Spøgelset Morten Boesen

Spøgelset med den halvt opløste krop i mørke klæder, tomme øjenhuler under den bredskyggede, sorte hat, med raslende benpiber i lange støvler og en pisk i hånden, vandrede nat efter nat hvileløst mellem kirken og Egebjerggård. Folk talte kun hviskende om genfærdet - de frygtede og hadede den døde ridefoged og birkedommer lige så meget, som de havde frygtet og hadet den levende.

Den mægtige mand havde pint og plaget dem, og ingen havde turdet komme ham i vejen, hverken før eller nu! De kaldte ham "Morten Bøes". Som ridefoged havde han haft magt over deres liv, som birkedommer over deres død. Det var meget for een mand at råde over.

Han havde boet på Egebjerggård, og der døde han 1695, 63 år gammel. Han lå begravet i kirkens kor under en flot gravsten - havde fået en prægtig mindetavle, givet penge til de fattige på dødslejet (selvom det kun var en meget lille del af hans store rigdom) og var blevet en from mand i sine sidste år, hvor han havde været meget syg. Alt dette havde ikke hjulpet ham! Han blev dømt til at gå igen og skræmme folk fra vid og sans som altid. Der skulle næsten gå 100 år, før Morten Boesen fik fred og folk fred for ham. 1774 kom en ny præst til Egebjerg - den 26-årige Andreas Johan Rehling. Han var en begavet ung mand med usædvanlige evner.

Han mødte Morten Boesen i den sumpede lavning til højre for alléen til Egebjerggård. Spøgelsets stirrende øjenhuler var rettet stift mod præsten - pisken var hævet truende, men Rehling lod sig ikke skræmme. Han tog Bibelen frem og begyndte med høj og fast stemme på sine bønner og besværgelser.

Genfærdet afbrød ham og spurgte: "Har du aldrig begået nogen synd?" "Jo", sagde Rehling, "jeg har engang taget for to skilling hvedebrød, da jeg var meget sulten og fattig" - og derefter fortsatte han bønnerne, og Boesen sank i knæ og forsvandt ned i den sumpede jord. Rasende hævede han pisken og slog Bibelen ud af præstens hånd. Men denne var forberedt og trak en anden Bibel frem - og nu måtte Morten Boesen ned! Han er aldrig blevet set siden, men stedet kaldes endnu i dag "Morten Boesens hul". Det er lykkedes mig at finde nogle facts om den historiske person Morten Boesen:
Han blev født den 29. september i Åshøje (Herfølge sogn) som søn af Boe Jørgensen, der var fæster under Rudholt - idag kaldet Billesborg. Der var to andre sønner, Anders og Jørgen. Man ved intet om Morten Boesens første 32 år, intet om hans uddannelse, som må have været ganske omfattende efter hans senere embeder at dømme - intet om eventuel protektion. Han dukkede frem af det historiske mørke i 1664, da han ankommer til Odsherred som Henrik Mullers ridefoged og amtsforvalter. For at kunne forstå Morten Boesens vigtige, krævende, men sikkert også ubehagelige stilling, er det nødvendigt kort at beskrive hans arbejdsgiver og tilstandene på Dragsholm gods på Frederik den 3. s tid.

Henrik Muller var en af statens storkreditorer. Disse kreditorer blev nærmest tvunget til at overtage noget af kronens jordegods og overtage mere end staten skyldte, så der kunne komme penge i den slunkne statskasse. Denne overskydende del blev solgt til ublu overpris. Muller overtog Dragsholm gods, Sæbygård, noget i Ringsted Amt og strøgods alt i alt så meget som 2000 bøndergårdes jord.

Men det stod slet ikke godt til med det, han overtog. I midten af 1650'erne havde pesten hærget Sjælland - under svenskekrigene var Dragsholm Slot skudt sønder og sammen, og hver femte bondegård var øde - hvert femte menneske død af pest, sult eller krig, og der var næppe een ud af 100 gårde, som kunne betale, hverken skatter til staten eller landegilde til godsejeren.

