Tilbage

I kirken ligger denne tekst.


Svinninge kirke.
Tuse herred.
Roskilde stift


Når man drager gennem det danske land med dets henved 2000 kirker knejsende på bakketoppene, må man undrende spørge sig selv hvem har opført disse smukke, solide og for den tid kolosale bygningsværker?

Vi ved ikke ret meget om det, men ved udgravninger i forbindelse med restaureringsarbejder har det kunnet fastslås gennem afdækning af indtil 7-8 gulvlag, at der i mange tilfælde har ligget en kirke på samme sted helt tilbage til før år 1000.

Vikingerne lagde deres gravhøje på bakketoppe, og fund af vikingegrave i de ældste gulvlag viser, at den aller tidligste, lille trækirke ofte er blevet lagt ovenpå vikingegravene, eller på et gammelt hedensk hellig sted.

Folk med forstand på de dele formoder, at det har været egnens storbønder, der har taget initiativet til bygning af den første trækirke. Senere har folk på stedet slæbt sten fra markerne til den nye stenkirke. De er blevet groft tilhugget for at skabe en glat mur - en "dobbeltmur" med hulrummet fyldt op med sten og mørtel.

Afgørende for kirkebyggeriets økonomi har det været, at der kort efter 1100 blev indført en kirketiende, hvoraf den ene trediedel skulle anvendes til kirkebyggeri.

Helt specielt for de danske landsbykirker er det, at det ydre murværk - 7-800 år gammelt - står næsten uændret i modsætning til kirkerne syd for vores grænse, hvor man har bygget ud og om efter tidens krav og formåen.

Udgravninger har vist et andet fællestræk. Kirkens indre har været meget enkelt med murede bænke langs væggene - brede foroven, smalle forneden. I koret, der som regel blev bygget først, står et muret alter, og døbefonden blev ofte placeret midt på det åbne gulv. Fundet af store "møllesten" tyder på, at døbefonten har været anbragt højt på sådanne runde sten. Dette til ihukommelse for os, når vi på besøg i kirker må kravle på knæ for at se døbefontens ornementering.

Endnu et fællestræk er de talrige begravelser i kirkens gulv. De vidner om datidens sæd og skik, og godt for vor nutid er det at vide, at hengangne slægter bogstaveligt er hos os i kirken

Den hvidkalkede Svinninge kirke med det røde tegltag ligger på et sydligt bakkehæld ned mod Svinninge å. Efter at kommunen i 1975 anlagde en skolesti langs åen, er der herfra et meget smukt kig op til kirken.

Den gamle kirkegård omkring kirken indhegnes af en mur, hvis ældste del af munkesten er vestmuren (fra tårnet sydpå), endnu dækket af de gamle teglsten. En romansk ligsten, med et lille, fremhævet kors som eneste prydelse, uden inskription, ligger ved tårnets sydmur.
Den nye kirkegård ligger ved kirkevej lidt mod øst for kirken.

Vi ved ikke, hvor gammel Svinninge kirke er. Men vi ved, at den oprindeligt bestod af et lille romansk skin med kor, opført af marksten og dækket med grov mørtelpuds.

Ved en omfattende restaurering i 1953-54, ledet af arkitekt Hardie Firscher, hvor man bl.a. skulle sænke gulvet, har man gravet ned i den romanske del af skibet og fundet et middelalderligt gulv, som stadig ligger urørt under det nye murstensgulv. I dette oprindelige gulv ligger der utvivlsomt adskillige grave.
Man fandt ligeledes de oprindelige 30 cm. høje murede bænke, delvis urørte, f.eks. langs sydmuren, hvor den øverste del af bænken stadig kan skimtes. Det sansynlige omfang af kirkens oprindelige kor fandt man frem til ved udgravninger i gulvet, idet der herunder lå nogle store kampesten, som har været korets fundament. Derimod kunne man ikke konstatere, hvorvidt kirken har haft apsis. Årsagen til kirkens store udvidelse i sengotisk tid, kendes ikke.

Kirken har i romansk tid haft fladt bjælkeloft og små højtsiddende rundbuede vinduer. To af dem kan ses udefra, det ene delvis dækket af det senere tilbyggede våbenhus. I tidlig gotisk tid, omkring 1300-tallet, fik skibet to meget høje krydshvælv.

