TilbageDistriktspsykiatri - ud i markenAf Karen Jacobsenoverlæge Randi Luggin overlæge Begrebet distriktspsykiatri kan undertiden opleves som noget af en kliché - et modeord, som kædes sammen med alle de ændringer, som psykiatrien gennemgår i disse år. Der er dog først og fremmest tale om en ændret organisationsform sammenkædet med en åbning mod det omgivende samfund. Rundt om i landet findes mange forskellige distriktspsykiatriske modeller med meget varierende ressourcer. Nogle har basis i hospitalssektoren, andre i socialsektoren, og blandt de hospitalsbaserede er der forskel i graden af tilknytning til hospitalet med hensyn til personalesammenfald og tilhørsforhold til en bestemt stamafdeling. Der er også forskel i målgrupper, idet nogle centre kun varetager efterbehandling af tidligere indlagte patienter eller andre afgrænsede grupper.
På ANS er 2 distriktspsykiatriske enheder - Kalundborg-distriktet (Kalundborg, Bjergsted og Hvidebæk kommuner) og Odsherred-distriktet (Nykøbing-Rørvig, Trundholm og Dragsholm). Hospitalet modtager også patienter fra andre kommuner, som ikke er dækket af en egentlig distriktspsykiatrisk service. Ungdoms- og gerontopsykiatri dækkes af særlige afdelinger med udadgående teams. De 2 distriktsteams har hver en åben modtageafdeling, som tager alle patientkategorier, bortset fra dem der kræver lukket, urolig afdeling. I Kalundborg er et distriktspsykiatrisk ambulatorium med egen behandlerstab (og lokalefællesskab med alkoholambulatoriet). Kontinuiteten i behandlingen sikres ved at ambulatoriepersonalet er på stamdafdelingen l dag om ugen, og ved at overlægen og afdelingens l. reservelæge er i ambulatoriet henholdsvis 2 og ½ dag ugentlig. Odsherreddistriktet har på grund af de geografiske forhold kontorer på selve hospitalet (desværre indtil videre spredt over store dele af terrænet). Dette muliggør, at de samme behandlere kan tage sig af både indlagte og ambulante patienter. Placeringen midt i distriktet gør også, at Odsherred-padenterne har større mulighed for dagpatientstatus, enten som eneste tilknytning til hospitalet eller som udslusning efter døgnindlæggelse. Dette har ført til en forskel i afdelingernes belægning, idet Odsherredafdelingen har mange dagpatienter, mens Kalundborgafdelingen har 3 ekstra sengepladser beregnet til udslusning og længerevarende forløb. Begge afdelinger har iøvrigt jævnligt overbelægning, idet de modtager mange patienter udenfor de egentlige distrikter. I Kalundborg er der planer om at oprette et aktivitets- og støttecenter i samarbejde mellem Amtets socialforvaltning, kommunerne og distriktsambulatoriet. Dette vil kunne aflaste afdelingen for nogle omsorgsopgaver, men næppe løse behovet for egentlig behandlingskapacitet. I begge distrikter er der mulighed for ambulant behandling uden indlæggelse (efter lægehenvisning). Selv om der lægges vægt på, at målgruppen er indlæggelsestruede personer (d.v.s. den tungere del af psykiatrien), har dette betydet en udvidelse af den personkreds, der får kontakt med hospitalet, og der er afsløret et stort udækket behandlingsbehov. I lighed med erfaringerne mange andre steder, har indførelsen af distrikspsykiatri derfor ikke ført til en umiddelbar nedgang i behovet for sengepladser. Der er behov for sengepladser til diagnosticerings- og behandlingsformål og til akut aflastning af psykotiske, kriseprægede og selvmordsfarlige patienter. Desuden har distriktsafdelingerne brug for et bagland med tilbud til særlige patientkategorier, som vanskeligt kan huses eller behandles effektivt i en modtageafdeling.
Er der så indført distriktspsykiatri i Amtshospitalets optageområde? Den første svaghed er, at distriktspsykiatrien endnu ikke dækker samtlige kommuner i området. Psykiatrisk afdeling i Holbæk har hverken plads eller personaleressourcer til at modtage alle patienter fra deres optageområde, og for Svinninge og Tornved kommuner er der ikke faslagt en klar distriktstilknytning. Dette betyder, at distriktsafdelingerne på ANS modtager mange patienter fra disse kommuner, som vi ikke har mulighed for at yde egentlig distriktsfunktion overfor. For det andet er personaleressourcerne til det ambulante arbejde begrænsede i begge distriktspsykiatriske enheder. Specielt gælder dette Odsherreddistriktet, hvor den lavere lægebemanding vanskeliggør den nødvendige kommunikation med den primære sundhedssektor og socialforvaltningerne. Der er også meget begrænset mulighed for hjemmebesøg, så den ambulante behandling foregår i høj grad på hospitalet i stedet for i patientens miljø. Samtidig er det svært at tilbyde forvisitation hurtigt nok til at en akut indlæggelse kan afværges. For det tredie mangler mange af de tilbud ude i kommunerne, som er nødvendige for at patienterne kan udsluses eller undgå indlæggelse. Noget af hovedsigtet med distriktspsykiatrien er at forbedre kommunikationen med det omgivende samfund med henblik på at forbedre patienternes integration. Tidligere tiders "totalinstitution" sørgede for patienternes bolig, forplejning, fritidsbeskæftigelse og beskyttet arbejde, så kontakten til det almindelige samfund nærmest blev afskåret. Målsætningen er nu, at psykiatriske patienter har ret til at få disse behov dækket ude i samfundet på samme måde som resten af befolkningen, men dette kræver specielle tilbud, der er indrettet efter patienternes behov. Der er brug for en bred vifte af beskyttede boligformer (miniinstitutioner, bofællesskaber, udslusningsboliger m.v.), aktivitets- og støttecentre (gerne med aften- og weekend-åbning) og beskyttede værksteder og andre beskyttede arbejdspladser. De store institutioner, blandt andet ANS, har opbygget en betydelig viden om psykiatriske patienters særlige behov på disse områder, og det er væsentligt, at denne ekspertise videregives. Blandt andet af den grund finder vi det væsentligt, at distriktspsykiatrien bevares som en integreret del af hospitalspsykiatrien, men med et udstrakt samarbejde med socialsektoren. Karen Jacobsen overlæge Randi Luggin overlæge  Tilbage | |||||
