Tilbage

Samlinger

v/Magasinininspektør/arkæolog Lise Holm


Magasin

OKM har magasiner fordelt på flere lokaliteter.
Flere steder mangler klimastyring, afdækning af vinduer, alarm og reoler.
Alle steder er der pladsproblemer.

Fælles museumsmagasiner i Vestsjælland

På initiativ af Det Regionale Museumsråd og Kulturgruppen (amtets og kommunernes fælles styregruppe for den regionale kulturaftale) i Vestsjælland er den selvejende institution "Fælles Museumsmagasiner i Kulturregion Vestsjælland" stiftet den 9. august 2005.
Den selvejende institution har siden valgt Helge Fredslund, Dragsholm kommunalbestyrelse, til formand, og i bestyrelsen er to repræsentanter for museerne i Vestsjælland, udpeget af Det Regionale Museumsråd:
museumsleder Ea Stevns Matzon fra Sydvestsjællands Museum og museumsleder Jan Steen Jacobsen, Odsherreds Kulturhistoriske Museum.
Det er den selvejende institutions formål, at arbejde for etableringen af et fælles museumsmagasin for museerne i Vestsjælland med mulighed for deltagelse af andre museer i den kommende Region Sjælland.

Udstilling

Årets altoverskyggende arbejdsopgave var udarbejdelse og opstilling af udstillingen "Kulturarv" i laden på hjørnet af Egebjerg og Annebjerg Stræde.
Genstande fra samlingerne blev udvalgt og fremfundet, i alt ca. 565 genstande, og der blev skrevet udstillingstekster til disse.
Genstandene blev ordnet og monteret i udstillingen. Desuden blev fundet fotografier frem, der blev scannet og brugt til store fotostater.
Derudover blev fundet genstande fra samlingerne til en lille udstilling i vinterferien omkring bånd og båndvævning.
Til arrangement i efterårsferien blev fundet dukker og rekvisitter fra Ole Bruun-Rasmussens dukketeater, OHM 1278, frem.

Registrering

Også i år har andre presserende opgaver måttet løses, således at registreringen endnu ikke er kommet helt ajour.
Der ligger stadig genstande, indkommet de sidste par år der ikke er færdigregistrerede, og der er stadig et ældre efterslæb.
Der registreres i det fælles registreringssystem, REGIN, et online system, der er beliggende hos Kulturarvsstyrelsen, som står for sikkerhed og opdatering.
Odsherreds Kulturhistoriske Museum har i øjeblikket 14.340 genstande, arkivalier og foto fordelt på 1.033 sager registreret i Regin.
Heraf er de 47 sager tilgængeliggjort for offentligheden på Internettet igennem Regins offentlige del, Museernes Samlinger.
Med tiden vil hele museets samling blive tilgængelig her, lige såvel som landets øvrige statsanerkendte museers samlinger.


Indbo fra Hjertehuset


Med midler fra tipsmidlerne bevilget af Kulturarvsstyrelser er påbegyndt en overførsel til Regin af alle museets blå kort, dvs. de registreringskort af pap, der er benyttet indtil overgangen til elektronisk registrering.
Overførslen blivet foretaget af en EDB-virksomhed, RECALL.
Den foregår ved, at alle kort er blevet digitalt fotograferet, dernæst er teksten scannet og lagt i rubrikker, der svarer til rubrikkerne i REGIN.
Der skal læses korrektur og fejlretning foretages.
Det er den proces, der er i gang i øjeblikket, l løbet af 2006 ventes alle kort overført til REGIN.
Selvom registreringen for en stor del har ligget stille, er de fleste mindre, nye sager blevet registreret.

Det har også været muligt at få ordnet og registreret en del mindre ældre arkæologiske sager.

Derudover har det været muligt at få registreret en stor del af smedeværkstedet fra Stenstrup, j.nr. S 106, nemlig cykelsmedsdelen, der skulle bruges i udstillingen "Kulturarv".
En medarbejder har beskrevet, nummereret og pakket hele lagerrummet.

En anden medarbejder har registreret, tegnet og nummereret genstande fra den arkæologiske samling.
Først og fremmest en stor samling fund, indkommet fra voldstedet Borren, OHM 1039.
Fundene er gjort af en fritidsarkæolog ved detektorafsøgning af området.
Dernæst flere ældre sager med flintopsamlinger, foretaget af fritidsarkæolog ved Slettrebakke på Nakke.

