Broen ud til stranden på korevlen

Stormen og vandet har været hård ved træbroen, den er blevet skadet,
som du ser på billedet, den bølger sig og er usikker at færdes på lige nu.
For et pare år siden blev den mere skadet, det viser lidt af natures kræfter

Anneberg blev opkaldt efter rentemester Henrik Müllers 26-årige datter Anna Cathrine, som fik gården i gave af sin far. Den var da netop blevet bygget i 1651 og af forskellige jordtilliggender sammenstykket til hovedgård, og tanken var vist at gården skulle være en forsinket bryllupsgave i anledning af Anna Cathrines ægteskab med juristen Caspar Bartholin.

Der er næppe tvivl om at stedets smukke beliggenhed var grunden til at hovedgården kom til at ligge her. Men det er uvist om Henrik Müllers datter nogen sinde boede på gården. I 167o blev hun enke og opholdt sig herefter især på Kornerupgård ved Roskilde, hvor også faderen tilbragte en del af sin alderdom. I 1688 blev Anneberg overtaget af portugiseren ManueI Texeira, som Henrik Müller skyldte store summer.

Henrik Müller var sin tids finansgeni. Han omlagde den danske statsøkonomi fra en temmelig udpræget naturalieøkonomi til en form for penge- og kreditøkonomi i overensstemmelse med det øvrige europæiske finanssystem, og under svenskekrigene 1658-6o ydede han personlig kronen store lån. Efter krigens afslutning blev han kongens rentemester, og som betaling for sine tilgodehavender fik han udlagt bl.a det kongelige Odsherredske gods, hvor han foruden Dragsholm oprettede tre nye hoved- eller herregårde, Ellingegård, Drøsselholm og Anneberg.

Anneberg blev iførge Erik pontoppidan (1763) "opbygt 1661 af bindingsværk på en by kaldet Musbye". Denne landsby var under svenskekrigene nedbrændt, og jorderne efter dens tre gårde blev derfor slået sanmen, og på landsbyens grund opførtes den nye gård.
Anlægget var på tre sider omkranset af voldgrave. Mod syd lå hovedbygningen, der var tre fløjet i én etage og med stor frontispice over to etager, og mod nord 1å til begge sider avlsbygningerne og mellem dem indkørslen og porten. Senere byggede man et kornmagasin syd for indkørslen, hvor bøndernes tiendekorn blev modtaget og opbevaret til det kunne udskibes.

Bygningerne var solidt opføtte af grundmur og bindingsværk i egetræ og med teglhængte tage. Hovedbygningen opnåede en alder på henved to hundrede år, inden den blev nedrevet. Midterfløjen bestod af en meget stor sal i hele husets bredde og med vinduer til både have og gård, ag fra salen førte døre til de mange værelser i østfløjen, og til køkken, fadebur, borgestue og økonomilejlighed i vestfløjen.

I tidens løb voksede gården, både hvad angik bygninger og jordtilliggender. Allerede i 1674 blev Skovgård og dele af landsbyerne Ubberup og Stårup inddraget under gården, og en snes år senere blev Ellingegård underlagt Anneberg. Det skete under den nye ejer Gunde Vossbein, assessor i admiralitetskollegiet, som i 1692 havde købt Anneberg og to år senere erhvervede Ellingegård. I 1697 solgte han dog begge gårde til assessor Hans Legaard, som 1705 videresolgte dem til assessor Christian Wildenrath.



Med Christian Witdenrath begyndte et kapriciøst kapitel af Annebergs personalhistorie, fremkaldt af at han 1706 ægtede den noget yngre og livlige godsejerdatter Vibeke Margrethe Weldingh fra Edelgave.
Da Wildenrath døde 1723, giftede hun sig kort efter med børnenes huslærer gennem otte år, en student fra Sorø ved navn Peder Svane, vist nok søn af en indvandret hollandsk koffardikaptajn. Efter giftermåIet ansøgte han kongen om titel som kommerceråd, hvilket blev ham tilstået, omend mod betaling.

