Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Moderen fortæller
Hjemmets indretning og livet der
Mine Minder om Dagligstuen derhjemme er som en Drøm, den har nemlig ikke altid set ud saaledes, som den nu gør. Dens nuværende Udseende gav min Stedmoder den.
Straks man var kommen ind gennem "Bislaget" (der fik Lys fra et lille Vindue over Døren), kom man lige ind i Stuen. Mod Væggen tilhøjre stod der to Himmelsenge med Omhæng - altsaa mod Væggen ud til Gaarden -, den ene stod for Enden af den anden, dog stod der imellem dem en Slagbænk, og i den laa jeg engang, der var »Kartegildec. Over Slagbænken var der et Vindue, der vendte ud til Gaarden, og da jeg vaagnede om Morgenen, krøb jeg op og tittede ud i Gaarden; derude saa jeg jo Brønden med Vippen.
Mod Væggen op mod min Stedmoders Værelse (hvori der den Gang var Sandkammer), stod dels Hovedgærdet af den ene Seng, og over dette hængte der en »Dingvas« (Sengebaand), dels et Bornholmeruhr, der iøvrigt staar der den Dag idag.
Der var ogsaa en Dør.
Stuen havde ogsaa den Gang Vinduer imod Haven, og ved den Væg var der »Langbænke«.
I disse Langbænke var der mange smaa Rum forneden, og i hvert Rum laa der en Liggehøne paa Æg.
Rummet, hvori Hønen laa, var afspærre! fra Stuen ved en lille Skodde, der gik i en Fals, saa den kunde hæves op, naar Hønen skulde ud i Stuen og have Æde.
I Skodden var et lille hjerteformet Hul.
De Steder, hvor det var Gæs der laa i Bænken, kunde det godt hænde, at de stak Hovedet ud og bed de intetanende Gæster i Benene, saa de for op med et Hvin.
Det ene Hjørne i Stuen var skildret fra ved Hjælp af to Fjælle, vel godt en Alen høje, og inde i det Rum, der derved fremkom, gik Faaret med sine Lam, der nok saa glade sprang omkring i Halmen.
Det
var morsomt, naar man kom ind i Stuen, for saa klukkede alle Hønsene, og Faaret brægede, de vilde jo have Æde.
Det var kun, naar Lammene var smaa, og det var koldt, at de var inde i Stuen, og jeg tror kun, de var inde den ene Gang i Fyrrerne.
Foran Langbænken var der et stort, solidt Bord, vistnok det samme, som der er der endnu, men den Gang var der Kasser under det, hvori der var Stryge-bolte o. s. v. Paa disse Kasser - altsaa en Art Under-
skab -- strøg de Knivene.
Der stod ogsaa en Kiste.
I Hjørnet mod Køkkenet var et grønt Hjørneskab, hvori Sukkeret var.
Ved Skorstenen stod den firkantede Bilæggerovn fra Anno Sekstenhundrede og noget.
Stuen var hele Vejen rundt beklædt med Paneler, der var udskaaret og malet grønne med røde Striber.
Ovenover Langbænkene og langs Væggen op mod Sandkammeret var der en Hylde, fuldt besat med gamle, smukt indgraverede Tintallerkener, og langs med de to Bjælker, der gik under Loftet, var der to Hylder, hvorpaa der stod de 22 Kobberfade fra Oldefader Anders Pedersens Tid (nu staar der kun 20).
Der var ogsaa en Messingmorter og nogle Lysestager.
Paa Væggene var der Billeder af Skabelseshistorien (det var nogle gamle Kobberstik i Guldrammer). Endvidere var der Navnekludene, som min egen Moder og Mormoder havde syet, samt et Billede, der forestillede en Art Fantasiblomst, der gik i Buer med Snirkler og Sving, Stilken var grøn med røde Smaablomster. Der var rød Glasramme om.
Vi havde ogsaa et »Uro«, der hængte ned fra Loftet.
(Husmandskonerne i Byen pyntede deres Stuer op med klare Medicinflasker, som hængte paa Væggen i røde, gule eller hvide Bændler).
I »Mellemstuenc stod der den Gang en Seng.
Der gemtes »Uldtøjerne »Øverstestuen« var som nu med Chatoller o. s. v.
Min ældste Søster hed Lisbeth; hun blev født 1838, men døde allerede Aaret efter. 1841 blev min anden Søster Lisbeth født, og endelig blev jeg selv født den 10. Februar 1844 - jeg blev hjemmedøbt den 14. Februar.
Min Moder var rask straks efter Fødslen og gik med mig i sine Arme op og ned ad Gulvet.
Hun glædede sig. saa meget til, at jeg skulde døbes i Kirken, og sagde til mig, at naar Gildet skulde være, »skal vi to rigtig dansee (har de fortalt mig).
