Tilbage til indholdsfortegnelsen


Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.

Andershvile
Andershvile

Det daglige Liv.

Fader kælede aldrig for os, Moder heller ikke.
Men naar andre Børn længtes efter og holdt mest af Moderen, holdt jeg mest af Fader.
En skønne Dag kom mine Farbrødre kørende nede fra Kværkeby. Farbroder Jakob var død, og vi skulde saa have Sønnen, Jens Jakob, i Pleje.
Den Dag, de var hos os med ham,"brøde vi Hør ved Havegærdet ved Morfaders Gaard."
Da Familien skulde til at køre hjem, var de bange for, at han vilde græde alt for meget, fordi han skulde blive; men saa sagde de til os: »Nu kan I gaa derhen og se paa, at de bryder Hør.« Det gjorde vi saa, og medens vi var derovre, kørte de hjem til Kværkeby.
Jens Jakob, min Fætter og Plejebroder, var en rar Dreng og altid fuld af Gavtyvstreger.
Det var noget, jeg kunde lide.
Han drillede Pigerne, men de kunde alligevel godt lide ham og blev aldrig vrede paa ham.
En Dag sagde jeg til ham, at det egentlig var saa kedeligt, at jeg var fregnet. Han svarede da, at det vidste han Raad for, og dermed forsvandt han.
Noget efter kom han tilbage med en Krukke, hvori der var sur Valle, Mynteblade, Balsamblade o. s. v. Saa tog han en ulden Klud, som han dyppede i Blandingen, og begyndte at gnide mig paa Panden.
Det gjorde skam meget ondt, og da jeg blev utaalmodig, sagde han: »Sid nu stille, det hjælper, jeg kan se dete, og saa gned han videre, til der gik Hul paa Panden.
Vi forudsaa, at man vilde spørge om, hvor Jeg havde faaet det Hul fra, og han raadede mig da til at sige, at en Dør var smækket i paa Panden.
Og meget rigtigt. Jeg havde næppe vist mig, førend de spurgte om, hvorfra jeg dog havde faaet det Hul.
Jeg sagde da, at det var en Dør, der var røget i. »Det er da rigtignok et godt Slag«, svarede de. Men Fregnerne, ja, de blev der skam!

En Dag fortalte jeg ham, at jeg havde drømt, han vilde kysse mig: »Naa, har du drømt om det, er det ogsaa bedst, at jeg gør det.« »Aa, Din Govs,« sagde jeg og løb, og han efter mig.
Naar jeg ikke var artig, blev jeg truet med, at »Per Gerda« (»Bøhmanden«.) vilde tage mig med i Posen.
»Fader vor« lærte jeg vist af Moder, maaske ogsaa af Bøgerne. Om Himlen mente jeg, at den var »oppe«, man fløj derop. Jeg mente, Englene havde Vinger, saa de kunde flyve herned. Og Gud, mente jeg, var et Væsen højt over Menneskeheden, men dog i menneskelig forklaret Skikkelse.
Jeg tænkte, at man brændte i Helvede, men jeg gruede lige saa lidt for det den Gang som nu, saa kan Præsterne sige, hvad de vil.
Vore Tjenestefolk var som Medlemmer af Familien.
De var gode og var hos os i mange Aar, Husmanden i 24, Pigerne i 12-14 Aar, og det tyder jo paa, at de har befundet sig godt - til Trods for Moders Strenghed.
De levede ogsaa godt efter den Tids Skik.
Om Morgenen, til Davre, fik de Spegesild og bart Brød, derefter Mælkegrød, men ingen Kaffe.
Om Middagen to Retter som nu. Moder sad altid for Bordenden.
Da vi havde begge Gaardene, havde vi 6 Karle og Husmænd, der mejede Rugen, 6 Piger - og deriblandt jeg -, der tog den fra, og andre 6, der bandt den; vi var altsaa 18 i Marken.