Senere gæstede Frederik IV Anneberg i nogle dage og var indlogeret i østfløjen ned mod fjorden. Under opholdet gjorde han tilnærmelser til husets frue, der "ikke var ligegyldig over for kongens kærlighed", hvorimod "Peder Svane skulle have været meget skinsyg og kun dårligt kunne skjule sin mistanke, så at forholdet mellem mand og kone i lang tid var dårligt" (Henrik Steffens). Da fru Vibeke siden fødte datteren Ulrikke Eleonore var der på gården ingen tvivl om at hun var frugten af moderens intime forhold til Frederik IV.

Netop denne datter skulle imidlertid et par generationer senere blive bedstemoder til en række kendte kulturpersonligheder i begyndelsen af 1800-tallet.
Og ved skæbnens lune kom hun til at leve en stor del af sit liv på Anneberg, hvor hun også døde i høj alder 1792.

I 1743 havde Ulrikke Eleonore Svane ægtet den 27 år ældre forvalter af de kongelige godser i Odsherred Niels Christian Bang.
De boede først på Egebjerggård syd for Annebetg, hvor de sammen fik tre børn, nemlig Frederik Ludvig (senere professor og dr. med), Catharine Marie (senere gift med præsten Johan Grundtvig) og Susanna Christina (senere gift med regimentskirurg Heinrich Steffens).

Senere flyttede familien ind på Anneberg.
Et halvt år efter at Niels Christian Bang døde i 1760, giftede Ulrikke Eleonore sig med hans efterfølger i embedet som krongodsforvalter i Odsherred, Jacob Ulrik Hansen, med hvem hun fik bl.a. datteren Christine Margrethe (der i 1782 ægtede landvæsensøkonomen Frantz Wilhelm Trojel). Alt i alt talte familien på Anneberg ved denne tid sytten sanmenbragte børn, og flokken af børnebørn skulle i de efterfølgende år vokse sig stor. Bl.a. holdtes Catharine Maries og Johan Grundtvigs bryllup på Anneberg, og blandt børnebørnene var foruden N F S Grundtvig også Henrik Steffens, flere Bang'er, Zeuthen'er, Mynster'e og andre som i 1800-tallet prægede landets kutturelle liv, For dem alle var Anneberg indbegrebet af en verden.

Således skrev Henrik Steffens senere i sine erindringer:
"Vore slægtninge levede i den fjerne egn Odsherred som godsejere og landsbypræster ... og en betydelig herregård fra gamle dage tilhørte her familien.
Derfra havde den udbredt sig i hele egnen og beherskede den. Gamle sagn om familiens magt i ældre tid havde endnu vedligeholdt sig i den".

Mange steder i erindringerne berørte han det stærke familiesammenhold og de udslag det gav sig i slægtsstolthed og egoisme. De mange familiesammenkomster på Anneberg gav livet her et idyl1isk præg i børnebørnenes bevidsthed.
Selv var Henrik Steffens en kort tid i 1790 huslærer på gården, hvor bedstemoderen stadig levede og hans moster nu var husfrue



Samtidig blev Anneberg naturligvis drevet som gods.
Hverken Anneberg eller Ellingegård var store hovedgårde, men udgjorde til sammen 5o tdr hartkorn. Dertil kom det tithørende bøndergods på 3oo tdr. hartkorn.
Om godsets administration findes adskillige oplysninger (bl.a i christian Mikkelsen: Højby sogn for to hundrede år siden. 196o ). Men forholdene i Odsherred synes i almindelighed præget af mådehold sammenlignet med hvordan man andre steder behandlede fæstebønderne. Både Christian Wirdenrath og Peder Svane var nøjeregnende godsejere, men tillige dygtige. Især Peder Svane kunne være streng mod sine bønder, hidsig og proceslysten; men han var også interesseret i folkeoplysning og oprettede 1729 en skole i stenstrup og holdt "omgående" skoleholder for bønderbørnene ved strøgodset syd for Anneberg.

