Tilbage til start
Tilbage til historier
Flere gravhøje


Ole Olsens gravkammer



Ole Olsens gravhøj set fra Esterhøj

Ole Olsen, grundlæggeren af Nordisk Film, fik i 1935 lov til, sammen med Nationalmuseets folk, at udgrave en gammel bronzealderhøj ved Høve.

Efter udgravningen indrettede han et gravkammer hvor hans og hans hustrus urner er blevet gravsat

Ole Olsen var født i 1863 og døde i 1943, han var født og opvokset i Starreklinte ved Fårevejle, han var en fattig hyrdedreng og blev en rig filmproducent på verdensplan.

Gravkammeret, der rummer en del af Ole Olsens kunstsamling, er ikke tilgængelig for offentligheden, og vil først blive åbnet på 200 - året for hans død d. 5 oktober 2143.

Den mellemste høj i Esterhøj-gruppen er generaldirektør Ole Olsens høj. I denne høj har han indrettet et gravkammer for sig selv og sin familie.
Ole Olsen liv er som de bedste eventyr.
Han blev født den 5. maj 1863 i et ludfattig! husmands-hjem i Tangmose mellem Bjergesø og Starreklinte i Vallekilde sogn.
Han tilbragte sine forsultne opvækst med at vogte kvæg på marken og tigge til føden på de omkringliggende gårde.
Men ved sin død i 1943 var han en af Danmarks rigeste mænd.
Ole Andersen Olsen blev født som den tredje i en søskendeflok på 5 børn af tømrer og husmand Ole Olsen og Karen Margrethe Scherg. Allerede som syvårig kom han ud at tjene, først på en gård i Skippinge, lidt vest for Vallekilde, hvor han vogtede 200 gæs, senere på andre gårde.
Sulten var han altid, men når han deltog som klapper i jagterne på Egemarke ved Føllenslev eller på Ordrup Næs, vankede der et solidt måltid bagefter.
Ole Olsen var og forblev hamrende ordblind, havde senere i livet svært ved overhovedet at læse en avis.
Men i datiden var det nærmest et ukendt begreb.
I stedet blev han dømt ufattelig dum og sendt hjem fra landsbyskolen i Starreklinte.

I 1872, da han var ni år, blev han sammen med et par andre kammerater anholdt for et tyveri af en pung med fire rigsdaler og 72 skilling fra en lokal enke. Selv blev han frifundet.
I 1873, efter flere gange at være rendt hjemmefra, blev han imidlertid anbragt på et drengehjem i Flakkebjerg ved Slagelse.

Ole Olsen blev konfirmeret fra Flakkebjerg i 1878, og i maj samme år blev han sendt ud for at tjene.

I 1881 da Ole Olsen var 18 år, tog han til København.
Der forinden havde han dog forladt landbruget og taget til Slagelse for at være medhjælpende opvarter på gæstgiveriet Dania.
I hovedstaden havde han først en tid med spredt og tilfældigt arbejde, bl.a. som keglerejser.
Han søgte og fik en stilling som ungtjener på Café Tissø, men den blev kortvarig. Ole Olsen kom i lag med nogle kortspillere, og kom til at skylde en af korthajerne penge. For at skaffe penge til at betale gælden lånte han en vinterfrakke hos en skræddermester. Med frakken over armen styrede han direkte hen til Assistentshuset i Nybrogade og stampede den. Spillegælden blev betalt, men desværre vandt han ikke penge til at indløse frakken, før skræddermesteren forlangte den tilbage.
Skræddermesteren så Ole Olsen gå uden overfrakke i vinterkulden og gik til politiet. Ole Olsen blev anholdt og blev den 16. december 1882 idømt 8 dage på vand og brød og mistede jobbet på Café Tissø.

Efter udstået fængselsdom tog Ole Olsen ud at sejle.
Han afmønstrede i slutningen af 1883 og levede så længe han kunne af sin hyre. Nu og da optrådte han med harmonika eller pladespil til markeder og sommerfester.

