En Dag skulde Pigerne spinde. Steddatteren fik Skætteblaar, og Konens egen Datter fik Hør. Hvem af dem, der spandt grovest, skulde paa Hovedet i Brønden. Det gjorde selvfølgelig Steddatteren. Saa sendte Konen hende ud at hente en Spand Vand og smed hende da ned i Brønden.
Pigen kom dernede til en Vej. Efter at have gaaet lidt saa hun et Lys langt borte, og det gik hun efter. Hun kom nu til et Slot, hvor der boede Trolde, Troldhekse og saadan nogle. Der gik hun ind og spurgte om Arbejde. Det kunde hun godt faa. Der var en Ko, hun skulde malke. Hun kunde drikke saa megen Mælk, hun vilde, men hun maatte ikke spilde nogen af den. Saa skulde hun trække en Bageovn1),( gøre den ren) og hun kunde spise saa meget Brød, hun vilde, men hun maatte ikke tage noget af det med sig. Hun skulde træde Synaale den øvrige Tid, men hun maatte ikke kaste nogen af dem bort. Da hun havde været der et Aar, og alt var gaaet godt, saa skulde hun rejse derfra.

Tre Trolde, som var Hovedpersoner for de andre der, vilde nu give hende hver sit Ønske.
Den ene ønskede, at det maatte gaa hende vel, og at hun engang kunde blive Dronning.
Den anden ønskede, at for hvert Ord hun talte, maatte der falde et Guldæble ud af hendes Mund.
Den tredje gav hende det Ønske, at for hvert Trin hun traadte, maatte der staa en Rose.
Da Pigen kom til Koen, ønskede den hende, at hun maatte blive saa smuk, at hendes Lige ikke fandtes.
Bageovnen ønskede, at hun kunde skabe sig om til hvad som helst.

Pigen gik saa, kom op af Brønden og naaede hjem igen.
Da Stedmoderen saa, hvor smuk Pigen var bleven, kom hun til at tænke paa, at hun maatte have sin egen Datter ned i Brønden, for at hun kunde blive lige saa smuk.
Hun sendte nu Datteren ud at hente Vand, og med det samme gav hun hende et Skub, saa hun kom paa Hovedet ned i Brønden.
Dernede traf hun den samme Vej, som Steddatteren havde gaaet ad, og den vandrede hun paa, til hun saa det Lys paa Slottet.
Da hun kom der, spurgte hun om Arbejde, og hun blev anvist det samme som den anden.
Hun malkede, men drak af Mælken og spildte det øvrige.
Saa trak hun Bageovn, spiste og smed Brødet bort.
Da hun skulde træde Synaale, kastede hun mere end hveranden af dem væk.
Troldene blev nu vrede paa hende, og de vilde ikke have hende længere. Men inden hun gik, skulde hun ogsaa have et Ønske fra hver af dem.
Den første ønskede, at det aldrig skulde gaa hende godt, hvor hun kom frem.
Den anden ønskede, at for hvert Trin hun traadte, skulde der ikke være andet end Torn og Tidsler foran hende.
Den tredje ønskede, at hun skulde blive saa grim, som nogen kunde være det.
Koen gav det Ønske, at for hvert Ord hun talte, skulde der falde en Svinekok ud ad Munden paa hende.
Bageovnen vilde ikke give hende noget Ønske.
Pigen kom saa igen hjem til sin Moder.