Med Niels Christian Bang og Jacob Ulrik Hansen fik Anneberg så at sige professionelle administratorer, idet de begge var forvaltere af krongodset i odsherred, og de havde et godt omdømme brandt bønderne. Det samme gjaldt efterfølgeren Frantz Wilhelm Trojel.

I 1770 solgte Jacob Ulrik Hansen de to gårde til forvalter Henrik Rosted, der i maj 1775 udbød dem til sarg ved offentlig auktion. Køberen blev kronen, som nu slog dem sammen med det Øvrige krongods, der stadig blev forvaltet af Jacob ulrik Hansen.
Det kom til at betyde en styrkelse af Anneberg og Ellingegård som hovedgårde, idet jordtilliggenderne nu forøgedes. Annebergs jorder blev øget ved at man nedlagde to gårde i Hunstrup samt landsbyen Ubberup: også dele af Stårups marker blev lagt ind under Anneberg. I 1778 opførte man en trelænget ladegård med grundmur "og så suffissant bygget Og vel indrettet, at den kun havde få lige i landet".

Desuden blev ladegården Borrevang underlagt Anneberg, således at Anneberg gods i disse år voksede fra 17 til 74 tdr hartkorn.

For at kunne dyrke disse jorder blev man nødt til at indføre hoveripligt også for bønderne på det hidtidige krongods, hvor fæstere ellers havde haft en fordelagtig ordning, så de i stedet for hoveri ydede et mindre beløb. Alle bønder i Højby og Rørvig sogne blev nu hoveripligtige på Anneberg, og det samme blev de fleste bønder i Asmindrup og enkelte i Vig sogne. Hoveriordningen for de gamle kronbønder kom dog kun til at vare en snes år .

Allerede i 1782 opgav kronen imidlertid at drive Anneberg og Ellingegård. Året før havde man ved godsforvaltningen ansat Jacob Ulrik Hansens svigersøn Frantz wilhelm Trojel som inspektør for "de nye indretnin ger", dvs til gennemførelse af Iandboreformerne i Odsherred. Udskiftningerne begyndte netop 1782 i Egebjerg sogn, og måske fornemmede man i statsadministrationen at bestræbelserne bag landboreformerne ikke rigtig stemte overens med storgodsdriften. Anneberg og Ellingegård blev bortforpagtet, senere solgt, og 18o1 købtes Anneberg af Trojel, der 1790 havde overtaget embedet som krongodsforvalter efter svigerfaderens død.

Frantz Wilhelm Trojel gennemførte landboreformerne i Odsherred på forbilledlig måde. Udskiftningen blev af datiden kendt som den bedste i Danmark og den betragtedes som et mønster til efterfølgelse, fordi lodderne ved hans udskiftninger fik så regulære figurer. Han udgav et par skrifter om landvæsen, "Fuldstændig afhandling om alle slags hegn" og "Kort afhandling om den bedste måde at forvalte jordegods på", hvor han gjorde sig til talsmand for en redelig behandling af bønderne, fordi reformer kun kunne gennemføres til gavns, hvis man vandt bondens tillid.
Ved hans død 1819 skrev "Den oeconomiske Correspondent", at "det der gjorde Trojel så elsket og agtet som inspektør i Odsherred, var hans årvågenhed, hans ubestikkelige redelighed, hans djærvhed til at tale bondens sag hos høje og lave ... Hans lange øvelse i at omgås bønder, at tale med dem og med tålmodighed at høre på dem gjorde, at han var dem altid kær, og at han besad deres fulde kærlighed, agtelse og tillid".

Trojel forblev i embedet til 1810, hvorefter han flyttede til København. Anneberg afhændede han til sin svigersøn kaptajn Lorentz Fribert, der havde bekostet opstillingen af monumentet med Grundtvigs inskription på Odden kirkegård. Han døde dog allerede 1814, og hans enke Ulrikke Eleonore Svane Fribert solgte samme år gården, som hermed gled ud af Bang-slægtens eje.

