Tilbage til indholdsfortegnelsen


Christian Olsen fortæller om sin moders minder om livet i Odsherred i årene fra 1850 og frem
jeg har bibeholdt skrivemåden.

Andershvile
Andershvile 

Sagn og Overtro.

Stedsagn.
I gamle dage var Indgangen til Bregninge Kirke på dens sydlige side, men en skønne dag lå der pludselig en Lindorm foran kirkedøren, og kirkefolket kunde ikke komme ind.
Ingen havde mod og mandshjerte nok til at turde binde an med uhyret, der bestandigt voksede og voksede.
Til sidst vidste man ikke anden udvej end at lave en ny indgang på kirkens nordre side, som kirkefolket kunde gå ind ad.

Den frygtelige Lindorm lå imidlertid stadig omme foran sydsidens indgang og solede sig, men som nu tiden gik, kunde det jo frygtes, at Lindormen ville vokse sig så stor, at den tilslut vilde omspænde hele kirken og derved hindre godtfolk i at høre guds ord.
Her var gode råd dyre.
Men så fik de - ingen véd hvorfra - det råd, at sætte en stor tyr ind at fede i syv år, til den var kraftig nok til at tage kampen op med Lindormen.
Som sagt, så gjort.
Tyren blev sat ind for at fedes» og da de syv År var gået, tog den kampen op med den frygtelige Lindorm; „Og tyren", siger min Meddeler, „må da alligevel være blevet den stærkeste, siden Lindormen er borte, men det er derfor, indgangsdøren nu er på den nordre Side."
På kirkedøren ses forneden et gammelt jernbeslag, der forestiller en øgle på fire ben samt et dyr, der minder om en kronhjort, det er måske en billedlig hentydning til Lindormen og Tyren.

Til Bregninge Kirke, eller rettere til dens Præster, knytter der sig en gammel og uhyggelig Spaadom, nemlig den, at Menigheden ikke skal faa megen Fornøjelse af Præsterne, da Døden vil komme som Gæst og tage enten Præsten eller hans Hustru med sig.
En af de første Gange, der hentydes til Spaadommen, er i „Berlingske Tidende" (Nr. 40, 1838). I en Artikel, der fremkom efter Pastor Sindings Død, staar der bl. a.:
„Kun et Par Aar havde han været Sognepræst i Bregninge, der er ligesaa uheldig med sine Præster, som det synes egnet til at gøre en Præstefamilie lykkelig, da det er et af de bedste Kald i Danmark . . . ."
Tager man det sidste Hundrede Aars Præstefamilier op til Undersøgelse, vil man se, at der fra 1813-1920 har været 15 Præster i Bregninge,( kapellaner ikke medregnet) medens der for Eks i Ondløse kun har været 11 Præster i trehundrede Aar.

Præstelisten for det Tidsrum ser saaledes ud:
Fr. Owre 1813 f 1827.
J. H. Fischer 1827 f 1828.
W. A. Worsøe 1828 f 1830.
H. Torp Hansen 1830 f 1834.
C. L. Sinding 1834+,1838.
Jungersen 1834 f 1854.
O. Wiedemann 1854-1858 (Wiedemann døde ikke selv, men da hans lille søn druknede, kunne han ikke udholde at bo længere på det uhyggelige sted)
Hans Knudsen 1858-1865 (døde ikke her, men rejste bort.)
Funder 1865-1880 (Fru Funder døde.)
Eller 1880 +1882.
Gregersen 1882-1892 (Fru Gregersen døde.)
Jakobsen 1893 f 1900.
Evensen 1900 f 1904.
Keiding 1904 f 1907.
Ifversen 1907 til Dato (Fru Ifversen døde efter kort Tids Forløb.)

Det hed sig, at det' var en af den meget gamle Tids Præster, der var en grum Karl, som forfulgte og jagede Præsterne bort.