Paa Kongens Slot tjente en Brodér til Steddatteren. Han havde fortalt om, at hans Søster var saa smuk.
Kongen siger da til ham, at hvis han kunde skaffe hende, og hun var, som han havde sagt, saa skulde hun blive Dronning og han den øverste Mand op til ham.
Men var hun ikke saadan, da skulde der til Straf skæres en Rem af hans Bug og hans Bag.
Efter at der var bleven drysset Salpeter og røde Myrer i Saaret, vilde han blive smidt ud paa Ormegaarden.
Karlen skrev saa til sin Søster om det, og Kongen sendte et Skib efter hende.
Da Pigens Stedmoder hørte om det, foreslog hun, at hendes Datter skulde rejse med og være Kammerpige for Steddatteren, naar hun blev Dronning.
En lille Hund, som hed Pembenelle, havde Steddatteren, og den tog hun med sig.
Saa rejste de.
Konen havde sagt til sin Datter, at naar de kom langt ud paa Søen, da skulde hun se, om hun kunde faa smidt den anden paa Hovedet i Vandet, for at hun selv kunde blive Dronning.
Saa en Dag de begge to stod paa Skibets Dæk, gav Pigen et Skub til Steddatteren, og hun faldt i Stranden.
Da den grumme Pige kom hen til Kongen, blev han forbitret.
Han kaldte Steddatterens Brodér frem og befalede, at der maatte skæres en Rem af hans Bug og Bag. i Saaret, som blev ved det, skulde der strøs Salpeter og røde Myrer.
De kastede ham saa paa Ormegaarden. Kongen tog dog ligegodt den grumme Pige til sin Dronning.
Dengang Steddatteren var smidt i Stranden, skabte hun sig om til en And og svømmede saa til Slottet, hvor Troldene boede. De tog vel imod hende, og de sagde, at hun om Aftenen skulde gaa til Kongeslottet og svømme ind ad Rendestenshullet.
Dette Raad blev fulgt, og da Anden kom dertil, sang den:
"Sover du Pembenelle? Alle sover saa nær som jeg, jeg maa vaage. Den grumme ligger i Kongens Arm, hvor jeg skulde ligge, og min Brodér ligger paa Ormegaarden, hvor hun skulde ligge. Godnat Pembenelle, jeg kommer to Gange endnu."
Saa svømmede Anden igen ad den Vej, den var kommen fra. Natten efter var den der atter og sang det samme som før, men sluttede saadan:
"Godnat Pembenelle, jeg kommer nu en Gang til og saa aldrig mere."
Der var nogen paa Slottet, som i de to Nætter havde hørt og set denne And, - De fortalte om det til Kongen. Han befalede saa, at der maalte passes paa, naar den kom igen. Rendestenshullet skulde stoppes, saa den ikke kunde komme ud, for Kongen vilde se den And. Jo, rigtignok kom den tredje Natten og sluttede med at synge:
"Godnat Pembenelle, nu kommer jeg aldrig mere."
Men da Anden skulde tilbage, var rendestenshullet stoppet, saa den ikke kunde komme frem. Den skabte sig nu om til saa mange slemme Dyr og til sidst til en Firknoppe. Kongen røg til og skar Hul paa den ene Knop, og da stod den dejligste Jomfru for ham. For hver Trin hun traadte, stod der en Blomst, og for hvert Ord hun talte, faldt der et Guldæble ud af hendes Mund. Kongen blev glad, for nu skulde hun være hans Dronning. De sendte straks Bud efter hendes Brodér paa Ormegaarden, og den grumme Kvinde smed de derud.

En Dag siger saa Konen til den lille Pige:
"Her er et Stykke hvidt Uldgarn, du skal banke imellem to Sten, som ligger der udenfor,
og før det bliver rødt, maa du ikke komme ind og faa Mad."
Pigen bankede og græd hele Dagen igennem, for Garnet var lige hvidt.
Det blev nu Aften, og hun var saa sulten, saa sulten.

Da kommer der en lille Hund og siger:
"Vil du kysse mig en Gang, saa vil jeg hjælpe dig."
"Nej, kysse en Hund det var da for galt," sagde hun.
"Ja, ja, sagde den lille Hund, "da kan jeg heller ikke hjælpe dig, og saa gaar jeg igen."
"Ja," sagde Pigen, "jeg er nu nødt til det, for jeg er saa sulten. Hun kyssede da Hunden.
Den slog derefter et Slag paa Garnet, og det blev rødt. Pigen gik nu ind med det.
Efter at hun havde faaet sig nogen Mad, gik hun i Seng.

Da hun næste Morgen var kommen op, kom Stedmoderen atter med et Stykke Uldgarn og siger, at hun skulde gaa ud og banke paa det, til det blev grønt, før maatte hun ikke komme ind og faa Mad.
Pigen bankede, og hun græd, men Garnet blev lige ens.
Saa kom den lille Hund igen og siger:
"Vil du kysse mig, saa vil jeg hjælpe dig." Hun synes, at det dog var forskrækkeligt, at hun nu igen skulde kysse en Hund. Men da hun havde gjort det, slog Hunden et Slag paa Garnet, og det blev saa dejlig grønt.

