| Tilbage Min slægt i Bjergene af Svend-Erik Hansen Bjergene er den del af Faarevejle Sogn, der ligger på vestsiden af Vejrhøjsbakkerne
Jeg stod der, på Vejrhøjs top, sammen med mine gamle mostre og morbrødre, i pivende blæst, på en majdag, og følte, at dette land også var mit.mellem Vindekilde og op mod Ordrup ud mod Nexeløbugten. Det er en egn med en pragtfuld smuk og afvekslende natur. Denne beretning om min familie i Bjergene er skrevet ud fra mine erindringer, om hvad jeg har oplevet og fået fortalt af min mor og min mormor og andre familiemedlemmer. Min for længst afdøde bror Niels Lykke har også samlet og nedskrevet historie om familien, og dele heraf er også medtaget. Da der nu er gået mange år, siden disse begivenheder er sket, og noget er fortalt fra generation til generation, kan der være unøjagtigheder eller erindringsforskydninger. Tiden er fra midten af 1800-tallet og frem til 1955. Min mormor Jensine Nielsen blev født i 1876 i Kaarup, en lille landsby i den nordlige del af Vejrhøjsbakkerne. Jensines far hed Christen Nielsen og var født i 1851 i Stubberup men opvokset i Kaarup, og hendes mor hed Maren Larsdatter og var født i 1848 i Aastofte i Asnæs Sogn. De var husmandsfolk og fæstere på en lille gård eller husmandssted, der lå midt i den lille landsby. På dette lille sted voksede Jensine op, og egentlig ved jeg ikke ret meget om hendes barndom. Dog har hun, da jeg var dreng, fortalt lidt om julen i hendes barndomshjem. Følgende lille episode betog mig meget. Mormor fortalte følgende: "I køkkenet var der et stort komfur, hvor man fyrede op med brænde. Det var ved at være jul, og til julen bagte min mor æbleskiver, som bestemt ikke var hverdagskost i det lille hjem.. Det var aften, måske lillejuleaften. Jeg var en lille pige og var blevet lagt i seng, men så kom far og bar mig ud i køkkenet. Her var der mellem komfuret og skorstenen noget murværk. Her blev jeg løftet op, og så fik jeg lov at smage de varme æbleskiver" Min morfar Lars Peter Sørensen blev født i 1873 på Vejrhøjgaard, den store gård på toppen af Vejrhøjsbakkerne. Lars Peters far, min oldefar, hed Peder Sørensen og var født i 1836 i Siddinge. Han havde sammen med to andre karle fra Faarevejle Sogn deltaget i krigen i 1864 ved Dybbøl. Han blev, som mange andre, taget til fange af tyskerne, da Skanse 2 faldt. Ved fredsslutningen blev han frigivet og vandrede hjem mod Bjergene. En af de karle, han var sammen med fra Bjergene, har skrevet, at det værste på denne hjemtur var danskere, der stod ved vejsiden og hånede dem og spyttede efter dem, fordi de havde tabt krigen. Efter hjemkomsten ville min oldefar ikke tale om krigen og om sit fangenskab. I 1865 blev han gift med Ane Marie Nielsdatter, som var født i 1840 i Bjergene. Efter et par år fik Peder Sørensen ansættelse som forvalter eller bestyrer på Vejrhøjgaard, der var ejet og drevet af Baroniet Adelersborg (Dragsholm). Min oldefar og oldemor boede i en tjenestebolig ved gården, og her blev min morfar Lars Peter og to af hans søstre født, de kom imidlertid ikke til at leve hele deres barndom på Vejrhøjgaard, for Peder Sørensen kom i unåde hos baronen. Baron Frederik Zypthen-Adeler var jo den absolutte lokale magthaver på egnen. Ved en afstemning til valg i 1878, var egnens hus- og gårdmænd samlet, (måske var det i Nykøbing). Afstemningen var ikke hemmelig, men foregik mundtligt og ved håndsoprækning. Baronen råbte da: "Hvem stemmer så Peder Sørensen på?" Min oldefar Peder Sørensen, som var en agtet mand på egnen stemte ikke på Baronens parti!! Kort tid efter måtte Peder Sørensen fratræde sin stilling og med sin familie flytte fra Vejrhøjgaard. Dog skal det retfærdigvis nævnes, at oldefar, der var en dygtig bonde, efter kort tid, fik tilbudt en pæn fæstegård ved foden af Vejrhøjsbakkerne. Det var "Bjerggaarden" som stadig eksisterer i dag, den har dog kun været benyttet som sommerbolig efter, at min familie flyttede derfra omkring 1938. "Bjerggaarden" var og er altså beliggende ved foden af Vejrhøj på den vej, der nu hedder Vindekilde Strandvej. Efter den tids forhold var gården ret stor og pæn, men den tilhørende jord, der dels lå ned mod stranden og dels op ad det ret stejle bakketerræn var sandet og mager, og det nederste stykke ved gården var ydermere utrolig stenet. Fæstebrevet var udformet på sædvanlig vis med krav og forpligtelser, men min mormor har fortalt, at vilkårende var lempelige. Peder Sørensen måtte således beholde fæstet i hele sin og i hans hustrus levetid, så længe hun hensad som enke. Min mormor har fortalt, at baronen på den måde, trods vreden over oldefars stemmeafgivelse, sagde tak for god tjeneste.
