Da han kørte, bad hans Datter, om han vilde købe hende et pænt Tørklæde, og hun gav ham 2 Mark til det. Bonden drak Pengene op, og han glemte at købe Tørklædet. Da han kørte hjemad, kom han igennem en stor Skov, og han huskede nu paa, hvad han havde lovet sin Datter. Han var ked af det, for han holdt dog meget af hende. Saa sad han der og talte højt med sig selv om, hvor slem han var. Der kom da en Bjørn inde fra Skoven, og den spurgte om, hvad der var gaaet ham imod. Manden fortalte nu om det, og Bjørnen sagde, hvis den maatte faa det første levende, som mødte ham, naar han kom hjem, saa skulde den nok gire ham et Tørklæde til Datteren. Manden sagde ja, for han tænkte, at han vel først mødte den lille, sorte Hund, og den kunde han nok give Bjørnen. Han fik saa Tørklædet og kørte videre.

Snart efter kunde de se ham fra Hjemmet, og Datteren kom løbende foran Hunden.
Da Manden saa det, blev han bedrøvet, men han gav hende Tørklædet og sagde ikke noget. Det var bleven Aften, og han kom ind i Stuen og fik sin Mad. Karlen og Drengen sad ogsaa derinde. Saa blev der banket paa Porten. Drengen maatte ud for at se, hvad det var. Da han aabnede Portlaagen, kom der en Vind, som kastede ham langt ind i Gaarden, og han løb ind.
Lidt efter bankede det igen. Karlen skulde da ud for at se om det. Men han blev ogsaa kastet ind igen..
Der var nogen uden for Porten, som sagde, at Manden skulde selv komme. Da han kom, stod Bjørnen derude og forlangte at faa hans Datter. Manden gik saa ind og fortalte Datteren, hvordan han havde baaret sig ad.
Hun sagde, at hvad han havde lovet, det skulde han holde.
Saa sagde hun Farvel til sine kære og gik ud til Bjørnen.

Den sagde til hende: "Sæt dig op paa min Ryg," og nu gik det rask ad Skoven til. Der førte Bjørnen hende ind under en stor Busk og ned i Jorden. Der var et dejligt Hjem, og det fik Lysning gennem en Aabning under Busken.
Bjørnen var borte den meste Dag, men om Natten var den altid hjemme. Alt, hvad Pigen bad om, blev skaffet hende, kun Lys maatte hun ikke faa.
Da hun havde været der en Tid, længtes hun saa meget efter at komme hjem. Bjørnen sagde, at det kunde hun godt komme, naar hun blot ikke tog Lys med ud i Skoven.
Saa en Morgen satte hun sig paa Bjørnens Ryg, og det gik rask mod Hjemmet.
De blev glade der, da hun fortalte om, hvor god Bjørnen var ved hende.
Moderen mente, at hun skulde have et Lys med, for at hun en Nat kunde se Bjørnen. "Du kan tro," tilføjede hun, "at det er en forhekset Prins." Pigen lod sig overtale og tog et Lys med.
Mod Aften kom Bjørnen igen og hentede hende hjem til Skoven.

Om Natten, da Bjørnen sov, stod Pigen op og tændte Lyset.
Hun saa nu den dejligste Prins ligge i Sengen. Saa bøjede hun sig over ham for at se paa ham, men da dryppede der tre Tælledraaber ned paa hans Skjorte.
I det samme vaagnede han og blev meget bedrøvet over, at hun havde Lys. Han fortalte, at en ond Heks havde forvandlet ham til én Bjørn. Men han kunde frelses, om en ung Pige vilde bo hos ham i tre Aar uden at se ham i anden Skikkelse end som Bjørn. Pigen blev meget ked af det og spurgte, om der ikke var noget, hun kunde gøre for at frelse ham. Jo, hvis hun kunde tjene Heksen et Aar og i den Tid gøre, hvad hun blev sat til. Han forklarede hende om Vejen dertil, men den var baade lang og besværlig.

Pigen vilde nu prøve paa at naa hen til, hvor Heksen boede; Hun gik længe, men endelig kom hun over de sidste Bakker, og da kunde hun se Heksens Hus. Dog inden hun naaede dertil, var der en Aa, hvor der laa en Planke over, men den laa skæv.
"Læg mig til Rette," sagde Planken, og det gjorde hun.
Paa en Eng stod en Ko og brølede: "Malk mig, malk mig." Pigen malkede da den.
Saa naaede hun til en Havelaage, der hang paa en Hængsel, og den sagde: "Hæng mig ret, hæng mig ret.
Pigen fik nu rettet ved den.
Der var ogsaa en Hund, som gøede ad en omvendt Fjerding, og den sagde:
"Vend den om, vend den om." Pigen vendte Fjerdingen, saa Hunden kunde komme ind i den.

Hun kom nu ind til Heksen og spurgte, om hun havde Brug for en Pige.
"Jo, det har jeg, hvis du da kan bestille noget," sagde Heksen.
Tiden gik, og hun blev godt tilfreds med hende.
Pigen gjorde ogsaa alt, hvad hun kunde og somme Tider lidt til, for hun skulde jo holde ud der et Aar.
Ved Slutningen af Aaret maatte hun vådske al Heksens Tøj, og kunde hun det, skulde hun være fri, ellers kom hun til at blive der et Aar til.

Hun vadskede i mange Dage.
Der var saa til sidst kun en Skjorte tilbage.
Men da fik hun at se, at det var den, hun selv havde spildt de tre Draaber Tælle paa.
Hun gav sig til at vådske paa den, men de Pletter vilde ikke gaa af.
Da græd hun, og hendes Taarer trillede ned over Pletterne.
Saa kunde hun vådske dem af, og Skjorten var ren.

Heksen havde nu ikke ret til at beholde hende mere.
Pigen gik saa glad derfra. Men Heksen var ikke glad, og hun raabte til Hunden:
"Bid hende. "Nej," sagde Hunden, "jeg har i hundrede Aar gøed ad en Fjerding, der var vendt om, men hun har hjulpet mig.
Saa kom Pigen til Laagen, og Heksen raabte:
"Klem hende." "Nej," sagde Laagen, "i hundrede Aar hængte jeg skæv, og hun rettede mig."
Derefter naaede Pigen hen til Koen, og Heksen raabte:
"Stang hende." "Nej," sagde Koen, i hundrede Aar stod jeg, og ingen vilde malke mig, før hun kom."
Pigen kom da til Planken, og Heksen raabte:
"Kast hende i Aaen." "Nej," sagde Planken, "i hundrede Aar laa jeg skæv, og hun rettede mig."

Saa kom Pigen over påa den anden Side ad Aaen.
Der stod den dejlige Prins og tog imod'hende. Han var nu ikke Bjørn mere.
Da Pigen saa sig tilbage/var Heksens Hus borte, og der laa et smukt Slot, som var Prinsens Hjem.
Der boede de siden, og Pigens Forældre besøger dem der endnu, hvis de er levende.

Slut