Indlæggelsen

Indlæggelsen, oplevet af en patient

Af René Vejle

Allerførst vil jeg påpege, at følgende synspunkter er baseret på subjektive oplevelser ved indlæggelser og mine iagttagelser af medpatienters forhold og situation.
Jeg har været indlagt en række gange på 3 afdelinger på hospitalet, både åben og ikke åben modtageafdeling.

Indlæggelsen

Forud for en indlæggelse ligger i reglen hændelser og forhold, der bevirker, at de pågældendes omgivelser ikke har haft større overskud og kapacitet til at pleje og forsøge at løse problemerne.
Problemerne hober sig op og bliver vanskeligt overskuelige, og til sidst mister pårørende måske både troen, viljen og overskuddet til at hjælpe den psykisk lidende.

Selve indlæggelsen kan ske på 4 faconer, først i kraft af egen praktiserende læge, nok den almindeligste, også ved brug af tilkaldt vagdæge og sidst ved bestemmelse af myndighederne.
Disse nævnte former betegner også frivillig og tvangsindlæggelse, der igen har betydning ved udskrivelsen, hvor patienter indlagt på røde papirer ikke kan udskrives, hvorimod patienter på grønne papirer kan udskrives i døgnets 24 timer, med tilkald af vagtægen.

Fordele og ulemper ved indlæggelse

Fordelen er, at man kommer i kontakt med et system, der er konstrueret til at passe psykisk syge, hvilket vil sige er vant til afvigelser og anderledes adfærd.
Personalet er også uddannet til at varetage den indlagtes behov.

Ulemperne er, at man bliver placeret sammen med en række andre psykisklidende, der har problemer.
Endvidere, at man bliver bragt ud fra sit oprindelsesmiljø og transporteret ind i et lukket, anderledes opbygget system og miljø, end det vante.

Forhold under indlæggelsen

Jeg vil betragte forholdene ved en indlæggelse som ideelle i dette lukkede system, men utilstrækkelige udenfor systemet i personens vante omgivelser.

Igen vil jeg stille fordele og ulemper op mod hinanden.

Lad mig starte med, at man oftest er placeret på 2-mandsstue, som godt kan være belastende for den ene part, hvis den anden er meget lidende, sløj eller støjende.
Endvidere er der kun een opholdsstue, hvor alle rygere/ikke-rygere er indlagt til at se TV og høre radio, når disse er i funktion - og det er disse apparater så at sige døgnet rundt.
Man er henvist til sin seng, hvis man ikke vil deltage i det menageri.

Endvidere låses døren kl. 22.00. (Gælder for de åbne afdelinger).
På en lukket afdeling er døren naturligvis låst døgnet rundt.
Dette kan der kompenseres for i sjældne tilfælde, så helt så stramt er systemet heller ikke.

Forholdet er, at patienterne dagligt får tilknyttet en fast kontaktperson/personalemedlem til at varetage den indlagtes interesser.
Endvidere er der mulighed for at tale med afdelingens læger, også at få psykologkonsukation, hvilken er tilknyttet hospitalet.

Oplevelsen under indlæggelsen

Jeg vil herved starte med at omtale de lukkede afdelinger. Der er flere episoder, der kan være prekære, eksempelvis brug af fiksering.
Jeg har selv været fikseret et antal gange, både med mavebælte, men også med hvert enkelt lem.
Det vil sige, at arme og ben spændes fast enkeltvis. En sådan oplevelse sætter sit præg på en person.
Det er en fantastisk afmagtsfølelse at blive fikseret. Man føler, at man er fuldstændig i en anden persons magt, når du skal på toilettet, når du skal spise, ryge o.s.v.

Dertil skal straks tilføjes , at der bliver sat
et stk. personale på til personlig vagt,
imens fikseringen står på.

Endvidere har man visse, faktiske ret
stærke, retslige muligheder for at anke
fikseringen for retten.
De nærmere regler vil jeg undlade her.

De syge bliver passet ......fra Amthospitalets museum

Dog vil jeg tilføje, at man umiddelbart efter fikseringen får tildelt en patientrådgiver til at føre ens synspunkter frem, om hvorvidt fikseringen har været reglementeret og nødvendig eller ej.

Det lyder meget drastisk med disse fikseringer, hvilket det også er, men lad mig tilføje, at de bruges i yderste konsekvens af nødvendighed.

Af andre oplevelser under indlæggelse vil jeg nævne det varme og udadvendte sind personalet altid har vist mig, også når jeg har været dårlig og dermed har været urimelig.
Det har de altid været forstående og tolerante overfor. Det beviser en stor professionalisme og menneskelig forståelse.

Aktiviteter under indlæggelsen

Der er en vifte af tilbud lige fra vægttræning, motion, en terapi, hvilket er temmelig omfattende - træarbejde, syarbejde, læderarbejde o.s.v., skole, bibliotek og et fritidscenter, der nok er værd at nævne nogle bemærkninger omkring.
I dette center kan alle komme og nyde, d.v.s. drikke såsom kaffe, the, lyst øl og vand o.s.v., og man kan få brød.
Centret afholder endvidere ture og bankospil og flere andre engagementer.
Vigtigt er at nævne, at centrets personale ikke fører journal.
Det fører mig ind på det skriveri, der foregår, som man aldrig får noget at vide om; det er mægtigt irriterende, at der skal skrives 3 gange dagligt, uden at man kan få medindflydelse på indholdet, der skrives.

Jeg ved, at man på andre hospitalsafdelinger har åben kardex, hvor man endvidere kan deltage i det daglige kardexskriveri. Jeg skal ikke undlade at nævne, at man kan søge og anmode om journalindsigt.

Distriktspsykiatri

Afslutningsvis vil jeg nævne nogle forhold vedrørende distriktspsykiatrien.
Man har fra politisk side lagt op til, at plejen af patienterne skal foregå i deres eget miljø/ bopæl.
Ideen synes jeg er rigtig, - men - men - den er langt fra udbygget tilstrækkeligt endnu; i nogle kommuner har man stadig ingen distriktspsykiatri overhovedet.

Dette får tankerne til at runde genindlæggelsesprocenten.
Jeg har set de samme komme igen og igen, og det er mit indtryk, at den er meget stor; ligemeget hvad - noget må gøres for de sindslidende og meget bliver gjort, det er også så et spørgsmål, om mål og midler altid harmonerer.

René Vejle

Tilbage