Fart,
han har mig forladt. :|
Derefter sang Mette Anders »En stjerneklar Aften i Rolighedslund. Saa tog Lisbeth Per Laarens fat
og sang med tung og drøvelig Stemme: »Elise gik i Marken om«.
De sang også »Skattegraveren" og mange andre
Naar alle Konerne havde sunget hver sin Vise,
begyndte de igen paa Spøgelseshistorierne.
Bole Lars lagde for:
»Ded va en Gang, a da va Kaartenspil nøre i Byen, hos Kresten Smed, a di drak, saa di blev smadderfulde allesammen; de bandte, saa ded va rent forskrækkeligt - aa ded va endda i den hellig Juletid
-ja, va søns I? Ded gik osse mejed godt et Stykke Tid; men saa mærked di, a der va noed, der romstered inge under Bordet.
Di saa jo saa dering, aa da saa di ed Uhyre mæ Ildøjne.
Ded va »den lede«
(1 Man maatte aldrig sige Fanden, Djævelen eller Satan, thi det var at paakalde ham, og han kunde da komme, naar man mindst ventede det; derfor sagde man: "Den lede", »den slemme« eller "den onde'." Nogle kaldte ham for "Erik". Det forstod Djævelen jo ikke og kunder altsaa heller ikke føle sig paakaldt.)
sæel, som di hade måned frem mæ dørreses Eder.
Uhyret va luent aa ligned en Hund.
Di blev smænd saa bange, a di blev hielt ædru, aa fra den Dav aa Time a va der ingen a dom, der bandte.
»Nu ska je sige Jer, hvorfor a Kerkdørren sidder, hvor den sidder, oppe i Kundby Kerk, sagde Kesten Jørns.
»Ded va i gamle Dave, a da lae sej en Lindorm ve Kerken, aa den laa saanden, a dens Hoed va lie ud for Dørren, saa Kerkfolked it ku komme ing. Di maat saa sæt en ny Kerkdør i ed hel anned Sted, aa ded se Grunden te, a Kerkdørren it sidder, hvor den ska.
Je ha høert sie, a Lindormen snoed sej rundt om hele Kerken.
Men ded va da hels it ded enest, a da va ve Kerken, for udenfor Kerkguersdiged sto der en Aand i Skikkelse a en lille Mand, aa ded va Ole Kressen, som vi jo alle ha kendt. Han sto lissaa grangivelig udenfor Muren aa laa Armene paa Kerkguersdiged aa saa saa tungsindig ing paa Kerkguern.
Aa, Gud dog heden, der sto den arme Mand hver evig eneste Dav aa kut faa Ro i sin Grav.
Der va saa noen, der rued te a drysse Hørfrø, for saa vilde han forsvinde. Ded gjore di saa, aa baarte
va aa bløv han.«
»Næe«, protesterede Moder, »ded gjore han nu bare slet it, for ded va mens a je gik i Skole, a Ole Kressen gik igen. For a han ku faa Ro i sin Grav, bad Præsten i Kundby paa Prækestolen for ham saanden:
»Aa, Vorherre! Giv denne arme Mand Fred, saa han ikke viser sig mere.«
Ded hjalp hels it, aa saa va der jot noed anned a gøre, end som a sende Bud te Pastor Busk i Bjergby, der va saa skrap te aa mane Genganger nøer - ded va han, der måned »Lang Ellene nøer -, aa va der va ded mærkelig veded, ded va, a han va parat, da di kom aa henled ham, han vidste ded forud, aa han måned ham saa nøer.
»Ja, man ska holde sej fra Spøjelserne; nu saa vi jo, vonden a de gik i Gisling, begyndte Maren Jens.
»Vonden gikked dér?«
»Jo, ded gik it rejtig te i Kerken, der va Lys ien om Natten, aa der blev songed.
Ded va di døde, der holdt Gudstjenst.
Saa va der nogne Kaerle, der vilde se etter, va ded va, aa di satte saa en lang Stige op te Kerkvindued, en a dom krøv saa op aa titted ing, han naaed lie akurat aa faa set, a der va Lys deringe, aa hørte, a der blev songed.
Da blev der lie paa een Gang mørkt, Sangen holdt op, aa Stigen vælted om, saa Kaerlen faldt nøer aa slog sej fordærred.«
»Ja, inge paa Løvenborg spøjer ded da osse,« sagde Moder.
