Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile
Fester og Gilder.
Den Gang var der ikke saa mange offentlige Baller, Theaterforestillinger o. s. v. som nu, man morede sig mest indenfor Hjemmets fire Vægge og brugte enhver ubetydelig Anledning som Paaskud til at holde Gilde.
Om Efteraaret blev der holdt »Tørvemosegilde« for Tørveforpagteren, de seks Medejere af Mosen samt vore egne Folk og Husmændene, alle med Koner.
De fik Andesteg, Æbleskiver og Punsch.
Tiden gik med Kortspil til langt ud paa Natten, Konerne spillede ogsaa med. Dette Gilde holdtes hvert Aar, skiftevis hos de syv Ejere.
De Husmænd, der havde hjulpet os at høste, pløjede Fader altid for om Efteraaret. Naar Pløjningen var tilende, gjorde vi et »Plougilde« for dem og deres Koner.
De kom saa op til os og var i deres stiveste Stads. De fik Oksekødsuppe med Steg og Peberrodssovs.
Om Aftenen spillede vi allesammen Kort, »Sejsten Streger om en Skilling«, den var der »Beter« i, »Rudersole«, »Rigtig Solo«, »Spids« og »Brus om en Skilling«. »Trekort« og »Firkort«.
Udad Aftenen fik vi Punsch og Æbleskiver.
Vi holdt ogsaa »Ornegilde« og »Kastegilde«.
Naar vi havde fremmede, var det Skik og Brug, at Pigerne skulde synge for dem, inden de tog hjem.
Vore tre Piger stillede sig da op og sang:
»Tysken driver om sit Spil« eller »Den Gang jeg drog afsted.«
Naar de var færdige med at synge, fik de altid Ros, selvom Stemmen var aldrig saa skrækkelig, samt en Drikkeskilling, og derefter hjalp de de fremmede Rejsetøjet paa.
Selvom vi ikke havde Juletræ eller fik Gaver det kendtes ikke den Gang blandt Bønder, længtes og glædede jeg mig dog meget til Julen.
Juleaften fik vi Grød, Steg og Syltetøj. Jeg gik da med Julemad til Huskvinderne, hvis det var før Julenadveren; var det efter, gik Pigerne med den.
Naar vi havde spist, sang vi Julesalmer og spillede Kort (det var jo inden Indremissionen begyndte sin Virksomhed her), og det gik godt.
Ud paa Aftenen fik vi varmt øl med Kandis i, og til Sengetid fik vi fintskaaren Smørrebrød og Æbleskiver.
Saadan i den hellige Juletid skulde der jo lidt Tosseri til, og Moder fik derfor i al Hemmelighed en Flok Gaardmandssønner hjem for at klæde dem ud.
De kom op i Moders Stue, og det kan nok være, hun kunde maje dem ud, saa de var fuldstændig ukendelige, bl. a. havde Lars Hansen Fruentimmertøj paa.
De var otte, der drog ud af vor Gaard, spillende Redekam, Harmonika og Fløjte. - De skulde forestille et omvandrende Selskab. - Naada, hvor det gik op ad Byens Gade, der var Fodslag, kan Du tro, og saa marscherede de med fuld Musik ind til Gaardmand
Hans Knudsens.
Han kendte dem skam ikke, og der var endog et Par af hans egne Sønner med.
Da de var kommet indenfor, bestilte de Sylte, som de lovede at betale for, og paa den Konto blev de opvartet efter alle Kunstens Regler - fik Punsch og Æbleskiver.
Det gik med Fryd og Gammen lige til den lyse Dag; men da de saa skulde til at betale Regningen paa alt det, de havde spist og drukket, havde de jo ingen Penge.
Ih, hvor blev Hans Knudsen vred, han vilde jage dem ud og melde dem til Politiet.
Bagefter fik han jo saa at vide, hvem det var, og at der endog havde været et Par af hans egne Sønner med. Ja, Moder var skam god at komme til i den Slags Ærinder.
Nytaarsaften fik vi fersk Suppe og Oksekød og varmt øl med Kandis i.
Moder kunde svært godt lide Nytaarsaften, for saa var der jo Anledning til lidt Halløj.
Naar Byens Karle kom og »slog Potten paa Døren«, var hun svært paa Tæerne, og hun morede sig hjærte'ligt, naar hun fik sendt alle sine egne Folk ud med en i Spidsen, der blæste paa Redekam og accompagneredes af »Rumlepotten«.
