Skotte er faldet i ilden

En af troldene fra Hulehøj ved Asmindrup stod skjult bag et træ. Den kiggede sig forsigtigt omkring, før den krydsede landevejen - den var på vej til gården på den anden side vejen, og ville helst ikke ses.
I hånden bar trolden en kæmpestor kobberkedel. Der var fest i højen, og troldene var løbet tør for øl. De sendte da den behændigste trold afsted, for at stjæle øl på gården.

Trolden bag træet havde en sortbrun pels, og faldt næsten sammen med mørket omkring ham. Kun de røde øjne glødede. I det fjerne hørte man larmen fra troldefesten, og man kunne se skæret fra de gloende pæle, som højen stod på. Trolden vidste, at bonden ikke var hjemme - han stod nemlig oppe ved vejen og kiggede på troldenes dans og morskab.

Til sidst tog trolden mod til sig og løb over mod huset og kiggede ind ad det vindue, hvor der var lys. Derinde sad bondekonen og spandt blår, og hun så ret så søvnig ud. Ind imellem faldt hovedet ned på brystet og trolden kunne høre et enkelt snork eller to, - så vågnede konen igen med et sæt og spandt videre.

Trolden kiggede efter, om vinduerne var haspet - det var de ikke i kammeret, ved siden af det rum, hvor han vidste, øltønden stod. Stille og roligt og uden at forhaste sig, krøb trolden ind ad vinduet. Det var lidt vanskeligt, for han var ret tyk. Så slæbte han kobberkedlen hen til tønden og heldigvis havde bondefolkene glemt at sætte kors på tønden, - for er der kors på, kan en trold jo ikke tappe af den! Døren til stuen, hvor konen sad og spandt stod åben, så trolden vogtede på hver af konens bevægelser - men hun sad og spandt, blundede og spandt igen, og anede ikke uråd.

Pludselig kom bondemanden buldrende ind. Han var så oprevet, at han slet ikke lagde mærke til trolden i det mørke kammer. Han kunne ikke få et ord frem, så forpustet var han. Han satte sig ned på den nærmeste stol for at få vejret.
"Jamen, hvad er der dog sket"? råbte hans kone.
"Ja, nu skal du høre", sagde bonden, som havde sundet sig. "Jeg stod altså sådan oppe ved Hulehøj for at kigge på troldefesten. De havde det virkelig morsomt, troldene - de dansede og sang og drak under højen. Musikken spillede, de drak øl og snaps af flotte sølvbægre, og da festen var på sit højeste, hørte jeg et højt smertenshyl, som gik gennem marv og ben, og een råbte: Skotte er faldet i ilden. Kom og hjælp ham op! - I samme nu standsede musikken, højen sank ned og hele herligheden tog ende"!

Trolden, som stod og tappede øl, blev så forfærdet over historien, at han lod kobberkedlen falde på gulvet og øllet løbe. "Er Skotte faldet i ilden? Så må jeg hjem", råbte han og hummede sig ud af vinduet så hurtigt han kunne.
Bonden og hans kone hørte larmen, råbet og øllets plasken. De skyndte sig ind i kammeret og lukkede for øltønden. Der stank af øl derinde, for trolden havde næsten fået kedlen helt fyldt, og nu lå alt øllet i en stor pøl på gulvet. "Sikken et svineri", sagde konen. "Det må jeg straks tørre op"! "Ja, det må du hellere", sagde manden, "og kobberkedlen... den beholder vi for det spildte øl"!