Peter Willemoes ur

Peter Villemoes blev født i Assens i 1783.

Hans far tilmeldte ham allerede som 4 årig til Søkadet-Akademiet, og da drengen var 12 år, rejste han til København for at begynde uddannelsen til søofficer. År 1800 forlod han Akademiet som sekondløjtnant.

Året efter, den 2. april 1801 stod slaget mod den engelske flåde på Københavns Red.
Peter Willemoes fik kommandoen over Det Gernerske Flydebatteri nr. l, en slags platform med rækværk om, bestykket med 24 kanoner.

Flydebatteriet lagde sig tæt op ad den engelske admiral Nelsons store, flotte skib "Elephant", hvor det ikke så let kunne rammes. Batteriet lå så lavt, at kuglerne oftest fløj hen over det, men dets kanoner kunne til gengæld skyde ind i det stor skibs skrog under vandlinjen. Myggens stik mod "Elephant" blev til sidst så irriterende, at man pillede batteriets folk ned med rifler.

Willemoes var her og der og allevegne og opmuntrede sine mænd. Der blev lagt mærke til den lille, vævre, blåklædte skikkelse. Han og hans folk blev endda beskyldt for at have været fulde, fordi de havde råbt og skreget umanerlig højt under kampen. Willemoes var nødt til at bevise, at brændevinsdunken blev knust allerede ved kampens begyndelse. Selveste den store engelske admiral Nelson omtalte hans mod og ildhu overfor kronprinsen.

En ung helt var født! Peter Willemoes fik en gylden hædersmedalje af kongen, Kiels damer sendte ham en æressabel, det københavnske gode selskab kappedes om at give middagsselskaber til ære for den unge søhelt, og mange børn, født i 1801, kom til at hedde Peter, Petrea eller Willemoesine.

11807 tog englænderne den danske flåde. Kun to danske skibe undslap, fordi de var på togt i Norge. Et af skibene var det helt nye linieskib "Prins Christian Frederik". Peter Willemoes blev kaptajn Jessens adjudant på dette skib.

Den 21. marts 1808 afgik skibet fra Helsingør mod Storebælt. Dets opgave var at holde Bæltet fri for engelske fartøjer, da spanske hjælpetropper skulle overføres fra Fyn til Sjælland.

"Prinsen" mødte på sin færd omkring Sjællands Rev 5 engelske fregatter, som dog ikke indlod sig i kamp.
Denne ophobning af engelske krigsskibe gav mandskabet bange anelser.
I officersmessen blev sagen drøftet mellem de unge officerer. Halvt i spøg sagde een af dem:
"Vorherre må vide, om vi i morgen alle skal samles her igen"?
"Åh", svarede en anden, "vi kan jo lægge kort op om det og forsøge".
Kortene blev lagt, men faldt ikke godt ud for løjtnanterne Willemoes og Dahlerup. Kortene blev lagt om, men med samme resultat.
Irriteret fejede Willemoes kortene af bordet og stormede ud.

Ved middagstid den 22. marts fik man to sejlere i sigte, som viste sig at være de to engelske linieskibe "Stately" og "Nassau". Jagten på "Prins Christian Frederik" var gået ind!
Der blev besluttet ikke at søge til Storebælt, for ikke at trække den engelske styrke derhen, hvor troppetransporten skulle finde sted, men i stedet for at sejle tæt ved land og prøve at nå Sundet igen. Vinden var svag og imod det danske skib. Kaptajn Jessen styrede langs med Sjællands Rev og Sjællands Odde med en kurs, der til sidst måtte føre i land. Omkring klokken 19.30 begyndte slaget ud for Odden havn.
De to engelske skibe lå på hver sin side af det danske, og senere deltog en fregat i beskydningen fra den tredje side.
Efter toenhalv times kamp satte kaptajn Jessen det sønderskudte skib på grund og overgav sig. Antallet afdøde og sårede var forfærdeligt højt.
Efter at de overlevende var ført til de engelske skibe, sattes der ild til ruindyngen, skibet sprang i luften og for- svandt i havet. Så langt væk som i landsbyen Ebbeløkke, der ligger ca. fem kilometer derfra, sprang ruderne ved eksplosionen.
Peter Willemoes ledede skydningen fra øverste dæk om bagbord. I begyndelsen stod han sammen med kaptajn Rothe og så over mod "Stately", som lå i et pistolskuds afstand. I sin iver og for bedre at kunne se sprang Willemoes op på en kanon, blev i samme nu ramt af en kugle og med udråbet: "Av mit hoved", mere sprang end faldt han ned og sank om i armene på Rothe.

Han døde, før denne fik ham båret hen til agtertrappen. En kugle havde bort- sprængt det øverste af hans hoved. Willemoes' lig blev senere skyllet i land og hans og løjtnant Dahlerups kister blev den 7. april sænket ned i den store fællesgrav på Odden kirkegård. Der var i forvejen begravet 21 ilanddrevne lig af matroser plus fire afskudte ben. Graven blev prydet med resterne af "Prinsens" vimpel og kranse af laurbær og myrther, som egnens kvinder havde flettet.

Peter Willemoes havde mange søskende. Søsteren Cathrine blev i december 1808, altså kun tre måneder før broderens død, gift med en cancelliråd Becker.
Willemoes forærede hende et fransk taffelur af bronce med forgyldninger i bryllupsgave, ledsaget af følgende brev: "Modtag dette, som et ringe Beviis for den megen Ømhed og Godhed, som du saa søsterlig har udviist imod din inderlig elskte brodér - Gid du maa ved din Mands Side blive saa lykkelig, som det er muelig din Brodér Peter kan ønske noget Menneske".
Det smukke ur stod under en glasklokke i den nygifte fru Beckers bolig i København.
På dagen for slaget ved Odden sad fru Becker og hendes tjenestepige og holdt skumring i stuen. Pludselig hørtes der henne fra uret en påfaldende støj eller klang - så stærk, at de begge for op og tændte et lys for at undersøge sagen nærmere.
Det havde lydt, som om noget faldt ned og kuplen over uret blev knust. Men da de kom hen til uret, kunne de ikke opdage noget som helst.
Uret gik sin vante rolige gang, og kuplen var hel.
Klokken var da 8.
Nogle dage senere erfarede fru Becker, at hendes brodér var faldet under slaget ved Sjællands Odde netop ved den tid, da uret lod høre fra sig.