Tilbage til indholdsfortegnelsen


Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.

Andershvile
Andershvile                             Sønnen fortæller


Om Fanden.

Straf og Gudsbespottelse.
I gamle Dage var en tidligere Ejer af „Eskebjerggaarden" borte. I hans Fraværelse kedede de hjemmeværende sig, og for at faa Tiden til at gaa, begyndte de for Spøgs Skyld at tage sig selv „til Alters".
Lige med ét sad de alle som fastnaglede, de kunde hverken røre Haand eller Fod, førend Ejeren kom hjem og fik hentet Præsten, der saa løste dem.

Paa en anden Gaard i Sognet var det endnu værre fat, om dette fortælles der:
Der var stort Gilde paa en af Gåardene, og de tilstedeværende blev saa fulde, at det var noget rædsomt.
Da Rusen var paa sit Højeste, iførte de sig hvide Skjorter, hvor paa der var fastgjort røde Kors, som de havde lavet af Baand.
Det skulde forestille Messehagelen.
De begyndte saa at bespotte det helligste, idet de uddelte Pølse og Brændevin med Ritualet for Nadverens Sakramente. Lige med ét stod der en stor rød Hund iblandt dem, det var selve den Onde, som de havde paakaldt. (En anden Meddeler fortæller, at det'var Fanden' selv med Horn langt Skæg og Hestefod.)
De blev maalløse og rædselsslagne og kunde ikke flytte sig af Stedet. Karlen, der var ude i Gaarden, lagde Mærke til, at al Lystigheden pludselig forstummede inde i Stuen.
Han blev nysgerrig efter at vide, hvad de nu foretog sig og gik hen til Vinduet og tittede ind. Da saa han, at Fanden var derinde, og at alle Gæsterne sad lammede og skrækslagne rundt om Bordet.
Saa vidste han, hvordan det var fat.
Han spændte for og kørte alt hvad Remmer og Tøj kunde holde afsted til Bregninge efter Præsten.
aa det Tidspunkt var det Pastor Knudsen, der var Præst, og han var en af den Slags, der kunde mere end sit Fadervor; han havde før manet ned og yar som selvskrevet til at tage Tørnen med den onde.
Da Karlen og Præsten kom tilbage, begyndte Præsten at mane, men da han i Skyndingen havde glemt Messehagelen, haanede Fanden ham og lo ham ud, der var da ikke andet at gøre end at sende Karlen afsted til Bregninge efter Messehagelen.
Og da Præsten først havde iført sig den, kan det nok være, at han tog fat med Fynd og Klem, men han havde rigtignok en haard Dyst med den onde, inden han fik ham manet i Jorden, under Udvikling af blaa Lue og Svovldampe. At Knudsen blev syg efter denne Dyst, er ikke at undres over.

Denne Begivenhed optog Folk meget. Der blev troet paa den, og der taltes ikke om andet i lange Tider. Selv „Kallundborg Avis ( nr.18. 11 feb. 1860) bragte en Meddelelse om Begivenheden, hvoraf jeg citerer følgende Uddrag:
„I forrige Uge skal der efter Rygtet have været et Gilde i en Landsby i Omegnen af Kallundborg, hvori flere af Gæsterne deeltoge indtil den tidlige Morgen, og som man siger: drukket tæt.
En af Deltagerne skal have proponeret sine Drikkebrødre at uddele Nadverens Sacramente, hvilket disse gik ind paa.
Da dette forargelige Spil begyndte med Uddelingen af Brod og Brændevin, skal der være fremkommet en Skikkelse, som de erkjendte for at være Djævelen eller dennes Repræsentant.
Alle grebes nu af en panisk Skræk, isærdeleshed da det lod til, at denne ukjære Gæst ikke vilde forlade Huset, førend han fik sine Disciple med, hvilket foranledigede dem til i en Hast at sende Bud efter Sognets Præst, som ogsaa straks indfandt sig og begyndte at mane Djævelen, men denne vilde ikke lystre, førend Præsten fik sin Messehagel paa; saa maatte Fyren paa Døren, og Præsten stod som Sejrherre.
Endvidere siger Rygtet, at denne Affaire har saaledes angrebet Præsten, at han i længere Tid ikke kan udføre sine kirkelige Forretninger, og at Djævelen ikke maa være manet paa tilbørlig Maade, da han Dagen efter viste sig i Skikkelse af Typhus og bortrev flere af Gudsbespotterne . . . ."

Tilsidst havde Historien antaget saadanne Former, at selve Herredsfoged Gude maatte rykke i Marken med følgende Bekendtgørelse i »Kallundborg Avis« Nr. 28, 6. Marts 1860. :
„At den i „Kallundborg Avis" indførte Spøgelseshistorie, der skulde være passeret ved et Drikkegilde i en Landsby her i Omegnen, ved Uddelingen af Alterets Sacramente i Brød og Brændevin, og at Djævelen kom tilstede, men igen blev bortmanet af den hidkaldte Sognepræst, er i Eet og Alt opdigtet og en uforskammet Løgn, bekendtgøres herved.
Artz og Skippinge Herreders Contoir, 5. marts 1860.Gude.
Det hjalp ikke det fjerneste. Folk var lige optaget af Begivenheden og troede fuldt og fast paa den, og det hjalp ikke, at Pastor Vilhelm Beck for at dulme lidt paa Gemytterne, skrev et flere Spalter langt Indlæg i „Kallundborg Avis".

Siden den Tid var der altid „noget" paa Gaarden, der ikke var af denne Verden.
En Aften var saaledes en af Karlene ude i Marken.
Da han paa Hjemturen nærmede sig Gaarden, saa han tydeligt, at der var Lys i alle Øverstestuens Vinduer. Det studsede han jo noget over, thi hvem kunde vel være deroppe paa den Tid?
Efterhaanden som han kom nærmere, kunde han høre Musik og se Skyggerne af dansende Par glide forbi Vinduerne.
Han listede sig saa forsigtigt hen for at kigge ind af Vinduerne og se, hvem det var, der morede sig saa godt.
Da blev der lige paa én Gang mørkt, og al Musiken forstummede.

Tilbage til indholdsfortegnelsen
Spøgeri