Da Pigen kom ind med det, sagde Stedmoderen:
"Naa, kan jeg ikke blive af med dig paa den Maade, saa skal jeg nok finde paa noget andet."
Pigen fik nu Mad og kom saa i Seng. Om Morgenen efter kom Stedmoderen med en Trææske til hende og sagde:
"Du skal gaa til Helvede og hente Aviser, men du vover ikke at komme igen, førend du har faaet dem."
Den lille Pige græd, for hun vidste jo ikke Vej, men Stedmoderen skubbede hende ud ad Døren, og saa kunde hun gaa hen, hvor hun vilde. Pigen gik da og kom ind i en stor Skov, længe gik hun i den, og det var, som den aldrig kunde faa Ende. Hun satte sig ned under et stort Træ og græd.
Der kom saa en gammel Kælling gaaende ved et Par Krykker, og hun spurgte:
"Hvad græder du for, min lille Pige?"
Pigen fortalte hende da om, at hun skulde gaa til Helvede for at hente Aviser, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulde gaa henad.
"Det skal du ikke græde for, min lille Pige, for jeg skal nok sige dig det," sagde Kællingen. Du maa blive ved at følge denne Vej, til du kommer til et højt Gærde, hvor der er en Stænte, og der skal du gaa over. Saa naar du til et stort Slot. Naar du lukker Porten op, da skriger den, men her har du noget Fedt, og med det maa du smøre Hængslerne. Inde i Porten staar der en meget stor Hund, og her har du et Stykke Brød, som du skal give den. Saa kommer du ind i Gaarden, hvor der gaar en Karl og skraber med de bare Hænder i Brostenene. Du kan give ham denne Kost til at feje med. Inde i Køkkenet staar der en Pige og rager med sine Hænder i Ilden hende giver du denne Ildtang. Der kommer saa en gammel Heks og tager dig med ind i Stuen. Men du maa ikke spise noget af, hvad du faar. Det første, hun giver dig, skal du smide ind under Sengen, og det andet, du faar, maa du tage ind paa Brystet. Naar du nu retter dig efter, hvad jeg har sagt, da gaar det nok dig godt.
Saa gik Kællingen.

Den lille Pige gik ogsaa videre og naaede langt om længe til Gærdet. Det var meget højt, og hun kunde knap komme over det, men saa fik hun Syn paa den Stænte og kom over den. Snart efter naaede hun Porten, hvor hun skulde ind. Da hun luk- kede op, skreg det i den gamle Port, og hun smurte saa dens Hængsler. Indenfor den stod der en stor Hund. Pigen tog det Stykke Brød, hun havde, og smed hen til den. Inde i Gaarden gik en Kari og skrabede med sine Hænder i Brostenene. Han fik saa Kosten til at feje med. Den lille Pige kom nu ind i Køkkenet. Der stod en Pige og ragede med de bare Hænder i Ilden; hun var saa forbrændt, at det var en Gru. Hun fik da Ild- tangen.
Saa kom Heksen og sagde til den lille Pige:
"Naa, du skal vel have Aviser. Du kan komme ind i Stuen og sætte dig ned. Men da du nok er sulten, saa skal du faa et Stykke Pølse, og den kan du spise, mens jeg gaar og henter Aviserne."
Pigen skyndte sig med at smide Pølsen ind under Sengen.
Heksen kom da og spurgte:
"Pølse, Pølse, hvor er du, Pølse ? "Her er jeg, sagde den inde under Sengen.
"Naa, saa du gad ikke have Pølse," sagde Heksen til Pigen, "men nu skal du faa et Stykke Smørrebrød."
Mens hun var ude, stoppede Pigen det ind paa Brystet.
Da Heksen kom igen, spurgte hun:
"Ost og Smørrebrød, hvor er du, Ost og Smørrebrød, hvor er du?"
"Her er jeg," sagde det inde fra Pigens Bryst. "Saa gad du dog haft det, sagde Heksen, "men her har du Aviserne i Æsken. "
Hun tog da den lille Pige i Armen og trak hende ud til Pigen i Køkkenet.
"Pige, brænd mig denne Tøs," sagde Heksen.
"Nej," sagde Pigen, "jeg har staaet her i saa mange Aar og raged i Ilden, men aldrig har jeg haft en Ildtang, før hun gav mig en, og hende gør jeg ikke noget."
Saa trak Heksen den lille Pige ud til Karlen i Gaarden, og hun sagde:
"Karl, slaa denne Tøs ihjel."
"Nej," sagde Karlen, "jeg har i saa mange Aar gaaet og skrabet her med mine bare Hænder, men aldrig har jeg haft en Kost, før hun gav mig den; hende gør jeg ikke noget."
De kom da til Hunden, og Heksen sagde:
"Hund, bid denne Tøs."
"Nej," sagde Hunden, "jeg har staaet her i mange Aar og aldrig faaet Brød, før hun gav mig det, og hende vil jeg ikke gøre noget."
Da de kom til Porten, sagde Heksen:
"Port, klem mig denne Tøs ihjel."
"Nej," sagde Porten, "jeg har hængt her i saa mange Aar, men der var aldrig nogen, som smurte mine Hængsler, før hun gjorde det, og hende gør jeg ikke noget."
Heksen gav saa den lille Pige et Puf, og hun kunde gaa sin Vej.