Nu skulle man tro, at de bosatte sig i Faarevejle sogn eller i et nabosogn. De var jo begge fra Bjergene, og Lars Peter var eneste søn og kunne muligvis senere overtage sin fars fæstegård. Men Lars Peter havde måske udlængsel? Han havde aftjent sin værnepligt i Marinen i København, og derefter havde han fået plads som karl på "Dyrehavegaard" i Lyngby ved København. Det var en stor gård med tilhørende tjenesteboliger, og der kom de så til at bo de første år i deres ægteskab, og her fik de deres første barn. Lars Peter mistede i 1898 sin stilling på Dyrehavegaard, og det var nu vanskeligt for ham at få en god plads. Han måtte påtage sig forefaldende arbejde og kørte en tid som mælkekusk i Ordrup. Derefter blev han renovationskusk i Charlottenlund i flere år, og det var et beskidt og uhumsk arbejde med tømning af latriner og kørsel med åbne latrinvogne. Familien, hvor der nu var 4 børn, havde meget vanskelige kår, men var nok for stolte til at rejse tilbage til Bjergene i Odsherred, hvor tingenes tilstande nu også var forandrede. På "Bjerggaarden" i Bjergene var Lars Peters far, Peder Sørensen død i 1900, og hans mor Ane Marie sad nu på gården som enke og fæster. Lars Peters søster Bertha Mathilde var blevet gift, og hun og hendes mand Anders Peder Andersen boede på Bjerggaarden som bestyrerpar. Hos morfar og mormors familie i Ordrup ved København gik det i 1905 rigtig dårligt. En dag faldt Lars Peter ned fra latrinvognen og fik kraniebrud. Det medførte meget lang tids sygeleje og gav ham skader, han muligvis aldrig helt overvandt. Heldigvis greb slægten nu ind og fik familien hjem til Odsherred, og her fik de med familiens hjælp et lille husmandssted i Bjergene.
Den tilhørende jord lå op ad en stejl skråning og var vanskelig at dyrke. Det var hårdt arbejde, og familien levede stadig under små kår. Landbruget gav ikke nok udbytte til at leve af. Min bror Niels Lykke har hørt fortalt, at morfar ud over sit arbejde som bonde tjente ekstra penge ved at udføre stenhuggerarbejde hos sin svoger Anders Peder Andersen på "Bjerggaarden." Jorden her var som nævnt fuld af store sten. Der var ligefrem nogle steder hele grubber eller dynger af sten. Så vidt jeg har forstået, blev disse sten hugget i ensartede størrelser og stablet eller samlet i et bestemt mål, inden de blev solgt og afhentet til forskellige formål. Min mor blev født i 1911 på Vævergaarden som nr. 7 i børneflokken. På den tid begyndte mormor og morfar at komme til missionsmøder på egnen. Man mødtes nok mest i de små hjem. Her holdt man andagt med sang og oplæsning fra bibelen. Ikke alle på den tid læste godt, men morfar var dygtig til læsning, og mormor har fortalt, at det tit var Lars Peter, der blev bedt om at læse, for som flere sagde: "Læs du Lars Peder, du sidder jo så godt for lyset".
