Tilbage
Overby
I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:
Nisserne i Overby
Jeppe tjente hos Erik Nielsen i Overby.
Han var god til sit arbejde og vellidt på
gården.
Når han efter en dags hårdt slid
havde fyraften, mødtes han undertiden
med de andre karle. De spillede kort og
andre spil, de sang og løb om kap eller
brødes for sjov, drak en slurk brændevin,
når de havde råd til det,
og så fortalte de
hinanden historier.
En aften faldt talen på nisser.
Der blev
fortalt nogle spredte, usikre historier om
nogle nisser, andre havde set, men ingen
vidste noget bestemt.
Da kunne Jeppe ikke nære sig. Han måtte
fortælle om de nisser, som boede på hans
husbonds gård, selvom bonden havde
advaret ham imod at gøre det, fordi
nisserne tog det meget ilde op. Men
denne lejlighed til at prale med sit førstehånds kendskab til nisser kunne Jeppe
ikke lade gå fra sig.
"Nu skal I høre", sagde han. "Jeg ved så
meget om nisser, at jeg kunne fortælle
hele aftenen.
De bor nemlig på gården,
hvor jeg arbejder, og jeg har både set
dem og snakket med dem".
"Du vil binde os noget på ærmet, vil du",
sagde kammeraterne. "Men lad os nu
bare høre".
"Jo", sagde Jeppe. "Når man møder dem
første gang, tror man, det er et lille barn
man ser, for større er de ikke, men deres
ansigter er gamle og rynkede, og mændene har langt skæg. På hovedet har de
røde tophuer, og dertil rødstribede trøjer og grå bukser. På fødderne har de
træsko".
"Det er jo meget godt", sagde de andre.
"Men det her vidste vi i forvejen, det ved
jo alle og enhver".
"Jo, men", sagde Jeppe. "Nu skal jeg fortælle jer nøjagtigt hvor på gården de bor!
En af dem bor i kostalden, han passer på
køerne, er gode venner med hestene, og
den store, gråstribede hankat er hans
kæledyr. Han bor helt alene, han er bedstefar til dem allesammen. Hans kone er
død, for nok bliver nisser meget gamle,
flere hundrede år, men de må dog dø
engang. - Hans søn med kone og børn bor
på høloftet, en anden familie bor under
køkkengulvet. Det er bedstefaderen og
de to familier, jeg kender personligt,
men der er andre af nissefamilien, som
jeg kun har set smutte forbi, så helt
nøjagtigt hvor mange der er, ved jeg
ikke".
De andre karle sad stumme af forbavselse. Når Jeppe nu vidste så god besked
fandtes de måske alligevel.
"Er de rare eller slemme"? spurgte de.
"Jo, se, for det meste er de rare og hjælpsomme, hvis man altså stiller fadet med
grøden på det rigtige sted og til rette tid.
På vores gård tager madmor sig af det.
Ellers skal man bare lade dem passe sig
selv. De kan nu godt undertiden lide at
drille, og mig har de et horn i siden på.
Jeg ved ikke rigtigt hvorfor".
"Fortæl, fortæl", råbte karlene. Nu var de
næsten overbeviste om, at der virkelig
var nisser på gården, og de sad med
ørene på stilke, da Jeppe fortalte videre.
"En dag sagde bonden til mig, at hestene
manglede havre, og at jeg skulle stikke
ud i laden for at hente noget. Jeg havde
nu selv set at hestene manglede og havde
været i laden, men der kunne jeg ikke få
øje på et eneste havrekorn. Da jeg sagde
det til husbond, grinede han af mig og
sagde, at jeg var en kluddermikkel, som
havde sine tanker andre steder. Nu skulle
jeg bare gå og hente den havre.
Helt i
vildrede med, hvad jeg havde set eller
ikke set, løb jeg igen ud i laden, og der lå
minsanten en stor bunke havre, og da jeg
tog til hestene, hørte jeg et undertrykt
grin, og jeg så lige toppen af en rød hue".
"Der tog de dig vel nok ved næsen. Det
har du rigtig godt af, du som tror, du er så
dygtig til alting", sagde karlene.
Jeppe blev ked af, at han havde fortalt
dem om det, men nu var han kommet så
godt igang, og hans tilhørere var blevet
så interesserede, at han også fortalte dem
om sin anden oplevelse med nisserne.