Den nye ejer var kaptajn Frederik von Buchwald.
Han overtog Anneberg under den værste depression efter statsbankerotten 1813, og den efterfølgende snes år blev det nødvendigt at han selv tog aktivt del i gårdens drift.
"Fra tidlig morgen til sildig aften arbejdede han personlig i marken sammen med folkene. Han tog selv sækken på nakken og såede i flere år med egen hånd hvert korn der spirede på Annebergs marker, ligesom hvert kreatur der blev slagtet, faldt for hans hånd. Når efteråret kom, sejlede Buchwald selv, blot med en husmand som hjælper, med sine varer til Helsingør, hvor trommen gik i gaderne: Kaptajn Buchward ligger ved skibsbroen med sæd og smør, ost, kalkuner og gæs!", skrev svigersønnen og gårdens senere ejer Frederik von Holstein i "Den gamle kapitain" (1925 ).

I begyndelsen af l830erne bedredes situationen noget, og Frederik von Buchwald kunne begynde at tage del i det offentlige liv, først som medlem af Nationalbankens repræsentantskab, senere som deputeret ved stænderforsamlingen i Roskilde. Men det nye udblik førte også til ændringer på Anneberg. Således oprettede han 1840 et skibsbyggeri på Tømmerbakken ved kysten ud for gården, og en mindre rederivirksomhed kom i gang.

I løbet af den næste halve snes år byggedes her ti større og mindre skonnerter: "Peter Bang", " Lucinde", "Henriette", "Codan", "Anneberg", "Charlotte", og andre. De fleste af skibene blev solgt, men Buchwald beholdt enkelte af dem. Både skibsbyggeri og skibsfart var i de tider indbringende og medvirkede stærkt til at genoprette Annebergs økonomi. Efterhånden vandt dampskibene dog indpas og fortrængte sejIskibene og midt i 186oerne blev det sidste skib solgt.

Det var nok skibene der muliggjorde at Anneberg i 1856 fik ny hovedbygnirg. Den gamle var i årenes løb brevet ret brøstfærdig, og efter tegning af datidens kendte arkitekt Theodor Sørensen opførtes lidt nordligere en to-etages bygning i italiensk stil. Samtidig blev haven omlagt til park, så gården alt i alt kom til at virke mere herskabelig.
Hjemmet var åbent for alle og der var næsten til stadighed gæster i større eller mindre målestok. Buchwalds væsen skaffede ham en vid bekendtskabskreds og et personligt venskab med bl.a Christian VIII, som flere gange gæstede Anneberg.

I 1874 døde "den gamle kaptajn", som han kaldtes på egnen. Gården gik i arv til hans tre døtre, som søgte at drive den videre ved hjælp af skiftende forpagtere, og i adskillige årtier udspillede sig et muntert farnilieliv i det gæstfri hjem, som senere skulle blive beskrevet af kaptajnens oldebarn Huno von Holstein i dennes erindringer. Men i 1913 måtte Anneberg sæ1ges, da man ikke længere kunne få det til at løbe rundt.

Hermed begyndte opsplitningen af den store gård. I 1913 frasolgtes 8o tdr land til staten til opførerse af sindssygehospital, i 1918 udskiltes hovedbygningen og parken fra den øvrige gård, og i 1922 blev yderligere loo tdr land jord solgt fra til statshusmandsbrug. Samme år nedbrændte alle gårdens udlænger. Både herskabsbygning og avlsgård gled gennem mange hænder. Annebergs hvide hovedbygning var skiftevis rigmandsvilla, herregårdspension, optagelseshjem, husholdningsskole og børnehjem de efterfølgende år. Gårdens gamle portbygning fra 1778 blev indrettet til ny hovedbygning. I 1947 købte fabrikant J C Hempel gården og lod omkring 195o opføre en anden hovedbygning vest for avlsbygningerne og i 1963 et kulturhus på marken mellem gården og det store hospital. Anneberg blev nu et nyt begreb, en betegnelse for skiftende udstillinger.




Kurt Sørensen

Slut