Den 21. oktober 1885 blev begået et mislykket attentat mod konseilspræsident J.B.S. Estrup.
Ole Olsen fik den ide at vise attentatforsøget i en kukkasse på markeder.
Han fandt en tegning i Illustreret Familie journal og drog afsted med en lånt kukkasse.
Han tjente angiveligt på en dags fremvisning på et pæremarked i Næstved 260 kroner - en mindre formue.

I juni 1886 blev Ole Olsen idømt sin anden fængselsdom, den lød på fire gange 5 dage for bondefangeri.
Han havde sammen med sin bror, Christian Olsen, virket med arbejdsanvisning, "Fæste- og Kommissionskontor Olsen & Olsen".
Kun en enkelt havde fået anvist reelt arbejde gennem bureauet, som tog 50 øre for hver henvendelse.

Ole Olsen blev handlende.
Han startede på Dyrehavsbakken med at sælge billige ure og patentlommeknive.

I 1889 fik han for 120 kroner og 16 kroner i stempelafgift Borgerbrev som Detailhandler i København.
Efter nogen tid måtte han lukke forretningen i København, og herefter blev markeder, dyrskuer, by- og havnefester Ole Olsens forretninger.
Havde han ikke noget at sælge eller vise frem, ejede han stadig harmonikaen, og kunne den ikke trække penge ud af bønderne, var der pladespillet.
Men så fik han en god ide, som viste sig at være en sensation, han turnerede i Danmark, Tyskland, Norge og Sverige med en ægte, vild, afrikansk negertrup, som han kaldte "Karavanen".

I 1893 giftede han sig med Anna Ludovika Hendriksen. Mellem 1893 og 1899 fik de 5 børn.

Menageriet blev større og større og han turnerede rundt i hele Skandinavien.
Det begyndte at fylde hele jernbanevogne med generatorer, motorer, lys, maskiner, apparater, bænke, telte, dyr, bure etc.
På et tidspunkt havde 50 mand travlt med at brække ned, pakke væk og laste på toget for næste morgen at stille det hele op igen et nyt sted.

I 1896 bliver Ole Olsen direktør for det nystartede Malmø Tivoli, her gør han de første forsøg med filmforevisninger. Han var tivoli-direktør frem til 1901.
Han havde tjent en formue i Sverige.
I efteråret 1901 flyttede han med sin familie tilbage til København. Tog den derefter med ro et par år.

Ole Olsen søgte og fik biografbevilling og åbnede i 1905 sit "biografteater" på Vimmelskafte.
Her fremviste han det nymodens fænomen, de levende billeder.
Ole Olsen var ikke den første, der viste film i Danmark. Allerede i 1896 havde Vilhelm Pacht åbnet den første biograf på Rådhus-pladsen, og i 1902 drejede Kgl. Hoffotograf Elfeldt den første danske spillefilm, "Henrettelsen".

I 1906 besluttede Ole Olsen selv at producere film og startede Nordisk Films Kompagni, som han blev generaldirektør for.
Han indrettede det første, danske filmstudie i en kolonihave i Valby og lagde grundstenen til dansk films internationale storhedstid.

Det var filmen "Løvejagten", der banede vej for berømmelsen.
Hos Hagenbeck i Hamburg havde Ole Olsen købt to affældige hanløver. Sammen med en hest, en ged, nogle palmer, et filmhold og to skuespillere i tropisk udstyr blev de transporteret til den lille ø, Elleore i Roskilde Fjord.
Men netop som han var klar til optagelserne af den drabelige løvejagt, ankom en båd med kongens foged.
På direkte ordre fra selveste justitsminister Alberti kom han for at nedlægge forbud mod det påståede dyrplageri. Ole Olsen omgik imidlertid snildt forbudet.
Tidligt næste morgen fandt optagelserne sted.
Geden blev dræbt ved et løvepoteslag. Hesten og begge løverne faldt for førsteskuespilleren, den tidligere sergent Viggo Larsens, sikkert placerede riffelkugler.
Alberti straffede Ole Olsen ved at inddrage hans biografbevilling. Selv om han siden, efter Albertis fald, pure blev frifundet, fik han den aldrig igen.
Historien havde nemlig vakt sådan en sensation, at han hurtigt fik bestillinger på filmen. Alt i alt solgte han 259 kopier. Ole Olsen kunne nu fuldstændig hellige sig filmproduktionen.