"I ved jo godt, at husbonden helst ser, at
man henter halmen til at strø under dyrene før det bliver mørkt. En dag var jeg
sent på den og stavrede i buldrende
mørke op ad den stejle stige til loftet. Da
jeg næsten var kommet op, fik jeg en
knippe i hovedet, så jeg trillede ned. Jeg
lå dernede og ømmede mig. Så begyndte
nisserne under megen råben og skrigen
at smide halmknipper efter mig, og hver
gang de ramte, klappede de i hænderne.
Da der var nok halm til at strø med, holdt
de op. Jeg kravlede ud og var ganske
uskadt".
Karlene grinede så højt, at Jeppe blev
helt flov, men samtidig kunne han se, at
de var blevet overbevist. For at gøre
historierne endnu mere spændende
sagde han: "Og så må man slet ikke fortælle om nisserne, det bliver de meget
vrede over"!
Hans kammerater kiggede målløse på
ham: "Hvordan turde du! De kunne jo
hævne sig. De synes jo at være meget
magtfulde. Men det er jo nok opspind
det halve af det du har fortalt".
Dermed tog de frakker og huer på og gik
hjem, det var nemlig blevet sent.
Jeppe var tavs, ked af sit forræderi og
bange for at gå hjem, men til sidst måtte
han jo afsted. Han listede stille ind i
gården og hen til sit kammer. Allerede i
gangen hørte han et mægtigt spektakel.
Han kom til sin dør, tøvede lidt foran
den, men rev den så op. Nisserne, som
havde rodet i hans ting, for ud i hjørnerne og gloede på ham så stille og
ildevarslende, at hjertet sank i livet på
ham.
Han vidste ikke, hvor længe han
havde stået der med rystende knæ, men
til sidst famlede han efter sit fyrtøj for at
fordrive mørket. Han kunne ikke finde
det, så han styrtede ud i køkkenet for at
tænde et lys ved gløderne i ildstedet.
Nisserne for efter ham, de knurrede og
hvæsede, nev ham og spændte ben for
ham, så han var nær ved at falde. Han
nåede dog til sidst køkkenet, fik tændt et
lys, og i samme øjeblik forsvandt de.
Han gik tilbage til sit kammer og i lysets
skær så der ud, som det altid havde gjort.
Ganske udmattet faldt han om på sin
seng.
Han drømte hele natten om glødende øjne og nappende fingre.
Efter den nat fortalte han aldrig et ord
mere om nisser og til sidst blev han
nærmest helt gode venner med dem.
Bondens forhold til nisserne var dog betydeligt bedre. Han respekterede dem,
og de hjalp ham på alle måder, så alt på
gården og i marken trivedes vel.
Her er historien om, hvordan nissebedstefar hjalp Erik Nielsen ud af en
knibe.
Odboerne kørte jævnligt ind til Nykøbing for at sælge kreaturer eller købe fisk
og andre ting med hjem.
De tog altid
afsted tidligt om morgenen, tilbragte
dagen med køb og salg, kiggede på alle
byens herligheder, tog sig en forsvarlig
dram, og i skumringen kørte de så hjemad
igen.
På Overby Lyng er der en bakke, som
hedder Knarken. Den ligger øst for Fællesskoven
og er idag bebygget med sommerhuse.
Nå, på Erik Nielsens tid boede
der trolde i Knarken. Da bønderne kom
tilbage fra Nykøbing, så de allerede på
lang afstand et lysskær fra bakken, og de
vidste, at nu holdt troldene gilde igen, og
bakken stod på gloende pæle.
Da de nåede hen til bakken, gik den
første vogn i stå, og intet kunne rokke
den af flækken. De andre bønder steg af
vognen og skubbede og trak i hestene,
men lige meget hjalp det.
De stod og snakkede om, hvad de skulle
stille op, om de mon skulle stå på landevejen,
til lyset brød frem, og troldepakket
var færdig med festen?
Da huskede Erik Nielsen at han havde en
gammel aftale med nissebedstefar: - han
fløjtede og straks kom en stor, brun hund
springende. Den hoppede op bag i den
forreste vogn og smed noget af. Så var
den forsvundet igen - som sunket i jorden.
Vognen kunne nu køre igen og bønderne skyndte sig hjem.
Slut
Tilbage
|
