Strandingen ved Gudmindrup Strand.

Strandingen ved Gudmindrup Strand.
Hvor mange kender i dag den reelle baggrund for den store mindesten ved Gudmindrup strand?
Jeg finder, at nutiden kan have godt af, at få opfrisket mindet om den gang der var medmenneskelighed til, selv om man ydede den med livet som indsats -

Mindestenen har to årstal. Dagen for selve dåden den 10. juni 1885 og den anden 27 år senere (1912), da der blev holdt en fest, hvor man mindedes de dramatiske begivenheder. Denne fest havde samlet ca. 2000 mennesker, og anledningen var dels mindet og dels at en sten var blevet rejst til minde om redningsdåden ud for det sted hvor det skete.

Stenen, der er rejst umiddelbart op mod strandkanten (stranden gik den gang helt ind til diget) er en stor utilhugget kampesten, 3 1/2 alen høj, hvilende på en dynge opkastet kampesten og beton. I stenen er indhugget: "Til minde om redningsdåden den 10. juni 1885".

Friskolelærer Godsk, Gudmindrup aflagde beretning om arbejdet for stenens rejsning og bragte alle, der havde bidraget dertil, en varm tak.
Man sang derefter: "Udrunden er de gamle dage", hvorefter pastor Herskind, Lumsås gav en fængslende skildring af begivenhederne hin junimorgen, da en svensk jagt i en forrygende storm strandede ud for dette sted.

De to mænd, som udgjorde skibets besætning vinkede og råbte om hjælp, men det var umuligt at ro nogen båd ud imod stormen og søerne, så de, der stod på strandbredden/ var ude af stand til at bringe hjælp ad denne vej.

Afdøde gdr. Ole Petersen, Gudmindrup lyng og parc. Peder Madsen, Stenstrup forsøgte ved at vade ud til yderste revle at komme skibet så nær, at de kunne komme i forbindelse med det, ved at få fat i en fra skibet udkastet line, men dette mislykkedes, da afstanden var alt for stor.

Ole Petersen lod da hente en af sine heste, og på ryggen af denne kom han efter en hård kamp i det frådende hav skibet så nær, at han fik opfanget en line fra det.
De to søfolk bandt derefter linen i en lille jolle, som de begge sprang ned i, i håbet om at Ole Petersen på ryggen af sin hest kunne trække dem i land, men jollen kæntrede næsten med det samme, og den ældste af de to mænd, den 40'årige fører gik snart til bunds - Den yngre, en 23 årig mand svømmede hen imod Ole Petersen, der også fik fat i ham, og derefter styrede de imod den yderste revle, hvor Laurits Andersen og Peder Madsen endnu stod i vand næsten til halsen, og de modtog de kommende, der var ved at bukke under, da sømanden, der til dels var bevidstløs, havde fået fat i hestens hovedtøj, og omtrent drog dens hoved under vand.
Ved de to mænds hjælp kom de alle i land, men i stærkt forkomne tilstand.

Pastor Her skind fremhævede derefter, hvorfor denne dåd særlig fortjener at mindes.
Ole Petersen udførte ikke denne dåd for at blive berømt, lige så lidt som hans hjælpere, men alene for at bringe hjælp til dem, der var i nød, og ingen af dem havde holdt sig tilbage af frygt for faren, som truede dem selv.
Så vidt det vides, fik to af redningsmændene livsvarigt mén af denne farefulde tur, det var Ole Petersen og Peder Madsen.
Derfor fortjener disse mænd at mindes, og at være os andre et lysende eksempel, når det gælder om at handle modigt og snarrådigt i en kritisk situation.

Lærer Godsk overdrog derefter på komiteens vegne mindesmærket til historisk samfund i Højby sogn, hvorefter parc. Laurits Jensen, Stenstrup takkede, idet han på historisk samfunds vegne lovede at frede om mindet.

Sluttelig bragte gdr. Karl Petersen, Gudmindrup på familiens vegne en hjertelig tak til alle, som havde bidraget til dette mindes rejsning, og derved hædret hans afdøde fader tillige med de andre mænd, der havde stået sammen med ham i dette farefulde øjeblik.
EK

Tilbage til Odsherred historier.