Morfars søster Bertha Mathilde og hendes mand boede på Bjerggaarden, men de havde også en jordlod eller en brugsret til et stykke jord på den nyindvundne Lammefjorden. Min moster har fortalt mig, at denne jordret var blevet tildelt de gårde, der havde afset folk til indvindingen, og da min oldefar Peder Sørensen havde deltaget i arbejdet med inddæmningen, havde Bjerggaarden en "jordlodsret". Det viste sig, at jorden nu efter en del år var guld værd. Bertha Mathilde og hendes mand Anders Peder Andersen udnyttede dette og havde råd til at overtage en gård i Bjergesø i Vallekilde Sogn. De havde også både råd og hjerte til at hjælpe Lars Peter og Jensine på Vævergaarden, De afstod i 1921 Bjerggaarden til Lars Peter og Jensine for et nærmest symbolsk beløb. Bjerggaarden tilhørte stadig baroniet, men overtagelsen, som sikkert blev underskrevet på Ridefogedgården Rødegaard i Vindekilde, var let ordnet,
Snart derefter flyttede Lars Peter og Jensine fra Vævergaarden og til Bjerggaarden. Naboerne kom med hest og vogn og hjalp med flytningen. Min moster som dengang var 4 år har fortalt om flytningen: "Jeg kan huske, at jeg gik ned ad vejen bag min mor, som trak 2 køer" Nu fulgte en tid med meget bedre kår for familien. Morfar Lars Peter var tilbage i sit barndomshjem, og børn og dyr trivedes. Set med vore øjne idag, var de vel fattige, brødet var ofte uden smør og pålæg, men dog med et lag sirup, og kødet til kartoflerne var sparsomt. Mor har ofte med et lille smil fortalt om sin yngre bror, der kom hjem fra arbejdet i roerne, stod og snusede til duften fra køkkenet og mismodigt sagde: "Nå, skal vi ha kuel igen i dag." (Det var kål og stegt flæsk). Men min mor har også fortalt: "Vi gik aldrig sultne i seng", og jeg har aldrig hørt mor beklage sig over de små kår. Min mormor Jensine var en dygtig og arbejdsom kvinde, der kunne få noget ud af de mindste ting. Hun var meget dygtig til selv at sy og omsy børnenes tøj, og hun strikkede strømper, vanter, sutsko og andre ting. Ved Bjerggaarden var der dengang megen frugt, som blev udnyttet. Men det, der var mest af, var nok de bær, der voksede vildt i skov og krat. I udkanten af marken ind mod Vejrhøjskoven, var der et krat langs skoven. Det blev kaldt "Vægterkrattet" , måske fordi en af boligerne ind mod Kalundborgvejen var eller havde været beboet af vægterne på Dragsholm Slot. I den del af Vægterkrattet, der hørte under Bjerggaarden, voksede der mængder af vilde hindbær og brombær. Jeg har hørt, at der også skal have været stikkelsbær. Disse bær kogte Jensine til grød eller syltede og henkogte dem. Jeg har som dreng også været med til at plukke bær sammen med min mor og mormor, men det var oppe i den skov, der hedder Lejrbjergskoven ved Ordrup.
Min mor begyndte sin skolegang, mens familien boede på Vævergaarden. Der var vel små 4 km på gå-ben til Vindekilde Skole. I skolen var der 2 klasser. En for de små og en for de store børn. Skolegangen var hver anden dag skiftevis for de små og de store børn. Da mor gik i skolen, var læreren en ung dygtig lærer, der hed Sandehage. Den første dag i skolen fulgte Jensine sin pige til skole. Læreren sagde velkommen til min mor og viste hende en plads. I klasseværelset sad man 3 ved hvert bord, og den anviste plads var midterpladsen mellem 2 piger. Da ingen af dem gjorde mine til at rejse sig for at lade den nye elev komme på plads, lagde min mor sig resolut på alle 4 og begyndte at kravle under bordet. Men så lød lærerens stemme til pigerne: "Kan i så rejse jer op begge to". Mor var dygtig i skolen og fik en fin anbefaling fra Sandehage, ved sin skoleafslutning i 1925. I min mors efterladenskaber fandt jeg hendes karakterbog med karaktererne fra den afsluttende skoleeksamen. Ud for alle fag stod der karakteren UG. Lærer Sandehage ville da også gerne have haft, at mor kunne fortsætte i realskolen, men det var der ikke råd til. Mor var nu nogle år hjemme og hjalp til på gården, inden hun kom i huset hos manufakturhandler Andresen i Faarevejle. Derefter fik mor plads forskellige steder og til sidst i København. Her blev mor gift med min far i 1939.