Hun begyndte nu at løbe for at slippe over Gærdet, og naar først hun kom hen i Skoven, saa havde Heksen ikke mere Magt over hende. Da hun naaede dertil, kom hun paa Tanker om, at det dog kunde være morsomt at se de Aviser, der var i Æsken, og hun lukkede den op. Men saa fløj alle Aviserne op omkring i Toppen paa de store Træer. Ja, det havde nu aldrig før været saa galt for den lille Pige. Hun saa op efter Aviserne, hun saa ned i Æsken, og hun græd. Komme hjem og ingen Aviser have, dét kunde ikke gaa, at gaa tilbage og hente flere det kunde slet ikke lade sig gøre. Hun satte sig ned under et Træ og vilde blive ved at græde, til hun kunde dø.
Men saa kom den lille Hund og spurgte:
"Hvad græder du for?"
"Aa, jeg har været i Helvede og hente Aviser. De hænger nu oppe i de store Træer, og jeg kan ikke komme hjem, naar jeg ikke har dem," sagde den lille Pige.
"Vil du kysse mig en Gang, saa skal jeg hjælpe dig igen," sagde Hunden.
"Denne Gang kommer du til at hjælpe mig først," mente hun, og det lovede Hunden. Saa skabte den sig. om til en stor Fugl, fløj da omkring i Træerne og samlede alle Aviserne sammen, lagde dem i Æsken og lukkede for dem.
"Vil du saa kysse mig?" spurgte Hunden igen.
"Ja, jeg er vel nødt til det," sagde Pigen.
Da hun havde kysset Hunden, saa stod der for hende den dejligste Prins.
"Se, nu har du frelst mig, og du skal blive min Dronning, saa kan din Stedmoder bie baade af Aviser og dig," sagde han.
Hun fulgte da med ham hjem til Slottet.



Den ene af dem, Kong Fin, havde en Datter, der var saa køn. Den anden Konge vilde, at hun skulde have hans Søn. Men det vilde Kong Fin ikke, og som saadan kom de i'Krig med hverandre.
Før den begyndte, blev Kongedatteren lukket ned i et underjordisk Rum, for at de ikke skulde stjæle hende.

I Krigen blev Kong Fin dræbt, og den anden Konge sejrede.