Henimod Aften begyndte vi at slæbe Negene sammen, og Mændene satte dem saa op i »Travesset«. Vi blev ved, til vi var færdige, og som Regel var Maanen oppe, og der var tændt Lys, naar vi kom hjem.
Naar vi kom ind i den halvmørke Gaard, skinnede Lyset nok saa hyggeligt og indbydende ud fra den gamle Stue med Larigbænken og Kobberfadene, og der satte vi os saa alle sammen og spiste.
Fader, Moder, Lisbeth og jeg ved et lille Bord for os selv.
Vi fik skiftevis Grød eller Kartoner og Stegeflæsk med Meldyppelse.
Saa snart de havde spist, for de hjem for at sove - de skulde jo paa den igen næste Morgen Kl. 4.Den Gang var Folk ikke saa degenererede, at de kun kunde arbejde i 8 Timer.
Naar Foraarssæden skulde bindes, negede Lisbeth og jeg op, medens de andre bandt.
Vi havde da Solhat og hvide Forklæder paa; dersom vi havde korte Ærmer i Livet, tog vi hvide »Bindærmer« paa, det havde alle, der bandt Negene, paa.
Lisbeth og jeg arbejdede kun med i Høsten og kun, naar alle Sejl skulde sættes til.
Undertiden var jeg med at malke; det var saa dejligt, for Køerne stod nede paa Strandengene, og dér lugtede saa godt.
Vi bar Spanden'e ned til Engene i et »Aag«. Det var ingen Sag at malke til Morgen og til Aften; men om Middagen, naar det var varmt, var det rent galt, for saa »bissede« Køerne, en, to, tre, Halen i Vejret og saa i vild Galop ud i Vandet, vi efter dem med Spandene, men de løb saa bare længere ud, og der kunde vi saa staa i Vand til Knæerne og se paa Køerne, der nok saa drilagtigt stod bare et lille bitte Stykke længere ude.
Saa opgav vi dem.
Mælken bæres hjem

Sommetider malkede jeg ogsaa Faarene, og Mælken bar jeg da i en stor »Strippe« paa Hovedet - jeg havde en fast Krans, der var syet af kulørte Klude og stoppet med Blaar, paa Hovedet, og paa den stod Strippen.

Jeg maatte gaa lige saa stiv som en Pind for ikke at spilde Mælken.

Pigerne, der ogsaa bar Mælken paa den Maade, fik derved Hænderne fri, saa de kunde strikke, medens de gik; men jeg strikkede aldrig, naar jeg gik med Mælken; jeg havde nok at gøre med at holde Strippen i Balance.

Fader og seks andre Gaardmænd i Sandby havde i Fællesskab en Tørvemose i Nøkkentved.
Der var jo en lang Vej til Mosen, og naar der saa skulde skæres Tørv, var der en farlig Opstandelse derhjemme.
Mine Forældre og Folkene stod op allerede Kl. 2 om Natten, thi Kl. 4 skulde de være paa Mosen, og Hestene skulde jo gerne have et Foder først.
Medens Folkene drak Kaffe, fyldte Moder store Kurve med Brød, Smør, Æg, Ost, øl og Snaps, og i en særskilt Kurv var der store Kager.
Naar Hestene var spændt for, kørte Fader for alle tre Karle, de to Husmænd og Pigerne til Mosen. Naar Fader havde sat dem af der, kørte han hjem igen.
Mændene begyndte saa at skære Tørv, medens Pigerne »strøg« den. Til Frokost og Middag holdt de saa Gilde paa den gode Mad, Moder havde sendt med.
Kaffe fik de fra et Hus i Nærheden.
Om Aftenen kørte Fader hen og hentede dem.
Og naar de saa kom hjem, ved Syvtiden, dækkede Moder op for dem med varm Mad, Risengrød og Steg.
Aldrig saa snart havde de spist, førend de gik i Seng, for de skulde jo op igen Kl. 2. Dette varede i tre Dage. Naar Tørven var tør, blev Pigerne kørt ned til Mosen for at "skrue" den.
De Dage, Pigerne var i Mosen, malkede jeg og rørte i Grød.

