Tilbage til indholdsfortegnelsen


Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.

Andershvile
Andershvile                             Sønnen fortæller


Bakke- og Højsagn.

De fleste af Sognets mange Bakker var beboet af Trolde.
De passede sig selv, når man bare lod dem være i Fred, men kom man og gravede i Bakken - det være sig nu efter Skatte eller for at køre Grus - tog de sig selv til Rette og tog Hævn over Forstyrreren, der truede med at ødelægge deres Bo.

Hvordan gik det i Bakken i Havndrup, da de begyndte at grave Grus a den? (fortalte gamle Marie Ole Niels). Gruset styrtede ned og begravede Karlen.
Og gik det bedre, da Hans Diderik begyndte at grave efter Skattene i „Kallemigstandse"?
Ja, Hans Diderik havde jo nok hørt a der var en Konge begravet inde i Bakken, og at Kongen sad på en hvid Hest med alle Skattene udenom sig, og Hans Diderik begyndte jo så også at grave, men det sku han ikke ha gjort, for der døde såmænd så mange a hans Kreaturer så han fik andet at tænke på, men da der så var gået et Stykke Tid, begyndte han såmænd igen at grave i Bakken.
Va skete saa? Jo, saa døde smænd hans Moer aa ded hæmmed ham jo noed„ aa je ka ejnlig it begrive, a han kubegønne aa grave treje Gang, men saanden erred, Folk troer jut paa saanden noed nu om Stunder.
Naa, han kom jo heller it langt den Gang, ingen han maatte tå Skade for Hjemgæld. En Dav, lissom han allerbedst sto aa tæskede, jov han Armen i Maskinen aa blev a mæ den ene Haand. Ded va nu hels mærkelig nok, for ded va en nat, han hade levned, aa han ku nemt ha faat optusket den Dav, men ded sku nut være saanden, aa ded som je søns æ mest mærklig, ded æ, a ded va den føst April den Dav, ja ded vared smænd, aa ded va i Aaret 1880.

Bakker ved Asnæs

Næe, dom i Bakkerne ska man la være, aa man ska bare it vende sej eller se Sej tebaves, naar man guer forbi en Høv, for saa æ man fri for den Slags Ingbydninger, som a Las Eriksen fik.


Joe, ded va en Avten henimod Juul, a Las Eriksen red forbi Poppelrine.
Lissom han nu red allerbest, sønts han jo nok, a han hørte noed, men Lavs holdt sej jo stivt aa drejed it Hoedet. Da va ded lissom nongen kaldte paa ham, aa saa drejede han Hoedet om mod Bakken, aa da saa han, a der va stort Gille inge hos Troldene.
Der kom nu et Par a dem ud aa bød ham ingenfor i Højen, der nok saa ingbydende aa paa ded festligste sto paa gloendes Pæle.
Næ Tak, ded vilde han dat. Jae, såå sku han da ha' en Dram, da han itte saanden maatte bære Julen a Døren.
En a Troldene rakte ham ed Bæjer mæ noed i, aa han to osse godt nok igennem ded, men kasted ded over Hoedet, aa saa red han alt va Remmer aa Tøj ku holde.
Da han kom hjem, saa han, a allevegne vuer Draaverne fra Drikken va fulled paa Hesten, var Huerne gued a.

Je ha smænd sæel set „Baerned" staa paa gloendes Pæle, aa der va en faerlig Staahej der inge.
Je blev osse beet ingenfor, men ded sku jet ha noed a, je husked jo, vonden ded va gaaed Las Eriksen, aa saa fik je jo retterered mej itide, men Ole dér (hendes Mand) ha smænd sæel høert dom arbeje i Bakken.
Ha dut Ole?"
„Joe, ded har je, aa ded æ lissaa sandt, som a je sidder her.
Ded var oppe i Jer Bakke „Baarned". Je ku lissaa tydlig høre vonden di hamred aa slo Søm i dernørre.
For mej aa høre va de akurat lissom di beslo en Ligkiste, men je lo som ingen Ting aa fik da osse Lov te aa gaa i Fred."
„Jae Ole, han ved noek vonden a han ska retterere sej, aa ded ka smænd osse hoek gøres nødig, for der er mejed a den Slags a man ska vare sej for."