Ydermere var bønderne på Dragsholm gods vant til at være under kronen under en adelig lensmand. Nu kom Muller, en borgerlig ny rig og krævede ind. 1660 var lenene blevet døbt om til amter og fik en amtmand til øverste civil myndighed. Muller blev amtmand over Dragsholm amt, som på den tid omfattede hele Odsherred og Sejerø. Som sagt var Boesen Mullers ridefoged og amtsforvalter, men blev også kaldt amtsskriver og forstander. Hans opgaver var mange. Han skulle inddrive skatter til kronen og landgilde til godsjeren. Skatterne var høje på grund af den lige overståede krig, og landgilde (fæstebøndernes afgifter i naturalier og penge) var svære at inddrive på grund af de hårde tider.

Morten Boesen var også ansvarlig for regnskaberne. Skatteregnskaberne skulle indsendes til rentekammeret - altså finansministeriet. Han fastsatte selvstændigt landgildens størrelse, havde samtidigt et vist tilsyn med vej ene, førte regnskab for amtsfattigkasserne, havde tilsyn med godset og var skifteforvalter for bønderne.

Det kom snart til konflikt mellem Muller og hans bønder. Allerede i 1665 stævnede han ved sin ridefoged Morten Boesen herredsfogeden i Odsherred, Jens Michelsen ved Sjællands landsting for hans dom af 10. december 1664 mellem Boesen og en del bønder. Herredsfogeden havde frifundet dem for den største del af de kørsels- og arbejdspenge, som de skulle betale. Morten Boesen var desuden blevet beskyldt for, at han vilkårligt og egenmægtigt havde bestemt taksterne. Bønderne påberåbte sig et kongebrev fra 1662 - Muller kunne henvise til sit skøde, dateret 1664.

Dommen blev omstødt. Muller fik medhold i, at han som husbond frit kunne fastlægge sine takster.- Bønderne slog sig ikke til tåls med denne dom. En måned senere drog tre modige mænd til København for at overrække kongen et bøn- skrift. Klagen blev hovedsageligt rettet mod Boesen, som fik skylden for de urimelige afgifter, og for at afgiftstaksterne var ens for alle gårde uanset størrelsen. Kørslspenge blev nævnt igen. De bebrejdede Boesen, at han, loyal mod sin herre, havde udtalt, at denne i forvejen havde betalt dyrt nok for sit gods. Tonen i brevet er forbitret. Det er ikke svært at forestille sig grumme scener og høre skænderierne mellem ridefoged og bønder. I København fik de tre mænd en dårlig behandling. De blev sat ind i det berygtede fængsel Blåtårn og sad der i otte dage på vand og brød. De rejste hjem med besked om, at Henrik Muller var deres herre, som de skulle lystre. Bønderne gav dog ikke op endnu. Efter endnu en måned rejste de igen til hovedstaden med et nyt bønskrift. Dette indholdt dog ikke noget nyt, og blev igen afslået.

For at få ro på godset, sendte Muller de tre mest oprørske mænd til straffekolonien Holmen i København, hvor de blev lagt i jern. Nogle andre blev tilbageholdt, til de gav sig, og så hører man heller ikke flere klager fra Dragsholm gods. 1671 opgav Muller sit amtsmandsembede, og dermed forsvinder Boesen som underskriver af Skatteregnskaberne fra arkiverne. Men han var uden tvivl stadig ridefoged. 1683 gik Muller fallit. I de 19 år han sad på Dragsholm, nåede han kun at genopbygge et stykke af vestfløjen. Det år dukker Morten Boesen op igen. Kongen - nu er det Christian den 5. - udnævnte ham til birkedommer over Odsherred. Året efter blev Odsherred og Dragsholm birker lagt sammen til Dragsholm birk, som omfattede hele Odsherred. Fæstebondens søn fra Åshøje havde sandelig drevet det vidt. Sammen med otte "sandmænd", der blev valgt mellem selvejerbønderne, tog en birkedommer sig af voldssager, tyverier, stridigheder og andre uregelmæssigheder. Tingstedet lå på Morten Boesens tid på Ellinge Lyng, hvor også retterstedet må have været.