Saa var der paa Kong Fins Slot én ældre Frue, og hun fik Kongedatteren op fra sit Skjulested, før den anden Konge kom og tog Slottet tillige med alt, hvad der var. De fulgtes ad hen til en Hugger, der skulde lave en Trækjolé til Kongedatteren, for hun kunde ikke mere vise sig i den kongelige Dragt.
Hun lod sig da kalde Treppetrækjole, og saa rejste hun ud omkring for at søge sig en Plads. Hun kom til et Kongeslot, hvor hun gik ind og hørte, om de havde Brug for en Kokkepige.
Jo, det havde de, for der skulde være Bryllup en af de første Dage.
Den Kongesøn, der vilde have haft Kong Fins Datter, skulde nu giftes med en Datter der fra Slottet. Da de naaede Dagen, at Brylluppet skulde være, kom Kongedatteren hen til Treppetrækjole og sagde:
"Kan du ikke- følge med i Kirke i Stedet for mig for jeg er syg. Men du maa love mig, af du aldrig siger et Ord."
.Naa, Treppetrækjole sagde ja til dét, og hun fik Brudestadsen paa. Da hun kom ud og stod paa Vognen, gik Hestene i Knæ. Saa sagde hun:
"Stat op, lille Blanke, det er jeres Konges Datter, der skal køre."
"Hvad var det, du sagde?" .spurgte. Kongesønnen.
"Jeg tænkte paa Kong Fin, Fader min, sagde hun..
hvar Kong Fin din Fader?" spurgte Kongesønnen. Men det svarede hun ikke paa.
Den Kirke, de kom til, havde Kong Fin bygget. Idet Treppetrækjole gik ind ad Kirkedøren smilte alle Billederne. Hun sagde nu noget, som jeg ikke kan huske.
Kongesønnen spurgte: "Hvad, var det du sagde?" "Jeg kom tii at tænke paa Kong Fin, Fader min," sagde hun.
Kongesønnen spurgte videre: "Var Kong Fin din Fader?" Men det fik han intet svar paa.
Da de kom op og knælede ved Alteret, saa nejede alle Billederne, og Treppetrækjole sagde:
"I nejer for mig, jeg nejer for jer, vi nejer for Kong Fin, Fader min."
Kongesønnen spurgte saa igen: "Var Kong Fin din Fader?"
Men heller ikke denne Gang fik han noget Svar paa det.
Da Treppetrækjole gav ham Haanden, beholdt han hendes Handske. Kongesønnen havde udlovet en Pose Penge til den, der den Dag kunde tage den ene Sko af Brudens Fod. Dengang de skulde til at gaa ud af Kirken, var der ogsaa en, som tog fat paa Skoen, og hun slap den. Saa kørte de tilbage til Slottet.
Treppetrækjole kom nu ind i Køkkenet og fik sit eget Tøj paa igen. Kongedatteren tog Brudekjolen paa. Saa gik hun ind Og satte sig ved Kongesønnen. Da de havde spist og drukket, sagde hun:
"Lad os saa komme i Seng."
"Jeg vil først i Seng," sagde Kongesønnen, "men hvad var det, du sagde, da du kom op paa Vognen?"
Hun maatte ud til Treppetrækjole for at høre om, hvad det var. Saa kom hun tilbage og sagde ham det. Hun bad nu atter om at komme i Seng.
"Nej," sagde Kongesønnen, "men hvad var det, du sagde, da du kom ind i Kirken?"
Det maatte hun ogsaa ud at spørge Treppetrækjole om, og efter at hun var kommen ind og faaet sagt det, bad hun igen om at maatte komme i Seng.
"Nej," sagde Kongesønnen, "jeg har en Sko, og den skal du passe." Men hun kunde ikke faa den paa. Saa gik hun ud i Køkkenet og sagde: "Hvad skal jeg dog gribe til, jeg skal have denne Sko paa, og den er meget for lille." "Vi maa klippe en Ende af en Taa," foreslog hendes Moder.
Men Skoen kunde ligegodt ikke komme paa. "Saa maa vi skære et Stykke af Hælen, paa skal den jo," sagde Moderen. De fik ordnet det, og Kongedatteren tog Skoen paa. Hun kom da ind og viste Kongesønnen det.

De havde saa en Pappegøje, og den sagde:
"Skær en Hæl og klip en Tå, hun ka' ej faa Skoen på, men Treppetrækjole, som i Køkkenet går, hun ka' nok få Skoen på."
"Hvad siger du?" spurgte Kongesønnen. Den gentog det helt tre, fire Gange.
"Aa, ti stille, din Sladder, udbrød Kongedatteren, for hun kunde ikke lide, at den sagde det. Saa bad hun atter om at maatte komme i Seng.
"Nej," sagde Kongesønnen, "men jeg har en Handske, og den skal du tage paa." Hun kunde dog se, at den var meget for lille til hendes Haand, og hun maatte igen ud i Køkkenet. Her vidste ogsaa Moderen Raad. Treppetrækjole skulde liste sig bag efter Kongedatteren ind i Kammeret, lægge sig paa Knæ bag ved hende og da række sin Haand frem.
Det gik meget godt. Kongesønnen trakte Handsken paa, men den Haand, som den sad paa, holdt han fast, og hende vilde han have. Saa maatte Treppetrækjole rejse sig op, og Kongesønnen jog den anden ud af Kammeret. Han havde nu faaet den, han var viet til. De to flyttede saa hen til hendes Faders Slot, hvor de levede lykkeligt, og der bor de den Dag i Dag er.


Ovre på den modsatte Side var en Skov, og i den fandtes der meget Vildt.
Så kom en Troldhekse og tog Bo der.
Hun havde tre fagre Ting.
Det ene var to Duer. Når de kom ud, da skinnede deres Fjer som Guld.
Det andet var et Tæppe. De, der havde det på dem, blev aldrig syge.
Den tredje Ting var en Lygte. Når nogen havde den og da sagde: "Lyst for og mørkt bag," eller: "Mørkt for og lyst bag," blev det således.