Gud ved, om Lisbeth var til at narre saadan en Aften?
Hun fik fat i Marie Per Lorens og klædte hende ud som Karl - selvfølgelig først efter, at hun havde faaet listet Fader i Seng -og saa lod hun hende trække en af vore egne Køer ind paa Lisbeths og Niels Frederiks Gaard.
Der var stort Gilde derinde, og hun trak helt ind i Forstuen med Koen og bankede paa Døren.
Da der blev lukket op, sagde hun, at hun skulde hilse fra Salomons Konebroder, om ikke Koen maatte faa Lov til at staa der om Natten. De kendte imidlertid Stemmen, saa der blev jo ikke det Halløj ud af det, som Moder havde ventet.
Hellig tre Kongers Aften fik vi Grød og Klipfisk samt øl med Kandis i.
Paa Bordet stod et tregrenet Lys, repræsenterende de hellig tre Konger: Kaspar Balthazar og Melchior.
Naar vi paa de store Højtidsaftener var færdig med at spise, rejste vores Husmand sig op, slog begge Hænder ud til Siden, først mod Fader, saa mod Moder og sagde:
»Nu mange Tak for Mad, vores Fatter og vores Mutter« og derefter henvendt til de andres »Singgodt!« (Signe Gott, Gud velsign). Senere, da han
blev mere moderne, sagde han: »Velbekomme«.
Han; satte sig saa ned, slikkede Skeen ren og tørrede den derefter af paa Bukserne eller under Trøjeærmet - saa var den god til næste Maaltid.
En af Karlene havde en Hornske, men deri lugtede og smagte saa væmmelig, naar den varme Mad kom paa, saa han blev helt led ved den og kunde ikke lide at spise med den.
Det vidste de gamle imidlertid Raad for.
Den blev lagt i Sildelage en Tid og
efter at være »søbet til«, var den skam ogsaa god, meget bedre end Tinskeerne.
Naar saadanne tro Tjenere som Husmanden, der var hos os i 24 Aar, eller nogle af de andre Folk
rejste, var der en dyb og oprigtig Sorg hos begge Parter, og ved Afskeden græd vi bitterligt allesammen.
Fastelavnsløjer.
En Gang, medens jeg var lille, skulde vi efterligne de store med Fastelaunsløjerne.
Vi klædte os da ud.
Lisbeth var Skorstensfejerens Kone, hun havde et langt, hvidt Sjal, hun rendte og slæbte med.
Christian, der blev opdraget derhjemme, var Skorstensfejeren, jeg selv var i Drengetøj, og Jens Jakob var Stoddertøs; til denne Trup sluttede sig Steffens Døtre og et Par andre.
Vi gik saa og stavrede om i Byen.
Et Sted, hvor vi kom hen, var der Kortspil, de vilde saa gerne haft os indenfor, men vi vilde ikke.
Hos den nederste Per Nilen, blev vi bedt ind, og der dansede vi, saa der blev Gang i Støvlerne, kan Du tro, vi fik en Skilling og var svært tilfreds.
Men det var først, naar de store skulde til at lave Fastelavnsløjer, at der var noget rigtig ved det.
Moder var jo Centrum i al den Halløj og Hurlumhej, der var i den Anledning, og hun glædede sig længe
i Forvejen til Fastelavnen.
Intet var for godt og intet for dyrt, og hun lagde sig ordentlig i Selen, saalænge Fastelavnen varede.
En Uges Tid før kom der i Regelen fire strunke og stive Gaardmandssønner ind til Fader; de var Udsendinge for Ungdommen i Sandby og vilde nu gerne bede om, om de maatte laane Stuehuset paa Morfaders Gaard til at danse i i Fastelavnen.
Det fik de altid Lov til.
De blev saa hos Fader Resten af Aftenen og spillede Kort og drak Kaffe
( Kaffe var den Gang en saa sjælden Vare, at den som oftest blev drukket i største Hemmelighed, man ansaa den nemlig for at være ren og skær Luksus. Ved de større Gilder var der en Mand, der gik rundt og slog dem med en Stok, som blev fundet værdig til at drikke Kaffe i et Separatværelse. Moder maa have fundet denne opsigtsvækkende
Maade at avertere Kaffe paa stødende for de tilsidesatte, thi hun lod de fornemste eller dem, hun særlig vilde udmærke, i al Hemmelighed trække i Skøderne eller Kjolen, og det vidste de indviede, var Tegnet til den hemmelige Kaffedrikning, der foregik for lukkede Døre i Modera Stue.)
sammen med ham. Det var Indledningen til Fastelavnen.