Chr. Sloth i Bjergsted stod paa en særdeles god Fod med Troldene i Bakkerne.
Naar hans Værktøj gik istykker, lagde han det blot ud ved Bakkens Fod, saa gjorde Troldene det istand til ham.

Fru Hanne Jensen, Løjtved (nu Reerslev), der er født i Bjergsted 1846, fortæller:
„Lige overfor Skolen boede der i min Barndom en gammel Kone, som hed Sidse Vejtrit, hende kom „Bjergfolkene" til.
Hvordan de saa ud?
Det var en meget lille Mand og Kone, der i Regelen fulgtes ad, naar de skulde ned og laane noget, og hvad de laante, bragte de altid dobbelt igen.
Sidse Vejtrit sagde, at de kom aldrig uden om Formiddagen.

Naar man gaar op ad Vejen mod Skoven, ligger der paa venstre Haand - ved Vejen til Kirken - et Hus dybt nede; der laa der inde i Stuen en Skifting.
„Det" laa i en Trækasse og havde et Hoved saa stort, saa stort, og nogle forskrækkelige lange Fingre. Dette Væsen lignede i Ansigtet et Barn, det sagde aldrig noget, men spiste derimod altid, og da Moderen ikke nær kunde skaffe Føden til det, bar Byens Koner Mad derover, aa Gud hvor maa det have været strengt at se paa for den arme Moder, der maatte made det."

Følgende Historie fortalte den gamle 8Oaarige Smedekone, Hanne Eskildsen i Torpe, mig i 1917:
„Da jeg var ung, tjente jeg paa en Gaard i Ulstrup ved Gørlev.
En Dag kom min Madmoders Broderkone paa Besøg.
Da hun henad Aften gik hjem, fulgte Madmoder hende paa Vej. Som de nu gaar allerbedst og lige er kommet ud for en Høv, kom der en hvid Kat springende ud af Høven og gned sig op ad Broderkonen:
„Uh, det var jo en Kat", sagde hun.
Katten forsvandt, og de fo'r saa hver til sit.
Hver Gang Broderkonen senere kom, maatte jeg og den anden Pige altid følge hende paa Vej, da Madmoder ikke var til at formaa til at gaa forbi Høven.
Vi gik altid en Omvej og gik aldrig forbi Høven, og det kan nok være, at Broderkonen gjorde en farlig Stads af os med Mad, Kaffe o. s. v., for der var ellers ingen, der turde følge hende hjem mere.

Nogen Tid efter kom Madmoders Brodér kørende fra Jordløse og skulde hente et Læs Hø.
Da han saa skulde til at køre hjem med Hølæsset, kunde Hestene ikke sætte Vognen igang. Han pidskede paa Hestene, de tog ogsaa et godt Tag, men saa sprang Skaglerne.
Han satte nogle nye i og skulde saa til at køre, men saa gik Hammelstøjet itu. Det fik han imidlertid ogsaa lavet, og han naaede da at komme op paa Læsset, men saa gled alt Høet af.
Da han endelig langt om længe havde faaet læsset det paa igen, kan De jo nok forstaa, at han var ædende gal. Han bandede og svor paa, at om saa selve Satan var i Vognen, skulde han nok komme hjem.
Saa pidskede han af al sin Magt paa Hestene, og endeligt langt om længe kom Vognen da igang, men det gik kun smaat, da Hestene næsten ikke kunde trække den.
Da de kom udfor Høven, sprang der en hvid Kat af Vognen og løb ind i Høven:
„Naa, er det Dig, jeg har kørt for," sagde Madmoders Brodér. „Tak for godt Følgeskab". Og saa kunde han køre, men Hestene stod i det hvideste Skum.
Den Historie er sand.

Men ved De saa hvad?
Rasmus Hansen (Madmoders Mand) begyndte saa at køre Jord af Høven.
Hvad saa?
Ja det kan De ikke begribe, Rasmus Hansen døde, og lige i det Øjeblik, han døde, raslede Dørene og Vinduerne ud ligesom Skidt fra Spædekalve.
De rørte saa ikke ved Høven, og den værges og pyntes den Dag i Dag."

