Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Solformørkelsen
Per Jørn havde engang hørt eller læst, at jorden på en bestemt dato skulle forgå under en solformørkelse.
Det var en streng en at gå på for Per Jørn, især nu i høstens tid, hvor markerne ligefrem bugnede af guds gaver. At det dog også skulle hænde lige netop nu, hvor alt tegnede så godt.
Den snu og ellers så durkdrevne mand gik fuld stændig fra Koncepterne, og i de Dage, der gik forud for Solformørkelsen, var han aldeles lige glad med
Bedriften.
Karlene kunde fuldstændig bære sig ad, som de vilde, thi naar det hele alligevel skulde forgaa, hvorfor saa tage det saa strengt.
Endelig oprandt den forfærdelige Dag. Solen var luerød, da den stod op, det var da godt at se, den ikke var, som den plejede.
Per Jørn begyndte tidligt, thi det gjaldt jo om at, have beskikket sit Hus saaledes, at man med god Samyittighed kunde stedes for sin Dommer. Og saa gik han da den strenge Gang rundt i sine Stalde og slap alle Kreaturerne løs.
Heste, Faar, Svin og Kvæget, „for at Bæsterne dog ikke skulde ligge og krepere inde i Staldene, men under Guds aabne og frie Himmel."
Konen, Bole Marie, laa skam heller ikke paa den lade Side.
Hun havde Dagen før slagtet Ænder og Kyllinger, som hun havde stegt i det bare Smør, og nu havde hun dækket det dejligste Bord, noget Menneske, selv uden for Bondestanden, kunde ønske sig.
Foruden Ånde- og Kyllingestegen var der alt hendes Syltetøj, Likør, Cigarer og den trestjernede Cognak.
Alt kom paa Bordet.
Intet var for godt, nu hvor det hele alligevel forgik.
Per Jørn og Bole Marie havde hejet paa sig.
Nu, hvor de skulde træde frem for deres Dommer, var det nok ikke værd at komme altfor ringe.
Vorherre kunde gerne overse dem.
Der var desuden en Grund til, der vejede svært til i Per Jørns Vægtskaal -" ved denne simple Foranstaltning blev Tøjet jo reddet fra Undergang.
Saa sad da Per Jørn, Bole Marie og Folkene rundt om det veldækkede Bord, og det kan nok være, de tog for sig af Retterne, og lod sig dem smage.
Det blev mørkere og mørkere, og da Formørkelsen omtrent var total, gik Per Jørn og Bole Marie op i Øverstestuen og lagde sig paa Sofaen, trofast holdende hinanden i Hænderne. Saaledes vilde de trine frem for Guds Trone som i sin Tid for hans Alter, og nu, hvor de skulde gaa det uundgaaelige - Døden - imøde» gjaldt det jo ogsaa om ikke at slippe hinanden afsyne.
De faldt snart isøvn, vel sagtens lidt øre i Hovedet af al den gode Mad og den trestjernede.
og Henimod Aften vaagnede de.
Men hvad var dog det?
Alt var jo dog i den gode gamle Gænge, saa maatte
Spaadommen altsaa have været forkert.
Det kan nok være, de kom op i en Fart og fik det gamle Tøj paa, for det var dog kreperligt, som „Kreturerne" gik og joskede i Sæden.
De maatte saa rende den halve Mark rundt, inden de fik samlet alle Kreaturerne, der selvfølgelig havde gjort megen Skade, og det var langt ud paa Aftenen, inden de blev færdige.
Bagefter havde Bole Marie flere Timers Arbejde med at vaske op og gemme hen fra det store Gilde.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Bregninge Kirke