Nogle Dage før Gildet skulde være, troppede en hel Del Karle op hjemme hos Moder, hver med sin Sæk Malt (ca. l/2 Skp.) under Armen eller paa Nakken.
Det skulde være til Gildesøllet, som Moder beredvilligt bryggede for dem hvert Aar. Der skulde brygges saa meget, at der var nok hele Fastelavnen.
Denne Aften var ogsaa noget af en Gildesaften for Karlene, for de blev naturligvis bedt ind og spille Kort med Fader, og saa trakterede Moder dem jo omed Kaffe.
Førend saadanne store Fester, eller naar der var anden Højtidelighed i Anmarsch, gik alle Byens Karle, hver med sit Krøllejern, ned til Byens Smed, hvor de fik Jernet varmet, saa de kunde krølle de Bukler, de havde ved Ørerne og i Nakken.
Fastelavnsmandag kom der et halvt hundrede Karle og Piger ind paa Morfaders Gaard for at danse. De dansede i to store Stuer, der hver blev oplyst af 3 Lys, som var fastgjorte paa Væggen; langs med denne var der Langbænke og Kister, og paa dem sad de.
Og saa begyndte Dansen til Tonerne af en Violin. De dansede Turedanse som »To Ture, »Firture, »Pigernes Fornøjelsec, »Fangedans«, »Drejlsdansen«, »Fuglen«, »Fandango« og »Skammelstykket«.
Skammelstykket husker jeg kun dunkelt, men Toppunktet i det var, at der blev sat en stor Skammel ind, og paa den knælede de unge Karle og Piger med Ansigterne vendt mod hinanden. Han kyssede hende saa først paa den venstre Side af Munden, derefter paa den højre og tilsidst lige midt paa Munden, og det
var i Regelen et ordentligt Smækkys.
Saa sprang de op og har vel saa nok danset lidt ovenpaa det.
De dansede ogsaa Vals. »Hamborger« og »forkert Hamborger« samt Sekstur.
Naar de dansede f. Eks Hamborger, der lignede Polka, dansede det ene Par lige efter det andet og med samme Afstand mellem Parrene hele Stuen rundt.
Der var aldrig nogen, der
dansede ud midt paa Gulvet eller dansede hurtigt, saaledes som nu.
Det ansaas for noget rent forskrækkeligt, simpelt og klodset at danse udenfor Ringen saa kunde de jo ikke danse, det var en hel Skandale, hvis det skete. De var meget stive og stramme - især Karlene - og dansede med stor Alvor, Anstand og Værdighed.
Den samme Dans blev aldrig danset to Gange i træk.
Ud paa Aftenen blev der sat hele Bjerge af Smørebrød ind, som Moder havde smurt til dem Dagen før, og som hun gratis trakterede dem med alle Aftnerne.
De drak ogsaa Kaffe og Snaps.
Naar det var fortærer dansede de til henimod Morgenstunden, saa gik de
hjem og blundede lidt.
Fastelavns Tirsdag var en stor Dag, saa kom alle Karlene ridende hver paa sin Hest, naada hvor de kunde sidde strunke.
Paa Frakkerne havde de lange kulørte Silkebaand, der flagrede efter dem, naar de red.
Tøjlen holdt de i den venstre Haand, i den højre havde de en stor Knippel, som de svingede drabeligt over Hovedet.
Anføreren var i Regelen vores egen Karl men med brede, kulørte Silkebaand.
Paa Hovedet havde han en høj Papirshat, hvorpaa var anbragt en »Snurfisjum« (Snurfisjum, en ubestemmelig og umotiveret Sammenblanding af Filifutter og Himstregimser.) og lange Silkebaand, der flagrede efter ham.
Ved Uhrkæden havde han meget »Dingel-Dangel« og i Haanden den tykkeste Stok.
Hesten, han red paa, var den pæne
den flotteste af dem alle, men ham havde Moder ogsaa selv udstafferet.
Udenpaa Frakken havde han en fin, hvid Skjorte, hvorpaa var anbragt spraglede Silkedolimjøser ( Rosetter.) og Filifutter (Filifutter er Landboernes lidt haanende Udtryk for Bydamens Agraffer, Sløjfer, Kvaster og Blonder. »Filigøj« er ogsaa et gammelt Udtryk af lignende Betydning, dog nærmest anerkendende Velvilje, om noget
man er glad ved at se: »Sikken en Filigøj«.)