Paa „Faksebjerg" ved Viskinge huserede Troldene svært.
Til deres Koglerier og Kunster brændte de Blus paa Højen hvert Aars Set. Hans Aften, og det skulde de unge jo efterligne, det er derfor, vi nu har Set. Hans Blus.
Ude i „Jordbjerg" i Alleshave er der vistnok mere, der har til Huse, end mangen tror. Det hændte sig saaledes engang, at en Mand en Aftenstund gik udad mod Nørrehoved.
Pludselig kom der en Kat springende.
Manden sparkede til den, men det skulde han ikke have gjort, for han fik et Puf saa kraftigt, at han røg ned i Grøften.
Det gentog sig hele tre Gange, og saa kunde han lade Katten gaa.
Men det er især den graa Hest, der holder til derude i Bakken.
En dejlig lys Aften var den pludselig paa en af Markerne: „Hvor den kom fra, ved jeg ikke," siger min Meddeler, en nulevende meget anset Gaardejer - „men der var en vældig Fart i den.
Den løb ud i Jordbjerg.
En anden Aften stod jeg atter udenfor Gaarden og talte med en af mine Slægtninge, da kom Hesten igen og ogsaa denne Gang løb den ud til Jordbjerg. Vi saa den begge to." Men det er ikke saa underligt, at noget har til Huse i Jordbjerg, for i den er der nedgravet en stor Skat, som endnu ikke er hævet.

Det var vistnok Lars Hansens Farfader og nogle andre Mænd fra Byen, der besluttede at hæve Skatten.
En skønne Dag samledes de og begyndte at grave i: Bakken, men det var en Aftale, at ingen af dem maatte mæle et Ord, thi saa kunde Skatten ikke hæves.
De gravede i mange Dage.
En Dag, ligesom Arbejdet gik allerbedst fra Haanden, kom der en Hare springende, ingen vidste, hvorfra den kom.
De greb da til Bøssen og skød paa den, men ramte ikke.
Langt om længe kom der en stor Kiste med Hanke og Beslag tilsyne, men ligesom de skulde til at gribe den, ser en af Mændene tilfældigt ned mod Alleshave By og ser da til sin store Rædsel, at Byen brænder:
„Byen brændere raabte han og fo'r ned ad Bakken og ind mod Byen» Alle de andre løb bag efter.
De var imidlertid ikke kommet ret langt, førend de saa, at der var ikke Spor af Ild, saa gik de tilbage til Bakken igen, men da var Kisten borte - og den var og blev borte.
Skatten kunde ikke hæves, fordi en af dem havde talt.

Denne Tro paa, at Bakkerne er beboet, findes endnu hos enkelte gamle her paa Egnen.
Der var saaledes en ældre nulevende Kone, der for et Par Aar siden sagde til mig: „Ved De da ikke, at der i nogle Bakker er hele „Troldestuer" sat op af saa store Sten, at ingen Mennesker har kunnet gøre det.
Hvem har boet der? Nej, der kan vi se, det kan De ikke sige noget til. De har jo da for den SagsSkyld ogsaa selv fundet et stort Vætter - lys (Forstenet Blæksprnttefølehorn.) oppe paa Bakken. Og det sker jo da ogsaa immeran, at der findes store Messinggryder (I en Bakke herude blev der fundet et stort ciseleret Broncekar, som Finderen brugte til Hønseædetrug (nu paa Museet i København).)og Lerkrukker ( Urner) dybt nede i Bakkerne.
Kan De sige mig, hvem der har brugt dem dernede?"

Jeg talte for et Par Aar siden med en Mand, der fortalte mig, at medens han var Barn, kom Troldene ofte hjem til hans Fader.
De boede i en lille Høj ude paa Marken, og de levede paa den venskabeligste Fod med Forældrene.
Op imod Højtiderne, især Julen, kom de og laante forskellige Ting som Kar, Baljer og Gryder.
De bragte altid det laante tilbage, og Forældrene havde saamænd ingen Men af det, men det forstaar sig, hver passede jo ogsaa sit.
En anden gammel Mand paastaar bestemt, at der er Trolde til.
Det er Folk, der er lave og smaa, de boer i Bakkerne, men de viser sig bare ikke for alle og enhver, og det er Grunden til, at Folk ikke tror paa dem.

