Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Moderen fortæller
Om Bryllupper og Dans.
Den 26. Maj 1860 holdt min Søster Lisbeth Bryllup med Niels Frederik Petersen (fra Bøgebjerggaard ved Svinninge).
Det var et af de sidste af den gode gammeldags Slags tredages Bryllupper.
Dagen før Brylluppet kom alle Byens 16 Gaardmandskoner anstigende med hver sin fine Kurv paa Armen. Over Kurven var der et langt hvidt Stykke, der mindede om et Pyntehaandklæde, hvorpaa der var Fugle og Dyr, der var dannet ved, at Traadene var trukket ud - Fryndserne var flettede.
I Kurven var en Flaske Fløde, en Skaal Smør med Pyntefigurer oveni, et Stykke Faarekød og et Stykke Ost. Det var Konernes Bidrag til Gildet.
Efter at have afleveret Kurven til Moder, blev alle Konerne bænkede om en Kop Kaffe, og da Kaffeslabberrasen var forbi, satte de sig rundt om det lange Bord i Dagligstuen og hjalp Moder med at smøre den enorme Mængde Smørebrød, der skulde bruges til Gildet.
Da de henimod Aften var færdige, og Maden sat ned i store Kar i Kælderen, hvor den bedst kunde holde sig, kom alle Konernes Mænd »for at hente dem, men i Virkeligheden for at faa sig et Slag Kort.
Efter at alle de 32 Gæster havde spist til Aften og drukket Kaffe med »Knægt« (Brændevin) i, gav Mændene sig til at spille Kort med Fader, medens alle Konerne klumpede sig sammen og talte om det forestaaende Bryllup.
Selve Bryllupsdagen var der et farligt Rykind.
Straks om Morgenen kom der 16 Piger, (en fra hver Gaard) hver med sin Bøtte eller Spand nymalket Mælk, det skulde være til Risengrøden, ogsaa de blev bedt om at »tage Sæde« og fik saa Kaffe og Kager.
Derefter begyndte Moder med sine tre Piger og fire Koner at lave Gildesmaden.
Moder var ene staaende, hun kunde ordne dem alle og havde det glimrende organiseret, thi een rørte i Grøden, een passede Stegen, medens andre lavede Sovs, kogte Kartofler o. s. v.
- Lisbeth og jeg gik ind i Morfaders Gaard for at pynte os. (Gaarden tilhørte Lisbeth og mig.
Fader havde drevet den for os, nu skulde Lisbeth og hendes Kæreste have den).
Da vi kunde begynde at vente Gæsterne, gik vi hjem paa Faders Gaard, thi Skikken bød, at Bruden skulde byde hver enkelt »Velkomment.
Saa stod da Lisbeth i Bislagsdøren med seks Hornblæsere paa sin højre Side og for hver Gang, der rumlede en Vogn ind, spillede Musikerne et Stykke og Lisbeth bød »Velkomment.
Hvor var hun dog smuk og nydelig.
Gæsterne var helt forbavset over hende.
Naada, sikken en Bunke Vogne, der kom rumlende ind i Gaarden paa een Gang!
Det var jo Brudgommen, Niels Frederik, der kom i Spidsen for hele sin Slægt og de Gommelslrup Bønder.
Ih, hvor Hornblæserne spillede op, en hel Fanfare, men det var jo heller ikke saa underligt.
Efter at de alle havde faaet Frokost (skaaret Smørebrød med Godtøl og Kaffe), tog vi afsted til Kirken i Kundby.
Lisbeth og Niels Frederik kørte i den forreste Vogn og bag dem fulgte 32 andre.
Mine Forældre var ikke med i Kirken, det hørte $ig ikke til, de skulde blive hjemme og ønske Velkommen, naar Brudefølget kom tilbage.
Lisbeth havde sort Silkekjole og Myrthekrans paa - Sløret var ikke kommet i Brug endnu - Niels Frederiks Søster Kirstine og jeg var Brudepiger og havde begge stortærnede Kjoler med Silkestriber paa.
Da vi kom hjem fra Kirken, kan det nok være/at Musikanterne stemte op.
Fader og Moder stod i Bislaget Og bød os Velkommen.
Saa begyndte Spisningen. Der blev spist i fire Stuer.
Lisbeth og Niels Frederik sad paa Hæderspladsen (midt for Bordet), bag hvilken der var Guirlander og Flag.
Vi to Brudepiger sad ved Siden af Bruden, Brudemændene ved Siden af Brudgommen.
Da Brudens Forældre efter Reglerne ikke maatte være med ved Bordet, gik Moder og kokkererede ude i Køkkenet, jeg saa hende slet ikke, og hun har sikkert ordentlig svunget Scepteret derude.
Fader gik og nussede om.
Vi fik Risengrød og Steg.
Medens vi spiste, blev der spillet af de seks Musikere, der stod nede ved Døren. Nogle af dem havde ombyttet et støjende Blæseinstrumenter med Violiner.