Lige med ét kom de med Anføreren i Spidsen ridende i fuld Galop ind af Porten nede fra Gaden.
Det kan nok være, det ordentlig buldrede og gungrede i Brostenene, da de alle kom sprængende ind i
Gaarden.
Fader, Moder, Lisbeth, Jens Jakob og jeg samt alle Pigerne for ud og udbrød i beundrende Lovtaler over al Pragten.
Mine Forældre bød dem ind, men det vilde de ikke, det var nemlig Skik, at de kun skulde hilse paa dem.
Vores Piger, der i Dagens Anledning
var i deres stiveste Stads, blev saa sendt ind efter Traktementet, der bestod af Æbleskiver, Snaps og Godtøl, og det nød Karlene saa siddende paa Hestene.
Naar de havde spist, takkede de og for saa afsled til næste Gaard. Du kan tro, det var noget Moder kunde
lide, jo flere Tossestreger jo bedre.
Naar Karlene var færdig med at ride rundt i Gaardene, skulde de til at »slaa Katten af Tønden«. En Gang var det ved Jydegabet, en anden Gang ved vores Gaard.
Tværs over Gaden var der højt oppe i Luften trukket et Reb, fra hvis Midte der hængte et andet Reb ned, i dette hængte en stor Tønde, der dog var saa højt oppe, at Karlene kunde ride under den. Og saa kom da alle Karlene med Anføreren i Spidsen sprængende paa Hestene, det kan nok være, det var en ordentlig lang Række.
De red ind under Tønden, og naar de var lige ud for den, slog hver af dem med Knippelen et mægtigt Slag paa den, saa det rungede.
Naar alle havde slaaet til Tønden, begyndte de forfra igen,
og det blev de ved med, indtil den var knust. Den, der fik Tønden til at falde i Staver, blev »Kattekonge, og alle de Koner og Piger, der var samlede, raabte Hurra og Leve for ham, og det var en stor Udmærkelse.
Derefter red hver hjem til sit og staldede Hestene
ind, og saa gik de over i Morbroders Gaard for at danse.
Byens Piger skulde ogsaa yde noget.
Lidt før Aften, Fastelavns Tirsdag, kom hver af dem med en ½ Snes Æg til Moder.
Det skulde være til »Æggesøbe.
Pigerne piskede selv Æggene under Moders Overopsyn. Naar Æggesøben var færdig, blev de fornemmeste Piger udtaget til at smage paa den, om den nu var god nok, og saa kom den hen i Morfaders Gaard, hvor den blev budt om i store Spølkopper sammen med Fastelavnsbollerne.
Dansen gik hele Natten, og udad Natten trakterede Moder dem atter med Smørebrød og Kaffe - Snaps sørgede de selv for.
Om Onsdagen!
Naada, sikken et Halløj, saa kom alle Svinninge Bys Karle ridende ned til Sandby, dem var jeg bange for, for de havde Masker paa og rendte efter mig, men jeg gemte mig i et mørkt Rum.
De skulde prøve Kræfter med Sandby Karle.
Ude i Stakhaven samledes de alle sammen. De stærkeste fra hver By skulde »kaste Kølle« - noget de havde øvet sig paa længe iforvejen.
De fik nu en mægtig Kølle,
som de svingede drabeligt ud til Siden og derefter kastede mod et bestemt Maal.
Den Bys Karle, der oftest naaede Maalet, var det stærkeste og sejrende Parti.
»Det maa Du have en Dram fore, blev der sagt, hver Gang nogen havde kastet Køllen helt ind, og saa gik »Lærkene og Glasset rundt.
Kampen blev fortsat inden Døre paa den anden Gaard.
Et stort Bord blev stillet op midt i Stuen.
To Karle, en fra hver By, stod ved hver sin Ende af Bordet, en stor Hestesko blev lagt ind paa Midten, og saa tog de fat i den fra hver sin Side og trak til sig af alle Livsens Kræfter, det gjaldt jo om at trække Modstanderen langt ind over Bordet.
De tog med en frygtelig Kraft, saa deres Knoer blev helt hvide, og
de svedte rent forskrækkeligt, men det var jo ogsaa deres Bys Ære, de kæmpede for.