Som en slags embedsbolig havde han Egebjerggård i fæste - en stor firelænget gård med megen jord. Den gav sikkert gode indtægter ved siden af birkedommerlønnen.

Alt synes at have tegnet sig godt indtil 1688. Morten Boesen var nu 56 år, altså ingen gammel mand endnu. Han fik en svær sygdom og måtte bede kongen om en stedfortræder, som efter Boesens valg blev Claus Byssing. Der blev ikke nævnt, hvilken sygdom, han led af, kun at han var svag og ofte sengeliggende. Efter Morten Boesens død efterfulgte stedfortræderen Claus Byssing ham som birkedommer og fæster afEgebjerggård. Egebjerggård blev ryttergård i 1690'erne, og Morten Boesens testamente og skif- tet efter ham, findes derfor i ryttergodsets skifteprotokol. Disse to dokumenter fortæller en del om ham.

Hans omtrent jævnaldrende bror, Anders, bosatte sig sammen med sin kone i Vig i 1690'erne. Broderen var smed. Hans to sønner, smed Claus Anderssøn og skrædder Boe Anderssøn, boede 1695 henholdsvis i Udde Sundby og Køge. Tre af døtrene var gift i Odsherred, Berete med Rasmus Smed i Vig, Anne med Anders Erichsen Bryde i Siddinge, Maria med Jens Nielsen, som var møller i Nygårds Mølle. Den fjerde datterJohanne var ugift, da Morten Boesen døde i 1695, og hun bliver ikke nævnt i dokumenterne.

Morten Boesens næsten 20 år yngre bror, Jørgen (født ca. 1653) havde boet i Bergen og var gift med Ingeborg Nielsdatter Loss. Da han og deres to små børn døde, rejste den unge kone til Danmark for at opsøge sin svoger, Morten Boesen. Hun ankom 1685 og holdt hus for den ugifte svoger til hans død.

Da han blev syg, plejede hun ham kærligt og omsorgsfuldt. Hans testamente, som han allerede skrev i 1689, bærer til gengæld præg af hans omsorg for hende, for dets formål var, at sikre Ingeborg Loss et søsterlod - hvilket ville sige en tredjedel af arven.

Men af skiftet kan man læse, at det gik lidt anderledes. Da boet blev gjort op, var dets aktiver 750 rigsdaler. Af dem fik Ingeborg sin tredjedel, nemlig 250 rigsdaler, men på dødslejet fordelte Morten Boesen sine rede penge. Svigerinden fik lige så meget som broderen, nemlig 2000 rigsda- ler. Anders' sønner fik hver 100, de gifte døtre hver 200, Berete dog 300 og hendes søn Morten 100. Mon ikke han var Morten Boesens gudsøn?
Endelig fik de fattige i Dragsholm amt 200 rigsdaler.

Alt i alt var Morten Boesen god for ca. 6000 rigdaler - omregnet til moderne penge svarer det nok til nogle milioner. En rig og mægtig mand som Morten Boesen blev selvfølgelig begravet i kirken. Det fornemste sted var i koret, men det synes ikke helt at være gået, som det skulle. I skifteprotokollen vedtager de fire vurderingsmænd nemlig, at begravelsesstedet alligevel ikke kunne blive i koret, så gravstedet måtte ligge lige udenfor korets afgræsning, sandsynligvis i midtergangen.

De taknemmelige arvinger besluttede sig for at lægge en gravsten over gravstedet. Den er forsvundet i dag, men præsten JensArctander nævner den i kirkebogen endnu i 1756. Han skriver: "Nederst i kirken staaer oprejst en Liig steen, hvorpaa læses disse ord:Anno 1695 den 6-Apriil døde Kongl. Mayst. Birkedommer, den ærlig hoyagtbar og velfornemme mand nu salig Morten Boesøn, hvis Leyrsted dette er".

Men det var ikke nok med det. Morten Boesen skulle også have en mindetavle - et epitafium. Arvingerne lod det fremstille for 250 rigsdaler, og flot blev det! Det hænger i dag på nordvæggen i Egebjerg Kirke - og det er takket være dette, med de opgivne data og embeder, at det har været muligt at dykke ned i Morten Boesens historie.