"Løvejagten" banede for alvor vej til verdensmarkedet.
I de næste år voksede Nordisk Film støt og roligt frem til at være det næststørste selskab i Europa.
Med salgskontorer overalt i verden bevarede det positionen indtil l. verdenskrig bremsede for den internationale samhandel.

Succesen skyldtes ikke kun Ole Olsens utrolige sans for forretninger. Han havde også, fra årene som markedsgøgler, en særdeles veludviklet sans for, hvad folk ville have. Samtidig forstod han tidligere end de fleste andre film-producenter det betydningsfulde i at udvikle filmens spilletid for at give mere plads til personkarakteristik og handling.
Efter l. verdenskrig stod Hollywood-selskaberne parat til at overtage det europæiske filmmarked. De har siden da været absolut dominerende. Den store tid var forbi, og da tonefilmen indførtes omkring 1930, blev det snart klart, at et så lille sprogområde som det danske slet ikke kunne klare sig internationalt.

I løbet af 1920erne trak Ole Olsen sig gradvist ud af engagementet i filmselskabet og forlader det helt i 1924.
Allerede i 1914 solgte han alle sine aktier i Nordisk Films Kompagni.

Samme år købte han Heslehøj i Hellerup og begyndte nu at hellige sig sin anden store interesse som samler af gammelt kunsthåndværk i porcelæn, keramik og sølv.
Hovedparten af hans samling kom til årene derefter og frem til 1930.

I 1929-30 foretog Ole Olsen en jordomrejse, hvorfra han bl.a. hjembragte en kostbar kinesisk vase fra Kanghsi-dynastiet, der regerede 1661-1722.

I 1931 sælger Ole Olsen Heslehøj og flytter ind på Stengården, også i Hellerup, hvor han i 1933 bygger og indvier en udstillingsbygningen til alle sine kunstgenstande.

Allerede i 1916 døde hans hustru af tuberkulose. Det var en årlig tradition, at Ole Olsen og de af børnene, der var hjemme på dagen, den 25. juli, mødtes i urnegården på Bispebjerg kirkegård og lagde blomster på moderens grav.
Men en dag var urnen væk, tidspunktet er ikke angivet i Ole Olsens erindringer, men det er formentlig i 1934. Børnene var chokerede og Ole Olsen dybt rystet. En forespørgsel hos en opsynsmand gav det rystende svar, at der nok var sket det, at der ikke var betalt for pladsen til tiden, og så blev urnen kasseret.
Et besøg på kirkegårdens kontor kunne kun bekræfte det. Ole Olsen var rasende. Urnen måtte med det samme skaffes til veje. Det lykkedes heldigvis.
For at det ikke skulle ske igen, besluttede Ole Olsen at opføre en gravhøj på sin fødeegn, på den gård ved Sejerø Bugten som han havde købt den l. november 1933, og det er Esterhøjgård ved Høve, nu Høve Friskole.
Udover Esterhøjgård købte han, kort tid efter, også den nærliggende Skovgården.