Der var en forfærdelig Masse Mennesker med.
Foruden alle Beboerne i Sandby, var tillige Gaardmændene i Gommelstrup og Svinninge med, saa da vi skulde til at danse, kunde vi ikke nær være i vor egen Gaard, men maatte tage Morfaders tilhjælp, og saa var der Musik og Dans i begge Gaardene, det var for Resten praktisk, for blev man ked af at danse i den ene, gik man bare ind i den anden og fortsatte, og hele Natten vandredes der mellem de to Gaarde.
Først dansede Bruden med Brudeføreren, der ogsaa havde kørt for hende til Kirke.
Den Vals dansede de alene.
Naar den anden Vals begyndte, førte Brudeføreren Bruden hen til Brudgommen, og saa dansede de, og sammen med dem dansede Brudemændene og Brudepigerne (der var en lidt strengere Orden i det til mit eget Bryllup).
Naar denne Dans var forbi, var der fri Spas, saa kunde de danse, som de havde Lyst til.
Der blev en Pavse, hvori der blev drukket Kaffe.
De mest ansete Koner sad for Bordenden.
Den fineste skænkede Kaffen, og den næstfineste kom Fløden i.
(Ved Barselgilder var det altid Jordemoderen, der skænkede Kaffen, hun spillede jo en stor Rolle og optraadte altid med Brask og Bram.)
Længere ud paa Natten spistes der Smørebrød, hvortil vi fik Kaffe og Kager.
Da Kl. var 12, gik Lisbeth ind paa Morfaders Gaard for at iføre sig den gifte Kones Værdighedstegn.
Lidt efter kom hun tilbage klædt i en Kjole af samme Stof som min.
Paa Hovedet havde hun en sort Fløjlshue med Guldnakke, foran var der en bred Guld-/ bræmme. Over Huen -der var den gifte Kvindes Værdighedstegn - havde hun det fineste Korsklæde, og hun havde kostbare, brede Hage- og Nakkesløjfer af Silke.
Da hun i denne Mundering kom tilbage, var hun optaget i de gifte Koners Lag. Herregud, hun var kun et rent Barn, endnu ikke fyldt de 19 Aar.
Dansen gik lige til den lyse Morgen.
Da Gæsterne var taget hjem, begyndte der et mægtigt Arbejde for Moder og Pigerne med at faa vasket op og gjort begge Gaardenes Stuer i Orden, til Gæsterne kom igen.
Om Eftermiddagen kom de allesammen kørende igen, og saa gik det atter med Mad og Kaffe, Æbleskiver og Punsch, Mad og Kaffe igen, og Dansen gik saa hele Natten i begge Gaardene.
Den tredje Dag var der Gilde for selve Familien og nogle af de nærmeste, men saa var vi ogsaa møre.
Musiken blev betalt af Gæsterne ved Gildet.
En Karl gik rundt med en Tællepraas foran to andre, der gik med Tallerkener, og paa dem lagde Gæsterne deres Bidrag. Nogle lagde 4-8 Skilling, andre en Mark, kun sjældent blev der lagt en Rigsort, men det blev dog alligevel til saa meget, at Din Fader, der spillede med, for sin Part tjente 17 Rbd. - en stor Sum i de Tider.
Naar der blev spillet til almindelige Gilder inde paa den anden Gaard, var der undertiden et helt Optog, der drog i Procession, naar »Tallerkenpengene« skulde erlægges.
Først gik Karlen med Tællepraasen og lyste Vej, dernæst to Musikanter, der spillede af alle Livsens Kræfter, efter dem kom der to andre Karle med Tallerknerne og til Slut Hendrik fra Gommelstrup, der spillede Brumbas (Kontrabas).
Han kunde ikke spille, men var ikke destomindre helt ildrød i Hovedet af Anstrengelse, han ligefrem svedte, og saa straalede hans Ansigt af den største Glæde og Fornøjelse.
Naar det var Lars Meinertsen, der Spillede til Gilde i Morfaders Gaard, og man var naaet til det Tidspunkt, hvor Tallerkenen skulde bæres om, spillede han »Tallerkenstykket", det blev aldrig danset, og han spillede det kun, naar Optoget satte sig i Bevægelse, og saa spillede han det saa rivende hurtig, vel sagtens for at hidse dem op til at give godt.
Han lagde hele sin Færdighed og hele sin Sjæl i det Stykke.
Jeg var engang som barn med til et bryllup i Allerup ved Holbæk.
Brudgommen var fra Sandby, og da alle Sandbyerne skulle med, kørte vi ned i hans gård for at hente ham.
Ude i gården stod Sandbys spillemand, Nis Kristian, opstillet.
For hver gang der rullede en vogn ind i gården, filede han af alle Kræfter løs på »Fiaalen, han spillede kun det ene Stykke, og han har altsaa maattet spille det mindst 20 Gange, saamange Vogne var vi nemlig.
