Tilbage



Om livet i den gamle Højby Brugsforening 1928-41

En plads med kost og logi - Af Jan Steen Jacobsen

I 1928 drømte Børge Dybdahl Petersen, Svenstrup Hestehave, om en uddannelse inden for tømrerfaget, men det var meget vanskeligt at få en læreplads.
I stedet lykkedes det at få plads hos brugsuddeleren i Højby Brugsforening.
Dengang boede Børge i Lumsås, og hans ældre brodér var på dette tidspunkt i lære i Gudmindrup Brugsforening, så han kendte godt til arbejdet.
Børge fik en fireårig uddannelse som kommis og blev i Højby Brugsforening frem til 1941, hvor han selv blev uddeler i Svenstrup Hestehave Brugsforening, som han drev frem til 1986, hvor forretningen lukkede.

Læretiden i Højby Brugsforening

Børge fik lærekontrakt med kost og logi.
Det første år var lønnen 5 kr. om måneden, det andet år 10 kr., det tredie 15 kr. og det sidste år 20 kr., men kosten og logiet var næsten vigtigere end lønnen.
Senere avancerede han til førstemand.
Som lærling boede man sammen med lagerkarlen i en bygning bag ved brugsforeningen. Ingen af de ansatte boede hjemme, men blev indlogeret på Højby Afholdshotel, hvor brugsforeningen i perioder lejede op til tre loftsværelser til brug for personalet. Her flyttede man over, når læretiden var forbi, eller der blev ansat en ny lærling, der så rykkede ind hos lagerkarlen.
Brugsuddeleren selv boede i en villa bag hotellet, og her spiste alle morgen, middag og aften.
Værelserne var små og udstyret med spiralsenge og en petroleumsovn, som de måtte tænde om vinteren, når de opholdt sig på værelserne.
Den personlige hygiejne foregik ude på loftet, hvor servanten stod. Det var et vaskestativ med plads til sæbe forneden, i midten en kande og øverst et vandfad. Før de stod op, havde en stuepige fyldt kanden med vand, men skulle der bruges mere, måtte de selv gå i kælderen for at fylde kanden op.
Det var førstemandens opgave at vække personalet på værelserne, så alle kunne nå at spise hos uddeleren, inden forretningen skulle åbne kl. 7.00.
Til at klare den store husholdning hos brugsuddeleren, var ansat en pige.
Det var hendes opgave at hente nøglerne til forretningen om morgenen inde i uddelerens soveværelse. På denne måde kunne han kontrollere, om alle var mødt til tiden.
Uddeleren selv mødte først ved 8-tiden.

Hverdage i brugsforeningen

I løbet af ugens første dage blev der vejet varer af i baglokalet til hele ugen.
Var der travlt i butikken, var det førstemandens opgave at sørge for, at de, der vejede af, kom og gav en hjælpende hånd med betjeningen af kunderne.
Fra mandag til fredag var åbningstiden 7.00-18.00, om lørdagen 7.00-21.00, og de var sjældent færdige med at rydde op før klokken 23.00.
Hjemme hos uddeleren tændte tjenestepigen op under gruekedlen lørdag aften ved 19-20 tiden, så det kogende vand kunne være klar, når butikken lukkede. Hver især hentede så en spand vand og bar den over i butikken. Alle deltog i rengøringen af trægulvene efter lukketid.
Efter at gulvet var skrubbet, blev vandet fjernet fra gulvets lavninger med en fejebakke, og der blev tørret efter med gulvklude.
Disken blev vasket af, og nye varer fyldt på hylderne i butikken. Balancevægten af messing blev pudset hver fjortende dag, og osteskabet blev pudset hver uge.
Den lange åbningstid om lørdagen skyldtes, at det var den store indkøbsdag.
Søndag var fridag, men tidligere havde brugsforeningen holdt åbent om søndagen før kirketid.
Når lørdag var den store indkøbsdag, hang det bl.a. sammen med, at karlene og pigerne fra gårdene kun havde mulighed for at handle ind om lørdagen, hvor de kom om aftenen og købte tobak og andre fornødenheder.
Der var stemningsfyldt i brugsforeningen lørdag aften.
Tobaksdåsen stod fremme, og alle kunne få et stop til piben.
Mange benyttede lørdagshandelen til at købe arbejdstøj, der var blåt, samt træsko og træskostøvler med træbund, der var det almindelige fodtøj på gårdene.
Gummistøvler blev først mere almindelige på et senere tidspunkt.