Som i næsten alle kirker er kvindedøren i nordsiden tilmuret, mens mandsdøren i sydsiden sidder på sin oprindelige plads, men delvis er opmuret.

I den sene middelalder - omkring 1500-tallet - undergik kirken store forandringer.
Det gamle kor blev revet ned, og skibet forlænget med bygningsværk af munkesten og granit, og tilføjelsen blev overhvælvet med endnu to høje, slanke hvælvinger.

I det nye kor muredes et nyt alter, som stadig står på sin plads, opført af kampe- og munkesten. Mod vest rejstes et højt tårn, hvis hvælvede rum sattes i forbindelse med skibet ved en spidsbuet arkade. Tårnet er ligesom det også tilbyggede våbenhus mod syd forsynet med smukke bindinger og kamtakker. Dette forblev kirkens omfang indtil 1953-54, hvor et lille sekristi opførtes på korets nordside.

Men lad os gå ind i kirken.
Her er ingen kalkmalerier, som i dobbeltsognets hovedkirke, Hjembæk.
Af Nationalmuseets beskrivelser fremgår, at I. Kornerup d. 11 juli 1901 har været ude for at undersøge "de der opdager spor af gamle vægmalerier". Kornerup har fundet spor på den ældste del af nordvæggen, men til hans åbenlyse skuffelse var alt "i den grad utydeligt og forvisket, at man ikke kunne danne sig nogen sikker forestilling om, hvad det var, der har været malet". Noget positivt har Nationalmuseets udsending dog fået med sig, idet han på nordvæggen fandt "et smukt indvielseskors fra slutningen af middelalderen, men stærkt beskadiget".
Med indberetningen til museet følger en skitse af korset i restaureret stand.
Under kirkens reastaurering 1953-54 fandtes der meget små rester af lignende viemærker på skibets sydvæg. De blev igen overkalket.
Derimod står de to viemærker på østvæggen nøjagtig som de blev fundet.
Nationalmuseets ekspert på kalkmalerier undersøgte viemærkerne og kunne straks fastslå, at de var malet i sidste halvdel af 1500-tallet, af den kunster, som har udført de yngste malerier i Hjembæk kirke.
Hvad Svinninge kirke således må savne af prydelse på sit murværk, vinder den til gengæld i sin smukke enkelhed, hvor de høje, slanke hvævl giver rummet lethed og ro.

Kirkens inventar
Alterbordet er som tidligere nævnt fra 1500-tallet.
Under reataureringen fandtes i et hulrum i alterbordet en relikviekapsel.
Kapslen er af bly, og indeni ligger en lille bensplint, indsvøbt i en strimmel stærkt mørnet og afbleget rødt stof. Man ved intet om relikviet.
Over hulrummet i alteret er lagt en marmorplade.

Stenaltere er dækket af et tresides træpanel, antemensale.
Dets oprindelse går i hvert fald tilbage til 1580, idet dette årstal, sammen med signaturen M, står på midterfeltets maleri.
Dette maleri forestiller Jesu kortfæstelse. over billedet lyder indskriptionen:
Oblatus est, quis ipsc volvit. Esaie.53.
(Han blev ofret, fordi han selv ville det)
En fri, kort gengivelse af Esais cap. 53, der handler om den lidende Herres tjener.
Forøvig den tekst, der læses i kirken på Langfredag.
Maleriet til venstre viser Abraham i færd med at ofre sin søn Isak, hvilken begivenhed den over billedet anførte tekst henviser til i Mosebog kap. 22.
Ciran annum mundl 2063 abraham filium suum Jusu et Mandats Dei imoiare vohvit.
(Omkr. år 2063 6 efter verdens skabelse - ville Abraham på Guds befaling og bud ofre sin søn Isak).