En Dag, jeg kom hjem fra Skole, var Moder og Pigerne ved at støbe Lys.
Inde i Dagligstuen stod der en stor Beholder, hvori var smeltet Tælle.

Lysene bliver støbt
Moder og Pigerne havde hver sin Jernpind i Haanden, og ned fra denne hængte der noget snoet Tvisttraad, det var »Tannen« (Vægen) til Lysene; de dyppede nu ustandselig disse Tvisttraade ned i Tællen, hver Gang hængte der jo noget paa, og det blev de ved med, indtil Lysene havde faaet en passende Tykkelse.


Der var i Reglen en 5-6 Lys paa hver Pind.

Naar Lysene var færdige, blev Jernpinden lagt tværs over en lang Stige, der var anbragt paa to Bukke eller Stole; der hængte de saa og stivnede.
Jeg tror nok, at de støbte til hele Vinterens Forbrug paa een Gang.
Af Affaldet blev der lavet »Praase«, der kun bestod af selve Vægen med en lille Smule Tælle uden om; de var godt et Kvarter lange.
Naar Pigerne skulde i Køkkenet eller Kælderen, sagde Moder: »Du kan jo tænde Praasen«, og saa gik de med den i Haanden; den var praktisk, thi medens de tappede øl eller lagde til Ilden, trykkede de blot forinden med en Finger Praasen fast til Væggen, saa blev den siddende af sig selv; den kunde paa denne Maade anbringes alle Vegne.
Moder syntes, det var et stort Fremskridt, da hun skulde til at støbe Lys i Forme; først havde hun en lille Form til 4, senere en til 8 Lys.
I min tidligste Barndom bestod »det lyselige« i »Lyskællingen; derefter havde vi en Jernbeholder, hvori der vistnok var Tran, ude i den svømmede Praasen, der brændte med en svag Flamme.
Olielampen var et stort Fremskridt; men da vi fik Stearinlys og Petroleumslamper, syntes Moder, at det gik over Gænge, højere kunde man ikke naa.
Moder skulde bare set mit elektriske Lys, en, to, tre, Kniks, højre om, og saa er det der - ja, det havde hun aldrig troet.

Moder var rigtig i sit Es, naar vi skulde brygge, og vi havde det pæneste Bryggers (Bryggers kaldtes den Gang for »Steset«) langt omkring.
Paa Bordet var to Hylder, paa den øverste laa seks Kobberkedler og en Messingkedel, paa den nederste Mælkespande og Mælkestripper og Ostekarret, alle af Træ, blændende hvidskuret og med blanke Baand. To af Spandene var finere end de andre, dem var der Messingbaand om; der var tillige to store indmurede Kobberkedler.
Naar vi skulde brygge, malede vi Maltet paa vores egen Kværn.
Humlen blev sat paa at koge for sig selv.
Naar »Urten« havde kogt, hældtes det i Bryggerkarret. I Bunden af Karret var der et Hul, og som en Art Tap gik der en lang Stang helt op til Kanten af Karret.
Paa Bunden af Karret blev der lagt en Visk skoldet Langhalm, der skulde fungere som en Art Filtrerapparat.
Naar det havde trukket lidt, blev det tappet af og kom i et mindre Kar.
Moder kom 3 Skp. Malt og afkølet, kogt Vand i Bryggerkarret, hvor det stod og trak lidt. Derefter drejede Moder paa »Svikkenc (Tappen) og tappede noget af det, og det var det gode øl »Godtøl«.
Godtøllet kom paa Flasker og brugtes ved Højtiderne, og naar der kom fremmede.
Derefter kom der mere Vand i Bryggerkarret til almindeligt ø1, det stod og trak, og saa drejede Moder igen paa Svikken, saa det løb ned i Baljen, der var sat underneden. Saadan blev man ved, indtil man havde faaet den Mængde øl, man skulde bruge.