Udbringning af varer

En væsentlig del af brugsforeningens handel blev bragt ud på vareture til de kunder, der boede længere væk - Selve udbringningen blev udført af »fremmede« med hestevogn, senere med bil, men da krigen brød ud 1939-40, var det slut med bilkørslen, og i stedet blev anskaffet budcykler med lad.
Med dem kørtes varer ud hver dag af manden på foderstoflageret, og imens måtte butikspersonalet passe lageret.
Kunderne var arbejdsmænd, husmænd og gårdmænd i trekanten mellem Ellinge, Lumsås og Nygård.
En tur gik til statshusmandsbrugene ved Ellinge, og helt ud til Ellinge skole, nu Pottegården på Ellinge Lyng.
Turen kunne tage det meste af en dag.
En anden tur gik mod Stenstrup og op ad bakken til Lumsås, hvor der boede en enkelt kunde, mens næsten alle i Stenstrup var kunder i Højby Brugsforening.
Den tredie tur gik mod Nygård, hvor der var en del arbejdsmænd og husmænd foruden gårdfamilieme i både Nygård og Stamp.
Mange af bestillingerne blev ringet ind på telefon, og andre blev modtaget på turen rundt og bragt ud næste dag.
Hos husmændene på Ellinge Mark blev bestillingerne udelukkende modtaget på turen.
Alle former for kolonialvarer blev bragt ud.
En del var hvidtøl fra Odsherreds Bryggeri i Nr. Asmindrup i 5 og 10 liters flasker med patentprop, emballeret i et træstativ med hank.
Det var en hård opgave at køre vareturen, når budcyklen var læsset med alt, hvad den kunne bære.

Lageret

Højby Brugsforening havde mølleri, hvor en del kunder fik malet korn til mel. Der var salg af foderstoffer, kul og koks, og mens varerne blev gjort klar, blev der handlet i butikken.
Hvor Sparekassen Bikuben ligger i dag,( nu den danske bank) lå en bygning med kælder, lager og loft. Her opbevaredes foderstofferne, og det korn, der skulle males, blev hejst op på loftet ved hjælp af et elektrisk hejseværk for at blive hældt i kværnen, der stod på etagen nedenunder.
Mange varer kom til butikken i 100 kg sække, der blev vejet af i 2, 5 og 10 kg portioner.
Det var næsten alt:
sukker, salt, mel, havregryn, byggryn, risengryn, soda og meget mere, som blev vejet af i poser.
Soda- og saltposeme var fortrykte, for at de ikke kunne forveksles, da soda og salt ser næsten ens ud. På poserne var der også trykt: Højby Brugsforening.
I starten blev poserne lukket med en bestemt foldning, senere kom en elastik omkring og til sidst brugtes tape.
Det var en stor lettelse for arbejdet på lageret, da leverandørerne begyndte at forhandle afvejede varer.
Foderstofferne blev leveret med jernbanen fra Øernes Andelsselskab i Holbæk. En del blev opkøbt direkte hos bønderne.
Meget korn blev bl. a. købt hos proprietæren på Anneberggård, der selv kom med prøver af kornhøsten, inden der blev handlet om 50 eller 100 td korn.

De varer, der blev fragtet med jernbanen sidst i 1920-erne blev læsset på en hestevogn på Højby station og kørt over til lageret af en husmand, som havde aftale om at udføre dette arbejde, men det var temmelig upraktisk, når afstanden ikke var større.
Brugsforeningen investerede derfor i et selvstændigt jernbanespor hen langs siden ad lageret i 1930.
Toget kørte godsvognen ind på brugsforeningens spor hvor personalet på en sækkevogn kunne køre varerne ud på en rampe og direkte ind på lageret.
Når vognen var tømt, måtte personalet skubbe den over på et vigespor ved stationen.