Ole Olsen opførte nu ikke fra grunden en helt ny gravhøj, han valgte at bygge gravstedet i den midterste af de tre gravhøje i Esterhøjgruppen.
Først skulle der søges tilladelse til at indrette gravsted i højen.
Ole Olsens søn landsretssagfører Eugén Olsen ansøgte for faderen Undervisningsministeriet i begyndelsen af september 1934 om tilladelse til at indrette gravsted i højen.
Undervisningsministeriet udbad sig den 13. september 1934 en tjenstlig udtalelse fra Nationalmuseet.
Nationalmuseets udtalelse er dateret 18. september 1934 og lyder: "I Anledning af det under 13. ds. Af Undervisningsministeriet Andragende fra Direktør Ole Olsen vedrørende tilladelse til at oprette et Familie-gravsted i en på Matr. Nr. 2 a af Høve By, Asnæs Sogn, beliggende Oldtidshøj skal Nationalmuseet tjenestelig udtale følgende.: "Den pågældende Høj er Museet velbekendt som et led i den lange Række af store Bronzealders Høje, der kroner den høje Bakkekam ud mod Sejerøbugten øst og vest for Høve. At Højen er et Oldtidsmindesmærke kan ikke være Tvivl underkastet. Den er ikke fredlyst, men Nationalmuseet maa anse det for principielt, absolut forkasteligt at indrette moderne Begravelser i en Oldtidshøj, uanset om det paa et givet Tidspunkt skulde lykkedes at drage denne ind under Fredning, og ligeledes uanset om Højens landskabelige Virkning ved et saadant Indgreb mere eller mindre forringes. Mod Forstyrrelser af denne og lignende Art bør Landets Oldtidsmindesmærker i alle Tilfælde skærmes. Man maa saaledes fraraade, at den ønskede Tilladelse, der vilde kunne skabe et farligt Præcedens, bliver givet".

Nationalmuseet kunne ikke nedlægge forbud, idet højen ikke var fredet, Fredningsloven trådte først i kraft i 1937.

Ti måneder efter Ole Olsen havde søgt om tilladelse til at indrette gravkammer i højen kom den igennem.
Godt 2 måneder efter den givne tilladelse, den 13. september 1935, gik Ole Olsen i gang med at omdanne højen til gravkammer, dvs. der gik et helt år fra der blev søgt om tilladelse til arbejdet blev iværksat.
Ved udgravningen stødte man midt i højen, 0,80 meter under toppen, på en grav bestående af en stenlægning af hånd til hovedstore sten.
Et stykke nede i stenlægningen, ca. 1,15 meter under højens top, fandt man et bronzesværd, som var brudt i 3 stykker. Der var også spor af trækul, brændte ben og et lerkarskår.
Den døde er blevet brændt og lagt i en egekiste. Sværdet havde ligget med fæstet i Øst.
Ole Olsen var klar over, de var stødt på en grav og telefonerede samme dag til Nationalmuseet og fortalte om fundet, idet han meget rigtigt sagde, at da sværdet var fundet ret højt oppe i højen, var der mulighed for, at der fandtes endnu en grav.

I dagene 17.-19. September 1935 foretog Nationalmuseet ved Therkel Mathiassen en undersøgelse af den resterende del af højen.
Undersøgelsen foregik under vanskelige forhold, idet der i disse dage blæste en forrygende storm, så det føg med sand og grus, ikke mindst oppe på denne bakketop.
Ole Olsen stillede arbejdskraft til rådighed, fulgte med stor interesse udgravningen og var en charmerende vært.
Ved undersøgelsens begyndelse var der af den øvre stenlægning, hvor sværdet var fundet, kun en strimmel på ½ meters bredde tilbage.
Det viste sig snart, at der under den første fundne grav, sekundærgraven, der efter sværdet må have rummet en mand, fandtes endnu en grav, primærgraven, der har indeholdt en kvinde. Den fremkom omkring en meter under det sted, hvor sværdet var fundet.
På selve undergrundens morænegrus var lagt en brolægning af flade sten, ca. 2,1 meter lang, omkring l meter bred, og over den var et mørkt lag af 1-2 centimeters tykkelse med trærester, mørk organisk substans. Øverst var et tyndt stærkt opløst trælag med fibre i gravens længderetning øst til sydvest til nord.
Dette mørke lag nåede lidt ud over stenlægningen og havde en længde af 2,25 meter.
Træresterne tolkes som spor efter en formuldet egekiste. Selve skelettet var fuldstændig opløst, men umiddelbart på stenlægningen lå gravgodset, som bestod af en halskrave, en bælteplade og 11 små runde smykkeplader med midtspids, kaldet tutuli, samt brudstykke af et bredt armbånd, hvis oprullede ender er afbrækket.