Midt i trediverne var de sidste af børnene fløjet fra reden, og alle børnene var fløjet langt væk. Slægtens forfædre havde i mange generationer været bosat i Odsherred, men af denne store børneflok, (de var 9 personer), var der ingen, der bosatte sig i Odsherred. Men om mine mostre og morbrødre vil jeg ikke fortælle i denne beretning. Efter at børnene nu var væk, og Jensine og Lars Peter nærmede sig de 60 år, slog kræfterne ikke rigtig til længere. Råd til at antage en tjenestekarl, det havde de nok ikke. Omkring 1938 blev Bjerggaarden så afviklet. Om gården på et tidspunkt var blevet frikøbt fra fæstet, det ved jeg ikke, men en tandlæge fra København overtog den til sommerbolig, og Jensine og Lars Peter flyttede til "Det gule Hus", der lå 200 m længere ned mod stranden på den anden side af Vindekilde Strandvej. Det var et ældre husmandssted, hvor det meste af jorden var eller blev forpagtet ud. Der var en lille have ud mod vejen, og bag huset strakte grunden sig ned til stranden. Jeg mener, der blev dyrket lidt grønsager der, i hvert fald i de første år, de boede i Det gule Hus".
synes jeg næsten, jeg kan høre dampen hvisle og lugte røgen fra damplokomotivet. I Hørve blev vi de første år, hentet i hestevogn af morfar eller af bondemanden fra Kildegaarden. Fra omkring 1946 var det Pedersen fra det lille brødudsalg i Vindekilde, der hentede os i hyrevogn. Jeg husker det nok mest, fordi bilen på den ene side havde fået påsat en meget spændende kakkelovn, der leverede drivkraften. Og så kom vi til "Det gule Hus", og mormor stod i døren og ventede os. Ferien var begyndt. Min bror Niels Lykke har så smukt og levende skrevet om sine ferieminder, som jeg også deler, at jeg vil lade det være hans beretning, som jeg skriver.
Min morbror udtalte på toppen af Vejrhøj: | |||||||||||||||||
| Evigt ejes kun det tabte. Ønsk ikke tilbage,den tid, der for hen, Med sommerens falmede blomster. Ønsk kun, at de rødeste roser igen, må blomstre til næste skærsommer. |
Jeg så ikke fattigdommen og manglen på komfort, Men jeg følte sammenholdet, og forstod mig som en vedkommende, et led i familiekæden, hvor hvert leds styrke har betydning for hele kædens styrke.
Jeg husker, at jeg ved ferier i Det gule Hus hos mormor sov i en jernseng med tunge dyner. Når jeg om morgenen vågnede og kikkede ud af vinduet, kunne jeg se solen blinke i de glaserede sorte tegl på Dragsholm Slot.
Jeg har hentet vand ved kilden ved Kildegaarden. I Det gule Hus var der ikke indlagt vand. Man tog to spande og hængte dem i ågets kroge. Åget havde man på skuldrene for at gøre byrden lettere.
Så travede man ca. 200 m hen ad landevejen til kilden, kikkede en gang op ad bakkerne for at kontrollere, hvor køerne var i forhold til kilden. Stod de og møgede sig ved kilden, ventede man pænt et stykke tid, til man antog, at vandet var rent nok. Var køerne i rimelig afstand, og syntes vandet at være rent, fyldte man de to spande med klart kildevand til husholdningen og bar det hjem.
