Tilbage til indholdsfortegnelsen
Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.
Andershvile Møddingeskraberen
Det var i sin Tid en meget yndet Fornøjelse blandt Karlene at faa Tjenestedrengen til at løbe med Limpinden.
En af de almindeligste Former derfor var at sende Drengen ud og laane „Møddingskraberen".
Det var jo store Dage, naar der kørtes Møg, og det hvadenten det gjaldt om at „møge til Rug" eller til Roer. Saadan at staa og „brø Møg" paa en hel Dag skulde nok vise, hvad en Karl var værd. Naar Karlene omtrent havde naaet „Mødningens" Bund, blev Drengen sendt over til en eller anden Gaardmand i Nabolaget for at laane Møddingskraberen.
Til Udlaan af Møddingskraberen var Per Jørn enestaaende, og det var derfor i Reglen ham, Karlene sendte Drengen hen til.
Naar saa saadan en lille indskrænket Fyr kom hen til ham og bad om at laane Møddingskraberen, sagde Per Jørn i Regelen:
„Naa, er I ved a køre Møg, ja saa gælder ded jo om a faa skraved Bunden, a de hele kan komme med, ded æ jo Møjed der sætter Kaven paa Bordet. Ja ja."
Per Jørn havde det Mundheld at sige Ja ja til alt hvad han sagde:
„Nu ka Du vente lidt her, saa ska je komme mæen liseaa saare, je faa taed den nøer a Hanebjælken. Ja, ja." Derpaa fjernede han sig.
; Naar han noget efter kom tilbage, kom han trillende med en Hjulbør, hvorpaa der stod en Sæk, som han havde fyldt med Graasten. Op af Sækken stak Enden af et Koste- eller Høtyvskaft.
Der var selvfølgelig bundet meget omhyggeligt for Sækken.
„Ja, her æ Møddingskraveren", begyndte Per Jørn,„den æ kaske hels lie tung nok for saanden en lille
Knæjt som dej, men di maa jo ha set dej an for a være Manden, der ka bære den. Ja ja."
Det var selvfølgelig under Drengens Værdighed at sige, at Sækken var for tung, og Enden blev da, at Per Jørn hjalp ham den op paa Ryggen:
„La mæ nu se, a dut sættern fra dej eller trækker i den Stang, der stikker op, for ded æ Styregrejerne, aa saa ka den gerne begynde aa værke.
Gud dog heden, saanden som ded gik Ole Andersens Dreng, han fik skraved Ryggen helt teblods. Ja ja."
Og saa travede den lille Fyr forpustet og sveddryppende afsted, medens Per Jørn tog sig et billigt Grin.
Naar Drengen endelig langt om længe kom hjem,
aldeles udaset, blev han udleet af alle Karlene og Pigerne, der nok saa drilagtigt var trommet sammen for at overvære Møddingskraberens højtidelige Ankomst.
Det tilkom Forkarlen at løse op for Sækken og hælde dens Indhold ud for Næsen af den arme Dreng, der
blev endnu flovére og mere skamfuld, fordi der blev peget paa Sækkens Indhold, samtidigt med at det regnede ned med ironiske Bemærkninger som:
„Var den noget tung. Naa saa, det er hele Mekanismen.
Ja nu er vi da godt hjulpne og kan da fåa skrabet Møddingen. Hvad tror Du egentlig, Per Jørn tænkte, da Du travede af med den Bunke gamle Graasten.
Mari Skulde næsten tro, Du skulde til at bygge."
Ork, Kors dog heden, som de satte i med at grine.
Naar Per Jørns, hav de Sypige, var det Skik og Brug, at hun og Kvindfolkene skulde have sig en lille uskyldig Forskrækkelse.
Saaledes tog han en Gang Hyrdedrengen, smurte hans Ansigt ind i Tjære og rullede det i Fjer. Derpaa fik han et stort Klæde om Kroppen, og blev saa i Mørkningen sluppet ind til Pigerne, der troede det var selve „den lede", og derfor gav sig til at skrige og hvine- saa var Per Jørn tilfreds, men den
ulykkelige Dreng led de grusomste Smerter, inden han fik vasket Tjæren af, hvilket godt kunde vare flere Dage.
Tilbage til indholdsfortegnelsenSolformørkelsen