Kongen og hans Følge kom på Jagt der i Skoven.
Heksen slap så sine Duer ud, og de skabte dem om til alle Slags Dyr.
Når Kongens Folk nu skød efter noget, blev det til Duer og fløj op i Træerne. Der var da aldrig til at få noget Vildt. Kongen lod så en Skrivelse gå ud til hele sit Kongerige om, at hvem, der kunde skaffe ham de to Duer, det Tæppe og Lygten, skulde få hans Datter og hele Kongeriget.
Der kom nu og meldte sig flere Prinser. De rejste derefter over til Heksen for at hente de tre Ting, men de kom aldrig tilbage, for de blev forgjorde og blev til store Stenstøtter.
Så var der en fattig Enke, og hun havde en Dreng, der hed Labolt.
Engang sagde han:
"Jeg tror, at jeg rejser, for om jeg kan få Kongens Datter og hele hans Kongerige. Så skal du, Moder, få det godt.
" "Nej, Labolt," sagde Moderen, "det må du ikke tænke på, for da kommer du aldrig tilbage hos mig mere, og dig kan jeg ikke undvære.
" "Jo, Moder," sagde han, "jeg vil rejse, og man kan dog prøve på det."
Så måtte Moderen sige Ja til det, og Labolt rejste. Da han nåede til Kongens Slot, spurgte han, om han ikke kunde få lov til at snakke med Kongen.
"Nej, sådan en Karl snakker Kongen ikke med," blev der sagt, "pak du dig ad den Vej du er kommen fra."
Om han da ikke matte sidde på Trappen og hvile sig lidt, for han var træt.
Det fik han dog Lov til. Så satte han sig ned og græd. Da kom Kongens Datter og skulde ind ad Døren, hvor han sad.
"Hvad græder du for?" spurgte hun.
"Jo, jeg vilde snakke med Kongen, men det må jeg ikke," sagde Labolt.
"Hvad vilde du snakke til Kongen om?" spurgte Prinsessen.
"Min Moder er så fattig, og jeg vilde gerne se, om jeg kunde få Prinsessen, for da fik Moder det godt," sagde han.
"Tror du, at du kan få Prinsessen?" spurgte hun videre.
"Ja," sagde han, "jeg kunde jo dog prøve ad, om jeg kan skaffe Kongen de tre fagre Ting.
"Kan du det, så skal du også faa hende, og da vil jeg kalde på Kongen," sagde Prinsessen. Men inden hun gik, sagde Labolt:
"Du skal dog ikke fortælle til Prinsessen, at jeg tænker på at ville have hende, for kanske jeg så ikke får Lov til at rejse.
" Kongen kom da, og Labolt fortalte om, at han vilde prøve på at skaffe de tre fagre Ting ovre hos Heksen.
"Ja, sagde Kongen, "du kan godt rejse, for det har jo ikke så stort at sige, enten du kommer igen eller ej. Men jeg har ellers sendt derover flere Prinser og store Mænd, og når de ikke har kunne skaffe det, da ved jeg, at du slet ikke kan. Er der ellers noget, du forlanger at vil have med?"
Det eneste, Labolt ønskede, var at få en Båd, for at han på den kunde sejle over Søen. Han fik Båden og nåede da til Skoven. Derovre gik han så længe, at han blev vildfarende. Men nu så han et Lys, og det gik han efter. Det var Heksens Slot, som han kom til, og han bankede på Porten.
"Hvem der?" råbte Heksen.
"Ja", sagde Labolt, "det er en lille Stakkels Dreng, som er bleven vildfarende i Skoven, om jeg ikke kan få Husly i Nat."
Heksen lukkede op, og han kom ind. Så spurgte han, om han kunde få Lov at tjene der hos hende. Jo det kunde han nok. Han vilde gerne have at vide, hvad der blev at bestille. Der var det, at han hver Aften skulde lyske Heksen, til hun faldt i Søvn. Han måtte Så lægge hende ind i Sengen og hylle det fagre Tæppe over hende. Om Aftenen skulde han også ude fra Brønden hente en Spand Vand, for at Heksen kunde have det at drikke om Natten. Tiden gik, og snart havde Labolt været der et år. En Aften, da Heksen var falden i Søvn, tog han en Del Gryn og dryssede i Hovedet på hende. Så satte han nogle Kyllinger op der, og når de pillede Grynene, da troede hun, at det var Labolt, som lyskede hende. Han gik derefter ud og tog de to Duer, løb ned til Søen og i båden med dem. Imidlertid vågnede Heksen, og hun mærkede, at Kyllingerne var der, men Labolt var væk.
Hun fik også at se, at hendes Duer var borte. Da Heksen nåede ned til Søen, var Labolt kommen et godt Stykke ud på den, og hun råbte så:
"Er det dig, Labolt?"
"Ja, det er, Moder."
"Er det dig, der har taget mine fagre Duer?"
"Ja, det er, Moder." Kommer du tiere, Labolt?"
"Ja, jeg gør, Moder."
"Så skal du rigtignok ikke komme herfra mere."
Labolt nåede nu at komme over med Duerne. Kongen vilde da, at - han skulde klædes på som en Prins.