Skulle man bruge mælk, så gik man hen på Kildegaarden ved malketid og købte nymalket mælk i en spand. Min søster mente, at den mælk smagte anderledes end mælken i byen. Da hun så, hvor komælken kom fra, spurgte hun undrende, om mælken med den anderledes smag i byen, mon så kom fra heste.
Hvor haven i Det gule Hus endte, der begyndte stranden, den herligste sandstrand i Nexeløbugten.
Vi feriebørn var kun hjemme til måltiderne, og når vi sov. Resten af tiden var vi på stranden. Undtagelsen fra denne regel var regnvejr, hvor vi blev i de små stuer og surmulede, lavede unoder, skændtes og legede under mormors myndige opsyn.
Engang blev vi så uvenner, at jeg ikke ville være sammen med de andre. Hvad gør sådan en 11-års dreng så i regnvejr. Jeg drev omkring i stuen, soveværelset, entreen og kikkede ud i køkkenet til mormor. På kommoden i entreen stod en flot vase.
Jeg syntes, den kunne bruges som en krigshjelm, hvis man vendte den og tog den på hovedet. Som tænkt, så gjort. Jeg vendte den og tog den på hovedet. Men ak, der havde stået blomster i den, og skønt blomsterne havde forladt vasen ved min mormors hjælp, så stod det rådne blomstervand tilbage. Det kom i kaskader ned over mig, og jeg stak forskrækket lynhurtigt ud af døren, ud i regnvejret.
Mormor opdagede væden i entreen og var forbløffet ved hørmen fra det rådne blomstervand. Da jeg var træt af at stå udenfor i regnvejret, kom jeg drivvåd ind. Mormor spurgte arrigt, hvorfor jeg havde tisset på gulvet. Jeg fortalte om min hændelse, og hun sendte mig ind i den varme stue. I stuen kikkede mine søskende nysgerrigt på på den våde bror og forbløffedes ved lugten fra blomstervandet, som selv et langt tids ophold udenfor i regnen ikke kunne skjule. Min elskede lillesøster snøftede forsigtigt og konstaterede, at jeg lugtede kraftigt af hest.
Der var ikke elektricitet i huset, skulle der være lys om aftenen eller ved andre lejligheder, så var der petroleumslamper eller stearinlys.
Køkkenet var et kapitel for sig, selv i 1950érne, set med en københavnerdrengs øjne. Der stod et gammelt komfur, som sjældent blev brugt. I det kunne man fyre med tørv eller brænde. Den daglige madlavning skete som regel over primus-apparater. Mormor havde 2.
Køleskab og fryser fandtes ikke. Der var et spisekammer eller fadebur. Jeg husker, at man satte mælk på tallerkener i spisekammeret til syrning. Så fik man det som tykmælk til dessert, med puddersukker og revet rugbrød.
Men jeg har ikke været meget i køkkenet, så jeg husker ikke meget, dog undrede jeg mig meget over mormors strygejern, som var nogle underlige jerntingester, hvor man kunne stoppe nogle varme gløder ind i, når man skulle bruge dem til at stryge med. Jeg har aldrig set dem i brug.
Bordskånerne var lavet af gamle snustobaksdåser. De var sat ind i hinanden i den ene ende og dannede en cirkel. Sikke en masse snus, der har været brugt, for at man kunne lave sådan en bordskåner.
Jeg kan huske, at jeg fik lov til at skille en af disse bordskånere. Sikke en masse æsker jeg havde. Jeg gik ud i mormors have, foran huset. Jorden var sandjord. Her på havegangene kunne jeg lave små veje og bruge æskerne som lastbiler eller tipvognstog, der bragte sand rundt i gangene. Jeg kunne skubbe tyve æsker på en gang. Solen skinnede, og jeg kan huske, at der var masser af studenternelliker i haven, så det må have været sidst i juni måned.
For øvrigt har jeg senere på denne egn set masser af studenternelliker, og dette bragte straks minder frem. Dog tror jeg ikke, at man på egnen dyrkede denne blomst mere end andre steder i Danmark.
Toilet? Tal ikke om det. Det var et ægte lokum i brændehuset. Hvem, der tømte det, ved jeg ikke, det har jeg ikke prøvet at være med til hos min mormor.