Det endte jo saa med, at en af Parterne blev trukket ind over Bordet, og saa kan Du rigtignok tro, at der lød et Frydeskrig fra den sejrende Bys Karle.
Sejren blev slaaet fast med en Dram, og saa begyndte de forfra med friske Tropper.
Naar de var kede af det, styrkede de sig ved Moders Smørebrød og med nogle gode Drammer, og saa begyndte Dansen igen. Karlene fra Svinninge blev der et Par Timers Tid, og saa for de afsted i fuld Galop ad Svinninge til for at danse Resten af Natten med deres egne Piger, Om Torsdagen red Sandby Karle op til Svinninge paa Genbesøg for at prøve Kræfter med Karlene dér.
Det gik ligesom i Sandby med »Køllekasten« og »trækken Sko« og dansen med Svinninge Piger, men om Aftenen for de hjem i Mørkningen for at danse med vore egne Piger, og saa gav Moder dem Mad igen.
Ogsaa denne Nat dansede de lige til Morgenstunden. Endelig hvilede de sig Fredag og Lørdag.
Om Søndagen kom nogle af Karlene ind til Fader for, som de sagde: »at gøre Redelighed«, d. v. s. betale for Maden, Lysene o. s. v., men Moder vilde aldrig have noget for Maden eller Kaffen, derimod maatte de »for en Ordens Skyld« betale for Lysene.
Derefter gik de ind paa Morfaders Gaard, hvor alle Karlene og Pigerne snart blev samlede, og saa dansede de Fastelavnen ud med Liv og Lystighed lige til den klare Dag.
Det store Soldatergilde.
Jeg var vel en 6-7 Aar, da Soldaterne kom hjem fra Krigen 1848-49-50, og husker tydeligt det store Soldatergilde.
Jeg ved ikke, om det var efter højere Ordrer eller frivilligt, men min Fader skulde da holde Gildet for de hjemvendte Krigere.
Det var Meningen, at vi ogsaa skulde haft alle Kundbyerne med, men af en eller anden Grund holdt de deres eget Soldatergilde.
Det blev et mægtigt Gilde, og der blev kogt, stegt, braset og bagt flere Dage i Forvejen, og vore Piger og andre unge Piger fra Byen skar grønt, som de strøede paa den Vej, Soldaterne skulde komme ad.
Nede paa Gaden var der rejst en Æresport, een til var der rejst i Stakhaven, og hele vores store »Øverstestue« var pyntet med grønt og Flag.
Over Hæderspladserne, hvor Soldaterne skulde sidde, var der sat et »prentet« Digt op, det begyndte saaledes: »Velkommen hjem I tapre Krigere.«
Dette Digt var ogsaa omgivet med grønt og Flag.
Folk beundrede det meget, og jeg gemte det i lange Tider, men husker ikke, hvor det blev af.
Det var »digtet og prentet« af Musiker og Gaardejer Jens
Rasmussen i Veddinge, - han blev senere Rigsdagsmand og var vist selv en af de tapre Krigere.
Skolelæreren havde sendt nogle Rosetter med blegrøde og hvide Baand, som blev sat paa Soldaternes Bryst.
Saadan gjorde de hele Landet over.
Ih, du Fredsens! det var et mægtigt Gilde, alt, hvad der kunde krybe og gaa, var med.
Husmænd, Gaardmænd, Konerne, Karle, Piger og Børn, og saa selvfølgelig først og sidst Soldaterne.
Og saa spiste, drak og dansede de i to Dage og Nætter, stadig vekslede det med Mad, Kaffe, Punsch,
Taler, Dans, og saa begyndte de forfra paa Maden igen, som sagt i to Dage.
Det har været en dyr Historie for Fader.
De sang bl.a.: »Højt paa en Gren en Krage sad«
o. s. v., saa skød de den stakkels Krage nør« (sigtende til Prinsen af Nøhr). Og som Folk dog morede sig og var glade.
Jeg selv sad paa en Kiste udfor et af Vinduerne i Øverstestuen og saa paa Dansen; udad Aftenen blev jeg halvsøvnig og sad og nikkede, saa kom Moder og vilde have, at jeg skulde gaa i Seng, men jeg drog jo saa nødigt til det. Da var der én, der sagde: »Snur en Omgang rundt med hende først, saa bliver hun nok søvnig.«
Tilbage til indholdsfortegnelsenBryllup