Men det synes Labolt ikke om; han vilde være i sit gamle Tøj. Så rejste han igen over til Heksen. Da han kom til Porten, råbte hun:
"Er det dig, Labolt?"
"Ja, det er, Moder," sagde han, "og jeg kommer for at tjene dig et år igen."
Heksen lukkede ham op, og han kom ind, for hun var alligevel kommen til at holde så meget af ham. Hans Arbejde blev det samme som forhen; Der gik atter et år. Labolt fandt da på at få boret et Hul i Loftet lige over, hvor Heksen lå og sov. Så en Aften, han havde fået lagt hende i Sengen, gik han op på Loftet og stak en Kæp med en Pig på ned igennem Hullet, fik fat i Tæppet og slæbte det op til sig.
Han løb nu afsted med det ned til Søen og kom i båden. Men da vågnede Heksen og mærkede, at Tæppet var borte. Hun tænkte, at Labolt havde nok rendt med det, og hun måtte se at nå ned til Søen. Langt derude sejlede han.
Heksen råbte:
"Er det dig, Labolt?"
"Ja, det er, Moder."
"Det var dig, som tog mine fagre Duer og nu mit fagre Tæppe."
"Ja, det er, Moder."
"Kommer du tiere, Labolt?"
"Ja, Moder, jeg kommer en Gang endnu."

Da Labolt kom med Tæppet, lå Kongen og var syg, men så snart han fik det på sig, blev han rask. Labolt skulde nu til at rejse igen. Kongen vilde sende en Del Folk med ham, men han ønskede helst at tage ene afsted. Så nåede han over til Heksen, og da han bankede på Porten, spurgte hun:
"Er det dig, Labolt?"
"Ja, det er, Moder," sagde han.
"Denne Gang går det dig galt, Labolt," sagde hun.
"Ja, Moder," sagde han, "men jeg vil nu tjene dig altid."
Der gik et år hen igen. Det var da en mørk Aften, at Labolt skulde ud at hente Vand. Han spurgte så Heksen om, han måtte låne Lygten.
"Nej, Labolt," sagde hun, "for da løber du vel med den ligesom med det andet."
"Nej, Moder, sagde han, "jeg har dog tjent dig tro i tre hele År, men må jeg ikke låne den Lygte, så kan jeg gerne falde i Brønden og drukne."
Han fik dog nu Lov til at tage den med ud, men Heksen vilde blive oppe, til han kom ind igen.
Da Labolt kom ud, sagde han:
"Lyst for og mørkt bag", og så løb han med Lygten ned ad Søen til.
Heksen synes, at han blev temmelig længe borte, og hun gik ud for at se, hvor han blev af.
Da Labolt kom ud på Søen, sagde han:
"Mørkt for og lyst bag."
Heksen kunde så derude kende sin Lygte, og hun råbte:
"Er det dig, Labolt?"
"Ja, det er, Moder."
"Det var dig, der tog mine fagre Duer, mit fagre Tæppe, og nu har du taget min fagre Lygte."
"Ja, det er, Moder."
"Kommer du tiere, Labolt?"
"Nej, jeg kommer aldrig mere."
Heksen lagde sig så ned og vilde drikke Vandet af Søen, men det kunde hun dog ikke, og Labolt blev ved at sejle. Da blev Heksen så arrig, at hun fløj i bare Småstene.

Efter at Labolt var kommen hen til Kongen med Lygten, fik han Prinsessen og hele Kongeriget.
Han sendte så Bud efter sin gamle Moder.

Slut