Troldene i „Kallemigstandse" var langt de mægtigste og de udfoldede en større Virksomhed med at bringe „Skiftinger" ud til Folk:
„Skillingerne va smænd nemme a kende", fortalte Marie Ole Niels, „di hade saanden nongen store Hoeder, men mæ Forstanden stod ded kun smaat te, ;aa saa ku di æde Alverden, ja der va smænd it Bund i dom, saa ded va smænd it Plaser for dom, der blev velsigned mæ saanden een, aa je ka da huse, a der i min Tid blev lagt et Troldebaern i Alleshave aa et i Kaltred, ja. smænd blev der saa.
Men a saanden noed ku ske, va jo osse Folks egen Skyld, enhver maa jo værne for sit aa sine, aa ded mindste, a man hels ka gøre, naar et Barn er født, er, lige mæ de samme a sætte Staal over Dørren, saa kommer di itte dér, næ smænd om di gør ....
Man maatte heller ikke for nogen Pris nævne, hvad Barnet skulde hedde, førend det var døbt, gjorde man det, havde Troldene Magt over det, eller der kunde ske andet Misheld med det, og endnu den Dag i Dag er der ingen paa denne Egn, der, selv til deres Nærmeste, fortæller, hvad Barnet skal hedde.
Spørger man om det, vil man ufravigelig faa saadanne undvigende Svar som:
„Det er ikke bestemt endnu, det skal være, til Bedstemoder kommer".
„Vi vakler mellem flere Navne". „Det har vi ikke rigtig tænkt over endnu", eller: „Ja, hvad synes De, vi skulde kalde Drengen"?
Kun ganske enkelte er saa modige, at de lige rent ud siger:
„Det vil vi ikke sige, for at der ikke skal ske Misheld paa Barnet."
Naar først Barnet var døbt og kristnet, havde intet Magt over det, men Daaben brugtes ogsaa til andet.

For en Maanedstid siden var der saaledes et Ægtepar sidst i Halvtredserne, der viste mig deres Daabspenge, der bestod af store Sølvspecier og en Mønt af hver af de andre Værdier.
Mønterne var af de omsorgsfulde Forældre, der vilde sikre Børnenes økonomiske Fremtid, indpakket i et afrevet Salmebogsblad og i største Hemmelighed anbragt paa Børnene lige inden de båres til Daaben.
Det, der blev lyst Velsignelse over, skulde der ogsaa være Velsignelse ved!
Skikken var almindelig i de Paagældendes Barndom, og er det vist ogsaa endnu.
Endnu den Dag idag brænder man Blus paa Bakkerne Set. Hans Aften.
Det er for at Heksene paa deres Langfart til Bloksbjerg ikke skal sætte sig til Hvile paa dem, og den, der vil være paa den sikre Side, bør den Dag, det er Set. Hans Aften, samle alle Grebe, Høtyve, River og især Kosteskafter og gemme dem vel, at ikke Heksene paa deres Luftfart mod Bloksbjerg skal tage dem og ride paa.
Her maatte vi altid i Faders Tid samle alt Værktøjet Set. Hans Aften, men jeg tænker, Fader har gjort det, for paa en let Maade at faa et samlet Overblik over, om der manglede noget.

Fru Hanne Jensen, Løjtved (Reerslev), fortæller, at Heksene i Bjergsted ikke havde deres aarlige Udflugt samme Dag som Landets øvrige Hekse, ligesom de heller ikke red til Bloksbjerg. Nej, de Bjergsted Hekse red til Troms, hvor de viste sig i Kirken hvert Aars Skærtorsdag.
Da dér var en lang Vej, maatte de ride hjemme fra Onsdag Aften.
Bjergsted-Heksene kunde almindelige dødelige ikke se, kun hvis een var saa heldig at finde det første Æg, en Kylling lagde - det skulde ovenikøbet være lagt en Skærtorsdag - og en Skærtorsdag se sit Snit til, uopdaget, at lægge det i Lommen paa en Kirkegænger, kunde denne se dem i Kirken.
Opdagede Heksene Sippelfikunsten med Ægget, gjorde de alt hvad de kunne for at nærme sig manden med æggene i lommen, og kunne de komme til at slå det i stykker, blev det en meget farlig historie for ham.

Tilbage til indholdsfortegnelsen
Nissen