Lars Andersen meddeler i sin Bog „Folkesagn og Folketro i Skippinge-Tudse og Merløse Herreder" følgende:
„Der var en Præst i Bregninge, som hængte sig, og hans Genfærd i et Føls Skikkelse gik senere forbi Præstegaarden og hen til Kirken.
En Karl, der var kommet til at tjene hos den nye Præst, spurgte om, hvad det var for et Føl, der gik paa den Tid af Natten for han havde set det flere Gange. Præsten vidste nok, hvad det var, og han sagde til Karlen:
„Her er en Silkegrime, tag den og læg paa det, træk det saa ned i Ellehaven, og da kommer jeg."
Præsten kom saa og manede Genfærdet ned.
Men det sagde, at den første halve Snes Præster i Bregninge skulde ikke faa noget Held til at være der.
Den Præst, der hængte sig, var Pastor Sinding. Om ham vil jeg gerne fortælle lidt.

Den 3. Oktober 1834 tiltraadte han Embedet i Bregninge, og Begyndelsen lovede ikke godt.
Ved den første Konfirmation kasserede han nemlig alle Konfirmanderne. Forældrene blev vrede over, at han saadan skar alle Børnene over een Kam og klagede til Provst Discher i Følleslev.
Provsten raadede dem til at klage til højere Myndigheder.
Resolut lagde Bønderne tilvogns, læssede alle Børnene paa og kørte dem den lange Vej ind til København, hvor hele Flokken, med Bønderne i Spidsen, marscherede op til Biskop Mynster.
Bønderne forklarede Sagen som den var og bad Biskoppen overhøre dem. Det gjorde han, og efter endt Eksamination gav han dem det Vidnesbyrd med tilbage, at de godt kunde konfirmeres allesammen med Undtagelse af et Par enkelte Stykker.
Tilfredse med dette kørte Bønderne og alle Børnene hjem til Bregninge, hvor de gik op til Præsten og præsenterede ham Biskoppens Vidnesbyrd.
Da Sinding havde læst det, sagde han: at kunde Biskoppen tage Faarene, kunde han lige saa godt tage Bukkene med - og saa konfirmerede han dem alle.
Efter at Sinding baade i Jylland og Bregninge havde erfaret, at det ikke gik an virkeligt at belære Børnene, da de jo kun skulde være Bønder og ikke havde Brug for al den Lærdom", gik han nu til den modsatte Yderlighed og lod dem sejle sin egen Sø.
Naar for Eksempel et af Børnene gabede, naar de var til Konfirmationsforberedelse, gav han dem straks fri allesammen.
Til min Tantes Moder sagde han efter endt Konfirmationsforberedelse:
„Nu har jeg gjort saa meget for Dig, min Pige, at Du godt kan se ned til mig med lidt Ribben og Medisterpølse."

Gamle D r. Dyrlund fortalte mig i 1914:
„Paa den Tid var der kommet Forbud mod Brændevinsbrænden. I Jylland paahvilede det Præsterne at holde Øje med, at Forbudet blev overholdt, men her paa Sjælland kendte vi det ikke.
Da han første Gang kom ud paa Kaltredgaarden, var min Søster og jeg der.
Aldrig saasnart var han kommet ind i Gangen, førend han begyndte at snøfte og snuse. Da min Fader kom ud og tog imod ham, røg Præsten straks i ham og sagde truende: „Naa, saa De laver Brændevin". Det var Mjød, vi lavede.
Han var nu en ren Krakiler.
Min Brodér Emil gik i Skole hver Dag, baade med de store og med de smaa.
Det fik Præsten at vide, og han gjorde et farligt Spræl.
Han var i 12 Aar Præst i Bjerregrav-Aalum og Tanum.
Han søgte til Bregninge, dels fordi han ikke kunde faa sin Tiende udlignet paa retfærdig Maade, dels fordi han havde saa mange Fortrædeligheder med Bønderne, der miskendte den Iver, hvormed han underviste Ungdommen, der faktisk var den bedst underviste i Provstiet.