- Vi bryggede altid 2 Halvtønder, 2 Fjerdingkar og et lille Anker Godtøl -, saa kom Moder Humlevandet og Gæren paa.
Dersom Vejret var køligt, kom der først et linnet Stykke, derefter flere uldne, over Karret for at holde paa Varmen. Moder løb af og til og tittede til Øllet indtil Sengetid, var der da gaaet god Gæring i det, tog hun Stykkerne af.
Den næste Dag skummedes Gæren af, og saa skulde Øllet i Tønderne.

Moder satte Tragten i Tønden og tog med en Strippe Øllet fra Bryggerkarret og hældte det i Tragten. Det kaldtes at »tville Øllet«.
Moder kommanderede saa Pigerne til at sætte »Spundslet« paa (en stor Træprop, der blev sat i Ankeret der, hvor Øllet blev hældt ned).
Bagefter blev Spundslet overdækket med »Klinelse« (Blanding af Kalk, Ler og Grus), saa det blev lufttæt, og Øllet derved kunde holde sig bedre.


»Gammel Øl«, som var det fineste og bedste, skulde ligge i Ankeret et helt Aar, men saa var det ogsaa saa godt og stærkt, at Karlene, naar vi brugte det i Høsten, blev helt fulde af det.
Naar Øllet ikke vilde »gøre sig (gære), troede Moder, at der var »noget ved det«, hun kom da en oplukket Saks i Karret.
Saksen, der jo var af Staal og ovenikøbet oplukket, saa den dannede et Kors, havde Troldtøj, Hekseri eller anden Forgørelse ingen Magt over.
Naar noget ikke vilde lykkes, troede Moder altid, at der var »noget ved det«, og hun gjorde da i Hemmelighed nogle »Sippelfikunster« ved det.

Vi bagte kun hver Maanedsdag, ja kanske ikke engang saa tidt, saa det var jo en stor Begivenhed.
Aftenen førend vi skulde bage, kom Moder det grove Rugmel, der lignede Skraasæd, op i et mægtigt, stort Dejgtrug, der var ca. 6 Alen langt og 2 Alen bredt, derefter kom der Vand og Surdejg i,, og det hele æltedes godt sammen af vore tre Piger.
Henad Morgenstunden, naar Dejgen havde hævet sig, stillede Fader, Moder og Pigerne ved Bagerovnen, der stod i Morfaders Gaard. Medens Fader fyrede op under Ovnen, tog Pigerne Dejgen op og bar den hen paa det store Bord, hvor de dannede Brødene aldeles lige store og ensartede.
Naar Ovnen havde en passende Varmegrad, tog Fader en lang Stang, (jeg syn- tes de sagde, det var en Brandhage), ude paa Enden af den var der fastgjort et Jernbrædt, hvorpaa Brødet blev lagt, og saa skubbede han dem langt ind i Ovnen.
Fader havde saadan en Øvelse i at anbringe Brødene derinde, saa at der kunde være rigtig mange.
Naar Brødene efter Middag var bagt, tog Fader dem ud ved Hjælp af den lange Stang, Pigerne tog dem saa og lagde dem hen paa Bordet.

Af Dejgresterne blev der bagt en »Skaalkage, der var rund og dobbelt saa stor som et Landbrød, det smagte meget bedre end Brødene.
Naar vi var færdig med at bage, blev der lagt Rug ind i Ovnen til Tørring, den skulde bruges til næste Bagning. Det gjaldt jo om at udnytte Varmen.
Vi bagte et stort Forraad ad Gangen.
De Brød, der blev spist sidst, var en Maanedstid gamle, og de kunde da blive det, man kalder for »muldne«.
Jeg kan huske, at engang en af Karlene sad og spiste stod der ligesom en hel Røgtaage ud af Munden paa ham, det var det muldne, der kom ud, saadan kunde det taage.
Det hed sig, at man blev stærk af at spise disse gamle Brød, og det var sikkert meget sundere end Nutidens nye, klæge Brød, varme Hveder, Krydder o. s. v., i hvert Fald kendte vi ikke noget til Mavekartarh.
Kun til Julen blev der bagt Sigtebrød, og da fik alle vore Karle, Piger og Husmænd hver et, som de kunde forære til deres Forældre eller Paarørende.

