Tilbage

Nørre Asmindrup sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem



Den nedgravede hest

Folkene på Stenvangsgården sad tavse og triste over deres aftensmad.
Endnu en hest var død!

Der havde været uheld med hestene siden foråret - arbejdet var blevet forsinket, fordi de medtagne dyr ikke kunne arbejde. De var syge, og intet hjalp på dem.

Bondemanden, som havde siddet med hovedet i hænderne, slog pludselig næven i bordet, så alle for op.
»Der er ikke andet at gøre....! Vi må til det«!
Alle vidste, hvad dét betød.
Konen og børnene begyndte at græde de kunne se på bondens ansigt, at han havde taget den tunge beslutning, som de havde snakket om lige siden den dag, da han havde været hos den kloge mand.
En levende hest måtte graves ned foran stuehusets dør, så de andre heste kunne blive raske.
Den bedste hest måtte ofres, hvis det skulle lykkes.

Den lille grå hoppe var den bedste hest ingen kunne lide tanken at begrave et levende dyr, men bonden var efter mange overvejelser kommet til det resultat, at det var bedre at een blev pint, end at den, sammen med alle de andre, skulle gå til.
Han gav tegn til karlene, og de gik ud, tog skovle og hakker og begyndte at grave et dybt hul.
Kvinderne og børnene holdt sig af vejen.

Naboerne så det usædvanlige postyr og kom til for at spørge, hvad det store hul skulle bruges til.
De fik besked, og nogle gik hovedrystende bort, mens andre nikkede alvorligt og hjalp til med at grave.
Da hullet var færdigt, gik bonden over i hestestalden og hentede hoppen.
Han talte beroligende til den, ledte den ned i hullet og bandt benene sammen på den.
Konen kom løbende med en armfuld hø og børnene med nogle blomster, som de kastede ned til hoppen. Så løb de grædende ind i huset og skjulte sig.
Hullet blev hurtigt kastet til for ikke at trække pinen ud.
Hesten stod helt rolig, som om den vidste, at man ikke gjorde dette af ond vilje, men af nød.
De andre heste kom sig hurtigt. Trolddommen var brudt med den grå hoppes død.

Længe efter kunne man se en tør plet foran døren til stuehuset, selvom det havde regnet. Det var hestens skelet, som sugede væden til sig.
slut