De blev da enige om at skrive ind til Cancelliet (Læreren havde givet sit Samtykke) og efter en Stunds Forløb kom der den Kendelse fra Cancelliet:
at naar det ikke generede Læreren, saa var det kun rosværdigt for Forældrene.
Det var altsaa ogsaa et Nederlag for ham.

Præstegaarden laa dengang inde i Ellehaven. Den bestod af en Hovedlænge og en Sidelænge.
Præsten havde sin egen Stue, og naar nogle af hans enkelte gode Venner kom paa Besøg, blev de budt derind.
Det fortaltes, at han derinde havde en stor Brændevinsflaske, som han gemte bag en tyk Bog, man mente det var Biblen.
Ustandseligt fornærmede han Folk.
Naar Kirkegængerne kom ind i Kirken, efter at han var gaaet op paa Prædikestolen - noget, der jo nok kunde hænde for dem, der havde en lang Vej, som f. Eks. fra Alleshave - begyndte han at skælde dem ud paa det groveste.
Der var ogsaa en Tid, hvor han vakte Forargelse, fordi han red i fuld Galop med Præstekjolen paa til Anexet Bjergsted.
En af hans faa Venner var Bommand Nielsen ved Løjtvedbommen. Saa var det en Gang ved en Altergang, at der blandt Altergæsterne var en Mand tilstede, som Præsten vilde tale med bag efter. Da Præsten paa sin Vandring med Vinen naaede hen til Manden, sagde han, idet han bød ham Bægeret:
„Glem nu endelig ikke at komme hen til mig, naar- Altergangen er forbi, og faa Bud med." - Det drejede sig om et Brev, der skulde sendes hen til Løjtvedbommen.
Det var Folk meget forarget over.
En Dag red han til Auktion i Aarby Præstegaard, hvor han blev beværtet med stærke Drikke. Der var der nogle Gavtyve, der bandt hans Sporer fast til Stolebenene under ham. Da han endelig rejste sig, væltede han om med Stolen og laa og trillede rundt.

Pastor Sinding var en meget belæst og lærd Mand, og han morede sig svært ved at drille Provst Discher med at „sætte ham til Vægs" med Lærdommen.
Da nu min Onkel havde læst med os en Tid, skulde der være Eksamen.
Min Onkel bad baade Præsten og Provsten, men ingen af dem kom, thi Provsten turde ikke komme for Præstens Lærdom, og Præsten turde ikke komme fordi han var bange for de mange Klager, der var indgivet over ham, saa han har jo aabenbart haft en ond Samvittighed.
Heldigvis havde min Stedfader ogsaa bedt Pastor Heine, saa vi slap jo nemt."
Der fortaltes, at da Pastor Sinding ved en Begravelse i Bregninge skulde „kaste Jord paa" og lige havde kastet den første Skovlfuld Jord ned paa Kisten og sagt:
„Af Jord er Du kommen" - fik han pludselig Øje paa en Mand i Følget, som han kendte, han udbrød da nok saa fornøjet: „God Morgen, Jens Pæsen" . . og idet han kastede den anden Skovlfuld:
„Til Jord skal Du blive - er Du kørt ind i min Gaard i Dag?"
Ved et Skolekommissionsmøde i Alleshave var han døddrukken.
Der indgik nu saa mange Klager over Præsten, at Cancelliet tilskrev Amtmanden i Holbæk følgende:
„I Anledning af hertil indkommen Indberetning fra Provst Discher om, at Sognepræsten for Bregninge og Bjergsted Menigheder, Sinding, ved forskellige Lejligheder offentlig skal have vist sig i beruset Tilstand og derved givet Anledning til Forargelse, har Cancelliet under D. D. tilskrevet Biskoppen over Sjællands Stift om at foranstalte en Provsteret nedsat til at optage et Undersøgelsesforhør over bemeldte Sognepræst Sinding i saa Henseende udviste Forhold .."

