Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Moderen fortæller
Begravelser.
Naar nogen døde, blev der straks lagt en aaben Saks (der altsaa dannede et Staalkors, som intet ondt havde Magt over) paa den dødes Bryst. Paa Maven lagdes et Halmkors (dannet af to Halmstraa) og mellem Saksen og Hagen nokken et Halmkors, saaledes, at der altsaa laa tre paa Rad - det symboliserede den
treenige Gud og hjalp den døde over mangt og meget. Efter at den døde var vadsket over hele Kroppen (var det en Mand, blev han barberet), blev Liget iført Jordeklæderne, og det blev trukket udenover de tre Kors, som den døde altsaa fik med i Graven. Under Hagen lagdes en Salmebog, der skulde hindre, at den døde laa med aaben Mund. Hvis den døde laa med aabne Øjne, og Øjelaaget ikke var til at at holde nede, blev der lagt Skillinger eller Tokronere paa Øjelaaget, thi ellers seer han sig om efter, hvem der bliver den næste, der skal følge ham, og der bliver da snart Lig i Huset. (Enkelte gamle her paa Egnen lægger endnu saadanne Kors paa deres afdøde Pårørende, men i Hemmelighed, for at man ikke skal le ad dem. Salmebogen under Hagen og Skillingerne paa Øjnene er stadig i Brug.)
Jeg har hørt sige, at dersom en Kvinde døer, inden hun har født, faar hun Saks, Fingerbøl, Naal, Traad og Tøj med i Kisten til det lille Barn; der maa endelig ikke glemmes noget, thi ellers faar hun ingen Ro i Graven. Saadan en Oppakning fik en død Kone i Jyderup med for nogle Aar siden.
For cirka en halv Snes Aar siden døde der en Mand udad ved Rørby ved Kallundborg. Enken, der for mange Aar tilbage ogsaa havde mistet en lille Dreng, lod den døde Mand faa et Sæt nyt Matrostøj med i Kisten til Sønnen. Dagen før Begravelsen gik alle Konerne over i »Gildesgaarden« (saaledes kaldtes de Steder, hvor der var Begravelse). Hver havde sin Kurv paa Armen, hvori var Smør, Ost og et Stykke Skinke. Alle Konerne hjalpes saa ad med at smøre den enorme Mængde Smørebrød, der skulde spises til Begravelsen. Maden blev som sædvanlig gemt i Kælderen, Begravelsesmorgenen gik Gaardmændenes Piger hver hen med en Spand nymalket Mælk til Gildesgaarden, den skulde være til Risengrøden. Paa Begravelsesdagen, naar Gæsterne var ankomne, fik de Smørebrød, Snaps og Kaffe, derefter gik de op i »Øverstestuen«, hvor den døde laa i Kisten. Laaget var ikke lagt over endnu, da alle jo skulde se den døde en sidste Gang. Meget smaa Børns Kister, blev sat i et »Ligklæde«" ( Et langt hvidt Stykke ligesom et Haandklæde, men længere og bredere. Paa Enderne af det var der paa den kunstfærdigste Maade syet store Fugle og Haner. Fryndserne var trevlet op og flettet i Mønstre. Dets Ender blev saa bundet op om Halsen paa den - i Reglen Moderen - der skulde bære det lille Lig til Graven - saa stod altsaa Kisten i Tørklædet, der hængte ned foran paa Brystet. Jeg har et saadant Klæde, og i det blev min lille Søster 1839 baaret til Graven.
Da jeg var Barn, var jeg med til Jens Niels' Kones Begravelse. Der var stort Maaltid inde i Soveværelset; og ned foran Sengene, der stod opstillet langs den ene Væg, hang der hvide Lagener med sorte Sløjfer.
Paa hvert Lagen var der to Rækker Sløjfer, fire i hver Række. Det var en meget fin Pynt, men paa mig gjorde det et frygteligt uhyggeligt Indtryk, saa jeg har aldrig kunnet glemme den Begravelse. Ved Kistens Hovedende stod der tre tændte Lys, Faderen, Sønnen og den Helligaand. Rundt omkring var saa Kransene anbragt, de var runde (ikke ovale som nu) og bundne af Buxbom. I Stedet for Blomster var der hist og her anbragt hvide Dolimjøser af Tøj med et sort Øje, gennem hvilket de var fastgjort til Kransen. Efter at der var sunget en Salme, blev Laaget sat fast paa Kisten, og saa kørte de til Kirken. Naar
Ligtoget med Ligvognen i Spidsen passerede Husene, blev der kylet Vand efter Kisten.
Da Uhrmageren blev kørt fra Hjemmet som Lig, og Vognen med Kisten naaede ud for Mette Anders Hus, stod hun paa Lur med en Pøs Vand, som hun strittede efter Ligvognen. Jeg spurgte hende om, hvorfor hun dog gjorde det. Jo, for hun skulde ikke have noget af at have ham og »gaa igen« i Nærheden af hendes Hus. Begravelsestalen var mild og fredelig, som den bør være overfor det døde, forsvarsløse Menneske, og ikke som de Taler, man ofte hører nu om Stunder ved Begravelser. Der hørtes ingen Udfald mod den dødes Slægtninge, intet Fordømmelsens Ord over hans Kiste. Efter Begravelsen kørte Folk saa hjem med deres Køretøjer og gik derefter over i Gildesgaarden, hvor de blev beværtede med Risengrød og Klipfisk. Hver Mand havde sin Ske med i Lommen. Brændevinsflasken og et Glas, som alle Mændene drak af, gik flittigt om - Konerne fik et Glas Extrakt.
Efter Maaltidet blev der ryddet op til Kortenspil, og saa gik det med »Ni Korts Sole og »Firkort«; dertil fik de »smaa sorte« (Kaffe med Brændevin i). En Del af Konerne spillede ogsaa Kort. Udad Aftenen fik de Smørebrød og Brændevin. Kaffe en Gang senere, og i Regelen kunde man se,
at nogle havde faaet »lige nok«. Jeg var en Gang med til en Begravelse, hvor
Størsteparten af Følget gik over og dansede i Nabogaarden.
Ved et Barselgilde i Axelholm ved Jyderup skulde der være et stort Gilde. Mange var indbudt. Der skulde danses, og Din Fader skulde spille med. Da Barnedaaben var overstaaet, kom der paa en eller anden uforklarlig Maade til at ligge saa meget Overtøj (maaske det var faldet ned af Knagen) over Vuggen, at Barnet kvaltes. Men det gav ingen Skaar i Glæden eller nogen Forstyrrelse i Arrangementet. Gildet blev holdt alligevel, og de dansede, saa det klingrede efter, lige til den klare Dag.
