TilbageBehandlingsindsatsen i dag i voksenpsykiatrien Af Leo Jensen | |||||||
| Endvidere er der specialafdeling Skovhus, For unge og yngre, langtidspsykotiske patienter. |
 |
Disse afdelinger og det arbejde, der
gøres der, vil blive nærmere beskrevet under de respektive
afdelingers indlæg i dette jubilæumsskrift.
 |
Og der er den
gerontopsykiatriske modtageafdeling, Elmehus der modtager patienter over 65 år til undersøgelse, behandling og visitation |
Mens der tidligere var mange langtidsafdelinger, har der gennem en årrække været foretaget en kraftig nedskæring i antallet, så der nu er 4 tilbage.
De repræsenterer en patientkategori, hvor gennemsnitsalderen har været støt stigende, så flere og flere har nået plejestadiet.
De kommende år ser ud til at ville medføre en yderligere nedgang, dels ved naturlig afgang, og dels i forbindelse med, at de andre amter hjemtager deres egne patienter, for enkelte patienters vedkommende efter 60 års indlæggelse her på ANS.
Da ANS har fungeret som en totalinstitution, der skulle dække alle patientbehov ind døgnet rundt, "hotelfunktion", beskæftigelse og fritid, har vi gennem årene haft en hel del tilbud til patienterne, beskæftigelsesterapi, industriterapi og ADL- træning ved ergoterapeuter.
Der er endvidere et gartneri med drivhuse og en frugtplantage
Senere er der etableret et gymnastikhus med tilbud til alle patientkategorier.
Patientbibhoteket med musikstue og specialskolen "Grønnehaveskolen", kan bistå med at optræne og vedligeholde skolefærdigheder op til HF-niveau.
Der er et fritidscenter, hvor alle patientkategorier mødes over en kop kaffe eller til de mange arrangementer i og udenfor huset.
 |
Disse mange tilbud til patienterne har kunnet opretholdes i kraft af, at mange af disse patienter har boet på hospitalet eller i hospitalets nærhed i mange år, men distriktspsykiatrien og den fremherskende indstilling i dag om, at patienterne, så vidt muligt, skal leve deres liv ude i samfundet og få deres behov for bolig, beskæftigelse og fritidsaktiviteter dækket ind der, har gjort det nødvendigt at tage hospitalets aktiviteter op til revision.
Vi har netop fået nedsat arbejdsgrupper med repræsentanter for de forskellige områder, som skal fremkomme med forslag om et ajourført aktivitetscenter, der kan være et tilpasset tilbud til de patientkategorier, der fortsat påregnes at skulle benytte hospitalet.
Fra en noget sporadisk og eksklusiv debut har psykoterapien fået et stærkt opsving i den vestlige verden.
Denne udvikling skyldes nok, at man opdagede, dels at psykofarmaka alene ikke kunne sikre en resocialisering af patienterne, samtidig med, at medicinen ofte var en forudsætning for, at der kunne drives psykoterapi med effekt.
Fra, helt overvejende, at reservere psykoterapi, og her specielt den klasisske psykoanalyse dl særligt egnede neurosepatienter, har mange kræfter været sat ind på at opstille og efterprøve teorier og modeller for psykoterapi beregnet for psykoser og grænsepsykoser, bl.a. på visse forskningscentre i USA og England.
Der er delte meninger om disse teorier, men erfaringerne med at forsøge at forstå og hjælpe disse meget vanskeligt stillede patienter er så gode, at det berettiger til at arbejde videre på området.
Til at støtte og koordinere en praktisk resocialisering har man arbejdet med at skabe egnede afdelingsmiljøer, hvor patienterne aktiveres og pålægges ansvar, og hvor man søger at gengive dem de færdigheder, de har tabt under sygdomsforløbet.
Her indgår ergoterapeuterne med deres træning af patienterne i daglige aktiviteter.
Målet for disse patienter er at få dem ud i forskellige boformer, f.eks. bofællesskaber, patientkollektiver, patientpensionater med støttecentre, gerne således, at patienterne både har mulighed for at være alene på deres eget værelse, når de har brug for det, og sammen med andre, når de kan klare dette.
Disse patienter er det traditionelle hospitalsklientel, der således søges etableret under friere former og med den nødvendige støtte.
Derudover har distriktspsykiatrien i forskellige udformninger, efter mange års tale om den, omsider holdt sit indtog rundt om i landet.
Her søges ressourcerne i arbejdet med patienterne lagt så nær patienternes hjem og miljø som muligt og gerne så tidligt i sygdomsforløbet som gørligt.
Målet er at nedbringe antallet af indlæggelser i de psykiatriske afdelinger mest muligt, men helt undvære senge kan vi jo ikke.
Det kan bl.a. ses ved, at den kraftige reduktion i sengetallet her i landet på psykiatriske afdelinger, der er sket i de senere år, har medført, at unge og yngre kronisk syge ikke kan rummes i de meget hårdt belastede sengeafdelinger, men må søge tilflugt på herberger og forsorgshjem, der ikke har forudsætninger for at give dem den professionelle bistand, de har brug for.
I Vestsjællands Amtskommune har politikere og forvaltning forstået dette problem, og her er der opbygget en god ramme om et behandlingssted for disse patienter i Skovhus, der er nærmere omtalt andetsteds.
Det vil være nærliggende at spørge, hvad er fremtiden for den psykiatriske behandling?
Foreløbig ser det ud til, at der ikke er de store landvindinger på vej indenfor den psykofarmakologiske behandling, men denne vil antagelig fortsat være en væsentlig forudsætning for, at patienterne kan få en mere fri tilværelse udenfor institution.
Vi må forvente, at psykoterapi af psykotiske lidelser vil blive yderligere udforsket, og at mere specifikke metoder vil blive udviklet.
En nødvendig forudsætning for, at vore psykisk lidende medborgere vil kunne opnå en bedre livskvalitet er, at samfundet vedkender sig deres ret til at være ude iblandt os, og at den højere grad af tolerance og accept, som har været og er i de psykiatriske afdelinger, vil kunne opstå ude i samfundet.
Hvis det fortsat bliver en udskrivning til værelse og isolation, er opgaven ikke løst.
Leo Jensen
overlæge.
Tilbage