Naar det begyndte at mørkne, sagde Moder, at nu var det bedst, vi fik lidt "lyseligt", og hun sagde da til Pigen: »Hent Lyskællingen.«
Kartegilde

Lyskællingen bestod af et trebenet Jernstativ, der foroven var dækket af en firkantet Plade, i hvis Midte der var et Hul.
Fra Midten af Pladen gik der en Støtte ned til Gulvet, og paa denne var der fastgjort et Tællelys eller en Tranlampe, der ved en Skyder kunde skydes op gennem Hullet, der var i Pladen.

Lyskællingen var paa Højde med et Bord, og da Belysningen var meget svag, var det jo meget praktisk, at vi kunde sidde Lyset saa nær med vore Arbejder.
Naar Lyskællingen var tændt, tog Moder, de tre Piger, Karlen og jeg Plads rundt om den, Moder og Pigerne med Skamler under Fødderne, og saa kartede eller spandt de, medens de drøftede Dagens Begivenheder, fortalte Historier eller sang.
Jeg sad i min lille Stol ved Siden af Moder og enten læste Lektier eller strikkede en bestemt Mængde Garn, som Moder havde hyllet op, naar jeg var færdig, maatte jeg gaa i Seng.
I Reglen var det Moder, der spandt »Tøjerne«, som Karlen og Pigerne kartede.
Karlen fik i Regelen en Skjorte for at karte.
Moder skulde være færdig med at spinde alle Tøjerne til Jul, det var en sat Regel; kneb det, tog hun sin Tilflugt til »Kartegildet«, men derom senere.
Naar Moder havde spundet Tenen fuld, blev Garnet haspet over paa Garnvinden og derefter sendt til Farveren i Holbæk, hvor det blev farvet i alle mulige Farver, til Dynevaar, til Hvergarn eller til Vadmelstøj, der enten skulde være blaat eller sort.

Efter Julen tog de fat paa Hørren og Blaaret.
Det blev ogsaa spundet o. s. v., og af det første lavedes Hørlærred; men det var en lang Proces: Garnet blev først kogt i Askelud, derefter hængt ud at blege i Solen, atter kogt, bleget, derefter rullet og vundet i store Nøgler, der blev knyttet sammen i store Bundter og hængt op paa Væggen.
Det var Husmødrenes Stolthed, naar der var mange Bundter Garn.
En Dag jeg var paa Besøg hos en Nabokone, sagde hun lige med det samme, jeg var traadt ind ad Døren:
»Har Du set mit Spind, Johanne?«
Jeg maatte jo saa udbryde i Lovtaler over alle Nøglerne, der hængte paa Væggen.
Et Par Gange om Aaret kørte Moder til Holbæk, hvor hun gjorde store Indkøb hos Tidemann og Ollendorff.
Moder købte mange Alen Kjoletøj, Lærred, Silkebaand m. m. - for flere hundrede Kroner.
Det første Moder saa efter, naar hun kom hjem, var, om der var givet nogen »Tilgift«, det holdt hun strengt paa.
Tilgiften bestod af nogle Dukker Sysilke, et Brev Sy- og Knappenaale eller Bændler.
Jeg har tidt under Udpakningen af Varerne hørt Moder utilfreds sige: »Han har skam været noget knap i Dag«.
Fader smaalo da og sagde:
»Du maa da ikke tro, at Du faar det gratis, Du maa selv paa een eller anden Maade betale for det, og naar Du køber for et Par hundrede Kroner, kan han jo sagtens smide saadant noget Pilleri i.«
Moder satte en Ære i at blive bedt ind til Købmandens Kone til Kaffe - de vidste nok, hvad de gjorde, de Fyre.

Tilbage til indholdsfortegnelsen
Børnene vokser op