En arbejdsmand og en murer blev herefter efter Ole Olsens tegninger og anvisninger sat i gang med at bygge det nye gravkammer indeni den gamle høj og forsynede det med et ydre lag af beton.




En tung dør af bronze blev indsat i højen og et gitter udenom den.









Den 9. April 1936 blev hustruens urne anbragt i gravkammeret.
Gravkammeret var ikke bygget solidt nok så det blev senere renoveret
Indtil gravkammeret er sat en lodret stensætning. Omkring døren er en granitportal med indskriften "Direktør Ole Olsens Gravsted" det er en svær bronzedør med isbjørnemotivet indfældet i håndtaget.

Selve gravrummet er halvkugleformet og støbt i beton. Det er forsynet med glasfliser i toppen, der giver lys til kammeret.
En betontrappe på højens vestside fører op til højtoppen med glasfliserne.

kvinden er Ole Olsens barnebarn Lise Hagensen
Foto: Chr Mikkelsen 1982

Et kik ind i gravkammeret med Ole Olsens og hans hustrus urner, de øvrige urner indeholder aske af hans børn

Væggene er fra gulv til loft udsmykket med mosaikarbejde i glas. De dækker i alt ca. 72 kvadratmeter, forestiller : Lillebæltsbroen, lyntog, bil, dampskib og Skamlebæk radiostation.

Ved indgangen er malet to fayancemalerier af Dragsholm Slot ( foto Chr. Mikkelsen 1982).og Vallekilde kirke, hvor hans forældre ligger begravet.

Fayancemaleri af Dragsholm slot. Bag billedet er et hemmeligt gemme med hemmelige dokumenter

Over landskaberne er fire motiver, i mosaik: to mænd med kamera og filmstrimmel, en familie omkring radioen, en pilot ved sit fly og videnskabsmænd i laboratoriet.
Langs væggen er opført et urnealter med hustruens og hans egne urner. Under den er indsat en inskription i mosaik:
"Ole Olsen gav sig og sin Hustru denne Grav i en Kæmpehøj fra Oldtiden og lukkede sin Tid ind til al den Tid, der svandt. Mennesket frigjorde sig fra Jorden, Lyden blev frigjort. Billeder blev levende, og man søgte Tingenes inderste Kerne. Vor Tid, Flyvningens, Filmens, Radioens og Atomsprængningens Tid."