Brugsforeningen havde sin egen foderblanding til køer med bl.a. kokosskaller og frøkager, der blev indkøbt i store mængder og leveret med banen.
Frøkagerne kom i store jutesække.
På lageret blev sækkene skåret op, og indholdet hældt i en kageknuser, som stod i kælderen, Herfra blev de ført med en kopelevator op på loftet hvor lagerkarlen og en arbejdsmand blandede foderet med skovle og fyldte det i 90 kg sække.
Yngste lærling måtte altid hjælpe til på lageret flere gange om ugen.
Før lagerkarlen holdt ferie, blev lageret fyldt op, så lærlingen kunne magte jobbet imens.

Kassedame og regnskab

I 1930-erne fik brugsforeningen sin første kassedame.
Mange købte på kredit, og alle indkøb af butiksvarer og foderstoffer blev noteret i en bog, der blev gjort op hvert halve år, når der skulle gøres status.
Opgørelsen af samtlige bøger var et omfattende arbejde, som uddeleren forsøgte at forenkle med indførelsen af et nyt plankartotek, der bestod af en metalkasse med skuffer, ordnet alfabetisk.
Indkøb blev noteret på et kundekort, og ved de enkelte kort var lagt farvede stykker for at vise kundernes kreditværdighed.
Var farven sort, måtte der ikke gives kredit, men var den grøn, var alt i orden. Denne del af arbejdet blev varetaget af uddeleren, og til at passe systemet i butikken blev antaget en kvindelig medarbejder som kassedame.
Til venstre for indgangsdøren blev indrettet et glasbur, hvor kassedamen sad.
Nu skulle ekspedienterne bare skrive beløbet på varerne på en kupon, som kunden foreviste ved kassen, hvor kassedamen modtog betaling eller noterede købet.
Der kunne stadig købes på »bog«, der dog blev gjort op tiere.
Det kunne være en streng opgave at være uddeler i 1930-erne på grund af kriseårene i landbruget.
Pengene var knappe, og var landbrugeme uheldige med besætningen eller afgrøderne, kneb det med at få pengene hjem.

Ferie og fritid

de ansatte havde otte dages ferie på et helt år, og den blev afviklet på skift i løbet af sommeren
Ellers havde man fri på de almindelige helligdage, fastelavn og på dyrskuedagen.
Dyrskuet på Kongeengen ved Nykøbing var en stor begivenhed for alle, og den blev markeret ligesom fastelavn med en halv fridag.
Ellers var det sparsomt med fornøjelser.
En gang hver anden måned kom en omrejsende biograf og viste film på hotellet for en krone pr. billet, og fastelavnsballet på hotellet var en af de årlige store begivenheder.
Om sommeren samledes man på gaden foran brugsforeningen og hotellet.
Her kom mange cyklende til for at få sig en sludder, inden det var tid til at gå i seng.
Andre gange cyklede man til stranden for at bade.
Om vinteren blev der spillet en del billard og kort på hotellet, som dengang kun havde udskænkning af kaffe, sodavand og alkoholfri drikke.

Når Børge Petersen tænker tilbage på sin tid i Højby Brugsforening og sammenligner den med forholdene i dag, er der sket store forandringer.
Dengang var der mange medhjælpere på gårdene - nu er der næsten ingen.
Brugsforeningen skulle være billigst med alle varer og handlede derfor med »metervarer«.
»I de år var det nærmest nedværdigende at handle i en brugs«. Når byfolkene kom ud på landet i 1930'erne, kunne man høre dem sige: »Vi vil nu hellere handle hos en købmand«, fordi de mente, købmandens varer var bedre.
I dag har brugsen et langt større sortiment og satser på kvalitetsvarer fremfor alene på priserne, og mange byfolk handler i brugsen.
Lokalt var forholdet mellem købmanden og brugsforeningen dog langt bedre.
Manglede man noget i forretningerne, lånte man hos hinanden.
Nede i byen lå Chr. Petersens købmandsforretning. Den havde sin egen kundekreds og stort set det samme udvalg som brugsforeningen.
Var man først begyndt at handle et sted, blev man der, og nye generationer fortsatte, hvor forældrene havde handlet.
Uddrag af interview med Børge Dybdahl Petersen i Svenstrup Hestehave gamle Brugsforening den 19. juni 1990.

Tilbage