»Vonden ded, Karen Marie?
»Jo, ded va den Gang, a »Lang Ellen sku begraves,
( Hun kaldtes baade »Lang Ellen« og »Skøn Ellen«. Hun boede ogsaa en Tid paa Nabogaarden »Vognserup«, hvor hun nok ogsaa »gik igen«. Der fortaltes, at hun, medens hendes Mand var i Krigen, fik et eller flere Børn, som hun undlivede, for at Manden ikke skulde opdage det. Der blev vistnok for en 15-20 Aar siden fundet nogle Bårneknogler oppe i den ældste Del af Slottet.)
da va Kisten saa tung, saa tung, a di næsten it ku slæven a Sted.
Da di endlig langt om længe kom nøer i Slotsguern mæen, hørte di en haanenens Skovverlatter bav dom.
Di vendte dom om aa saa
op; da saa di, a Lang Ellen sto i et a Vinduerne aa skrupgrined. Saa lukked di sælføllig Kisten op, aa ded viste sej da, a den va fuld a store Graasten. Ja,spøjte gjore hun nu. Saa kom Præsten fra Bjergby aa sku mane hende nøer.
Han fik hende smænd osse mejed rejdig måned nøer, undtagen som Hoedet, men lissom ded sku te aa sønke i Joren, sae Gespensted noed, som Præsten it ku svare paa, aa saa ku han it drive hende længer nøer.
Di maatte smænd mure Resten te over Hoedet paa hende.
Men han hade da iværfald måned hende væk fra ded Sted a aa saevt, a hun sku opstaa ude i Engene ve Tuse, for naar hun it ku dy sej aa abslut sku gaa igen va ded saanden ed rart fredeligt Sted.
»Fredeligt Ja, ded maa je sku bekende; mej ha hun øverfulled, sagde Jørn Olen fra Gislinge, der tilfældigvis var der. »Je kom en Avlen guendes fra Holbæk a, aa da je saa kommer lie akurat te Tuse, va der saanden en rædsom Taave.
Je forvilled mej aa kom ud i Engene. Lie paa en Gang vared, som
om der va »noed, der sprang op paa Røkken a mej aa klamred sej fast te min Hals.
Ded va liemejed, hvor mejed a je stritted imod for a blive a mæ hende (for ded va sku ed Fruentømmer, der hade sort Kyse paa), aa hun slap skut si Tav. Lie i ded, a hun sprang op paa mej, raavte hun lissaa gesvindt:
»En, to, trej, naar je faar talt alle disse Huller, ska je ride dej.«
Utysked vilde ha, a je sku sige et eller anned, der ku »løse« hende fra Troldommen, men je fik skut saevt noed, da je va lie ve aa sønke i Avgrunden, aa min Tunge va som lammed.
Hun red smænd paa mej, lie til a je naaed Gisling, aa saa maatte je endda rende en Omgang rundt om Huset mæ hende, ingen a hun slap si Tav. Kors, hvor hun spændte mej! Je ik straks ing aa iseng, svedte rent Angstens Sved aa fik Feber; ja, je va sku rent skidt.«
»Du hade vel faaet for mejed i Hoedet,« sagde Fader, da Jørgen Olsen fortalte denne Historie.
Fader troede i det hele taget ikke paa nogen af
den Slags Historier, men Moder gik jo glat væk med til det.
Ved et Kartegilde derhjemme var der en Gang stor Opstandelse. Aarsagen var følgende:
Nede i Byen boede der en Murermester, der enedes daarligt med sin Kone.
Han morede sig da med at bilde hende
ind, at han var død - han kunde nemlig længe ligge stille hen uden at røre sig eller trække Vejret, ja, han kunde endog lade være at le, hvad der end blev sagt om »Liget«.
Naar Konen hentede Naboerne, kunde han godt blive liggende længe uden at røre sig - maaske ogsaa han gjorde det for at høre, hvorledes hun tog sig Dødsfaldet.
Tilsidst maatte han jo vaagne op.
Men saa var det engang, vi havde Kartegilde, at hans Kone sendte Bud op til Moder om at komme derned, for nu var Murermesteren virkelig død.
Der var jo nogen Tvivl, da han før havde narret dem; men efter nogen Talen frem og tilbage endte det til Slut med, at alle Kartekonerne, med Moder i Spidsen marscherede derned.