Men det blev helt anderledes.
Moder blev syg, vistnok ved Jordemoderens Forsømmelighed, og døde den 8. April 1844.
Min Stedmoder har fortalt mig - og hun havde det fra Maren Jens, der passede Moder og mig -, at de kunde høre, at min Moder efter Døden kom og saa til mig; hun puslede ved Vuggen, rettede og glattede paa Sengetøjet.
Jeg blev saa døbt i Kirken den 16. April, vistnok den samme Dag som Moder blev begravet.
Blandt mine Faddere var min Farbroder Hans Thomassen fra Kværkeby, der altid var saa god imod mig; han
forærede mig senere en stor Guldbrosche, et Gulduhr og mit lille indlagte Syskrin.
Min Gudmoder var Gdr. Chr. Jensens Hustru i Hellestrup (Fru Reutzers Moder),der var af Familien.
Jeg blev døbt Johanne Marie (Johanne efter min Faders Søster, der døde ung).
Da Moder var død, styredes Huset af Moders Gudmoder, Bodil Petersdatter, der vist var af Familien.
Morfader var god ved os; han spurgte os ofte, om vi vilde være gode Piger, og naar vi saa sagde ja, gik han med os ind i sin egen Gaard og lukkede en mægtig Egetræskiste op, som var fuld af Æbler, og saa fik vi af dem.
Han døde vistnok 1846 eller 47, og jeg kan huske, at da han var død, stod der en Mand oppe i Sengen og barberede ham; det brugte de i de Tider, men det gjorde et dybt Indtryk paa mig.
Da Moder var død, vilde Morfader saa gerne have, at Fader skulde gifte sig med hans Plejedatter, Karen Marie.
Fader gik ogsaa ind paa det, og fire Aar efter Moders Død stod saa deres Bryllup, den 10. Sept. 1848.
De vilde ikke bede hele Byen med, saa det blev et meget stille Bryllup.
Stedmoder Karen Maries Fader hed Jens Pedersen og var vist i Familie med Oldefader Anders Pedersen.
Han havde været en meget rig Mand.
Han og Konen ejede 3 Gaarde, et Par Huse og en Mølle i Svinninge; de førte et stort Hus, holdt Herskabskøretøj o. s. v.,
men Pengekrisen 1814 ruinerede dem fuldstændig.
De fik da et Boelssted i Svinninge, udenfor hvilket der var nogle høje Popler.
Karen Marie var kun ganske lille, da hun kom i Pleje hos Morfader, men hver Gang, hun saa høie Træer, mindede dette hende om Barndomshjemmet, og saa gav hun sig bitterligt til at græde.
Da Fader giftede sig igen, flyttede hans Husholderske,
Bodil, der ogsaa var min Barnepige, ind paa Morfaders Gaard, som Lisbeth og jeg havde arvet og som Fader drev for os.
Bodil vilde gerne have været gift med Fader.
Hun spandt for Folk, og da jeg blev noget større, var jeg med hende ude med Spind.
Vi blev saa opvarlet med Spejlæg og Stegeflæsk.
Panden med Flæsket og Ægget blev da sat ind paa Bordet;, der var en Skaal under Panden, som Fedtet kunde dryppe ned i. Bagefter fik vi »Ekstrakt« med Kaffe.
I Tiden efter Moders Død var der selvfølgelig ingen Gilder hjemme.
Den Gang jeg var lille, laa Smaabørnene i Trævugger med Gænger under, og var de først vænnet til det, skulde de altid vugges i Søvn, ellers skreg de.
Moderen sad da og sang, medens hun enten kartede eller strikkede. (Nu bliver der hverken sunget eller vugget mere, men hvad, Børnene er jo ogsaa derefter.)
Naar Barnet skulde lære at gaa, kom det først i »Gangvognen«.
Det var en meget stor, rund Træring, der var indrettet til at lukke op; der kom Barnet saa ind, idet det hvilede Armene paa Træringen, der igen var fastgjort til en lang Stang, der atter var fastgjort i Loft og Gulv.
Naar Barnet begyndte at bevæge Benene, drejede Ringen sig rundt om Stangen. Efter" haanden blev Barnet saa indforstaaet med Gangvognen, at det kunde sætte den i en ordentlig Fart, ligesom en Art Karussel.
Saa var Tiden kommen til at Barnet skulde ud paa fri Bane.
Moderen gav det da et langt Klæde under Armene og gik bag ved Barnet, mens hun holdt i Snipperne.
Naar man ikke havde Tid til at vugge Barnet, fik det en »Trærangle i Haanden og en »Narresut i Munden.
I Sutten var der Franskbrød og Sukker.
Jeg husker ingen Lege eller Legetøj fra de 4-5 første Aar af mit Liv, og Fader legede aldrig med os.
