I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:

De kunne lide at soppe i Lammefjorden. Når de satte deres kæmpefødder i vandet, kom der nogle høje bølger. Fiskerne skyndte sig altid hjem, når de hørte vandet bruse på en bestemt måde. De vidste da, at troldene var ude og dyppe tæer.

Ovre på den anden side, ved Audebo, boede nogle andre trolde i klinterne.
De afskyede vand. Det stænkede ind i deres huler, når Atteruptroldene gik i vandet, og fik fjorden til at slå høje bølger. Det havde nu stået på i mange hundrede år, så til sidst blev de godt knotne og holdt råd om, hvad der skulle gøres ved det. De råbte og skreg i munden på hinanden en hel nat. Det eneste de fandt ud af var, at vandpjaskerne skulle tilintetgøres! Men hvordan! Een nat mere gik med skænderier og råben. Til sidst blev de enige om, at de ville kaste nogle store sten derover, ramme fjenderne og deres huler med et overraskende angreb, og så ville der blive fred ved fjorden de næste mange hundrede år.

Mange dage gik de, for at finde de rigtige sten. Store og farlige skulle de være.
Endelig en nat slæbte de de tre sten, de havde valgt til kasteskyts, ned til stranden. Næste morgen skulle slaget stå. De tre stærkeste trolde var valgt til at kaste. Solen skinnede fra en høj himmel den næste morgen. På begge sider var der et mylder af trolde. Atteruptroldene var gået ud, for at nyde solen og det kølige vand, men de blev straks opmærksomme på, at der var noget usædvanligt på færde. På den anden side hylede og peb troldungerne i vilden sky, og kællingerne hoppede op og ned, så det gungrede i jorden. Da så Atteruptroldene, at en sten blev løftet og vidste med et, hvad det betød. De skyndte sig, alt hvad de kunne, ind i hulerne og lukkede de tunge døre. Bag dem susede den første sten gennem luften, men den ramte ikke, den landede i strandkanten.

Et ordentlig brag! Den anden sten! Forsigtigt kiggede de ud. Den lå også i strandkanten.
Før de fik næserne indenfor igen, kom den tredie sten, den største af dem alle. Hvis den havde ramt klinten, var hulerne blevet ødelagt og alle trolde døde. Til alt held var Audebotroldene dårlige til at kaste, for den sidste sten lå ved siden af de andre.

Der lød et hyl af skuffelse fra Audebo. De uheldige skytter fik prygl af de andre, og troldungerne kneb dem i halen. Så luskede de allesammen slukørede af. De heldige trolde hoppede glade til stranden. De dansede omkring stenene, og de dansede i vandet. Bølgerne blev så store, at vandet kom helt op i Audebohuleme, og troldene dér, som var så bange for vand, fik for første gang våde fødder og buksebage. Pyh, det var væmmeligt!

Slut