Selvom jeg den Gang kun var en lille Pige, husker jeg endnu tydeligt den Klinkevals, han spillede. Det var Skik og Brug, at Brud og Brudgom skulde staa i stiveste Bryllupsstads ude i Gaarden og tage imod de fremmede, naar de kom for at følge dem til Kirke.
Lige fra den første Vogn kom, maatte de staa ved Siden af hinanden og tage imod, ligegyldigt hvordan Vejret end var.
Naar det nu var et stort Bryllup, hvortil Folk kom langvejs fra og altsaa kom tidligt, for at Hestene kunde faa »bedt«, inden de skulde til Kirke, maatte de jo staa der længe baade i Regn, Torden, Sol o. s. v. De maatte ikke gaa i Læ, alle skulde jo bydes velkommen.
Jeg var en Gang som lille Pige med til et saadant Bryllup, hvor Brud og Brudgom var stillet op ude i Gaarden Det var en stegende Hede, og Solen bagte lige ned i Gaarden til de ulykkelige.
Bruden fik saa «n Parasol over sig.
Moder var en Gang Brudepige, og da havde hun »Flettetøjet« paa, og det var noget særlig fint.
Nakken var en cirkelrund Flade af gul Silke med en blegrød Flæse udenom. Paa Nakken var der syet store og smaa Glasperler af en Størrelse og en Farve, som man ikke ser nu om Stunder; de var syet i Mønstre som en Art »Dolimjøse« (Roset). Ned fra denne Pul, hængte der en Mængde Silkebaand i alle Farver, som naaede langt ned paa Ryggen. Over Pulden gik der fra det ene Øre til det andet et Stykke gult Silketøj, aldeles oversaaet med de pragtfuldeste Perler, ordnede i smukke Mønstre, og ned for hvert Øre hængte der en »Ørelok« (Snor med Perler). Ned foran Panden hængte der tre Guirlander af Perler en i Midten, der var den største og kønneste, og en ved hver Tinding. Flettetøjet blev bundet under Hagen med el Par mægtige Silkebaand.
Dette Flettetøj (som jeg har endnu) gav Bæreren et mærkeligt fremmedartet, orientalsk Udseende.
Under den paafølgende Dans kastede Moders Danser hende i vild Begejstring saa højt op mod Loftet, at der knustes en Del Perler.
Da jeg var Barn, dansede man bl. a. »Den forkerte Vejrmølle«, »Tretur«, »Firtur«, »Pigernes Fornøjelse« Zweitritt, Vals og Hamburger (der er som Polka) samt »forkert Hamburger«.
Efter at jeg var konfirmeret, begyndte de at danse Tyrolervals, Mazurka, Polka, Sekstur og Pærevals, og saa gik de gamle af Mode.
Først sent kom Lanciers og Francaise, og det var vistnok de mange indviklede Ture, der var Skyld i, at de var saa længe om at vinde Indpas.
Da der kom Danselærer paa Egnen, fik vi jo snart lært dem.
Senere blev der holdt Jule- og Høstbal, ja, undertiden flere, hos Gæstgiver Mellerup paa Mellerupgaard i Holbæk.
Disse Baller var meget eftertragtede og »bedre Folks Børn« kom langt borte fra for at være med - her var jo Lejlighed til at se og ses.
Ballerne var avertere! længe i Forvejen, nærmest for at Mellerup kunde faa et Overblik over, hvormange der kom med.
Det kostede en Daler, og for den Pris havde man gratis Dans hele Natten efter første Klasses Musik, der blev udført af den den Gang meget beundrede og kendte Gaardejer og Musiker Herman Christensen i Vinstrup.
Han havde i Regelen 4 Hjælpere, saaledes at han selv spillede første Violin og de andre henholdsvis Second, Kontrabas, Horn og Fløjte.
Der var en egen livfuld Fart og Flugt over Herman Christensens Musik, og da det var en stor Sal, man dansede i, var det jo en stor Fornøjelse.
Naar Klokken var 11½, kan Du tro, der blev stort Halløj.
Mellerup kom saa ind og sagde:
»Vil De nu holde op og gaa lidt, for nu skal der spises.«
Vinduerne blev smækkede op, og medens Salen blev luftet ud, og der blev dækket Bord, gik man ned i Stuerne underneden.
Det varede kun et lille Øjeblik, førend man kom op igen, og saa var der dækket lange Borde hele Salen rundt.
Vi satte os saa til at spise ved det »kolde Bord«,
hvor der var alle mulige Retter (en Gang fik vi dog varm Mad).
Vi fik ogsaa øl og Kaffe, og alt dette (Dansen og Maden) fik vi for den Daler, og saa blev der endog sagt, at han tjente godt ved det.
Vi holdt i Regelen ud til Kl. 4.
Et andet Danselokale var »Bremers Sal«, ogsaa i Holbæk.
Der spillede bl. a. den brave Niels Winther fra Igelsø, der sikkert kunde have bragt det vidt, hvis han blot var blevet »opdaget«.
Tilbage til indholdsfortegnelsenSygdomme