Da de havde synet Liget, var de enige om, at denne Gang var det rigtigt nok:
»Han plejer jo ellers at narre os.«
De skulde saa til at vaske ham og give ham rent Linned paa. Han laa stiv og uden at
trække Vejret - men da de begyndte at vaske og klæde ham, »vaagnede« han op.
Aa, Gud Fader bevares hvor var de dog gale, da de kom hjem.
Ved Kartegilderne derhjemme fortaltes der ogsaa, at den Gang Svinningegaarden blev opført, kom der hver Nat en hvid Hest, somme Tider var den for Vogn, somme Tider uden - men aldrig med Kusk»
Den løb, svedt og forpustet, ned og strøg sig lige op ad Hovedbygningen.
Man mente, at den var Skyld i Svinningegaardens hurtige Opførelse, og at den skaffede Ejeren, Wittrup, Penge. Der kom mange og saa Hesten.
De sagde ogsaa, at Jordemoderens Søn var en »Forbytning«, for han havde saadan et stort Hoved.
Der var bygget et Hus til ham inde i Haven, og der
boede han om Sommeren. Naar han havde Anfalde hujede og skabede han sig, saa det var forskrækkeligt; saa smed de noget Seletøj ind til ham, at han kunde have at bide i.
Moder fortalte, at en Nat, hun og Fader kørte hjem fra Odsherred, var der noget hvidt noget, der havde strøget sig op ad Hestene, der blev meget bange; og meget rigtigt - en Tid efter døde der ogsaa én, de kendte.
Steffens Datter, Karen Marie, blev syg og døde.
En Tid efter siger Søsteren, Bodil: »Nu dør jeg ogsaa snart, for Karen Marie har været her efter mig.
Forældrene lo ad hende, for hun var fuldstændig rask. Kort Tid efter døde hun efter kun nogle faa Dages Sygeleje.
Skolelærer Jørgensens Kusine var meget synsk. Bl. a.
kunde hun se Ligtog, de og de Heste for de og de Vogne o. s. v. Og saa blot en halv Snes Dage efter skete det nøjagtigt i den Orden, hun havde sagt.
Det var utroligt, hvad der kunde findes paa, og især hvad der blev fortalt ved Kartegilderne.
Om »Nytaarsny« sagde de, at dersom man tilfældigt saa »Nyet og havde Brød i Haanden, kom man aldrig til at mangle Brød.
Man maatte heller aldrig Nytaarsaften se udefra ind gennem et Vindue, thi
saa vilde man faa noget at se, man ikke syntes om, nemlig hvem der først skulde dø.
Naar det var Nytaarsny, skulde man gaa ud med sin Salmebog og tilfældigt lade den gaa op. Gik den da op paa en Bryllupssalme, betød det Bryllup, men gik den op paa en Begravelsessalme - ja, saa fejlede det ikke, at det jo betød Lig, inden Aaret var omme.
Mette Anders, Huskvinden, der tjente derhjemme, fortalte om, hvorledes det var gaaet til den Gang, da
hun vilde se sin tilkommende Mand.
Jo, hun havde blot Hellig tre Kongers Aften bredt et Lagen ud og drysset vistnok noget Aske derpaa. Og saa saa hun ham pludseligt lige saa livagtigt staa ved et Ledsted med en stribet Nattrøje paa. Hun havde aldrig i sine livskabte Dage set ham før, men nogle Aar efter blev de gifte.
En af mine Ungdomsveninder hørte dette om Hellig tre Kongers Aften.
Det skulde hun prøve, men paa en anden Maade.
Den første Hellig tre Kongers Aften tog hun et Spejl, og - som hun selv sagde, da hun i 1913 fortalte mig det - »saa gik jeg baglæns i Seng, medens jeg fremsagde Hellig-tre-Konger-
Verset:
hellige Konger tre,
kommer og lader mig i Aften se
den, hvis Seng jeg skal rede,
hvis Dug jeg skal brede,
hvis Brud jeg skal være,
hvis Navn jeg skal bære o. s. v.
Og saa viste sig i Spejlet - ikke N. Nielsen, som jeg var forlovet med - men den Mand, jeg senere blev forlovet og gift med.
Jeg var i lange Tider meget bange for, at jeg havde begaaet en Synd ved at bede saaledes.
Tilbage til indholdsfortegnelsenFester og gilder