I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:

Den gamle aftægtskone på gården i Kollekolle støttede sig tungt til Karen, som tjente på gården.
Bentøjet ville ikke rigtigt lystre mere, men den gamle nød alligevel den varme sommeraften.
Hun var ved pigens hjælp humpet ud i den duftende have for at kikke på alle de smukke sommerblomster.
Den gamle lod sine øjne vandre, og de standsede ved "Kattehullet", den lille mose nederst i haven.
Hun sukkede dybt og sagde til Karen:
"Når jeg står her, kommer jeg altid til at tænke på din mor, som har tjent på gården for så længe siden. Ja ja, vi var begge unge dengang og raske til bens. Det var gode tider! Vi har ofte stået på netop denne plet og sludret sammen, og så kunne det hænde, at et barn begyndte at græde nede i "Kattehullet".
Det løb den unge pige koldt ned ad ryggen, fordi hun netop lige havde stået og tænkt, at hun kunne høre barnegråd. De stod helt stille, den gamle kone og den unge pige.

En hvidlig tåge bølgede omkring mosen og dannede underlige snirkler og figurer. Den gamle gav Karens hånd et klem: "Når man er helt stille, så kommer der en og tysser på barnet. Hørte du det ikke også lige før?"
Karen lagde varsomt armen omkring den gamles skulder:
"Nu må vi hellere gå tilbage til huset, gammelmor. Duggen er begyndt at falde, og jeg synes, det er blevet så koldt". Langsomt vendte de tilbage til trygheden i huset. Karen hjalp den gamle kone i seng og gik så over til Margrethes kammer.

Margrethe var bondens datter og skulle snart giftes. Karen havde lovet at hjælpe hende med at sy brudeudstyret.
Hun fortalte intet om sine oplevelser i haven. Hun vidste, at bondedatteren var mørkeræd og bange for spøgelser.
De sad og syede og havde det så hyggeligt, at de helt glemte tiden. Da uret i stuen slog tolv for de forskrækket op: "Nu må vi hellere få ryddet op i en fart og komme i seng", sagde Karen og rejste sig fra sin stol, "alle de andre i huset sover for længst".
Hun strakte sig og gabte. Det havde været en lang dag. Nu skulle det gøre godt at få sovet.

I samme nu hørte hun et højt skrig - det var Margrethe. Karen snurrede rundt og så et hvidt ansigt presset mod ruden. Samtidigt lød der et vældigt rabalder, som om en stabel brædder væltede oppe på loftet.
Margrethe skreg endnu engang med høj skinger stemme og faldt besvimet ned fra sin seng, hvor hun havde siddet.

Mens Karen prøvede at få liv i pigen, var alle folk på gården kommet på benene. De havde også hørt braget.
Gårdens søn, som var soldat og hjemme på orlov, kom løbende med dragen sabel. To af karlene krøb ind under bordet og tændte en staldlygte. Nu blev alle gårdens rum nøje undersøgt. Soldaten med sabelen gik forrest, bonden fulgte trop, og bagefter dem kom alle de andre folk på gården.

Pludselig kom en kvindeskikkelse gående hen ad vejen. "Det er ellers noget sent, Hans Nielsens pige kommer hjem", sagde en af karlene. I samme øjeblik forsvandt skikkelsen, og de hørte noget, der lød, som om en hest løb meget stærkt gennem rugmarken. De kunne tydeligt høre, hvordan rugvipperne slog sammen efter den. I sluttet trop gik de nu alle sammen ud i marken, for at se om een af hestene var kommet løs, men alle dyrene, såvel heste som køer, lå fredeligt og sov. Gårdhunden, som havde stået og gøet helt vildt, var også krøbet tilbage i sit hundehus og sov. Pludselig syntes alle, at de på en eller anden måde var blevet taget ved næsen, og de gik hovedrystende tilbage til huset. De låste døren forsvarligt og gik til ro igen.