„Pastor Sinding ventede det værste", fortæller Dr. Dyrlund videre. „Dagen før eller et Par Dage før Forhøret i Provsteretten, red han op til Faurbo Kro - der den Gang var meget besøgt - til stort Kalas, der drak han sig fuld og red omkring og tossede sig, inden han red hjem.
I Præstegaarden boede der en Skrædder Villumsen, og han hørte, hvorledes Præsten om Natten gik op og ned ad Gulvet og sagde: „Vig fra mig Satan - vig fra mig. Satan."
Næste Dag fandtes Præsten hængt i sit Værelse. Der gik nu Bud over paa Bregningegaarden efter en Pennefjer til at puste Liv i ham med, men han var og blev død.
Den Dag fik vi Ferie paa Kaltredgaard, og min Onkel gik saa ned og trøstede Konen. Hans Døtre var meget fortvivlede.
Den Gang maatte Selvmordere ikke begraves paa Kirkegaarden, men min Onkel skaffede Tilladelsen."
Det hedder sig, at et Menneske, der myrdes eller tager sig selv af Dage, maa blive ved at gaa paa Jorden i lige saa lang Tid, som den de ellers skulde have levet i.
Selvfølgelig gik den hængte Præst igen.

I vort Hus oppe paa Marken boer der en ældre Kone, hvis Tante tjente i Præstegarden.
Tanten maatte hver Aften under Gysen og Bæven bære en Bakke med Smørebrød, Kaffe o. s. v. ud i den mørke Have og sætte det op i et Træ.

Spøgeriet blev tilsidst uudholdeligt, det holdt et farligt Mas om Natten, og i lange Tider lød der nede fra „Ellehaven" forfærdelige Skrig, Graad og Klynken.
Der var da ikke andet at gøre end at se at faa manet det ned. Det var vistnok Pastor Knudsen, der maatte tage Tørnen med Gespenstet.
Kampen var haard.
Genfærdet vilde ikke ned, og først ved Solopgang lykkedes det Præsten at vinde Sejr.

„Noget" var der nu, der spøgte i den gamle Præstegaard.
Det kunde hænde, at Hænder strøg henover Dynerne, men kun naar en bestemt Dør, der førte fra Gangen ud til Gaarden, var lukket; naar den stod aaben, mærkede man intet.
En Gang sad en af Præstedøtrene sammen med Forældrene i Stuen, det var da fuldstændig, som om „Een" gik med Træsko paa ude l Gangen, der var kun Udgang til Gaarden, og Døren var aflukket.
To Gange gentog det sig
I Gangene gik menneskelignende Gestalter omkring, og naar Hunden blev lukket inde i et bestemt Værelse om Natten, blev den straks meget urolig, om Morgenen fandtes den badet i Sved.

Der var ogsaa en Bro nede i Haven, hvor der var „noget".
Den Gang, da Pastor Funder kom til Bregninge, boede hans første Svigerfader, Provst Basse, i Hjembæk, hvor Broderen var Præst.
Provst Basse, der kendte Spaadommen om Døden og de Tilfælde, der allerede var indtruffet, satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa Præstegaarden flyttet. Han mente, Æt Dødsfaldene skyldtes Dunster i Jorden - Præstegarden laa jo lavt og var vistnok meget usund - og knapt halvandet Aar efter Funders Ankomst lagdes Grundstenen d. 30.-l.-1866 til den nuværende Præstegaard.

Ideen var jo meget god, hvis blot ikke Spøgeriet og den usalige Spaadom var fulgt med.
Nogle Aar efter døde Fru Funder, og snart var alt i den gamle Gænge igen med Døden, der gik paa Gæsteri i Præstegaarden.
Som man ser af Præstelisten, har den gamle Spaadom saamænd slaaet godt nok til. Døden har prompte aflagt sit Besøg hos alle Præsterne med Undtagelse af Pastor Knudsen, der vel paa Grund af sit „Kunnen Mere end sit fadervor" i tide har set den kommende fare og reddet sig ved flugt.
- ja, sådan fortæller man her på egnen om præsterne i Bregninge.
Slut
Tilbage til indholdsfortegnelsen