En registrering af genstandene hjemtaget fra sommerhuset "Hjertehuset", OKM 1854, er startet som et arbejdende værksted i udstillingen.
Registreringen foretages af kustoden, når der er tid.

Indsamling

Indsamlingen har været lille i årets løb. Dels pga. at museet har koncentreret sig om udstillingsarbejdet, men også fordi vi i årets løb har takket nej til gaver, udfra en vurdering af genstanden(es) kulturhistoriske betydning, stand, om det var genstande, vi i forvejen havde i samlingen samt om en indsamling ville tilføre museet ny viden.
Vurderingerne har fulgt retningslinier fra Kulturarvsstyrelsen om indsamling på statsanerkendte museer.
Der er både nyere tids materiale og arkæologisk materiale.
Indenfor nyere tid er den største indsamling museets hjemtagning af et helt sommerhus med indbo, "Hjertehuset",OKM 1854.
En anden indsamling er et harpungevær med alt tilbehør. Det indgår i en eksisterende sag, S 3.
Derudover er der flere mindre indkomster med genstande, arkivalier og foto.
Indenfor arkæologien er de største indsamlinger i året kommet fra en fritidsarkæolog, der har lavet detektorafsøgninger flere steder.
Det største materiale kommer fra Borren, OHM 1039 og består både af metalfund, mest middelalderlige, og fund af flint fra stenalder.
Desuden er der mindre indsamlinger andre steder fra og indkomster fra museets egen undersøgelser.

Udlån

l løbet af året har vi flere gange lånt ud fra vore samlinger, dels til udstillinger, dels til studier.
Protokol fra Højby Handels og Håndværkerforening, OKM 1842, udlånt til gennemlæsning.
Borgmesterkappe, OHM 1220x1, udlånt til bryllupsceremoni.
Gasblus og gasflaske, OHM 962x84 og x85, udlånt til udstilling på "Museet Færgegården", Frederikssund.
Flint fra Dragsholm undersøgelsen 2004, OHM 1063. udlånt til gennemgang.
Kjole, S 6004, og nederdel, S 6065, udlånt til udstilling på "Værløse Museum", endnu ikke hjemkommet.

Forespørgsler.

Også i år har der været mange forespørgsler, hvoraf nogle har kunnet klares med det samme i telefon, brev eller email, mens andre har krævet lidt mere undersøgelse i arkiv og samling.
Der har været forespørgsler både til den nyere tids samling og til den arkæologiske samling.
Forespørgslerne har bl.a. drejet sig om leg, Niels Stenfeldts håndskrevne manuskripter, stortandede harpuner fra ældre stenalder, om navngivne personer eller steder, om ardsporlog plovskær, om skrivekuglen, om postkort, om dyrlægeredskaber, om sommerhuse.
Samlet set bliver alle samlingens dele brugt til at besvare forespørgsler fra forskere, andre museale institutioner og den brede offentlighed.
l året har enkelte besøgt museet for ved selvsyn at undersøge nogle af museets genstande.
Det drejer sig om professor Doug. Price, University of Wisconsin, som skulle se på nogen af materialerne fra ældre stenalder fra Dragsholm og Kroenborg undersøgelserne.

Konservering

Konservering bliver betalt af en kvote, der uddeles fra Vestsjællands Amt.
Museet får udført konservering på Roskilde Amts Konserveringscenter i Køge.
Konserveringsmidlerne i år er fortrins vis brugt til genstande der skulle udstilles i udstillingen "Kulturarv".
Det drejer sig om genstande, der har tilhørt H.C. Andersen, 3 akvareller med kalkmalerier fra Højby Kirke, 1 solur.
Derudover nogle arkæologiske genstande, 3 hjortetaksøkser fra ertebølletid.

Desuden har vi fået en del genstande tilbage, der har været afleveret tidligere.
Det drejer sig om genstande fra Stubberup-undersøgelserne og de sidste genstande fra gravpladsen ved Brynshøj.
Genstandene fra Brynshøj er i udstillingen "Kulturarv".
Vi havde afleveret en såkaldt sparkecykel af træ til konservering, for at bruge den i udstillingen.
Desværre viste det sig, at den på et tidligere tidspunkt var behandlet med et giftigt stof.
Dette kunne konserveringscentret ikke fjerne, så den står nu indpakket, til vi kan aflevere den til nationalmuseets konserveringsafdeling, der har udstyr til sådanne opgaver.


til toppen

Tilbage til Museum