Jeg kan dårligt huske, at vi vaskede os, hverken morgen eller aften. Vand var der jo ikke indlagt, så det med sæbe og tandbørste har nok været sparsomt.
Men vi var på stranden og badede det meste af dagen.
Når vi løb hjem over engene, skulle vi passe på kokasserne. Sådant et løbetramp midt i en kokasse trængte godt ind mellem de bare tæer. Så var det tilbage til stranden og skylle. Adhhh! For øvrigt var strandengens tidsler også meget ubehagelige, og når viber og lærker dykkede ned mod os for at aflede opmærksomheden fra deres reder, så kunne man godt blive uopmærksom og træde forkert.
Hvordan man købte ind? Tja, der var ingen telefon i huset, så man måtte selv bevæge sig de ca. 4-5 kilometer til Faarevejle, hvor købmand Jacobsen havde sin butik. Men jævnligt kom bageren kørende på vejen, og ham stoppede man og købte brød hos. Der kom også en fisker kørende på en budcykel med et par kasser fisk og lidt is i hver kasse. Om slagteren kom forbi, kan jeg ikke huske, men det har sikkert været tilfældet. Ellers klarede man sig med produkter fra de omkringliggende gårde.
Niels Lykke 1993.
Selv om der er meget mere at fortælle, om vore ferieminder, vil jeg kun tilføje en enkelt bemærkning, og det er vedrørende de omtalte kokasser.
Det var heller ikke spor sjovt at træde i dem, når man havde gummisko på. Skoen blev ækel grøn, og mor kunne næsten ikke få vasket den grønne farve af. Jeg tror, det var derfor, at mor et år købte træsko til os, da vi skulle på ferie. Alle egnens børn gik jo i træsko, så det var selvfølgeligt godt for en " Kjøvenhavnersnude" at ligne dem lidt. Problemet var, at man ikke kunne løbe så stærkt med træsko, og at man var tilbøjelig til at sparke sig selv over knysterne med træskoene. Når vi kom hjem og klagede os med hudafskrabninger der, sagde min mormor: "Nå i har nok været ude og slå skanker".
Min morfar Lars Peter døde i 1946, og jeg kan kun huske ham svagt. Fra 1946 boede min mormor Jensine så alene i Det gule Hus i Bjergene. Det var sikkert dejligt at bo der om sommeren , når familierne kom og holdt sommerferie efter en fastlagt tidsplan, og der hele tiden var liv i huset.
Men jeg kan udmærket forestille mig, hvor svært og ensomt, det har været om vinteren.
Mormor var 70 år, altså en ældre kvinde. I huset var der ikke indlagt vand. Der var ikke elektricitet.
Opvarmning? kun en kakkelovn i stuen med spjæld til det tilstødende soveværelse.
Der var ikke telefon, så hun kunne ringe til nogen, hvis hun fik et ildebefindende.
Det skal dog siges, at der var naboer i de omliggende gårde, der var flinke til at se ind til hende og for eksempel hente varer til hende.
I 1955 blev mormor alvorligt syg og indlagt på Rigshospitalet og opereret.
Da hun blev rask igen, blev Det gule Hus i Bjergene solgt, og mormor Jensine flyttede ind hos sin datter og svigersøn i Rødovre ved København.
Her boede min mormor til sin død i 1963.
Efterskrift:
Der er nu gået mange år siden, vi sidste gang var i Det gule Hus i Bjergene. Og huset eksisterer ikke mere.
Det er for længst revet ned for at give plads for en stor sommerbolig.
Dog samles hvert eneste år, på en bestemt dag i juni måned alle de familiemedlemmer, der har lyst og kræfter til det, på en lille grøn plet, ved en parkeringsplads på Vindekilde Strandvej i Bjergene, lige ved siden af stedet, hvor Det gule Hus lå. Her spiser man sammen, drikker kaffe og taler om minderne, går en tur til stranden, og hen til Kildegaarden, hvor vandet i kilden stadig risler, og til Bjerggaarden. Jovist, vores familie har stadig en stærk tilknytning til dette dejlige sted i Danmark.
Svend-Erik Hansen