Billedet til højre henviser til beretningen i 4. mosebog kap. 21.4-9, hvor Istael er utålmodigt og knurrer mod Gud og Moses. Gud sender som straf giftige slanger; folket angrer sin opsætsighed og beder Moses gå i forbøn.
Gud giver da Moses besked om at lave en kobberslange og sætte den på en stang, da vil enhver slangebidt, som ser på slangen blive helbredt.
Derom fortæller også her indskriften:
Locutus est Dominus ad Moses: Fac serpentam enevm et pone evm pro Signo, qvi percusus espexerit evm vivet NVE: 21.
(Herren sagde til Moses: Lav en kobberslange og sæt den som et tegn. Den slangebidte der ser op til slangen skal leve.)
Antemenaelets farver og guldbelægning blev i forbindelse med kirkens restaurering og opsætningen af det nye alterparti fornyet af kunstmalerne
Ernst og Holmer Trier, Vallekilde.

Alterpartiet.
Ved restaureringen blev det gamle alterparti erstattet af det nuværende.
Det tidligere alterparti bestod af en stor trekantgavl foroven med Guds øje i gavlfeltet, båret af to marmorerede korinthiske træsøjler. Mellem søjlerne var indsat den kopi af Carl Blochs Christus i gethsemene have, som nu hænger i tårnværelset.
De øvrige dele af alterpartiet opbevares på våbenhusets loft.
På bege sider af dette midterparti var anbragt de to fløjalterdele, som nu hænger på nordvæggen i kor og skib. Vi ved ikke om disse har været dele af et stort fløjalter, men begge stammer fra det 15. århundredes slutning.

Det ene, i skibet, forestiller jomfru maria "i stråleglans" med Jesus på armen.
I tidligere beskrivelser holder Jesus et æble i hånden - i andre er det blevet til en kugle eller bold. måske er det jordkloden, altså et billede på jesus herredømme.
Maria støtter foden på måneseglet.

I det andet står den hellige Katharina med sværd og bog. Forneden ses en frygtelig skikkelse, der almindeligvis tolkes som Kejser Maxentius, 306 - 312, hvor han faldt i kampen med Konstantin den Store ved den milviske bro.
Det var ifølge helgenlegenden Kejser Maxentius, som forfulgte jomfruen med pinsler og sluttelig forårsagede hendes martyrdød. (Se f.eks. Tue Gad: Helgener. Legender fortalt i norde. 1971. s.147 ff.)Her i gengivelsen er Katherina den sejrende, ved hvis fødder hendes plageånd må finde sig i at forblive.

Den nye altergruppe er skåret af billedhugger Gunnar Hansen, som også har udfærdiget et smukt krucifix, der hænger i kirkens kapel ved ingangen til kirkegården. Tregruppen blev opstillet kort efter afslutningen af selve restaureringen i 1953-54.
Jesus fremstilles som den fejrende konge, mild at se til, som var han også gengivet som den gode hyrde. Hans lidelse og død (Guds kærligheds stærkeste bevis.) bevirker, at det onde i en slanges skikkelse gennembores af et gyldent sværd.
Johns.13.31 "Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham", er det skriftord, hvor over billedværket er skåret.
De to skikkelser er Maria og Johannes, billeder på os mennesker, der tager imod, som Maria, og nedbeder, som Johannes, Guds velsignelse fra korset.
Under gruppen et forgyldt motiv, med aks og druer, som udtryk for korsets rige frugter.
Den nyskabte tregruppe danner sammen med det gamle antementale en meget stærkt virkende helhed, både i indhold og farver.

Altersølvet.

Det er et trist tidens tegn, at vi ikkr kan have altersølvet stående fremme, når man ønsker, kirken skal være åben i dagtimerne.
Kirken ejer en forgylt sølvalterkalk, sengotisk, som i ny tid har fået påsat en skænketud.
Disken, ligeledes af forgylt sølv, har indvindig i bundfladen et indgraveret firbladet ornament og korsmærket i kanten.
Oblatæsken er af nysølv, fra sidste århundrede.
De sengotiske alterstager er af lyst malm.
Fra dette årnhundrede stammer den 7-armede stage på alteret, og et lille alterbordskors, af bronce, som nu står i sakristiet, fordi det ville virke altfor hårdt med sin mørke farve sammen med altertrappens lyse farver.

