Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Sønnen fortæller
Lys og Varsler.
Man siger, at der brænder Lys over de Steder, hvor myrdede Mennesker ligger nedgravet.
Om en lille Bakke paa vores Mark norden for Eskebjergvejen fortælles der, at der paa den havde brændt Lys.
Konen, der fortalte mig det var ikke til At faa fra, at der var nok „noget" der.
For et Par Aar siden 'blev denne Bakkes Top afgravet og kørt ned paa det lave som Fyld. Under Arbejdet fandtes der tre Menneskeskeletter.
Det ene laa for sig selv, og de to andre laa saa tæt ind til hinanden, at Ribbenene var presset sammen.
Hullet, de laa i, var kun meget lille.
Da Konen hørte om Fundet, sagde hun straks: „Hvad sagde jeg?"
Et farligt Sted at komme om Aftenen var Moserne.
Der boede „Løgtemændene", og de drev et farligt Spil om Natten. De viste sig som smaa brændende Lys.
Mange havde inde fra den faste Bund set, hvorledes de hoppede og sprang omkring fra den ene Tue til den anden.
Noget nærmere om dem vidste man ikke, thi de enkelte, der var gaaet ud i Mosen for at udforske deres Hemmelighed, var aldrig vendt tilbage, men det hed sig, at Løgtemændene, naar der var nogen ude efter dem, bestandigt flyttede sig nærmere og nærmere de dybe vandfyldte Tørvegrave, og naar den forvorne ,saa vilde gribe dem, hoppede de blot en Favn ud over, Tørvegraven, og den ulykkelige styrtede da i den bundløse Grav.
Her paa Egnen er Troen paa „Varsler" meget udbredt, da mange „moderne" Mennesker ikke véd, hvad Varsler er, skal jeg her meddele et Par.
Enhver kender vist den Uhyggesfølelse, der griber de Tilstedeværende i et Selskab, naar det opdages, at de er 13 til Bords.
Dette Tal varsler nemlig, at én af de Tilstedeværende skal dø inden Aaret er omme. Saaledes var min Onkel med kort Tids Mellemrum to Gange 13 til Bords, og han døde da ogsaa, inden Aaret var omme.
At Tallet 13 er et uheldigt Tal, skal skrive sig fra, at
den Nat, Jesus blev forraadt, var de 13 til Bords.
En gammel Aftægtskone, Maren, laa syg i sit Hus, der laa lige op til den Gaard i Alleshave, der tidligere havde været hendes, men som nu ejedes af andre.
En Dag, da Manden i Gaarden sad og spiste Frokost, lød det, som om en lille Fugl bankede paa Ruden. Han opfattede det som et Varsel og løb alt hvad han kunde over til den gamle Kone.
Hun laa og var ved at dø og døde omtrent med det samme. Var han ikke straks løbet derover, var hun død alene.
Tilbage til indholdsfortegnelsenOm Fanden