Den 6. maj 1938, dagen efter Ole Olsens 75 års fødselsdag, afslørede han det nyrestaurerede og nydekorerede gravmæle for Københavnerpressen og enkelte lokale.
Filmfolk optog højen indvendig og udvendig til UgeRevyen og bladene skrev om den.
En glad og stolt Ole Olsen med blomst i knaphullet og bowleren lidt i nakken modtog de fremmødte og sagde:
"Jeg rejste dette Mausoleum i en gammel Krigergrav for at give et Billede af Tiden, hvori vi lever. Naar min Aske om faa Aar er begravet her, mures Højen til, og saa maa den ikke aabnes før om to Hundrede Aar. Saa skal den Tids Mennesker da komme og se, hvad vi oplevede i vor Tid, hvad vi skabte af Aand og Teknik. Det er den kulturelle Mission med min Gravhøj. Jeg vil med denne sige: Se, Ole Olsen var nok en gammel Gøgler, men han var også mere, han vilde mere end blot at gøgle og tjene Penge. Denne Tanke har grebet mig saadan, at jeg ikke kunde lade den ligge. Jeg maatte føre den ud i livet, og saa købte jeg denne Bondegaard med 33 Tønder Land, hvorpaa Gravhøjen rejser sig med udsigt over Land og Vand paa den skønneste Plet i Danmark. Saa vender jeg tilbage til min Barndoms Land. Ringen er sluttet. Baronerne paa Dragsholm er døde og borte, nye Tider og nye Folk. Den gamle Baron og Baronessen lod sig begrave i en Gravhøj ved Vejrhøj Skov. Men det er en ganske almindelig Gravhøj, hvor deres Støv er blandet med Jorden over dem. Der er intet, som i kommende fjern Tid vil fortælle om deres Liv. Men i den fattige Vogterdrengs Gravhøj vil vor Tid leve frem gennem Aarhundreder, naar den gamle Gøgler længst er glemt. Det er mit Maal og min Mission før jeg dør. Det er naaet nu."

Det var så vidt ikke tankerne om døden, der havde fået ham til at bygge gravhøjen, men tankerne om eftertiden.
Han var ked af, at det havde taget så lang tid -"sagen skulle igennem ti instanser, inden man gav mig lov til at hvile på min egen jord" - som han udtrykte det, og nu stod den dér, også som et udtryk for hans egen glæde ved minder om svundne tiders dygtighed og kunstfornemmelse. Gravhøjen skulle bestemt ikke være en filosofi over døden. Han sagde selv, at han altid havde levet og kun yderst sjældent filosoferet. Familien fik først lov at bese den nyrenoverede gravhøj et par dage senere.

Tirsdag den 7. september 1943 blev Ole Olsen indlagt på Lukas Stiftelsen i Hellerup med en maveblødning. Allerede i marts 1939 havde han været hasteindlagt med blødende mavesår.
Det lykkedes at standse maveblødningen og slå feberen ned, og Ole Olsen talte om at komme hjem igen. Men det gjorde han ikke, hans tilstand blev værre. Den 5. oktober sov han ind i en stille og fredelig død i en af alder af 80 år

. Fredag den 8. oktober stod kisten dækket med Dannebrog og omgivet af levende lys i sølvstager i udstillingsbygningen i hjemmet på Stengården i Hellerup.
Kun den nærmeste familie var tilstede, da Eugén Olsen holdt afskedstalen.
Herfra blev kisten kørt til Holmens Kirke, hvor sørgehøjtideligheden foregik.
Selv om bisættelsen efter hans eget ønske skulle foregå i stilhed, var mange fra filmens og museernes verden mødt frem, og der var sendt kranse fra Stockholm, New York og Los Angeles. Man talte 269 i alt.
Kun den nærmeste familie fulgte med til Bispebjerg krematorium

Søndag den 17. oktober blev gravhøjen ved Esterhøjgård i Høve åbnet. Ole Olsens urne blev, som han havde bestemt det, anbragt på pladsen ved siden af hustruen Anna. Det var et vidunderligt efterårsvejr med høj, klar himmel, og følget kunne se langt ud over Vejrhøjbuen, ud til Dragsholm og Tangmosen.
Eugén Olsen holdt en tale på familiens vegne og udtalte bl.a.
"Nu er far kommet hjem til det sted, der altid var i hans tanker. Han er kommet til hjemstavnen, hvor han oplevede sin hårde og trælse barndom, og hvortil han søgte, da alderdommen meldte sig."
Så blev gravhøjen principielt lukket for de næste to hundrede år, dvs. den først må genåbnes den 5. oktober 2143. Det er dog lykkedes enkelte siden at bese gravhøjens indre, men de fleste må nøjes med at skue den udefra.
Slut.
Tilbage til start
Tilbage til historier
Flere gravhøje