Alterskranken.
Denne er ny, men udformet ganske som den tidligere, hvoraf enkelte dele opbevares på våbenhusets loft

Prædikestolen.
Prædikestolen er et renaissancearbejde fra år 1619, skåret af
Anderes Nielsen Hatt, som havde sit værksted i Roskilde.
Dens skæbne blev sat på spil, da Nationalmuseets Alfred Larsen
den 31 maj 1900 var ude for at konstatere,
"om den fortjener at blive restaureret på offentlig bekostning".

Heldigvis fandt samme Alfred Larsen efter en nøje beskrivelse af stolen, at den var bevaringsværdig, selvom en restaurering ville andrage 300 - 350 kroner. Heri var dog ikke medregnet prisen på et nyt gelænder "i bedre samklang med det øvrige arbejde".

Prædikestolen har fire fag, adskilt af skikkelser, som forestiller Troen, med bog og kors, Håbet, med et anker, Kærligheden, med et barn, Retfærdigheden, med vægtskål og sværd (som desværre er beskagiget), Styrken, med en søjle.
I storfyldingerne fremstilles de fire evangelister, hver med sit symbol, hvoraf de tre holder et blækhus, svarende til den fjerpen, som evangelisten holder i hånden.
Omkring evangelistskikkelserne er udskåret forskellige prydelser, hvis art er med til at lokalisere den billedskærer, som har skåret kunstværket.
Indskrifterne på Prædikestolen er:
Easias 45.8 - 1. Peter. 1.25 "Guds ord bliver uendelig, og Euangelium est Potentia Dei ad Salutom omni oredenti - Evangeliet er en Guds kraft til frelse for hver den, som tror. Rom. 1.16

Lydhimlens indskrift er ordsprogenes bog kap.30.5:
Ominis Sermo Dei ignitus olypcus est omnibus sparentibus in se..
"Al Guds tale er lutret, et skjold for os alle, der håber på ham."

Døbefonten.
Døbefonden, som ståt i tårnhvælvet, måske på sin oprindelige plads efter kirkens udvidelse i senmiddelalderen, er en romansk font af granit med et svært tinfad uden inskriptioner. Tilhørende messingfad og kande er fra dette århundrede. Fontens kummer er kedelformet med en smuk tovsnoning foroven. Foden har rudimentære hjørneblade og en lille, oversementeret tovsnoning.

Orglet.
Orglet er nyt, bygget i 1974 af orgelbygger Konrad Christiansen.
Det står i lys eg og har 11 stemmer og to manualer.
Af de 11 stemmer er de 5 overført fra det gamle orgel.

Stoleværket.
Stoleværket er med undtagelse af gavlene nyt. Før restaureringen fandtes i øverste hvævl vendebænke. Menighedsrådet havde ønsket prædikestolen flyttet længere op i kirken, men da dette ikke kunne tillades, foretrak man stole i øverste hvælv.

Indtil 1954, hvor muren mod nord blev gennembrudt ind til det nyopførte sakriststi, stod der i koret en præstestol, hvis overdel havde udskårne gennembrudte gitre. Stolen stammer fra omkring 1700 og opbevares på våbenhusloftet.

I våbenhuset er indmuret en mindetavle, som indtil 1954 sad i nordmuren i kirkens øverste hvælv. Den er sat "til minde om gårdejer Peder Rasmussens søn Henrik Pedersen af Svinninge, falden i kampen på Als. 29 juni 1864".

Kirkens klokker.
Der er to klokker.
Den store klokke fra 1648 har indskriften:
"Durch Das Faver Bin Ich geflossen. Cleves Van Dam Hadt Mich Gegossen"
"Gennem ild er jeg gydt. Cleves Van Dam har mig støbt.

Den lille klokke er prydet med et ornament, hvorunder der står:
København Anno 1849 CHLVM.

Såvel den senmiddelalderlige klokkestol af svært egetømmer som tårnets kamtakker m.m. blev i 1977 restaureret efter Nationalmuseets retningslinier.


.................

Forlægfolk er det en fascinerende, men også uoverkommelig opgave at sammenstykke de mange beskrivelser fra skiftende tider af vor gamle kirke. Men for den besøgende, der kommer til dels uden forudsætningen, kan denne lille tryksag vel være en hjælp.
Besøgende med særlig interesse i kirkens arkitektur eller beskrivelse af invetaret, kan få fotokopier fra Natiolmuseet.



til toppen

Tilbage til kirker