Derimod husker jeg Melodien til en Zweitrit, som de dansede med mig, da jeg var lille; den er mindst 100 Aar.
Når det var helligdag, gik fader tur i marken, læste eller tog til Hendrik i Gommelstrup (gudmandstorp) eller op til Per Rasmussen, Bøgebjerggård ved Svinninge.
Sidstnævntes datter, Karen Marie, var en med fut i, en gang, da vi var deroppe ( hun var vel den gang en snes år),sagde hun: »Skal jeg slaa et Kraftspring?.
»Ja, gør det, Karen Marie,« raabte alle vi andre: »Ja, men jeg gør det nu ikke gratis, vil I give 10 Øre hver?
Det vilde vi jo gerne og gav hende Skillingerne.
I næste Nu havde hun slaaet Kraftspringet.
Hun kunde for Resten ogsaa baade staa paa Hovedet, og noget de kalder for at »slaa Vejrmøller«.
Hun arvede Fødegaarden, blev gift med Chr. Nielsen og fik vist en halv Snes Børn.
Der fortaltes, at hun havde en Forudfølelse af, at Gaarden skulde brænde ved Lynnedslag, og at hun gruede for, hvordan hun, i den Hurlumhej det selvfølgelig vilde blive, hvis det skete om Natten, skulde faa reddet alle de mange Børn og den gamle Bedstemoder ud af den brændende Gaard.
Hun fandt da paa, at Børnene, hver Gang det var Tordenvejr om Natten, skulde staa op og tage det ny Tøj paa og derefter gaa ud og lægge sig paa Gulvet i Gangen.
Den gamle Bedstemoder blev ogsaa ført derud og anbragt i sin Lænestol.
Karen Marie var standhaftig nok til at gennemføre denne kloge Foranstaltning i aarevis.
Hendes Forudfølelse var rigtig nok, thi Gaarden brændte virkelig under et heftigt Tordenvejr.
Karen Marie var et af de klogeste og bedste Mennesker, jeg har kendt.
Fader havde et udmærket Helbred og var ikke syg, førend han døde, men han var ogsaa et meget afholdende Menneske, der aldrig røg og kun tog een Snaps til Maden.
Lisbeth og jeg sov i et »Indhugc oppe i »den blaa Stue«.
Mit bedste Sted var ovre paa Morfaders Gaard, hvor jeg dansede og hoppede omkring oppe i den store Stue, men aldrig naar jeg var alene; der var nemlig Kælder underneden, og naar det buldrede og gav Ekko, blev jeg bange.
Naar jeg var der alene, maatte jeg nøjes med at springe omkring i Dagligstuen, hvor der, ligesom hjemme, var grønne Døre og Paneler med røde Striber.
Eller ogsaa legede vi i Haven; vi legede da mest med Blade.
Derude var der en Ventil, der førte ned til Kælderen. En Gang tog jeg Mod til mig og kiggede ned i den mørke Kælder, men jeg blev grebet af den frygteligste Rædsel og vovede det ikke mere.
Jeg tror nok, det var Bodil, der lærte mig Bogstaverne.
Det var efter den gode, gammeldags Slags ABC med Hane foran.
Var jeg flittig og opmærksom, »gjorde« Hanen, som Regel i den bagerste Del af
»Abseten«; Hanen kunde da gøre Mandler, Rosiner og Svedsker - ja, den gjorde saamænd ogsaa en Gang en Skilling -, alt dette fik jeg, naar jeg var flittig.
Man blev aldrig uopmærksom, thi saa gjorde Hanen ganske simpelt slet ikke, og det er en stor Fejl, at Hanen ikke gør i Nutidens ABC.
Moder pryglede os aldrig, men hun var ofte uretfærdig og streng imod mig; hun kunde bedst lide Lisbeth.
Jeg har kun en eneste Gang faaet en Irettesættelse af min Fader. Det var en Gang, han kom hjem fra Holbæk, at han bad mig om at hente en Støvleknægt, jeg sagde da: »Aa, det er vel ikke Livet om at gøre.«
Saa gik Fader efter mig, og idet han tog mig haardt i Armen, sagde han: »Saadan skal Du ikke sige.«
Del var ogsaa nok, og det er den eneste Irettesættelse, jeg nogensinde har faaet.
Lisbeth fik en Gang et Knubs af ham paa Ryggen, fordi hun var kommet for sent hjem fra et Ærinde.
Jeg var som sagt næsten altid ovre paa den anden Gaard. Der legede jeg med Bodil, spillede »Nips« (Pind) og hoppede »Paradis«, det var nyt den Gang.
Undertiden spillede jeg bold eller legede: "Munken går i enge". Om vinteren spillede vi kort, "Sorteper", "hanrej" og "elleve øjne", eller også der blev fortalt eventyr for os.
Tilbage til indholdsfortegnelsen